Anden Krønikebog

30 Hizkija sendte bud til hele Israel+ og Juda og skrev endda breve til Efraim og Manasse+ om at de skulle komme til Jehovas hus i Jerusalem for at fejre påsken for Jehova, Israels Gud.+ 2 Imidlertid besluttede kongen, hans fyrster og hele menigheden i Jerusalem at fejre påsken i den anden måned,+ 3 for de havde ikke været i stand til at fejre den på det sædvanlige tidspunkt.+ Der var nemlig ikke nok præster der havde helliget sig,+ og folket var heller ikke samlet i Jerusalem. 4 Både kongen og hele menigheden syntes at det var rigtigt at gøre sådan. 5 Så de besluttede at det skulle meddeles i hele Israel, fra Beersheba til Dan,+ at folket skulle komme til Jerusalem og fejre påsken for Jehova, Israels Gud. Som gruppe betragtet havde de nemlig ikke fejret den som foreskrevet.+

6 Derefter løb kurererne* gennem hele Israel og Juda med brevene fra kongen og fyrsterne, som kongen havde befalet, og sagde: “Israelitter, vend om til Jehova, Abrahams, Isaks og Israels Gud, så vil han vende om til den rest der undslap Assyriens konger.+ 7 I må ikke være som jeres forfædre eller jeres brødre der svigtede Jehova, deres forfædres Gud, så han gjorde dem til noget man bliver chokeret over, sådan som I selv kan se.+ 8 Vær nu ikke stædige som jeres forfædre.+ I skal underordne jer Jehova og komme til hans helligdom+ som han har helliget for altid. Tjen Jehova jeres Gud så hans brændende vrede kan vende sig fra jer.+ 9 For når I vender om til Jehova, vil jeres brødre og jeres sønner blive vist barmhjertighed af dem der har taget dem til fange,+ og få lov at vende tilbage til dette land,+ for Jehova jeres Gud er medfølende og barmhjertig,+ og han vil ikke vende sit ansigt bort fra jer hvis I vender om til ham.”+

10 Så kurererne* løb fra by til by gennem Efraim og Manasse,+ helt til Zebulon, men folk morede sig over dem og gjorde nar af dem.+ 11 Enkelte fra Asher, Manasse og Zebulon ydmygede sig dog og kom til Jerusalem.+ 12 Den sande Guds hånd var også med Juda for at forene dem* så de kunne gøre hvad kongen og fyrsterne havde sagt på Jehovas befaling.

13 Rigtig mange samledes så i Jerusalem for at holde de usyrnede brøds fest+ i den anden måned.+ Det var en meget stor forsamling. 14 De gik i gang med at fjerne altrene i Jerusalem+ og alle røgelsesaltrene,+ og de kastede dem i Kedrondalen. 15 Derefter slagtede de påskeofret på den 14. dag i den anden måned. Præsterne og levitterne var skamfulde, så de helligede sig og kom med brændofre til Jehovas hus. 16 De indtog deres sædvanlige pladser som det var foreskrevet i den sande Guds mand Moses’ Lov. Så stænkede præsterne blodet+ som levitterne rakte dem. 17 Der var mange i forsamlingen der ikke havde helliget sig, og levitterne slagtede påskeofrene for alle der ikke var rene,+ så de kunne blive helliget til Jehova. 18 Der var nemlig mange, særligt fra Efraim, Manasse,+ Issakar og Zebulon, der ikke havde renset sig, og alligevel spiste de af påskemåltidet, i strid med det der står skrevet. Men Hizkija bad for dem og sagde: “Lad Jehova, som er god,+ undskylde 19 enhver som i sit hjerte har gjort sig klar til at søge den sande Gud,+ Jehova, sine forfædres Gud, selvom han ikke er blevet renset og ikke opfylder kravet om hellighed.”+ 20 Jehova hørte på Hizkija og tilgav* folket.

21 Israelitterne som var i Jerusalem, fejrede så de usyrnede brøds fest+ i syv dage med stor glæde,+ og levitterne og præsterne lovpriste Jehova dag efter dag, mens de spillede højt på deres instrumenter for Jehova.+ 22 Hizkija talte opmuntrende til alle levitterne,* som tjente Jehova med indsigt. De syv dage festen varede, spiste de+ og ofrede fællesskabsofre+ og takkede Jehova, deres forfædres Gud.

23 Derefter besluttede hele menigheden at fejre højtiden i syv dage til, så i syv dage mere fejrede de den med glæde.+ 24 Kong Hizkija af Juda gav menigheden 1.000 tyre og 7.000 får, og fyrsterne gav menigheden 1.000 tyre og 10.000 får;+ og et stort antal præster helligede sig.+ 25 Hele Judas menighed, præsterne, levitterne, hele menigheden der kom fra Israel,+ og de udlændinge+ der kom fra Israel, og de der boede i Juda, glædede sig. 26 Og der var stor glæde i Jerusalem, for siden Davids søn kong Salomon af Israels tid var der ikke sket noget lignende i Jerusalem.+ 27 Til sidst rejste levitpræsterne sig og velsignede folket,+ og Gud hørte dem, og deres bøn nåede op til hans hellige bolig i himlen.