Første Mosebog

43 Der var streng hungersnød i landet.+ 2 Da de havde spist det korn de havde hentet i Egypten,+ sagde deres far derfor til dem: “Rejs tilbage og køb lidt mad til os.” 3 Juda sagde til ham: “Manden advarede os klart og tydeligt mod at komme til ham igen medmindre vi havde vores bror med.+ 4 Hvis du sender vores bror med os, vil vi rejse ned og købe mad til dig. 5 Men hvis du ikke sender ham med os, rejser vi ikke derned, for manden sagde jo til os: ‘I skal ikke komme til mig igen medmindre I har jeres bror med.’”+ 6 Israel+ udbrød: “Hvorfor har I bragt mig i denne vanskelige situation ved at fortælle manden at I havde en bror mere?” 7 De svarede: “Manden spurgte os ud om vores forhold og vores familie: ‘Lever jeres far endnu? Har I en bror til?’, og vi fortalte ham det som det var.+ Hvordan skulle vi kunne vide at han ville sige: ‘Tag jeres bror med herned’?”+

8 Juda sagde indtrængende til sin far, Israel: “Lad drengen tage med mig,+ og send os afsted så vi kan leve og ikke dø+ – vi og du og vores børn.+ 9 Jeg garanterer for hans sikkerhed.*+ Du kan kræve mig til ansvar for ham. Hvis jeg ikke har ham med tilbage til dig, har jeg syndet mod dig for altid. 10 Hvis vi ikke havde ventet så længe, kunne vi allerede have været dernede og tilbage igen to gange.”

11 Så sagde deres far, Israel, til dem: “Hvis det ikke kan være anderledes, så gør sådan her: Fyld jeres sække med landets bedste varer, og tag dem med ned til manden som en gave:+ lidt balsam,+ lidt honning, ladanumharpiks, harpiksholdig bark,+ pistacienødder og mandler. 12 Tag dobbelt så mange penge med; tag også de penge med der var lagt tilbage øverst i jeres sække.+ Måske var det en fejltagelse. 13 Tag jeres bror med og rejs, vend tilbage til manden. 14 Må Gud den Almægtige lade manden vise jer barmhjertighed så han lader jeres anden bror og Benjamin gå. Men jeg – hvis jeg skal miste mine børn, så lad mig miste mine børn!”+

15 Mændene tog altså denne gave med, og de tog dobbelt så mange penge med, og også Benjamin. Så brød de op og begav sig ned til Egypten og trådte igen frem for Josef.+ 16 Da Josef så at Benjamin var med dem, sagde han med det samme til manden der bestyrede hans hus: “Før mændene hen til huset, slagt nogle dyr og gør et måltid klar, for mændene skal spise sammen med mig ved middagstid.” 17 Manden gjorde straks som Josef havde sagt,+ og han førte mændene hen til Josefs hus. 18 Men på vej hen til Josefs hus blev de bange og sagde: “Vi bliver ført derhen på grund af pengene der sidste gang blev lagt tilbage i vores sække. Nu vil de angribe os og gøre os til slaver og tage vores æsler!”+

19 Så de henvendte sig til manden der bestyrede Josefs hus, og talte med ham ved indgangen til huset. 20 De sagde: “Undskyld os, herre! Vi kom virkelig herned for at købe mad første gang.+ 21 Men da vi kom til vores overnatningssted og åbnede vores sække, fandt vi hver især vores penge øverst i dem, det fulde beløb.+ Derfor vil vi gerne personligt levere dem tilbage. 22 Og vi har taget flere penge med for at købe mad. Vi ved ikke hvem der lagde pengene i vores sække.”+ 23 Han sagde: “Tag det roligt. I skal ikke være bange. Jeres Gud og jeres fars Gud har lagt en skat i jeres sække. Jeg har fået jeres penge.” Derefter førte han Simeon ud til dem.+

24 Manden førte dem så ind i Josefs hus og sørgede for vand så de kunne få vasket deres fødder, og han sørgede for foder til deres æsler. 25 De havde hørt at Josef ved middagstid ville komme og spise sammen med dem,+ så de gjorde gaven+ klar til ham. 26 Da Josef gik ind i huset, gav de ham deres gave og kastede sig ned for ham.+ 27 Derefter spurgte han dem hvordan de havde det, og sagde: “Hvordan går det med jeres gamle far, som I fortalte om? Lever han endnu?”+ 28 De svarede: “Din tjener, vores far, har det godt. Han lever endnu.” Så bøjede de sig dybt.+

29 Da han fik øje på sin bror Benjamin, sin mors søn,+ sagde han: “Er det jeres yngste bror, som I fortalte mig om?”+ Han tilføjede: “Må Gud være med dig, min søn.” 30 Nu måtte Josef skynde sig ud, for hans følelser for broren overvældede ham så meget at han var ved at græde. Så han gik ind i et rum for sig selv og græd.+ 31 Derefter vaskede han sit ansigt og kom tilbage. Han havde nu sine følelser under kontrol og sagde: “Servér måltidet.” 32 De serverede særskilt for ham og særskilt for dem, og egypterne i huset spiste for sig selv. Egyptere kan nemlig ikke spise et måltid sammen med hebræere, for det er afskyeligt for egyptere.+

33 Brødrene* sad foran ham efter alder, fra den førstefødte+ efter sin ret som førstefødt til den yngste, og de stirrede forbløffet på hinanden. 34 Han blev ved med at sende portioner fra sit bord hen til deres, men Benjamin fik en portion der var fem gange så stor som alle de andres.+ Og de spiste og drak til de var mætte.