1. Samuel
25 Imidlertid døde Samuel,+ og hele Israel samlede sig og holdt klage+ over ham og begravede ham ved hans hus* i Raʹma.+ Derpå brød David op og drog ned til Paʹrans* Ørken.+
2 Nu var der en mand i Maʹon+ — men hans arbejde var i Karʹmel*+ — og denne mand var meget velstående, og han havde tre tusind får og tusind geder, og han var ved at klippe+ sine får i Karʹmel. 3 Mandens navn var i øvrigt Naʹbal,+ og hans hustrus navn var Abigaʹjil;+ og hustruen havde god indsigt+ og en smuk skikkelse, men manden var hård og slet i sine handlinger;+ han var for resten kalebit.+ 4 Ude i ørkenen hørte David nu at Naʹbal var ved at klippe+ sine får, 5 så David sendte ti unge mænd af sted, og David sagde til de unge mænd: „Gå op til Karʹmel og gå til Naʹbal og spørg ham i mit navn om alt er vel,+ 6 og sig således til min broder:* ’Måtte du have fred+ og måtte dit hus have fred og måtte alt hvad du har have fred. 7 Og nu har jeg hørt at du har klippere. Nu har de hyrder som tilhører dig, været hos os.+ Vi generede dem ikke,+ og der gik slet intet tabt hos dem, alle de dage de var ved Karʹmel. 8 Spørg dine unge mænd, så vil de fortælle dig det; lad derfor mine* unge mænd finde yndest i dine øjne, for det er en god dag vi er kommet på. Giv dog dine tjenere og din søn David noget af det du har ved hånden.’“+
9 Da kom Davids unge mænd og fremførte alle disse ord for Naʹbal i Davids navn, og ventede så. 10 Men Naʹbal svarede Davids tjenere og sagde: „Hvem er David,+ og hvem er Iʹsajs søn? Nu til dags er der så mange tjenere som stikker af fra deres herrer.*+ 11 Og skulle jeg tage mit brød+ og mit vand* og mit slagtekvæg som jeg har slagtet til mine klippere og give det til mænd som jeg ikke ved hvor er fra?“+
12 Så vendte Davids unge mænd om og gik deres vej og tog tilbage, og de kom og fortalte ham alle disse ord. 13 Da sagde David til sine mænd: „Spænd hver især jeres sværd om jer.“+ Så spændte de hver især deres sværd om sig, og også David spændte sit sværd om sig, hvorpå de fulgte med David op, omkring fire hundrede mand, mens to hundrede blev ved oppakningen.+
14 En af de unge mænd fortalte det i mellemtiden til Naʹbals hustru Abigaʹjil, idet han sagde: „Hør, David sendte nogle sendebud fra ørkenen for at velsigne vores herre,* men han overfusede+ dem. 15 Mændene har imidlertid været meget gode mod os. Og vi er ikke blevet generet, og vi har slet intet mistet alle de dage vi vandrede omkring med dem mens vi var på marken.+ 16 De var en mur+ om os både nat og dag, alle de dage vi var hos dem mens vi vogtede hjorden. 17 Så find nu ud af noget og se hvad du kan gøre, for der er besluttet en ulykke+ over vores herre og over hele hans hus, og han er sådan en usling*+ at man ikke kan tale til ham.“
18 Abigaʹjil+ skyndte sig da at tage to hundrede brød og to store krukker vin+ og fem tillavede får+ og fem sea* ristet+ korn og hundrede rosinkager+ og to hundrede figenkager+ og lagde dem på æslerne, 19 hvorpå hun sagde til sine unge mænd: „Gå derover foran mig,+ se, jeg kommer bag efter jer.“ Men sin mand Naʹbal fortalte hun intet.
