2. Mosebog
15 Dengang sang Moses og Israels sønner denne sang for Jehova, og de sagde:+
2 Min styrke og [min] kraft* er Jah,*+ for han er mig til frelse.+
Dette er min Gud, og jeg vil lovprise ham;+ min faders Gud,+ og jeg vil ophøje ham.+
3 Jehova er en stridsmand.+ Jehova er hans navn.+
4 Faraos vogne og hans styrker har han kastet i havet,+
og hans ypperste vognkæmpere er blevet sænket i Det Røde Hav.+
5 De brusende vande* dækkede dem;+ de gik ned i det dybe som sten.+
7 Og i din overvældende storhed kan du nedstyrte dem der rejser sig mod dig;+
du udsender din brændende vrede, den fortærer dem som halmstrå.+
8 Og ved et åndepust* fra dine næsebor*+ ophobedes vandene;
de strømmende vande stod stille som en dæmning;
de brusende vande stivnede i havets hjerte.
9 Fjenden sagde: ’Jeg forfølger [dem]!+ Jeg indhenter [dem]!+
Jeg deler bytte!+ Min sjæl fyldes af dem!
12 Du rakte din højre ud,+ jorden opslugte dem.+
13 Du har i din loyale hengivenhed ført det folk som du har genløst;*+
du vil med din styrke lede det til dit hellige bosted.+
15 Til den tid vil Eʹdoms sheiker forfærdes;
en skælven vil gribe Moʹabs voldsherrer.+
Alle Kaʹna’ans indbyggere skal miste modet.+
16 Skræk og rædsel vil komme over dem.+
På grund af din arms vælde vil de blive ubevægelige som sten,
indtil dit folk+ går forbi, Jehova,
17 Du fører dem ind og planter dem på din arvelods* bjerg,+
et grundfæstet sted* som du har beredt til bolig for dig selv,+ Jehova,
18 Jehova skal herske som konge til fjerne tider, ja, for evigt.+
19 Da Faraos heste+ med hans stridsvogne og hans rytteri var gået ud i havet,+
førte Jehova havets vande tilbage over dem,+
men Israels sønner gik midt igennem havet på tør bund.“+
20 Og profetinden Mirʹjam, Arons søster,+ tog en tamburin i hånden;+ og alle kvinderne fulgte efter hende med tamburiner og danse.*+ 21 Og Mirʹjam svarede mændene:*+
22 Senere lod Moses Israel bryde op fra Det Røde Hav, og de gik ud til Sjurs+ Ørken og vandrede af sted i tre dage i ørkenen, men de fandt ikke vand.+ 23 Så kom de til Maʹra,+ men de kunne ikke drikke vandet i Maʹra, for det var bittert. Det er grunden til at han gav det navnet Maʹra.*+ 24 Og folket knurrede imod Moses+ og sagde: „Hvad skal vi drikke?“ 25 Da råbte han til Jehova.+ Og Jehova ledte ham til et træ, og da han kastede det i vandet, blev vandet ferskt.+
Dér fastsatte Han en forordning og en retsbestemmelse for dem,* og dér satte han dem på prøve.+ 26 Og han sagde: „Hvis du vil høre nøje efter Jehova din Guds røst og vil gøre hvad der er ret i hans øjne og vil lytte til hans bud og overholde alle hans forordninger,+ vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig som jeg bragte over ægypterne;+ for jeg er Jehova som helbreder dig.“+
27 Derpå kom de til Eʹlim, hvor der var tolv vandkilder og halvfjerds palmetræer.+ Så slog de lejr dér ved vandet.