Har mennesket brug for Gud?

DEN 20. juli 1969 var millioner af fjernseere vidne til at to mænd fra et rumfartøj steg ud på månens overflade. Det var højdepunktet på en enestående teknisk bedrift.

Denne rejse på over 380.000 kilometer gennem rummet var naturligvis en enestående præstation der gav bevis på menneskets forstand og snilde. Og nogle vil måske sige: ’Det blev gennemført uden Gud!’

Men er det sandt? Hvordan gik det til at mennesket kom til månen?

Kendskab til naturlovene nødvendigt

Der lå mange års, ja flere århundreders, forberedelse forud. Leksikonet World Book Encyclopedia siger:

„I begyndelsen af 1600-tallet formulerede den tyske videnskabsmand Johannes Kepler lovene for planeternes bevægelser, som beskriver legemers kredsløb i rummet. Disse love benyttes i dag til udregning af kunstige satellitters kredsløb og til planlægning af rumfartøjers baner.

I 1687 udgav sir Isaac Newton sine ’bevægelseslove’, der var baseret på Keplers værk. Newtons love udgør ligesom Keplers en hjørnesten i rumfartsplanlægningen.“

Det var ikke Kepler eller Newton der indførte de nævnte love. Det var blot dem der opdagede dem eller udformede en forklaring på deres funktion. Men hvorfor er rumfarten afhængig af disse love?

Det er den fordi legemer i rummet opfører sig strengt i overensstemmelse med dem. Hvis mennesket forstår disse love, kan det derfor ved hjælp af matematiske beregninger finde ud af hvor i rummet et bestemt legeme vil befinde sig på et givet tidspunkt. Disse beregninger er kun mulige fordi himmellegemernes bevægelser er konstante og regelmæssige.

Månen, hvis bane altid kan forudsiges, kredser om jorden med en gennemsnitsfart af cirka 3680 kilometer i timen. Den bevæger sig én gang rundt om jorden på 29 dage, 12 timer, 44 minutter og 2,8 sekunder. Jorden hvirvler rundt om solen med en fart af cirka 107.000 kilometer i timen. Den gennemfører sin rejse rundt om solen på 365 dage, 6 timer, 9 minutter og 9,54 sekunder.

Når månerejserne bliver planlagt, styres rumfartøjet mod et punkt i rummet der befinder sig 264.000 kilometer forud for månen i dens bane. På grundlag af forskellige beregninger ved man at månen på det ønskede tidspunkt vil befinde sig præcis på dette sted. Og med den rette styring og krafttilførsel vil rumskibet også være på pletten, sådan at en månelanding bliver mulig.

Hvorfra universets lov og orden stammer

Hvoraf kommer den præcision i himmellegemernes bevægelser der gør rumrejser mulige? Har De nogen sinde tænkt over det? John Glenn, den første amerikanske astronaut der kredsede om jorden, følte sig tilskyndet til at udbryde:

„Jeg føler mig slået af den orden, der hersker i hele universet omkring os . . . mælkevejssystemer med en diameter på millioner af lysår, der alle bevæger sig gennem rummet i ganske bestemte baner i forhold til hinanden.

Er alt dette bare skabt ved en tilfældighed? Var det et tilfælde, at en bunke stjernestøv pludselig begyndte at kredse gennem rummet i regelmæssige baner? Det kan jeg ikke tro. . . . der er en Gud, en skabende kraft, der har bragt himmellegemerne ind i deres kredsløb og holder dem i deres bane.“

Rumvidenskabsmanden dr. Wernher Von Braun har udtalt at han tror på at der ligger „en overordnet fornuft bag universets eksistens“. Han siger:

„Bemandet rumflyvning er en forbløffende præstation. Men hidtil har den kun åbnet os en ganske lille dør ud til rummets vældige vidder. Hvad vi gennem dette glughul kan se af universets uendelige mysterier, bekræfter kun vor tro på dets skaber.“

