Hvordan kommer man over det?

„JEG følte mig stærkt presset til at beherske mine følelser,“ siger Mike idet han tænker på sin faders død. Men af dette høstede Mike nogle erfaringer som kom ham til gavn da hans ven mistede sin bedstefader. Mike fortæller: „For et par år siden ville jeg have klappet ham på skulderen og sagt: ’Tag det som en mand.’ Nu lagde jeg blot hånden på hans arm og sagde: ’Undertryk ikke dine følelser. Det vil hjælpe dig til at komme over det. Hvis du gerne vil have at jeg går, så går jeg. Hvis du gerne vil have at jeg bliver, så gør jeg dét. Men vær ikke bange for at vise dine følelser.’“

MaryAnne følte sig også presset til at beherske sine følelser da hendes mand døde. „Jeg havde så travlt med at være et godt eksempel for andre,“ forklarer hun, „at jeg ikke ville tillade mig selv at nære de normale følelser. Jeg prøvede at gøre hvad jeg mente andre ventede af mig. Men det gik til sidst op for mig at jeg ikke havde nogen gavn af at forsøge at være en klippe af styrke for andre. Jeg begyndte at analysere min situation og sige: ’Tag dig nu sammen. Du har svælget i selvmedlidenhed længe nok. Græd hvis du har lyst til det. Forsøg ikke at være for stærk. Giv dine følelser frit løb.’“

Både Mike og MaryAnne giver altså dette råd: Giv dig selv lov til at sørge! Eksperter i mentalhygiejne er enige med dem. Som det hedder i bogen Death and Grief in the Family (Død og sorg i familien): „Det der har størst betydning i forbindelse med sorg er at man sørger og kommer igennem helbredelsesprocessen.“ Hvorfor er det sådan?

„Det er en befrielse,“ har en psykolog sagt til Vågn op! „At give sine følelser luft kan lindre det pres der hviler på en.“ En anden læge tilføjer: „Hvis de naturlige udtryk for følelser er forbundet med forståelse og nøjagtige oplysninger, giver de den pågældende mulighed for at se sine følelser i det rette perspektiv.“

Naturligvis giver ikke alle udtryk for sorg på samme måde. Og sådanne faktorer som hvorvidt dødsfaldet indtraf pludseligt eller efter lang tids sygdom, har indflydelse på de efterladtes følelsesmæssige reaktion. Én ting står dog fast: at undertrykke sine følelser kan være både fysisk og mentalt skadeligt. Vær derfor ikke bange for at give luft for din sorg. Men hvordan gør man det?

Hvordan giver man luft for sin sorg?

Det kan være en lettelse at tale om det. Som Shakespeare skrev i Macbeth: „Giv sorgen ord; den sorg der ikke taler, hvisker til det overfyldte hjerte og byder det at briste.“ Ja, at fortælle om sine følelser til en ven der vil lytte tålmodigt og deltagende, kan lindre sorgen. (Ordsprogene 17:17) Og hvis vennen også selv engang har mistet en han holdt af og er kommet over det, kan han måske endda give dig nogle praktiske forslag til hvordan du bedst kan klare din situation.

At give udtryk for sine følelser kan også være med til at fjerne eventuelle misforståelser. Teresea forklarer: „Vi hørte om ægtepar der var blevet skilt efter at have mistet et barn, og vi ønskede ikke at det skulle ske for os. Så hver gang vi var vrede og havde lyst til at give hinanden skylden for det der var sket, talte vi ud om det. Jeg synes at vi på den måde fik et meget nærmere forhold til hinanden.“ Hvis man taler ud om sine følelser vil det hjælpe en til at forstå at sorgen måske ytrer sig på en anden måde hos modparten.

Cindy syntes at det hjalp hende til at komme over sin moders død at fortælle en god veninde om sine følelser. Hun siger: „Min veninde var der altid. Hun græd sammen med mig. Hun talte med mig. Jeg kunne fortælle helt åbent om mine følelser, og det betød meget for mig. Jeg behøvede ikke at være flov over at græde.“

Cindy berører her noget andet der kan lindre sorgen — gråd. I mange tilfælde flyder tårerne helt automatisk. Men i nogle kulturer undertrykkes denne værdifulde måde at få afløb for sine følelser på. Hvorfor? Bogen The Sorrow and the Fury (Sorgen og vreden) forklarer: „Enhver der udgyder tårer når han føler sig såret, vred eller ensom, betragtes af samfundet som mindreværdig. Det er stoikerne der får medaljerne, hvor forpinte de end er under overfladen.“

Navnlig mænd føler sig ofte tvunget til at holde tårerne tilbage. De har fået at vide at en „rigtig“ mand ikke græder. Men er det en sund holdning? Bogen Recovering From the Loss of a Child (Hvordan man kommer over sit barns død) svarer: „Den ærlige, umiddelbare følelse ved at rense sjælen med sorgens tårer kan sammenlignes med det at åbne et sår for at fjerne en infektion. Mænd såvel som kvinder har ret til at give udtryk for sorg.“

Heri er Bibelen enig. Vi læser for eksempel at „Abraham gik ind for at holde klage over Sara [hans kone] og for at græde over hende“, og at David „holdt klage og græd“ da kong Saul og Jonatan var døde. (1 Mosebog 23:2; 2 Samuel 1:11, 12) Græd Jesus Kristus? Der kan ikke herske tvivl om at han var en „rigtig“ mand. Men da hans nære ven Lazarus døde, „stønnede han i ånden og oprørtes“, og kort efter „gav [han] tårerne frit løb“. (Johannes 11:33, 35) I betragtning af dette, kan vi da sige at det er ’umandigt’ at græde?

