Samarbejd med Deres legemes forsvarere

MED en fart af 185 kilometer i timen kørte bilen op i en anden bil, der kørte 90 kilometer i timen. Et af ofrene for ulykken var ikke tilfreds med den erstatning han fik, og anlagde derfor sag mod fabrikanten af den bil der havde kørt så stærkt. Han hævdede at fabrikanten var medansvarlig fordi han havde fremstillet bilen så den kunne køre med denne hastighed. Imidlertid var den appelret der behandlede sagen, af en anden mening. Den hævdede at en fabrikants pligt er „at undgå skjulte fejl og skjulte farer. Han er ikke forpligtet til at forudse og imødegå grov og skødesløs misbrug af sit produkt“.

Der findes læger der så at sige betragter menneskelegemet på samme måde som dette offer for en trafikulykke betragtede den bil der havde kvæstet ham. Men ikke alle har en sådan indstilling. Nogle beundrer den visdom der genspejles i legemets opbygning. Således har videnskabsmanden W. B. Cannon skrevet en bog med titlen „Legemets visdom“. At det er opbygget med visdom vil imidlertid ikke sige at misbrug ikke fører til fortræd, og det er på dette punkt mange viser mangel på dømmekraft. Som dr. Linus Pauling har udtrykt det: „Vi skader til stadighed os selv ved at gøre noget som vort legeme aldrig har været beregnet til.“ Og hvad er resultatet? Den proces der er årsag til at mennesket ældes, bliver sygt og dør, fremskyndes.

Når vi undersøger legemet nærmere, indser vi at Skaberen har truffet vidunderlige foranstaltninger for dets trivsel. Mennesket er ikke en robot, men har evne og frihed til at vælge mellem en viis og en tåbelig handlemåde, og til at tage konsekvenserne. Vi er underlagt den guddommelige lov: „Hvad et menneske sår, det skal han også høste“ — også når det gælder vor sundhed. Hvis vi samarbejder med vort legemes forsvarere kan vi mindske sandsynligheden for dårligt helbred. — Gal. 6:7.

Blandt de forsvarere hvormed legemet beskytter sin sundhed er dets immunologiske forsvarssystemer (deriblandt de hvide blodlegemer og antistofferne), interferonet, hormonerne og selve huden. Alle disse ting kan sammenlignes med soldater, politibetjente og brandmænd, der skal beskytte en familie, en by eller et land mod truende farer. Det vil selvfølgelig være fornuftigt af borgerne at samarbejde med disse forsvarere hvis de ønsker at blive beskyttet og være i sikkerhed. På lignende måde må vi også som enkeltpersoner gøre vor del, vi må samarbejde med vort legemes forsvarere hvis vi ønsker at bevare et godt helbred.

De immunologiske forsvarere

„Immunitet“ er blevet beskrevet som „et almindeligt ord, der sædvanligvis anvendes om de komplicerede reaktioner hvorved legemet forsvarer sig mod indtrængende mikroorganismer“. Et led i disse reaktioner er forskellige slags hvide blodlegemer der skal forsvare blodstrømmens renhed. Disse formerer sig stærkt når skadelige eller giftige fremmedlegemer trænger ind i eller angriber legemet. Således kan man somme tider diagnosticere blindtarmsbetændelse efter det der kaldes „blodbilledet“.

Hvad aktiverer disse hvide blodlegemer, hvad får dem til at reagere mod disse forskellige indtrængende fremmedlegemer, antigenerne? Dette sker ved at gamma-globulinet, et af blodets æggehvidestoffer, producerer antistoffer der fæstner sig til antigenerne, og således stempler dem som fremmedlegemer og får de hvide blodlegemer til at angribe og udslette dem ved hjælp af enzymer. Man mente engang at et antigen fik plasmacellerne til at frembringe et antistof der specielt passede dertil. Men nu forstår man at plasmacellerne har tusinder af potentielle antistoffer af forskellig slags, og når bakterier angriber legemet forener de sig med et af de antistoffer der passer dertil.

Processen kan illustreres på denne måde: Antigenet er ikke, som man engang troede, som en mand der går ind til en skrædder for at få lavet en habit efter mål, men som den mand der går ind i en stor konfektionsforretning der har tusindvis af habitter hængende i forskellige modeller og størrelser, og vælger en af flere forskellige der passer ham helt godt, men ikke nødvendigvis perfekt.

Og hvad sker der? Legemet udsender et signal, og plasmacellerne begynder at producere dette bestemte antistof i store mængder. At antistoffer ikke nødvendigvis skal passe perfekt ses af den kendsgerning at vaccination med kopper fra køer (som er meget lig men ikke identisk med koppevirus hos mennesker) kan fremkalde immunitet mod kopper hos mennesker.

