Gandhi — hvordan blev han til det han blev?

FOR at forstå Gandhi må man kende til to begivenheder der fik afgørende betydning for hans liv og tanker. Lad os gå tilbage til året 1869, i staten Gujarat i det nordvestlige Indien. Dette er et land der udpines af tørre, hede vinde efterfulgt af ødelæggende regnskyl. Her fødtes Gandhi i en velstillet familie der, som mange gujaratier, var stolte af at der var særlig mange brahmaner (medlemmer af præstekasten) i deres stat. Efter hinduernes traditionelle opfattelse er samfundet inddelt i fire hovedkaster eller klasser, som holdes klart adskilt. (Se rammen på side 5.)

Som 18-årig begiver Gandhi sig ud på sin første togrejse til Bombay for at komme til England og studere jura. Han efterlader Kasturbai, der har været hans hustru siden barndommen, og en søn. Før han går om bord på SS Clyde, bliver han kaldt frem for kastens ældste og får at vide med rene ord at han vil blive udstødt af kasten hvis han gør alvor af at rejse til England. Hvorfor det? „Du vil blive tvunget til at spise og drikke sammen med europæere,“ svarer de. „Jeg mener ikke at det på nogen måde er imod vor religion at rejse til England,“ svarer han. De ældste i hans kaste regner det for tabu at dyrke samkvem med den hvide mand, der er besmittet af at spise kød og drikke spiritus. Gandhi indvender at dette er en form for omvendt kaste-diskrimination. De lader sig ikke rokke skønt han bønfalder dem, og han forlader Indien som en der er udstødt af Vaisya-kasten (bønder, håndværkere og handelsfolk).

I England er livet ikke let for Gandhi. Han er ikke alene udlænding, men oven i købet fra kolonien Indien, og kun i den yderste udkant af det britiske selskabsliv kan han bevæge sig. Gandhi undrer sig over dette, for de der behandler ham diskriminerende kalder sig kristne. Han har allerede sin egen mening om kristendommen: „Jeg fik efterhånden afsky for den,“ skrev han senere. „Og det var der en grund til. Dengang stod de kristne missionærer [i Indien] sædvanligvis på et gadehjørne i nærheden af en højere skole . . . og dængede hinduerne og deres guder til med skældsord. Det kunne jeg ikke udholde.“ Også i England finder Gandhi det svært at udholde den diskrimination de „kristne“ udsætter ham for. Hvad er hans konklusion? ’Jeg elsker Kristus, men jeg foragter de kristne fordi de ikke lever som Kristus gjorde.’

Gandhi forlader England med eksamen i jura og forsøger sig med en praksis i Sydafrika. Dér støder han på racefordomme lige fra første færd. På en togrejse hvor han har købt billet til første klasse, bliver han med magt fjernet fra en kupé og får at vide at han kun må være i den vogn der er for de farvede. Hans protester finder kun døve ører. Han bliver kastet af toget og må tilbringe natten i en ventesal.

En afgørende beslutning

Den nat traf han den beslutning at han aldrig ville give efter for vold, og aldrig selv bruge vold for at vinde en sag. Da han ved en senere lejlighed tænkte tilbage på episoden, skrev han: „De genvordigheder jeg kom ud for, hørte kun til overfladen — de var blot et symptom på racefordommens dybtliggende sygdom. Jeg ville prøve, om muligt, at fjerne sygdommens rødder og tage de trængsler der fulgte med undervejs.“

Lad os et øjeblik igen betragte de to episoder der var så afgørende for Gandhis liv. I det første tilfælde blev han, før han rejste til England, forkastet af sit eget folk fordi han ønskede at omgås den hvide mand. I det andet tilfælde var det den hvide mand der kastede ham af toget på grund af hans hudfarve. Det der fik Gandhi til at harmes, var ikke blot den skade eller ydmygelse han selv kom ud for; det var den dybtliggende kræftsygdom som består i at mennesker opfører sig umenneskeligt over for andre på grund af deres hudfarve.

Han skrev senere: „Lige så længe de hvide racer nærer denne foragt for de farvede, vil der være uro.“ Interessant nok kan denne dom i lige så høj grad gælde inderne selv, som i tusinder af år har videreført et kastesystem der er baseret på forskelle i hudfarve. Her drejede det sig om inder mod inder, brahman mod kasteløs.

De kasteløse og deres selvrespekt

Da Gandhi vendte tilbage til Indien fandt han at landet var splittet af had på grund af kastesystemet. Hvordan kan vi fordømme briterne, spurgte han, når vi selv bærer på skyld over for vore kasteløse brødre? „Jeg anser begrebet ’kasteløs’ for at være hinduismens største skamplet,“ sagde han. Ved at tillade at nogle blev kaldt kasteløse havde hinduismen begået en synd, mente Gandhi.