Ja, man har fundet en ufattelig mængde himmellegemer i rummet, som alle styres med fantastisk matematisk præcision. En professor i matematik fra Cambridge-universitetet, P. Dirac, har skrevet i tidsskriftet Scientific American: „Man kunne måske beskrive situationen ved at sige at Gud er en matematiker af meget høj rang, og at Han har anvendt yderst avanceret matematik i opbygningen af universet.“

Er det ikke indlysende at de love der styrer jordens, månens og stjernernes regelmæssige bevægelser, må være givet af en stor lovgiver? Hvis disse love ikke fandtes ville rumrejser være umulige, for himmellegemerne ville være i kaos. Er det da ikke klart at menneskets månelandinger også ville være umulige uden den Gud som har indført disse love og stadig håndhæver dem?

Men er mennesket kun afhængigt af Gud når det foretager rumrejser?

Gud giver os føde

I den senere tid har der været begejstrede meldinger om den såkaldte „grønne revolution“a som skyldes at der er blevet udviklet forskellige sorter af „vidunderhvede“ og „mirakelris“. Nogle autoriteter siger at der takket være menneskets snilde vil blive skaffet rigeligt med føde til jordens voksende befolkning.

Men fortjener mennesket æren for at fremskaffe denne føde? Er kornets vækst afhængig af menneskets indsats og teknik?

De såkaldte „mirakelkorn“ er naturligvis ikke ligefrem skabt af mennesket. De mere produktive sorter af hvede og ris er simpelt hen udviklet ved omhyggelig krydsning af allerede eksisterende sorter. Mennesker har ganske vist haft en hel del arbejde med at så og vande frøene, og derefter med at høste afgrøden. Men det er naturligvis ikke mennesker der har fået kornet til at gro. Nej, det er planterne der tilvejebringer føden.

Det gør de ved hjælp, af den bemærkelsesværdige proces der kaldes fotosyntese. For adskillige år siden skrev en professor i biologi, Frits W. Went, om denne proces:

„Hvad angår energi kan intet måle sig med den: Den får de grønne planter til at gro — alle grønne planter over hele jorden . . . Og hvad produktionsmængden angår, så får den menneskets industrier til at forekomme ubetydelige. Hvert år producerer alle jordens stålværker 350 millioner tons stål, og alle jordens cementfabrikker 325 millioner tons cement. Men alle jordens grønne planter producerer 150 milliarder tons sukker hvert år.“

Indser vi nu hvorfor fotosyntesen er blevet kaldt „jordens vigtigste kemiske proces“? Alt liv på jorden afhænger på den ene eller den anden måde deraf! Men hvad er det der har sat fotosyntesen i gang? Kan det være sket ved et simpelt tilfælde?

Det er almindeligt kendt hvad de grønne planter frembringer, føde af — kuldioxyd fra luften, vand fra jorden og lys fra solen. Alt dette trænger ind i plantecellernes indre, hvor den bemærkelsesværdige substans klorofyl findes. Alt er nu klar til at den forbløffende fotosyntese kan finde sted. Tidsskriftet Science News Letter forklarer hvad der sker:

„Her er det at ’guderne’ udfører deres mirakel. Sollyset tilfører energi til den store kemiske ændring, og klorofylet er ’kontrolpanelet’ der styrer reaktionen. Under indflydelse af disse to kombineres kuldioxyd og vand, så grundbestanddelen i al føde nu dannes: en simpel form for sukker.“ Af dette sukkerstof danner de grønne planter også mere komplicerede kulhydrater, fedtstoffer, proteiner og vitaminer.

Hvorfor siger dette videnskabelige tidsskrift at det er ’guder’ der gennemfører denne forvandling? Det er fordi kun en overordnet intelligens kunne udtænke og igangsætte en så bemærkelsesværdig proces. Det er „en proces som endnu ingen har kunnet gentage i et reagensglas“, siger professor Went.