Det tager tid for legemet at frembringe alle disse antistoffer, og derfor sker det somme tider at legemet bukker under for de indtrængende mikroorganismer og bliver sygt. Imidlertid overvinder legemet som regel sygdommen hvis det får den nødvendige tid til det, og som følge af den forøgede mængde antistoffer vil legemet ofte være immunt over for fremtidige angreb. Derfor siger man: „Ingen er så immun som en der lige har overstået en sygdom.“ En der har haft skoldkopper som barn er derefter immun over for denne sygdom. Ved hjælp af vaccinationer har man imidlertid kunnet give legemet en kunstig immunitet, for eksempel mod kendte sygdomme som difteritis, kighoste og mæslinger.

Tilsyneladende er der nogle menneskers blod der ikke indeholder gamma-globulin, og som følge heraf produceres der ikke antistoffer, hvorved legemet bliver modtageligt for alle former for bakterieinfektioner. Sådanne tilfælde er imidlertid sjældne. I det store og hele har menneskelegemet denne meget effektive forsvarsmekanisme. Hvorfor bliver nogle da syge når de kommer i kontakt med skadelige bakterier mens andre ikke gør? Fordi der er mere end én faktor der spiller ind. For det første er der den arvelige faktor. Man ved at modtagelighed over for visse sygdomme er arvelig, og derfor kan det i høj grad afhænge af den arvede modstandskraft om man bliver syg eller ej. Det er klart at hvis begge ens forældre var diabetikere, er det mere sandsynligt at man vil bukke under for smitsomme sygdomme der rammer diabetikere. Man ville derfor være nødt til at være langt mere forsigtig end andre hvis forældre havde et godt helbred.

Endnu en faktor der kan forklare hvorfor nogle bukker under for infektioner mens andre ikke gør, er at infektioner og sygdomme ikke blot er et spørgsmål om bakteriens ondartethed, dens virulens, som man engang mente. Infektion er også et spørgsmål om økologi, det vil sige værtens, Deres legemes, tilstand. Eksperimenter med mus har således vist at når musene bliver sultet eller overfodret med bestemte fødemidler, bukker de meget hurtigt under for visse infektioner. Men når musene igen får den rigtige kost, bliver deres modstandskraft normal efter blot nogle få dages forløb. Sådan er det også med mennesker: meget afhænger af legemets modstandskraft i almindelighed.

Samarbejd med de immunologiske forsvarere

Hvordan kan man samarbejde med eller styrke sit immunologiske forsvarssystem? Ved blot at bruge sin sunde fornuft. Vær ikke blot tilfreds med ikke at være syg. Bestræb Dem for at bevare et godt helbred gennem den rigtige kost, hvilket vil sige at De ikke blot må sørge for at få tilstrækkeligt med proteiner, fedtstoffer og kulhydrater (sukker og stivelse), men også for at få de nødvendige vitaminer og mineraler. En bøf og en sodavand er ikke et alsidigt måltid. Det er godt at spise fødevarer der ikke er forædlede, som for eksempel fuldkornshvede, upolerede ris, sirup, og rigeligt med frugter og grøntsager. Desuden må man sørge for at få tilstrækkeligt med hvile og søvn, og regelmæssig motion hvis man har stillesiddende arbejde; man bør undgå overdreven nydelse af alle mad- og drikkevarer. Dette vil hjælpe Dem til at styrke Deres legemes immunologiske forsvarssystem.

I særdeleshed vil mådeholdne spisevaner være en hjælp for Deres immunologiske forsvarere. Eksperimenter med mus har således vist at hvis de kun fik en tredjedel af den normale mængde føde og denne tredjedel var nærende og alsidig, levede de meget længere. Man mener at dette skyldes de forandringer en sådan kost forårsager i musenes immunologiske system. Ganske vist blev disse forsøg gjort med mus, men immunologen dr. R. L. Walford fra Californiens universitet, Los Angeles School of Medicine, har sagt at dette tydede på at det ville være klogt af mennesker at spise mindre, og at hvis en sådan diæt skulle være virkelig effektiv burde den påbegyndes tidligt, så hurtigt som muligt efter at et barn er vænnet fra. — New York Times, den 4. august 1971.

Interferon

En anden af legemets forsvarsmekanismer er interferonet, et stof der er blevet opdaget for ikke så længe siden, og som nu er genstand for intensiv forskning. Det frembringes af legemets celler som forsvar mod virusinfektioner og er forskelligt fra antistofferne på flere områder. Det bliver effektivt med det samme, hvorimod det tager tid at danne større mængder af antistoffer. Man siger derfor at „interferon er til stede på rette sted, til rette tid og i en tilstrækkelig koncentration til at spille en vigtig rolle i helbredelsen af virussygdomme“.

