Fjerde Mosebog

14 Så brød hele folket ud i klageråb, og de råbte og græd hele natten.+ 2 Alle israelitterne gav sig til at beklage sig over Moses og Aron,+ og hele folket kritiserede dem og sagde: “Gid vi var døde i Egypten, eller bare vi var døde i denne ørken! 3 Hvorfor fører Jehova os til dette land for at vi skal falde for sværdet?+ Vores koner og børn bliver taget som krigsbytte.+ Er det ikke bedre for os at vende tilbage til Egypten?”+ 4 De sagde ovenikøbet til hinanden: “Lad os vælge en leder og vende tilbage til Egypten!”+

5 Nu kastede Moses og Aron sig ned med ansigtet mod jorden foran alle de forsamlede israelitter. 6 Josva,+ Nuns søn, og Kaleb,+ Jefunnes søn, der var blandt dem der havde udspioneret landet, flængede deres tøj 7 og sagde til alle israelitterne: “Det land som vi gik igennem og udspionerede, er et virkelig godt land.+ 8 Hvis Jehova er tilfreds med os, vil han føre os ind i landet og give os det, et land der flyder med mælk og honning.+ 9 Men I må ikke gøre oprør mod Jehova, og I må ikke frygte landets befolkning,+ for vi sluger dem i én mundfuld.* Deres beskyttelse er taget fra dem, og Jehova er med os.+ Frygt dem ikke.”

10 Men hele folket talte om at stene dem.+ Så viste Jehovas herlighed sig over mødeteltet for alle israelitterne.+

11 Og Jehova sagde til Moses: “Hvor længe vil folket blive ved med at behandle mig respektløst,+ og hvor længe vil de lade være med at tro på mig til trods for alle de tegn jeg har gjort blandt dem?+ 12 Lad mig slå dem med pest og udrydde dem, og lad mig gøre dig til en nation der er større og mægtigere end dem.”+

13 Men Moses sagde til Jehova: “Hvis du gør det, vil egypterne høre om det. Du førte jo dette folk ud af Egypten med din magt.+ 14 Og egypterne vil fortælle landets indbyggere om det. De har også hørt at du, Jehova, er blandt dette folk+ og har vist dig for dem ansigt til ansigt.+ De har hørt at du er Jehova, og at din sky er over dem, og at du går foran dem i en skysøjle om dagen og i en ildsøjle om natten.+ 15 Hvis du dræber hele folket på én gang,* vil nationerne som har hørt rygtet om dig, sige: 16 ‘Jehova kunne ikke føre dette folk ind i det land som han havde sværget at han ville give dem, så han dræbte dem i ørkenen.’+ 17 Jeg beder dig, Jehova, vis din store magt, sådan som du lovede da du sagde: 18 ‘Jehova, der ikke hurtigt bliver vred, men er fuld af loyal kærlighed,+ som tilgiver fejltrin og overtrædelse, men på ingen måde lader den skyldige slippe for straf. Han bringer straf for fædres fejltrin over sønner, over tredje og fjerde generation.’+ 19 Vil du ikke nok tilgive folkets fejltrin i overensstemmelse med din store loyale kærlighed, sådan som du har tilgivet dem lige fra Egypten til nu?”+

20 Jehova svarede: “Jeg tilgiver dem, som du har bedt mig om.+ 21 På den anden side, så sandt jeg lever, skal hele jorden fyldes med Jehovas herlighed.+ 22 Men ingen af de mænd der har set min herlighed og mine tegn+ i Egypten og i ørkenen og alligevel er blevet ved med at udfordre mig,+ ti gange nu, og ikke har lyttet til mig,+ 23 skal nogensinde se det land som jeg lovede deres forfædre. Nej, ikke én af dem der har behandlet mig respektløst, skal se det.+ 24 Men eftersom min tjener Kaleb+ havde en anden indstilling* og trofast blev ved med at følge mig, vil jeg føre ham ind i det land han har været i, og hans efterkommere skal indtage det.+ 25 Amalekitterne og kanaanæerne+ bor i dalen,* så i morgen skal I vende om og gå mod ørkenen. I skal følge vejen mod Det Røde Hav.”+

26 Jehova sagde så til Moses og Aron: 27 “Hvor længe vil denne onde forsamling blive ved med at beklage sig over mig?+ Jeg har hørt hvordan israelitterne beklager sig over mig.+ 28 Sig til dem: ‘“Så sandt jeg lever,” erklærer Jehova, “det jeg har hørt jer sige, vil jeg gøre mod jer!+ 29 I denne ørken skal jeres lig komme til at ligge,+ ja, alle jer på 20 år og opefter som blev mønstret, alle jer der har beklaget sig over mig.+ 30 Ingen af jer skal komme ind i det land som jeg sværgede* at lade jer bo i,+ bortset fra Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn.+

31 Og jeg vil føre jeres børn derind, dem som I sagde ville blive taget som krigsbytte,+ og de vil komme til at kende det land som I har forkastet.+ 32 Men jeres lig skal komme til at ligge i denne ørken. 33 Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i 40 år,+ og de skal bære straffen for jeres utroskab* indtil den sidste af jer ligger som lig i ørkenen.+ 34 Ligesom I udspionerede landet i 40 dage,+ skal I bære straffen for jeres synd i 40 år,+ et år for hver dag, et år for hver dag, for I skal lære hvad det vil sige at gå imod mig.*

35 Jeg, Jehova, har talt. Sådan vil jeg gøre mod hele denne onde forsamling der har rottet sig sammen mod mig: I denne ørken skal de gå til grunde, og her skal de dø.+ 36 De mænd som Moses sendte afsted for at udspionere landet, og som fik hele folket til at beklage sig over ham da de vendte tilbage med en dårlig rapport om landet,+ 37 ja, de mænd der aflagde den dårlige rapport om landet, skal straffes og dø foran Jehova.+ 38 Men Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, der var blandt de mænd der tog afsted for at udspionere landet, skal blive i live.”’”+

39 Da Moses fortalte det videre til alle israelitterne, blev folket ramt af stor sorg. 40 Næste morgen stod de tidligt op. De ville drage højt op i bjerglandet, og de sagde: “Nu er vi parate til at tage op til det sted som Jehova har talt om, for vi har syndet.”+ 41 Men Moses sagde: “Hvorfor vil I gå imod Jehovas befaling? Det kommer der ikke noget godt ud af. 42 Tag ikke derop, for Jehova er ikke med jer, og I vil blive besejret af jeres fjender.+ 43 For amalekitterne og kanaanæerne er der og vil komme imod jer,+ og I vil falde for sværdet. Fordi I har vendt jer bort fra Jehova, vil Jehova ikke være med jer.”+

44 Alligevel begav de sig overmodigt op i bjerglandet,+ men Jehovas pagts ark og Moses fjernede sig ikke fra midten af lejren.+ 45 Amalekitterne og kanaanæerne der boede i bjerglandet, drog så ned og slog dem, og de forfulgte dem helt til Horma.+