Jeremias

3 Folk spørger: “Hvis en mand sender sin hustru væk og hun forlader ham og bliver en anden mands hustru, skulle han så tage hende tilbage igen?”

Er landet ikke blevet helt igennem besmittet?+

“Du har bedrevet prostitution med mange venner.+

Skulle du så nu vende tilbage til mig?” siger Jehova.

 2 “Løft dine øjne mod de nøgne høje og se.

Findes der et sted hvor du ikke har ladet dig voldtage?

6 På kong Josijas+ tid sagde Jehova til mig: “‘Har du set hvad det utro Israel har gjort? Hun er gået op på hvert højt bjerg og hen under hvert frodigt træ for at prostituere sig.+ 7 Selv efter at hun havde gjort alt det, sagde jeg gang på gang at hun skulle vende tilbage til mig,+ men det gjorde hun ikke. Og Juda betragtede sin forræderiske søster.+ 8 Da jeg så det, sendte jeg det utro Israel væk med en skilsmisseattest+ på grund af hendes ægteskabsbrud.+ Men hendes forræderiske søster, Juda, blev ikke bange – hun gik også ud og prostituerede sig.+ 9 Hun* tog let på sin prostitution. Igen og igen besmittede hun landet, og hun begik ægteskabsbrud ved at tilbede sten og træer.+ 10 Trods alt det vendte hendes forræderiske søster, Juda, ikke tilbage til mig af hele sit hjerte. Det var kun noget hun lod som om,’ erklærer Jehova.”

11 Så sagde Jehova til mig: “Det utro Israel har vist sig at være mere retfærdigt end det forræderiske Juda.+ 12 Gå hen og råb disse ord mod nord:+

‘“Vend tilbage, du frafaldne Israel,” erklærer Jehova.’+ ‘“Jeg vil ikke se* på dig i vrede,+ for jeg er loyal,” erklærer Jehova.’ ‘“Jeg vil ikke være vred for evigt. 13 Bare du erkender din skyld, for du har gjort oprør mod Jehova din Gud. Du blev ved med at tilbyde dine tjenester* til fremmede* under hvert frodigt træ, men mig ville du ikke adlyde,” erklærer Jehova.’”

14 “Vend tilbage, I frafaldne sønner,” erklærer Jehova. “For jeg er blevet jeres sande herre,* og jeg vil tage jer, én fra hver by og to fra hver slægt, og føre jer til Zion.+ 15 Og jeg vil give jer hyrder efter mit hjerte,+ og de vil give jer mad i form af kundskab og indsigt. 16 I vil blive mange og bære frugt i landet i de dage,” erklærer Jehova.+ “Man vil ikke længere sige: ‘Jehovas pagts ark!’ Man vil ikke tænke på den, og man vil heller ikke huske den eller savne den, og der vil ikke blive lavet en anden. 17 Til den tid vil man kalde Jerusalem for Jehovas trone,+ og alle nationerne vil blive samlet i Jerusalem+ for at ære Jehovas navn, og de vil ikke længere stædigt følge deres onde hjerte.”

18 “I de dage vil de vandre sammen, Judas hus ved siden af Israels hus,+ og sammen vil de komme fra Nordens land til det land jeg gav jeres forfædre som ejendom.*+ 19 Jeg tænkte: ‘Jeg satte dig blandt sønnerne og gav dig det dejlige land, den smukkeste arv blandt nationerne!’*+ Jeg tænkte også at I ville kalde mig ‘Far’ og blive ved med at følge mig. 20 ‘Men som en troløs hustru der går fra sin mand,* sådan har I, Israels hus, været troløse mod mig,’+ erklærer Jehova.”

22 “Vend om, I frafaldne sønner.

Jeg vil helbrede jer for jeres frafald.”+

23 Larmen på højene og bjergene indgiver falsk håb.+

Israels redning kommer kun fra Jehova vores Gud.+