For det andet er interferon ikke specifikt som antistofferne, der kun virker mod et bestemt antigen eller et der ligner det meget. Et indtrængende virus får cellerne til at producere interferon der ikke blot reagerer imod dette ene bestemte virus men mod en lang række virus. For det tredje virker interferon ikke på det indtrængende virus ligesom et antistof indvirker på et antigen, men det virker på selve legemets celler og gør dem i stand til at neutralisere virkningen af viruset.

Interferon er et protein, men legemets immunologiske system behandler det ikke som et fremmedlegeme. Derfor kan interferon overføres fra et andet menneske eller endog fra dyr uden at der dannes antistoffer imod det. Men at fremstille interferon af blod til medicinsk brug er imidlertid så kostbar en proces at det er uoverkommeligt. Af denne grund har forskere inden for medicinen eksperimenteret med stoffer der kunne stimulere produktionen af interferon i legemets celler. De har fremstillet et sådant stof, som de kalder „poly I:C“.

Ved at eksperimentere med dette stof på mus har man fundet at det var yderst effektivt. Tre timer efter at sytten mus havde fået poly I:C og toogtredive andre havde fået et placeboa, blev de alle vaccineret med en dødelig dosis lungebetændelsesvirus. Efter fjorten dages forløb var alle sytten mus der havde fået poly I:C stadig i live, men kun én af dem der havde fået placeboet levede. Med hensyn til brugen af poly I:C på mennesker, ligger det stadig på forsøgsstadiet.

Hvordan kan man samarbejde med legemets interferon? Eftersom interferon modvirker virusinfektioner og de mest almindelige af disse er dem der sætter sig i næsen og halsen om vinteren, kan man sige at alt hvad der er virksomt mod almindelig forkølelse kan betragtes som noget der samarbejder med interferon-forsvarssystemet. Der findes flere forskellige metoder hertil. Det kan beskytte en mod forkølelse at spise mange citrusfrugter, især grapefrugter og citroner. Det har også hjulpet mange at gå uden om fede og stærkt forædlede fødevarer, især søde kager, desserter og så videre. Der har også været skrevet meget om at man kunne undgå forkølelse ved hjælp af C-vitaminer.

Hormonforsvarerne

Med rette er hormonerne blevet omtalt som „en anden side af legemets naturlige forsvar“. De kommer os til hjælp når vi trues med vold, idet de hjælper os til enten at kæmpe eller tage flugten. I tilfælde af vrede eller kamp frembringer legemet noradrenalin, og i tilfælde af frygt, flugt eller depression (som kan kaldes „vrede mod en selv“) frembringer legemet adrenalin.

Når man står over for valget kamp eller flugt, er der forskellige hormoner der gør at lungerne ånder dybere, hjertet slår stærkere, blodtrykket stiger, blodet fjerner sig fra de indre organer og søger derhen hvor der er behov for det, til musklerne, hjertet og hjernen.

Hvordan kan man så samarbejde med legemets hormonale forsvarssystem? Først og fremmest på to måder. Det man gør for at bevare et godt helbred (spise en nærende kost, få tilstrækkeligt med hvile og søvn, og så videre) giver én en bedre reserve som hormonerne kan aktivere i tilfælde af fare. Og det vigtigste er at jo bedre De lærer at beherske Deres følelser, jo mindre vil De bebyrde eller anstrenge Deres livsvigtige organer. Vi må sande Bibelens ordsprog: „Sagtmodigt hjerte er liv for legemet.“ — Ordsp. 14:30.

Huden som forsvarer

Vi må ikke glemme at huden også er en af legemets forsvarere. Den er velegnet til dette formål, idet den består af et dødt men dog antiseptisk ydre lag der holdes fugtigt og smidigt ved hjælp af sved- og fedtafsondringer. Hvad kan man gøre for at samarbejde med denne forsvarer?

Hvis man skærer sig eller der på anden måde går hul på huden, er det af stor betydning at rense såret godt. For at bevare en sund hud er det også nødvendigt med den rette ernæring. Det siges således at der „tidligt og tydeligt“ opstår alvorlige hudlidelser som følge af underernæring. Og mens et dagligt bad kan have sine æstetiske fordele, kan det gøre skade hvis man for ofte bruger stærk sæbe. Ifølge en amerikansk specialist i allergiske sygdomme, ’kan en patient tage sit daglige bad uden at bruge sæbe og alligevel blive ren alene ved efter badet at frottere sig med et tørt håndklæde’.

Sund fornuft og ydmyghed byder os at ære den alvise Skaber og takke ham for vort legemes forsvarssystemer. Eftersom vi alle ønsker et godt helbred, vil det være klogt af os at samarbejde med disse forsvarsmekanismer.

[Fodnote]