Og ikke nok med at ingen mennesker kan gentage fotosyntesen; vi kan ikke engang fuldt ud forstå hvordan den virker! John Pfeiffer, der skriver om videnskabelige emner, siger: „Forskere kalder ofte fotosyntesen for ’den sorte æske’ — og viser derved at de godt nok ved hvad der kommer ind og hvad der kommer ud, men de ved ikke alt om hvad der foregår derinde.“

Det er utænkeligt at en proces der er så kompliceret at mennesket ikke engang kan fatte den, skulle være blevet til ved et sammentræf. Det er en mægtig ’gud’ der har sat den i gang! Er det ikke indlysende at vi er afhængige af ham for at få føde?

Livets indbyrdes afhængighed

Fotosyntesen frigør også den ilt der er nødvendig for at vi kan leve. Når plantecellerne deler vandmolekylerne, der består af brint og ilt, bruger de brinten i produktionen af føde, og udskiller ilt som en slags affaldsstof. Men denne ilt indånder vi. Den behøver vi for at kunne leve.

På den anden side er planterne afhængige af den proces hvorved vore legemsceller frembringer energi. Når cellerne hos mennesker og dyr frembringer energi, udskilles der overflødig kuldioxyd. Og de grønne planter har brug for denne kuldioxyd til fotosyntesen, som er kilden til al jordens føde!

Ja, livet afhænger af denne forbløffende udveksling af kuldioxyd og ilt mellem de forskellige arter af liv! Hvis denne udveksling på en eller anden måde blev afbrudt, ville mennesket uddø.

Men vi er også afhængige af mange andre processer som til stadighed foregår omkring os. For eksempel er regnormen med til at danne muldjord. Det anslås at regnormene på en enkelt hektar land lader femogtyve tons jord passere igennem sig på et år, hvorved de danner den betydningsfulde muldjord som planterne behøver for at kunne vokse.

Uden honningbier til at bestøve blomsterne „ville mange frugttræer og grøntsagsplanter dø“, siger et leksikon. Overalt hvor man ser hen på jorden er der et kompliceret net af omstændigheder der samspiller på forunderlig måde. Er det ikke tydeligt at vi er afhængige af Gud for at kunne leve? — Ap. G. 14:16, 17.

Livets oprindelse

Nogle vil måske alligevel sætte et spørgsmålstegn ved om vi virkelig behøver Gud for at kunne leve. De siger måske: „Jeg har set avisoverskrifter der forkyndte: ’LIV FREMBRAGT I REAGENSGLAS’.“ Er det sandt at mennesker har frembragt liv?

Nej, det er det ikke. Alt hvad mennesket har gjort er at danne nogle få stoffer som indgår i nogle andre stoffer der udgør livets grundlæggende enhed, den levende celle. I deres laboratorier har videnskabsmænd kun frembragt nogle molekyler, som for eksempel aminosyrer, der højst består af nogle få atomer. Og der kan være tusinder af aminosyrer i et enkelt protein, sammensat af millioner af atomer! Og i den levende celle er der hundreder af proteiner, foruden mange andre komplicerede stoffer!

Den levende celle er et mysterium, så indviklet som den er. J. A. V. Butler siger i sin bog The Life Process, der udkom for nylig: „Selv den simpleste, selvstændige organisme vi kender i dag, er næsten utroligt kompliceret. Det er vanskeligt at forestille sig gennem hvilke led den kan være blevet til.“ Leksikonet Encyclopedia Americana, udgaven af 1971, bemærker således: „Videnskaben kan stadig langtfra frembringe liv ad syntetisk vej i et laboratorium.“

Det er indlysende at den levende celle er så kompliceret at videnskaben ikke engang kan nærme sig muligheden for at skabe en sådan celle, og mennesket og andre flercellede levende skabninger er endda langt mere komplicerede end de encellede organismer.

