„Hjælp! Det brænder!“

En brandmand og redder fortæller

KLOKKEN gik i gang og rev mig ud af min søvn. Stemmen der sendte os på udrykning gjaldede gennem brandstationen: „Bygningsbrand meldt i East Olive nummer 353, klokken 14.35.“

Nu skulle al min oplæring stå sin prøve. Jeg kom i en fart i mit beskyttelsestøj, der bestod af hjelm, brandsikker frakke, beskyttende bukser, handsker og sikkerhedsstøvler. Det virkede som om mit hjerte slog dobbelt så hurtigt da jeg klatrede op på brandsprøjten. Sirenen begyndte at tude, og så var vi undervejs til den første brand jeg skulle opleve i embeds medfør.

Allerede før vi nåede brandstedet vendte brandmesteren sig om og råbte til mig: „Det ser ud til at vi kommer på arbejde med denne her brand. Man kan allerede se røgen. Tag røgdykkerapparat på.“ Røgdykkerapparatet forsyner én med frisk luft selv når der er tykt af røg. Det føjer desuden rundt regnet 12 kilo til det i forvejen tunge udstyr. Mens vi nu er på vej til branden vil du måske gerne spørge mig hvordan jeg blev oplært til dette arbejde.

Den forudgående oplæring

Jeg påbegyndte uddannelsen til brandmand da jeg var 21 år, begyndende med et seksugers kursus der omfattede både teoretisk og praktisk undervisning. Vi lærte hvordan ild opfører sig i bygninger og i skove. Vi blev trænet i at omgås farlige kemikalier og brande i brændbare væsker; vi lærte også betjening af udstyret, førstehjælp og redningsteknik.

Jeg kan huske øvelser på brandskolen hvor vi to ad gangen blev sendt ned i en kulsort kælder. Vi havde røgdykkerudstyr på og fik at vide at vi kun havde luft til fem minutter. Så fik vi besked på at afsøge gulvet for legemer. Vi havde taget en brandslange med, og vi kunne kun finde ud ved at følge den tilbage til døren. Imens hoppede instruktøren op og ned på metaltaget og lavede en frygteligt skræmmende støj. Øvelser som denne skulle afprøve vores evne til at arbejde under vanskelige forhold og sikre at der ikke let gik panik i os. Men lad os fortsætte hvor vi slap.

Skrig om hjælp

Da vi ankom til brandstedet kunne jeg se en toetages boligblok med hele den øverste etage omspændt af flammer. En kvinde hang ud ad et vindue og skreg efter nogen der kunne få hende ned. Brandmesteren gav mig ordren: „Hejs en ’fireogtyver’ op til vinduet på første sal.“ En ’fireogtyver’ er en 24-fods (7 meter lang) hejsestige. Jeg må have hejst en stige op til et førstesalsvindue 50 til 60 gange på brandskolen, men denne gang var det alvor, og vi reddede damen.

Jeg var kun lige blevet færdig med at hejse stigen op da en anden brandmand råbte: „Tag en økse. Vi bliver nødt til at forcere døren.“ At forcere sig vej ind i en bygning er endnu en ting man lærer på skolen. Det var ikke noget jeg spekulerede særligt over, for det er normalt ikke svært, men jeg spekulerede derimod over hvad der ventede os på den anden side af døren. Det kunne være et buldrende flammehav eller tykke skyer af giftig, sort røg. Kun få er klar over at de fleste der omkommer under en ildebrand, dør af at indånde denne dødbringende røg længe før ilden når dem. Hvor er det sikrest at opholde sig hvis man bliver fanget af en brand? Tæt ved gulvet med et vådt klæde over mund og næse til beskyttelse mod de dødbringende gasser og røgen.

Vi forcerede os vej ind og befandt os hvor det gik hedest til med røg og ild. Vi krøb fra rum til rum med en sigtbarhed der var helt nede på 8 til 10 centimeter, og prøvede at finde vej til ilden og slukke den med den slange jeg trak med ved siden. På skolen havde vi brugt megen tid på at lære at bruge slanger og strålerør rigtigt. „Forlad aldrig din slange. Det er den der kan redde dit liv,“ havde de sagt, og det havde de ret i! Efterhånden som vi krøb længere ind i lejligheden så vi et lysskær fra et soveværelse. Det var dér ilden havde rigtigt fat. Med vores højtryksslange fik vi imidlertid snart bugt med den.

Da branden først var slukket, begyndte vi på oprydningen. Man gennemgår omhyggeligt de forkullede rester for at finde steder hvor det måtte ulme endnu, værdier der bør reddes, og spor af brandårsagen. I dette tilfælde kunne branden spores tilbage til fejl i ledninger i et varmeapparat. Det er overraskende så mange brande der skyldes defekter i ledninger og elektriske apparater.

