Anden Krønikebog

18 Joshafat var meget rig og højt anset,+ men han indgik en ægteskabsalliance med Akab.*+ 2 Nogle år senere tog han ned til Akab i Samaria,+ og Akab ofrede et stort antal får og okser på hans vegne og for de folk der var med ham. Og Akab opfordrede* ham til at tage med ham imod Ramot-Gilead.+ 3 Kong Akab af Israel sagde til kong Joshafat af Juda: “Vil du tage med mig til Ramot-Gilead?” Han svarede: “Jeg er som dig, og mine folk er dine folk, og vi vil støtte dig i krigen.”

4 Joshafat sagde dog til Israels konge: “Men spørg først Jehova til råds.”+ 5 Så samlede Israels konge profeterne, 400 mand, og spurgte dem: “Skal vi gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal jeg lade være?” De sagde: “Gør det, og den sande Gud vil overgive byen til kongen.”

6 Joshafat sagde så: “Er der ikke en af Jehovas profeter her?+ Lad os også spørge Gud gennem ham.”+ 7 Israels konge svarede Joshafat: “Der er en mand+ mere som vi kan spørge Jehova til råds igennem. Men jeg hader ham, for han profeterer aldrig noget godt om mig, men altid noget dårligt.+ Det er Mikaja,* Jimlas søn.” Men Joshafat sagde: “Sådan må kongen ikke sige.”

8 Så kaldte Israels konge på en hofmand og sagde: “Skynd dig at hente Mikaja, Jimlas søn.”+ 9 Nu sad Israels konge og kong Joshafat af Juda på hver sin trone, klædt i kongelige klæder. De sad på tærskepladsen ved indgangen til Samarias byport, og alle profeterne profeterede foran dem. 10 Sidkija, Kenaanas søn, lavede nogle horn af jern og sagde: “Jehova siger: ‘Med dem skal du stange aramæerne indtil du har udryddet dem.’” 11 Alle de andre profeter profeterede det samme og sagde: “Drag op til Ramot-Gilead, og det vil lykkes for dig,+ for Jehova vil overgive byen til kongen.”

12 Budbringeren der var gået hen for at hente Mikaja, sagde til ham: “Hør på mig! Profeterne har alle som én lovet at det vil gå godt for kongen. Sig det samme som dem,+ og lov noget godt.”+ 13 Men Mikaja sagde: “Så sandt Jehova lever: Jeg vil sige det som min Gud siger.”+ 14 Han kom ind til kongen, som spurgte ham: “Mikaja, skal vi gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal jeg lade være?” Han svarede straks: “Drag derop! Det vil lykkes for dig, for de vil blive overgivet til jer.” 15 Kongen sagde til ham: “Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på kun at sige sandheden i Jehovas navn?” 16 Så sagde Mikaja: “Jeg så alle israelitterne spredt på bjergene som får der ikke har nogen hyrde.+ Jehova sagde: ‘De har ingen herre. Lad dem alle vende hjem i fred.’”

17 Israels konge sagde så til Joshafat: “Sagde jeg ikke til dig: ‘Han vil ikke profetere noget godt om mig, kun dårligt’?”+

18 Mikaja fortsatte: “Hør nu Jehovas ord: Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himlens hær+ stå til højre og venstre for ham.+ 19 Jehova sagde: ‘Hvem vil narre kong Akab af Israel og få ham til at drage op mod Ramot-Gilead så han falder dér?’ Og en kom med ét forslag, og en anden kom med et andet. 20 Så trådte en ånd*+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ‘Jeg vil narre ham.’ Jehova spurgte ham: ‘Hvordan vil du gøre det?’ 21 Han svarede: ‘Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’ Så sagde han: ‘Du skal narre ham, og det vil lykkes for dig. Gå ud og gør det.’ 22 Og nu har Jehova lagt en løgnens ånd i dine profeters mund,+ men Jehova har erklæret at du skal rammes af ulykke.”

23 Sidkija,+ Kenaanas søn, trådte frem og slog Mikaja+ på kinden+ og sagde: “Siger du at Jehovas ånd har forladt mig* for at tale med dig?”+ 24 Mikaja svarede: “Det vil gå op for dig den dag du går ind i det inderste rum for at gemme dig.” 25 Så sagde Israels konge: “Tag Mikaja og overgiv ham til Amon, bykommandanten, og til Joash, kongens søn. 26 Sig til dem: ‘Kongen siger: “Sæt denne mand i fængsel+ og giv ham en nedsat ration af brød og vand indtil jeg vender tilbage i god behold.”’” 27 Men Mikaja sagde: “Hvis du vender tilbage i god behold, har Jehova ikke talt med mig.”+ Så tilføjede han: “Husk hvad jeg har sagt, alle folk.”

28 Israels konge og kong Joshafat af Juda drog så op til Ramot-Gilead.+ 29 Israels konge sagde til Joshafat: “Jeg vil forklæde mig og gå i kamp, men du kan tage dine kongelige klæder på.” Så Israels konge forklædte sig, og de gik i kamp. 30 Arams konge havde beordret dem der havde befalingen over hans stridsvogne: “I må ikke kæmpe mod nogen, hverken lille eller stor,* kun mod Israels konge!” 31 Da de der havde befalingen over stridsvognene, så Joshafat, sagde de til sig selv: “Det er Israels konge.” Så de styrede mod ham for at angribe ham, og Joshafat råbte om hjælp,+ og Jehova hjalp ham, og Gud ledte dem væk fra ham. 32 Da de der havde befalingen over stridsvognene, opdagede at det ikke var Israels konge, holdt de straks op med at følge efter ham.

33 Men en mand skød en pil af, og tilfældigt* ramte han Israels konge mellem sammenføjningerne i hans brynje. Så kongen sagde til sin vognstyrer: “Vend om og få mig væk fra slagmarken,* for jeg er hårdt såret.”+ 34 Kampen rasede hele den dag, og Israels konge måtte have hjælp til at holde sig oprejst i stridsvognen med ansigtet vendt mod aramæerne indtil om aftenen, og han døde ved solnedgang.+