1926 – for hundrede år siden

I løbet af 1926 gjorde Jehova gennem menighedens hoved, Jesus, det mere og mere klart at forkyndelsesarbejdet skal være det centrale i en kristens liv. Af den grund sørgede “den trofaste og kloge træl” for nye publikationer, justeringer af hvordan møderne blev holdt, og en klarere forståelse af hvilket ansvar en tjener for Jehova har. (Matt. 24:45) Jesus sørgede for at Jehovas folk havde de bygninger og det udstyr de skulle bruge for at kunne udføre forkyndelsesarbejdet.

EN NY PUBLIKATION OG ÆNDRINGER I MØDERNE

I april annoncerede den engelske udgave af Den Gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) en ny bog med titlen Verdensbefrielsen (på dansk i 1928). Den skulle erstatte Studier i Skriften som den publikation der først og fremmest skulle bruges i forkyndelsen. For at imødegå den forventede efterspørgsel købte brødrene på Betel en ny trykpresse som kunne trykke 22 bøger i minuttet. Bibelstudenterne tilbød den nye bog ved enhver lejlighed.

I mange år havde Bibelstudenterne gennemgået de forskellige bind af Studier i Skriften ved deres møder. Men fra og med maj måned begyndte de at drøfte artikler fra Vagttaarnet. Hvad førte det til?

“Den lille Bunker Hill Menighed i Illinois sender dig kristelige Kærlighedshilsner,” skrev en menighed i et brev til bror Rutherford. “Om Søndagen studerer vi de Artikler, der af Selskabet er bestemt for disse Datoer. Vi er saa taknemmelige for, at vi alle kan se det nye Lys, efterhaanden som det kommer frem.”

“Det nye lys”, eller den klarere forståelse, hjalp Bibelstudenterne til at fokusere på forkyndelsesarbejdet. Artiklen “Karakter eller Pagt – Hvilket?” forklarede for eksempel at “karakterudvikling” – det at man kun fokuserede på at udvikle en høflig og venlig måde at være på – fik nogle til at negligere det arbejde Gud har givet sande kristne. Artiklen kom med den her tilskyndelse: “Den, som elsker Herren, maa nu ... adlyde hans Befalinger. Atter siger Jehova: ‘I er mine Vidner, at jeg er Gud.’ ... Den Kristne ... vil ... være ivrig efter at være et helligt Vidne for Gud.”

En anden artikel, “Offer og Tjeneste”, fremhævede at sande kristne viser deres kærlighed til Jehova ved at tjene ham trofast. Artiklen opfordrede alle Bibelstudenter til aktivt og ivrigt at deltage i tjenesten for Herren og at “være Vidner for Herren og forkynde hans Budskab for Jordens Folk og Nationer”. – Esa. 43:10, 12; Matt. 24:14.

Forandringerne fik hurtigt en mærkbar effekt i menighederne. Bare nogle få uger senere stod der i et brev der blev publiceret i Vagttaarnet: “De seneste Artikler ‘Karakter eller Pagt – Hvilket?’ og ‘Offer og Tjeneste’ er til stor Opmuntring og Trøst. Vi kan ikke nøjes med at læse Vagttaarnet nu, vi maa studere det.” I brevets afslutning stod der: “Der synes allerede at være større Ønske hos Vennerne om at udtrykke deres Tanker mere frit ved Studiemøderne, og det har ogsaa paa anden Maade haft gavnlig Virkning paa vor Menighed.”

STÆVNER MED FOKUS PÅ FORKYNDELSESARBEJDET

I slutningen af maj overværede mange Bibelstudenter et stævne i London. På grund af en arbejderstrejke i landet kunne man ikke hyre et firma til at trykke publikationer, så brødrene på Betel i Brooklyn arbejdede i døgndrift for at få trykt 117.000 ekstra eksemplarer af hæftet Et Banner for Folket, der skulle bruges ved stævnet.

Lørdag den 29. maj skulle hæftet for alvor ud at virke. I stævneprogrammet kunne man læse den her opfordring: “Enhver Indviet, som overværer Stævnet, indbydes til at være med til at forkynde Kongen og Riget. Kom til Alexandra Palace saa tidligt som muligt, og meld jer i Arbejdsafdelingen.”

Mere end 100.000 publikationer blev omdelt. Vagttaarnet rapporterede: “Vennerne strømmede over af Begejstring. De følte, at de havde gjort deres Bedste for at adlyde Jehovas Befaling: ‘I er mine Vidner, at jeg er Gud.’”

Dagen efter skulle bror Rutherford tale i Royal Albert Hall over emnet “Hvorfor Verdensmagterne staar for Fald – Lægemidlet”. Inden for ganske få minutter var salen helt fyldt – der var 13.000 til stede. De der var kommet, men som ikke kunne få en plads indenfor, lyttede opmærksomt til programmet udenfor ved hjælp af de højttalere der var stillet op.