Det er sådanne brandfarer jeg ser efter når jeg foretager mine årlige inspektioner af virksomhederne i den by hvor jeg bor. Som brandmand har jeg dét og mange andre ting, foruden brandbekæmpelse, som rutinepligter. Hvis sådanne inspektioner skal nytte noget, er det nødvendigt med mange timers studium af bygnings- og elektricitetsregulativer foruden regler for opbevaring af brændbare og farlige kemikalier. Jeg er også med til at undervise forskellige lokalgrupper i førstehjælp og brandsikring. Som man ser, bliver vi brandmænd ’holdt til ilden’ selv når der ikke er brand. Jeg har endda ganske almindelige huslige pligter, som for eksempel at moppe gulve, slå græsplæne og pudse vinduer på brandstationen.

Ved at tænke tilbage på mit første år som brandmand kommer jeg i tanker om mange „førstegangsoplevelser“. Vi stillede til slukning af brande i kæmpemæssige lagerbygninger og i kratområder. Vi blev tilkaldt til hjerteanfald, selvmordsforsøg og arbejdsulykker. Det hørte alt sammen med til mit job som brandmand.

Hvad der kræves af en redder

Kort efter at jeg var færdig med mit første år som brandmand, blev jeg udtaget til at modtage undervisning som redder ved et af de lokale hospitaler. Oplæringen forestås af læger og sygeplejersker og indbefatter fem og en halv måneds intensiv undervisning i udvidet førstehjælp.

De to første måneder var sat af til teoretisk undervisning i anatomi, fysiologi, medicinsk terapi og brug af udstyret. Vi var trætte efter den foregående aftens tre til fire timers lektielæsning når vi mødte på skolen om morgenen. Klokken 8 begyndte undervisningen med en prøve i det stof vi lige havde gennemgået. For mig var undervisningen ikke blot nødvendig for at jeg kunne være redder, men den bibragte mig også en dybere forståelse af Skaberens visdom. Det styrkede min tro at se at han er i stand til at frembringe så mange funktioner og få dem alle til at samarbejde i fuldstændig harmoni i et legeme. Samtidig fandt jeg ud af hvor skadeligt det er for legemet når man ligger under for vaner som rygning, stofmisbrug og kronisk misbrug af alkohol.

Den tredje måned tilbragte jeg på hospitalet. I løbet af den første dag så jeg tre skudofre, syv tilfælde af overdosis af narkotika og fire ofre for spirituskørsel. Alle disse 14 ulykkelige tilfælde kunne jeg føre tilbage til at folk havde levet et liv der lå langt fra de principper og love der står nedfældet i Bibelen.

Jeg tog også en tørn på fødeafdelingen, og dér havde jeg den forret at bistå ved nedkomsten af syv spædbørn, der alle var sunde og livskraftige. For mig har der aldrig været noget mere ærefrygtindgydende end på nærmeste hold at opleve at et nyt liv kommer til verden. Igen følte jeg beundring for Skaberens mesterlige værk. Følelsen blev bestyrket da min egen lille datter for nylig blev født.

Den virkelige prøve

Da min oplæring på hospitalet var ovre, kom den virkelige prøve — to måneders arbejde „i marken“, det vil sige i en ambulance, under opsyn af to autoriserede reddere. På min første vagt blev jeg tilkaldt klokken to om morgenen for at hjælpe en mand hvis bil var væltet. Regnen silede ned — det var noget ganske andet end det rene, tørre hospital jeg lige var taget af sted fra.

Hvert nyt udkald var anderledes og bød på sin egen udfordring. For eksempel kom jeg engang ud til en arbejdsulykke på en fabrik og fandt en mand der var påvirket af det bevidsthedsforvrængende stof PCP, almindeligvis kaldet „englestøv“. Som det så tit er tilfældet, havde stoffet givet manden overmenneskelige kræfter. Han kylede olietromler på to hundrede liter halvanden til to meter op i luften. Men ikke nok med det — han var kommet så alvorligt til skade at alle tæer var knust på hans ene fod, uden at han selv mærkede nogen smerter. Det er også en ret almindelig reaktion. Der skulle seks granvoksne politibetjente til for at få ham ned på jorden og lægge ham i to sæt håndjern. De vidste at det ikke var tilstrækkeligt med ét sæt, for i tilfælde som dette sker det tit at vedkommende river kæden mellem håndjernene over som om det var plasticlegetøj.

Disse sidste måneder af oplæringen følte jeg som de mest rystende. Jeg oplevede på nærmeste hold hvordan folk mange gange vikler sig ind i noget som de fysisk og mentalt kommer alvorligt til skade af.