20 Idet hun kom ridende på æselet+ og var på vej ned, skjult af bjerget, se, da kom David og hans mænd hende i møde på vej ned, således at hun mødte dem. 21 David havde imidlertid sagt: „Det var kun til skuffelse at jeg vogtede alt hvad der tilhørte den fyr i ørkenen. Og der gik slet intet tabt af alt det der tilhørte ham,+ og alligevel har han gengældt mig godt med ondt.+ 22 Måtte Gud gøre således med Davids fjender,* og måtte han føje mere til,+ hvis jeg lader nogen af alle hans der lader vandet op ad en mur,*+ blive tilbage til i morgen.“+
23 Da Abigaʹjil så David, skyndte hun sig at stige ned fra æselet og faldt på sit ansigt foran David og bøjede sig+ til jorden. 24 Så faldt hun ned for hans fødder+ og sagde: „Lad brøden hvile på mig,+ herre, men lad dog din trælkvinde tale i dit påhør,+ og hør på din trælkvindes ord. 25 Lad dog ikke min herre bebyrde sit hjerte med denne usling+ af en mand, med Naʹbal, for som sit navn, sådan er han: Naʹbal* er hans navn, og der er uforstand* i ham.+ Men jeg, din trælkvinde, havde ikke set de unge mænd fra min herre, dem som du sendte. 26 Så nu, herre — så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever+ — har Jehova forhindret+ dig i at pådrage dig blodskyld,*+ og din hånd i selv at skaffe dig frelse;*+ og måtte nu dine fjender og de der søger [at bringe] ulykke over min herre, blive som Naʹbal.+ 27 Og nu med hensyn til denne velsignelsesgave+ som din tjenestepige har bragt min herre, så skal den gives til de unge mænd som går i min herres følge.+ 28 Bær dog over med din trælkvindes overtrædelse,+ for Jehova vil helt sikkert rejse min herre et varigt hus,*+ for min herre fører Jehovas krige,+ og intet ondt vil findes i dig [alle] dine dage.*+ 29 Når et menneske rejser sig for at forfølge dig og for at efterstræbe din sjæl, så skal min herres sjæl være indsvøbt [og forvaret] hos Jehova din Gud+ i livets pose,+ men dine fjenders sjæl vil han slynge bort, som stenen fra slyngens greb.+ 30 Og fordi Jehova vil gøre alt det gode mod min herre som han har talt til dig om, vil han overdrage dig hvervet som fører for Israel.+ 31 Så lad ikke dette blive til vaklen* for dig og til snublen for min herres hjerte, både ved at udgyde blod uden grund+ og ved at min herre skaffer sig selv frelse.*+ Men når Jehova handler vel mod min herre, må du også huske+ din trælkvinde.“
32 Da sagde David til Abigaʹjil: „Velsignet være Jehova, Israels Gud,+ som på denne dag sendte dig ud for at møde mig! 33 Og velsignet være din fornuft,+ og velsignet være du som på denne dag har hindret mig i at pådrage mig blodskyld+ og lade min egen hånd skaffe mig frelse.+ 34 For hvis ikke — så sandt Jehova, Israels Gud, lever, han som forhindrede mig i at gøre dig ondt+ — ja, hvis du ikke havde skyndt dig at komme mig i møde,+ ville der afgjort ikke være blevet nogen der lader vandet op ad en mur,* tilbage hos Naʹbal til det blev lyst i morgen.“+ 35 Derpå modtog David af hendes hånd det hun havde bragt til ham, og til hende sagde han: „Gå op til dit hus i fred.+ Se, jeg har adlydt din røst og taget hensyn+ til dig.“
36 Senere kom Abigaʹjil til Naʹbal, og se, han havde fest i sit hus som festen hos en konge,+ og Naʹbals hjerte var muntert, og han var overmåde beruset,+ så hun fortalte ham ikke et ord, hverken lidt eller meget, før det blev lyst om morgenen. 37 Men om morgenen, da rusen var forsvundet fra Naʹbal, fortalte hans hustru ham om disse tildragelser. Da døde hans hjerte+ inden i ham, og han blev som sten. 38 Derefter gik der omkring ti dage, hvorpå Jehova slog+ Naʹbal og han døde.
39 Da David hørte at Naʹbal var død, sagde han: „Velsignet være Jehova som har ført min forsmædelses+ sag+ [og friet mig] fra Naʹbals hånd og holdt sin tjener tilbage fra ondt,+ og Naʹbals slethed har Jehova bragt over hans eget hoved!“+ Derpå sendte David bud og lod sige til Abigaʹjil at han ville tage hende til hustru.+ 40 Davids tjenere kom så til Abigaʹjil i Karʹmel og talte til hende, idet de sagde: „David har sendt os til dig for at hente dig som hustru til ham.“ 41 Da rejste hun sig, og hun bøjede sig med ansigtet mod jorden+ og sagde: „Her er din trælkvinde, som en tjenestepige til at vaske min herres tjeneres fødder.“+ 42 Derpå skyndte Abigaʹjil+ sig at bryde op, og hun red+ af sted på et æsel og havde fem unge piger gående i sit følge.* Og hun fulgte efter Davids sendebud og blev hans hustru.
43 David havde også taget Ahiʹnoam+ fra Jizʹre’el,+ og de blev begge to hans hustruer.+
44 Men Saul havde givet sin datter Miʹkal,+ Davids hustru, til Laʹjisj’ søn Palʹti,+ som var fra Galʹlim.+