I sit foredrag forklarede bror Rutherford at verdensmagternes kollaps var et direkte resultat af at de havde afvist Jehova og hans rige. Derefter fordømte han Folkeforbundet og forudsagde at det ville ophøre med at eksistere.

FORKYNDELSE I INDIEN

Mens stævnet i London stod på, mødte bror Rutherford bror Edwin Skinner, en kolportør (nu pioner) fra Sheffield. Efter stævnet bad bror Rutherford Edwin om at komme og mødes med ham i London.

“Jeg havde en anelse om, at det drejede sig om en opfordring til at tjene i udlandet,” har bror Skinner fortalt. “Jeg rejste til London næste dag og ... gjorde op med mig selv, at hvis det var en opfordring til at tjene i et fremmed land, ville jeg ufortøvet sige ja.” Og ganske som forventet spurgte bror Rutherford ham: “Hvad mener du om at rejse til Indien?” Edwin spurgte straks hvornår bror Rutherford syntes han skulle tage afsted.

Bare tre uger senere, i juli, satte Edwin og hans makker, George Wright, sejl mod Indien. Bror Skinner tjente som landstjener og førte tilsyn med arbejdet i Afghanistan, Burma (Myanmar), Ceylon (Sri Lanka), Indien og Persien (Iran). Han blev i Indien i 64 år, indtil hans liv på jorden sluttede i 1990.

REJSENDE TILSYNSMÆND GÅR FORAN I FORKYNDELSEN

Siden omkring 1894 havde organisationen sendt rejsende repræsentanter ud for at mødes med grupper af Bibelstudenter. I juli 1926 ændredes det arbejde som blev udført af repræsentanterne, der også var kendt som pilgrimme. Deres besøg blev forlænget fra én til to dage, og de skulle nu nå 100 timer i forkyndelsen hver måned.

I et brev der blev bragt i Vagttaarnet, skrev bror George Draper, der var rejsende tilsynsmand: “Man venter af en Vagthund, at den skal advare den, der bor i Huset; og dersom Brødrene kun vedbliver med at tale om det, som Br. Russell talte om for tyve Aar siden, sover de og kan ikke gø. [Esa. 56:10] Det, som Pilegrimmene og alle andre ... burde gøre, er i Vagttaarnet at studere ... Disse er de Ting, som jeg selv prøver paa at faa ind i mit Hoved og Hjerte.” Bror Drapers liv på jorden sluttede i 1938.

STÆVNE I NEW YORK CITY

Det sidste store stævne det år blev holdt den 14.-18. oktober i New York City. Lokale aviser var gået med til at bringe en annonce for at invitere til bror Rutherfords foredrag “Jordens største Konflikt er nær”. Men i sidste øjeblik var der flere aviser der nægtede at bringe annoncen.

Brødrene besluttede at gå i offensiven. Fredag den 15. oktober frigav bror R.J. Martin en ny traktat der hed Imod Folket, som skulle afsløre problemerne med aviserne og gøre reklame for bror Rutherfords foredrag. “Vi har sat vore egne Presser i Gang,” sagde bror Martin. “Og vore unge Brødre vil holde dem gaaende Dag og Nat, indtil 1.250.000 Eksemplarer af denne Erklæring er trykt; og vi vil anmode Vennerne ved dette konvent om at gaa og give dem til Folket.” Da stævnedagen var slut, begyndte brødrene og søstrene at uddele traktaten, og samme aften havde de spredt omkring 300.000 eksemplarer.

Hen over weekenden blev der omdelt omkring en million traktater! Ud over det spredte de ivrige brødre og søstre 3.783 eksemplarer af bogen Verdensbefrielsen og 35.140 brochurer.

Klokken tre om eftermiddagen søndag den 17. oktober var omkring 12.000 mennesker mødt op for at lytte til bror Rutherfords foredrag. Efter foredraget kunne de der var interesseret, få flere oplysninger. Mere end ni tusind bøger blev uddelt – det største antal nogensinde ved et stævne indtil da!

ET NYT TRYKKERI PÅ ADAMS STREET

På grund af den voksende efterspørgsel efter publikationer forstod de ansvarshavende brødre i Brooklyn at der var behov for at udvide trykkeriet. I nogle år havde de lejet en bygning på Concord Street, men der var ikke længere plads nok. Derfor købte brødrene en grund på Adams Street, der lå i gåafstand fra det eksisterende trykkeri. Her begyndte man at bygge en otteetages betonbygning og fik på den måde næsten dobbelt så mange kvadratmeter.

Bygningen på Adams Street ville blive taget i brug i 1927 og hjælpe brødrene til at være forberedt på det der snart skulle ske. Året der fulgte, bød nemlig på en eksplosiv vækst, og Guds folk fortsatte med at blive renset – indtil de med tiden blev klar til at bære navnet Jehovas Vidner.