Selvmord, kriminalitet — og min belønning

Tid efter anden rykkede vi ud til selvmordsforsøg. I et tilfælde lå en kvinde på en divan i sit hus til to millioner dollars og fortalte mig at hun havde villet tage livet af sig fordi hun ikke kunne bære at se en ny dags bekymringer i øjnene. Hvor må sådanne mennesker føle sig hjælpeløse uden Bibelens håb om „en ny jord“, hvor de problemer der fremkalder selvmordsforsøg ikke vil findes længere. — Esajas 65:17; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

Den udbredte kriminalitet bevirker at vi reddere ofte bliver tilkaldt til episoder hvor nogen er blevet såret eller endda dræbt i forsøg på at få fat i noget der ikke tilhører dem. Jeg spurgte engang en 16-års dreng, som var blevet beskudt under et forsøg på at stjæle en radio fra et privat hjem, om det nu også var følgerne værd, og han svarede: „Ja da, jeg er blevet skudt før. Skudsårene heles igen. Så vil jeg tage ud og forsøge igen. Det her er da ikke noget særligt.“ Hændelsen fik mig til endnu dybere at indse hvor livreddende Bibelens normer og begrænsninger er. Meningen med dem er ikke at vi skal berøves noget vi har brug for, men at vi skal beskyttes mod tragedier som dem jeg ser på nærmeste hold næsten hver dag!

Arbejdet som redder har også givet mig oplevelser som jeg føler bærer belønningen i sig selv. For eksempel sker det ofte at vi redder et liv når vi bliver kaldt ud til en hjertepatient der har fået et smertefuldt anfald. Over radioen får vi hospitalets tilladelse til at lægge en intravenøs slange i patienten, hvorigennem vi tilfører hjertestabiliserende og smertestillende medikamenter. Vi giver vedkommende ilt og overvåger hjerterytmen. Man føler sig virkelig belønnet når man har hjulpet en sådan patient og muligvis har været med til at redde et liv.

Næste gang du ser og hører en brandbil eller en ambulance komme tudende forbi på vej med hjælp til en eller anden, så tænk på den oplæring som brandmænd og reddere har fået og stadig får, og den indsats deres arbejde stadig kræver. Husk at ’det er bedre at forebygge end at helbrede’. Vis din samarbejdsvilje ved at forebygge brande og ulykker. Måske vil du så aldrig få brug for at råbe: „Hjælp! Det brænder!“ — Indsendt.

[Ramme/diagram på side 15]

I tilfælde af brand . . . Nogle forslag fra brandmyndigheder

● Kom ud hurtigst muligt. Red livet, ikke dine ejendele — selv det dyreste TV er ikke dit liv værd! Hold dig ved gulvet så du ikke indånder røg. Luk dørene efter dig, men lås dem ikke. Ilden får så ikke næring, men brandfolkene kan komme igennem. Hvis du ikke kan slippe ud gennem en dør eller et vindue, så hold røgen ude af rummet ved at lægge fugtige håndklæder eller lignende langs dørsprækkerne, og luk vinduet hvis røg og flammer slår op fra etagen nedenunder.

● Hvis du kan lugte røg udefra i værelset, mærk da om døren er varm. Hvis den er, så LUK DEN IKKE OP. Benyt en anden udgang. Dette siger noget om hvor vigtigt det er at hvert værelse har to udgange — i det mindste et vindue og en dør.

● LIVSVIGTIGT: Hav røgdetektorer på hver etage af hjemmet. De fleste brande der kræver menneskeliv, opstår om natten. En alarm vil vække dig så du ikke bliver dræbt af røg og gas.

● Hold regelmæssigt familiebrandøvelser. Planlæg forskellige flugtveje til forskellige situationer. Sørg for at have en lygte på et bestemt sted i tilfælde af at ledningerne brænder over. Aftal hvor I mødes udenfor — sådan at man let kan se om hele familien er kommet ud. Forsøg ikke at komme ind igen.

● Skriv brandvæsenets telefonnummer op så I hurtigt kan finde det. Undersøg i forvejen hvor nærmeste telefonboks eller brandalarm er. Ring til brandstationen — gå ikke ud fra at andre har gjort det. To eller tre opringninger er bedre end ingen.

● Hvis I har ildslukkere i huset, så find i forvejen ud af hvor de befinder sig og hvordan de skal betjenes. Brug dem kun til mindre brande. Hvis branden allerede har udviklet sig og er ude af kontrol, så spild ikke kostbar tid på at slukke den selv — sørg hellere for at komme ud og tilkalde brandvæsenet.

● Det er bedre at forebygge end at helbrede. Sørg for at der ikke opstår brandfare i dit hjem. Med sund fornuft kan de fleste brande undgås.

1. Hold brændbare væsker og materialer borte fra alt hvad der kan antænde dem.

2. Hold tændstikker, lightere og ild borte fra børn.

3. Overbelast ikke ledninger.

4. Læg ikke ledninger under tæpperne.

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forslag til flugtveje fra et etplanshus

Holder jeres familie brandøvelser?

Kender du den hurtigste flugtvej?

Bad

Køkken

Soveværelse

Soveværelse

Soveværelse

Dagligstue

Indgang

Anbefalede: —.—.—.—.—

Alternative: . . . . . . . . .

[Illustration på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Man føler sig virkelig belønnet når man er med til at redde et liv