Hvordan et menneske bliver til

En enkelt befrugtet celle i en kvinde udvikler sig efter et ganske bestemt mønster og bliver til et lille menneskebarn. „Det er simpelt hen et mirakel,“ stod der i bladet Newsweek den 25. oktober 1965. „Ingen teknik kan nøjagtigt fortælle hvornår befrugtningens store øjeblik indtræffer. Ingen videnskabsmand kan sige hvilke underfulde kræfter der så træder til og udvikler organerne og det mangfoldige net af nervetråde i menneskefosteret.“

I den lille, oprindelige, befrugtede celle rummes alt hvad der skal til af instruktioner og viden for at skabe et fuldvoksent menneske! Hvis disse instruktioner skulle formuleres i ord ville de fylde hvad der svarer til adskillige sæt af den store Ordbog over det danske Sprog, som er i syvogtyve bind. Men hver eneste af de milliarder af celler som legemet producerer, indeholder alle disse instruktioner!

Men på en eller anden måde bliver alle instruktionerne i hver celle tilbageholdt, undtagen dem som den enkelte celle har brug for til sin specielle udvikling. Nogle bliver således til muskelceller, andre bliver nerveceller, atter andre knogleceller, og så videre. Disse hundreder af forskellige celletyper bliver så af en eller anden forbløffende styrende kraft bragt i orden, så de danner et lille menneskebarn, hvis vidunderlige bygning overstiger vor fatteevne.

Måske forstår vi bedst hvor kompliceret menneskelegemet er, når vi tænker på hvor indviklede selv „simple“ dyrs organismer er. EDB-videnskabsmanden dr. Warren S. McCullock siger for eksempel angående myren: „Datamaskiner er egentlig klodsede og dumme . . . De har ikke engang så meget hjerne som en underbegavet myre.“ Tidsskriftet Natural History bemærker: „Nervesystemet hos en enkelt søstjerne, med alle dets forskellige ganglier og nervetråde, er mere kompliceret end telefoncentralen i London.“

Når de små myrers og søstjerners organismer er så komplicerede, understreger det så ikke hvor storslået Guds skaberværk ytrer sig i den menneskelige organisme, som er langt mere indviklet? Menneskets nervesystem kan opfatte omkring 100 millioner indtryk i sekundet, øjnene opfanger tredimensionale farvebilleder med perfekt koordination, leveren foretager hundredvis af kemiske omdannelser som er med til at opretholde livet, og de mange andre organer udfører funktioner som er lige så forbløffende! Er De ikke enig med den bibelskribent som udbrød: „Jeg er underfuldt skabt“? — Sl. 139:14.

Vi kan altså ikke komme uden om at vort liv, og de processer der opretholder det, afhænger lige så meget af Gud i dag som det før har gjort. Guds storslåede skaberværk vækker beundring ved sin orden og fuldkommenhed.

I forholdet menneskene imellem er der derimod langtfra orden og fuldkommenhed. Så godt som alle vegne er der lidelser, sorg og ondskab. ’Hvorfor?’ spørger De måske. ’Hvorfor gør Gud ikke noget ved disse forhold? Når han tillader ondskaben, betyder det så at han er ligeglad, at han har glemt mennesket?’

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Rumrejserne er afhængige af de love der styrer himmellegemerne. Hvem har indført disse love?

[Illustration på side 6]

Lys fra solen, kuldioxyd fra luften og vand fra jorden kan tilsammen på mirakuløs vis frembringe føde til mennesket

[Illustration på side 7]

Mennesker og dyr indtager ilt og afgiver kuldioxyd; planter indtager kuldioxyd og afgiver ilt. Det er ikke mennesket der har udtænkt dette kredsløb

[Illustration på side 8]

’Et lille barns tilblivelse er simpelt hen et mirakel. Ingen videnskabsmand kan fatte de underfulde kræfter der er impliceret heri’