Esajas

23 Budskabet om Tyʹrus:*+ Hyl, I tarsisskibe!+ for den er blevet hærget [og er] ikke mere en havn,* ikke mere til at gå ind i.+ Fra Kitʹtims*+ land er det blevet åbenbaret for dem. 2 Ti stille, I kystlandets* indbyggere. Købmændene fra Ziʹdon,+ som tager over havet, har fyldt dig. 3 Og på mange vande har Sjiʹhors+ sædekorn været, Nilens høst, dens indtægt; og det blev til fortjeneste for nationerne.+

4 Vær beskæmmet, Ziʹdon;+ for havet, havets fæstning, har sagt: „Jeg har ikke haft fødselsveer, og jeg har ikke født, heller ikke opfødt unge mænd, opdraget jomfruer.“+ 5 Som ved meddelelsen om Ægypten+ vil man vånde sig ved meddelelsen om Tyʹrus.+ 6 Tag over til Tarʹsis; hyl, I kystlandets indbyggere. 7 Er dette jeres [by], som var fyldt med jubel fra fortids dage, dens første tid? Hendes fødder plejede at føre hende langt bort for at hun kunne bo [dér] som udlænding.

8 Hvem har besluttet dette+ mod Tyʹrus, der kronede [konger], hvis købmænd var fyrster, hvis handelsmænd var folk der nød ære på jorden?+

9 Det er Hærstyrkers Jehova der har besluttet det,+ for at vanhellige al pryds stolthed,+ for at behandle alle dem der nød ære på jorden med foragt.+

10 Gå over dit land som Nilen, du datter af Tarʹsis.+ Der er ikke længere noget skibsværft.+ 11 Sin hånd har han rakt ud over havet; han har fået riger til at bæve.+ Det er Jehova der har givet et påbud om Føniʹkien,* om at dets fæstninger skal tilintetgøres.+ 12 Og han siger: „Du skal aldrig mere juble af glæde,+ du undertrykte, du jomfru, Ziʹdons datter.+ Rejs dig, tag over til Kitʹtim.+ Selv dér vil der ikke være hvile for dig.“

13 Se, kaldæernes land.+ Dette er folket — det var ikke Assyrien+ — de grundlagde hende til ørkenens dyr.+ De har rejst deres belejringstårne;+ de har sløjfet hendes tårnborge;+ man har gjort hende til en hensmuldrende ruin.+

14 Hyl, I tarsisskibe, for jeres fæstning er blevet hærget.+

15 Og på den dag skal Tyʹrus glemmes i halvfjerds år,+ det samme som én konges dage. Efter halvfjerds års forløb vil det gå Tyʹrus som i sangen om skøgen:* 16 „Tag en lyre, gå rundt i byen, du glemte skøge.+ Spil smukt på strenge; syng mange sange, så man kan huske dig igen.“

17 Og efter halvfjerds års forløb vil Jehova vende sin opmærksomhed mod Tyʹrus, og hun skal vende tilbage til sin skøgeløn+ og bedrive utugt med alle jordens riger på jordens flade.+ 18 Og hendes fortjeneste og hendes skøgeløn+ skal helliges Jehova. Den oplagres ikke og henlægges ikke, for hendes fortjeneste vil tilhøre dem der bor for Jehovas ansigt,+ at [de kan] spise sig mætte og klæde sig fornemt.+