Hvad kan man sige?

MÅSKE har du en ven hvis hustru er ved at dø af kræft. Hvad kan du sige for at trøste ham? En lille dreng befinder sig måske i dyb sorg fordi hans fader netop er død. Du ønsker af hele dit hjerte at du kunne trøste. Føler du dig hjælpeløs? Eller er du i stand til at give drengen et virkeligt håb?

For at kunne give en trøst som virkelig hjælper de efterladte, må man selv have et håb der er baseret på noget solidt. Man må have nøgterne og præcise svar på spørgsmålene om døden, for kun sandheden kan give virkelig trøst.

Det første man må vide er: Hvor er de døde? Er de i himmelen? Kan de blive udsat for lidelser under en eller anden form? Lever de en usynlig tilværelse? Eller er de virkelig døde? Og hvis dette er tilfældet, er de da borte for evigt? Desuden kunne man spørge: Er det rimeligt at et menneske skal bruge omkring fyrre år til at få en uddannelse og dygtiggøre sig til at udføre noget værdifuldt i denne verden, og derefter dø? Hvor er det en skam! Og hvor er det et spild!

Hvad kan man sige til en som sørger? At døden er en befrielse fra en uønsket tilværelse — og at den døde derfor er bedre stillet ved at være borte? Det ville kun være en ringe trøst til den efterladte. For at kunne give et korrekt svar må man have det rette syn på livet og vide om døden er menneskets ven eller fjende.

Livet er et værdifuldt eje

For at kunne trøste efterladte må man forstå at døden af de fleste bliver betragtet som et mysterium. Én ting er som regel sikker: Man har svært ved at acceptere at døden skulle være afslutningen på alt. Er det en unaturlig, tåbelig og urealistisk holdning? Nej, tværtimod er det et udtryk for en sund og normal tankegang. Den vise kong Salomon, som havde rigdomme og kunne søge de mest attråværdige ting i livet og kunne betragte alt hvad der skete af godt og ondt for menneskene, konkluderede: „Levende hund er bedre faren end død løve.“ — Præd. 9:4.

Livet er i sandhed værdifuldt! Uden det havde vi intet. Folk klynger sig helt naturligt og med rette til livet. For 3500 år siden udtrykte manden Job fra det mellemste østen dette håb: „Når en mand én gang er død, kan han da få livet tilbage?“ (Job 14:14, Jerusalem-Bibelen) Der er så meget der gør livet tiltrækkende, og selv om uheldige omstændigheder, svagt helbred eller andre faktorer kan forhindre én i at udføre visse ting, er der altid andre veje man kan gå og opnå et lykkeligt, tilfredsstillende liv.

Et eksempel på hvad livet kan betyde når et menneske kun er i stand til at udnytte en begrænset del af det normale menneskes muligheder, er historien om Helen Keller. Hun var endnu ikke fyldt to år da en sygdom ødelagde både hendes syn og hørelse. Hun var fuldstændig afskåret fra omverdenen! I de næste fem år, fortalte hun senere, var hun „vild og uregerlig, fnisede og smålo for at udtrykke velbehag, og udtrykte det modsatte ved at sparke, kradse og komme med halvkvalte skrig som en døvstum.“

Så skaffede hendes fader en lærerinde, en Miss Anne Sullivan fra Perkins-blindeinstituttet i Boston. Denne selvopofrende unge kvinde opfandt en slags alfabet hvormed hun kunne stave ordene på Helens hånd. Helen lærte snart at forbinde ordene med genstande og kunne i løbet af tre år læse blindeskrift og skrive på en speciel skrivemaskine. Hun bestod eksamen med udmærkelse fra Radcliff College i 1904, idet hun altid blev ledsaget af Anne Sullivan, som oversatte klassedrøftelser og forelæsninger for hende ved berøring.

Fuld af energi påtog Helen Keller sig derefter arbejdet med at hjælpe døve og døvstumme. Hun holdt forelæsninger, præsenterede sager for myndighederne, besøgte hospitaler og skrev adskillige bøger, hvorved hun bragte mod til tusinder. Hendes ønske om at hjælpe handicappede gav hendes liv et formål og gjorde det værd at leve. Hun levede til hun var omkring 88 år gammel. Det er helt sikkert at Helen Keller ikke følte at hun ville have været bedre faren hvis hun var død som ung.

Helen Keller og tusinder af andre som lever et rigt liv, modbeviser tanken om at døden er en „ven“. Næsten alle gør hvad de kan for at forblive i live, selv når de ved at de skal dø. Desuden nærer de fleste mennesker en frygt for døden, og denne frygt griber ikke blot den der skal dø, men også familie og venner. Selv læger og sygeplejersker som er til stede hos en døende, gribes af en form for frygt. Herom siger dr. Elisabeth Kubler-Ross:

„Femoghalvfjerds procent af befolkningen dør på institutioner hvor de er omgivet af et personale som sædvanligvis ønsker at undgå deres problemer og forsvinde bort fra dem så hurtigt som muligt. Det er fordi vi alle nærer en overvældende frygt for døden.

Uanset hvordan vi rent forstandsmæssigt vil forklare denne frygt, er den ensbetydende med frygten for en katastrofal tilintetgørende kraft som slår ned på os, og der er intet vi kan gøre ved det.“

I Bibelen omtales døden og alderdomssvækkelsen tydeligt som en fjende. (1 Kor. 15:26) Frygten for døden har holdt folk i trældom. På grund af frygten for at dø, for eksempel af sult, har mennesker gjort sig selv til tyve og kannibaler. Nogle er blevet forledt til at begå uret for at undgå at blive slået ihjel. Andre er blevet tvunget til at gøre noget mod deres vilje på grund af truslen om at deres slægtninge i diktaturstater ville blive dræbt. — Hebr. 2:15.

Men hvad nu hvis døden kunne blive fjernet? Ville det gøre livet trist og ensformigt? Hvem har nogen sinde sagt: „Jeg har det så godt i dag at jeg ville ønske jeg døde“? Er det ikke rigtigt at der er så meget godt og behageligt man kunne foretage sig, at livet slet ikke er langt nok til at man kan nå at foretage sig alle disse ting, selv om man levede evigt?

Bibelen siger at Gud har „lagt evigheden i [menneskenes] hjerte“. (Præd. 3:11) Mennesker kan forudse og planlægge fremtiden. Der er ligeledes altid håbet om at man på en eller anden måde vil kunne afskaffe døden. Ville en kærlig Skaber indgive sine skabninger sådanne ønsker uden at der var håb om at de kunne blive til virkelighed? Det forekommer ikke rimeligt. Og hvis der er håb om at døden vil blive fjernet, er det så ikke logisk at Skaberen vil fortælle menneskene at han har til hensigt at opfylde dette håb? Før vi behandler dette spørgsmål vil vi imidlertid se på hvad døden er og hvordan og hvorfor den er kommet ind i verden.