Job

 2 “Vil en klog mand svare med tomme argumenter*

eller fylde sit indre med skadelige tanker?*

 3 Irettesættelse med ord alene hjælper ikke noget,

og snak gavner intet i sig selv.

 4 Du undergraver frygten for Gud

og nedbryder respekten for ham.

 5 Det er din synd der dikterer hvad du siger,*

og du vælger udspekulerede ord.

 6 Det er din egen mund, ikke mig, der fordømmer dig;

dine egne læber vidner imod dig.+

 7 Var du det første menneske der nogensinde blev født,

eller kom du til verden før højene?

 8 Hører du det Gud siger i fortrolighed,

eller har du eneret på visdom?

10 Vi har både gråhårede og gamle iblandt os,+

mænd der er meget ældre end din far.

11 Er Guds trøst eller andres venlige ord

ikke nok for dig?

12 Hvorfor rives du med af dit hjerte,

og hvorfor lyner dine øjne af vrede?

13 Du retter jo din vrede mod* Gud selv

og taler derfor som du gør.

14 Hvordan skulle et dødeligt menneske kunne være rent,

eller en der er født af en kvinde, være retfærdig?+

15 Selv sine engle* stoler han ikke på,

og selv himlen er ikke ren i hans øjne.+

16 Skulle han da stole på et menneske som er frastødende og fordærvet,+

på en mand der hælder uretfærdighed i sig som vand?

Jeg vil fortælle hvad jeg har set,

18 hvad vise mænd har fortalt videre fra deres fædre,+

ting de ikke har holdt skjult.

19 Til dem alene blev landet givet,

og ingen fremmede kom ind iblandt dem.

20 Det onde menneske pines alle sine dage,

tyrannen lider i alle de år han har fået tildelt.

21 Hans ører hører skræmmende lyde;+

i fredstid bliver han overfaldet af røvere.

22 Han tror ikke at han slipper ud af mørket;+

han er bestemt til at falde for sværdet.

24 Angst og bekymring skræmmer ham,

slår ham ud som hvis en konge stod klar til at angribe.

25 Han løfter truende sin hånd mod Gud

og prøver at udfordre* Den Almægtige.

26 Han stormer stædigt hen imod Gud

med sit tykke, stærke skjold.*

27 Hans ansigt svulmer af fedme,

og hans hofter buler af fedt,

28 men han bor i byer som vil blive lagt i ruiner,

i huse som ingen længere vil bo i,

og som vil blive til stendynger.

29 Han vil ikke blive rig, og han vil ikke samle sig velstand,

hans besiddelser vil ikke brede sig i landet.

30 Han vil ikke slippe ud af mørket;

en flamme vil afsvide hans nye grene,*

og et pust fra Gud* vil gøre det af med ham.+

31 Han skulle ikke lade sig narre til at stole på noget værdiløst,

for det han opnår ved det, vil også være værdiløst.

32 Det vil han erfare før hans dag kommer,

og hans grene vil aldrig springe ud.+

33 Han vil være som en vinstok der taber sine druer inden de er modne,

og som et oliventræ der mister sine blomster.

34 Ja, de gudløse* bærer ikke frugt,+

og ild vil æde de korruptes telte.

35 De undfanger problemer og føder noget ondt,

i deres mave vokser bedrag.”