Han søgte nu at give de kasteløse nyt håb. Han levede sammen med dem. Han spiste sammen med dem. Han gjorde rent på deres toiletter. Han søgte alt i alt at gengive dem deres selvrespekt. Han gav dem et værdigt navn — ikke længere kasteløse (pariaer, eller urørlige, som de også kaldtes), men harijaner, ’guden Vishnus folk’. „Det er nødvendigt for os hinduer at angre den uret vi har gjort, . . . Vi må give den arv vi har frarøvet dem, tilbage til dem,“ skrev han.

Hvad var da harijanernes arv, ifølge Gandhi? Menneskelig værdighed, som er alle menneskers grundlæggende arv. En harijan ønsker simpelt hen at blive behandlet som et menneske, og ikke som et dyr, erklærede han. Hvem havde røvet denne arv? Ifølge Gandhi var det de andre hinduer. „Historiens mest grusomme forbrydelser er blevet begået under dække af religion,“ sagde han. Han fik hele Indien til at skamme sig, ved selv at nægte at gå ind i de store templer hvis porte i århundreder havde været lukkede for hinduer af lave kaster. „Her er der ingen Gud,“ sagde han til de skarer der samledes. „Hvis Gud var her, ville der være adgang for alle.“ En tydeligvis ret velhavende missionær henvendte sig engang til Gandhi for at få et råd om hvordan man bedst kunne hjælpe de kasteløse i Indiens landsbyer. Gandhis svar var en udfordring til kristendommen: „Vi må træde ned fra vor piedestal og leve sammen med dem — ikke som fremmede, men som nogle der på enhver måde hører dem til og deler deres sorger og byrder.“

„Et udtryk som ’ydre fjende’ eksisterer ikke i den fredelige aktions ordbog,“ sagde Gandhi. I dag, hvor selve menneskehedens fremtid står på spil, må alle uoverensstemmelser, som en forfatter har sagt det, betragtes som „interne“, og hvis det er vort mål at redde menneskeheden må vi respektere hvert eneste individ som hørende til menneskeheden. En adskillelse der er baseret på personernes kaste er en benægtelse af den medmenneskelige respekt, og derfor kommer mennesker til at lide. Deres lidelser foregår ikke længere i tavshed. De afspejler sig i volds- og kriminalitetsstatistikkerne. Derfor opstår spørgsmålene: Har Gandhis idealer virket efter hensigten? Hvordan står det til med ikke-voldens princip i Indien? Er Gandhis tanker relevante i verden som helhed?

[Ramme på side 5]

Kaste og farve

I hinduernes ’teologiske’ skrifter, Mahā-Bhārata, står der:

1. „Brahmanernes farve var hvid [den højeste kaste, præster og lærde];

2. ksatriyaernes kaste var rød [anden kaste, krigere og adelsmænd];

3. vaisyaernes farve var gul [tredje kaste, bønder, håndværkere og handelsfolk],

4. og sudraernes farve var sort [fjerde kaste, tjenere og folk med lavtstående arbejde].“

Under disse og adskilt fra samfundet i øvrigt var de kasteløse, også kaldet de urørlige eller pariaerne.

Angående kastesystemet har avisen The Hindu skrevet:

„Mandal-kommissionen har advaret mod enhver formodning om at kastesystemet skulle være på vej ud . . . Hvis religion noget sted har været brugt som opium for folket, så er det i Indien. En lille præsteklasse har, ved underfundigt at lamme tankevirksomheden hos befolkningens store flertal, hypnotiseret dem til i umindelige tider at finde sig i den underdanige og ydmyge rolle. . . . Eftersom kastesystemet styrer og behersker den enkeltes liv i hver eneste detalje, siger kommissionen, er der opstået en situation hvor de lavere kaster er tilbagestående, ikke bare socialt, men også undervisningsmæssigt, økonomisk og politisk. Men de højere kaster er gået fremad i enhver retning.“ — 4. maj 1982.

[Ramme på side 6]

Hvis du hører til de urørlige

● kan du enten feje gader, rense latriner eller arbejde som ligbærer

● kan du ikke træde ind i et hus der tilhører en fra en højere kaste, og brahmanerne vil forbyde dig adgang til et hindutempel

● kan dine børn ikke gifte sig uden for samme kaste

● må du, hvis du bor i en by, leve uden ejendom, i faldefærdige slumkvarterer, og mangle føde og vand

Begrebet ’kasteløs’ har siden 1950 været afskaffet ved lov i Indien. Ved en undersøgelse der for nylig blev foretaget i omkring tusind landsbyer i hele Indien, viste det sig imidlertid at 61 procent af befolkningen ikke ville lade en kasteløs bruge deres brønd; 82 procent ville ikke lade en sådan komme ind i templet; 56 procent ville ikke give ham husly; 52 procent af dem der vaskede tøj for andre, ville ikke gøre det for en kasteløs; og 45 procent af barbererne ville ikke have en kasteløs som kunde