Bekæmp skyldfølelse

Som nævnt i den foregående artikel kommer nogle til at lide af skyldfølelse efter at have mistet en de holdt af. At forstå at disse følelser er normale kan i sig selv være en hjælp. Også på dette område gælder det at man ikke bør holde sådanne følelser for sig selv. Det kan være nødvendigt at få luft for dem ved at fortælle andre hvor skyldbetynget man føler sig.

Måske føler du at en eller anden forsømmelse fra din side har bidraget til at din pårørende er død. Hvis det er tilfældet må du huske at vi ikke kan bestemme over andres liv uanset hvor højt vi elsker dem. Vi kan ikke skærme dem vi holder af mod „tiden og tilfældet“. (Prædikeren 9:11) Desuden havde du jo ganske givet ikke noget ondt i sinde. Når du for eksempel ikke fik din slægtning til at søge læge noget før, var det da i den hensigt at han eller hun skulle blive syg og dø? Naturligvis ikke! Er det da virkelig din skyld at vedkommende er død?

Teresea lærte at overvinde den skyldfølelse hun led under efter at hendes datter var død ved en bilulykke. Hun fortæller: „Jeg følte mig skyldbetynget over at have sendt hende af sted. Men efterhånden gik det op for mig at den følelse var næsten latterlig. Der var jo ikke noget galt i at sende hende af sted sammen med sin fader for at besørge et ærinde. Det der skete var forfærdeligt, men helt tilfældigt.“

’Men der er så meget jeg ville ønske at jeg havde sagt eller gjort,’ siger du måske. Det er sikkert sandt nok, men hvem af os kan hævde at vi har været den fuldkomne fader, moder, søn eller datter? Bibelen minder os om dette: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2; Romerne 5:12) Du må se i øjnene at du ikke er fuldkommen. At gå rundt og tænke „hvis bare . . .“ ændrer ingenting — men kan betyde at du er længere tid om at komme over dødsfaldet.

Hvis du mener at du har grund til at føle dig skyldbetynget, og det ikke blot er noget du forestiller dig, så tænk over den faktor der har størst betydning med hensyn til at dæmpe skyldfølelse — Guds tilgivelse. Bibelen giver os denne forsikring: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå? For hos dig er tilgivelsen, for at du må blive frygtet.“ (Salme 130:3, 4) Vi kan ikke gøre fortidens synder gode igen. Men vi kan bede Gud om tilgivelse for de fejl vi førhen har begået. Hvordan kan det hjælpe os? Jo, hvis Gud har lovet at ’viske tavlen ren’, bør vi da ikke gøre det samme? — Ordsprogene 28:13; 1 Johannes 1:9.

Overvind vrede

Det kan også være at du er lidt vred — måske på læger, sygeplejersker, venner eller endda på den afdøde. Husk at også dette er en ganske normal reaktion efter et dødsfald. Hvorfor er det sådan? En psykolog forklarer: „Smerte og vrede går hånd i hånd. Man er for eksempel tilbøjelig til at blive vred hvis nogen sårer ens følelser. Vrede er en beskyttende, defensiv følelse.“

Spørg derfor dig selv: ’Hvorfor er jeg vred?’ Hvis du ikke kan give et tilfredsstillende svar, er din vrede måske en naturlig følge af den smerte du føler. At erkende dette kan være en hjælp. Som det hedder i bogen The Sorrow and the Fury (Sorgen og vreden): „Kun ved at blive opmærksom på vreden — ikke give efter for den, men erkende at man er vred — kan man frigøre sig fra dens nedbrydende virkning.“

Det kan godt være en hjælp at give udtryk for vreden. Men hvordan? Bestemt ikke gennem ukontrollerede vredesudbrud. Bibelen advarer om at det kan være farligt at være vred i længere tid. (Ordsprogene 14:29, 30) Nogle har prøvet at udtrykke deres vrede skriftligt. En enke fortæller at hun skrev ned hvad hun følte og læste det nogle dage senere. Hun fandt at det var en hjælp at få luft for vreden på denne måde. Andre synes at det dæmper vreden at motionere energisk. Måske kan man også finde trøst ved at tale med en forstående ven om det.

Skønt det er vigtigt at være åben og ærlig med hensyn til sine følelser, vil et advarende ord være på sin plads. Bogen The Ultimate Loss (Det største tab) forklarer: „Man må skelne mellem det at give udtryk [for vrede eller skuffelse] over for andre, og det at overføre sine følelser på dem. . . . Vi må lade hinanden vide at selv om vi taler frit ud om vore følelser, betyder det ikke at vi giver hinanden skylden for dem.“ Pas derfor på ikke at lyde truende når du fortæller andre om dine følelser. — Ordsprogene 18:21.

Ud over disse forslag er der noget andet der kan være med til at lindre sorgen. Hvad er det?a

Hjælp fra Gud

I Bibelen finder vi denne forsikring: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Ja, et nært forhold til Gud kan bedre end noget andet hjælpe dig til at komme over en af dine kæres død. Hvordan det?

For det første kan det hjælpe dig til at gribe sorgen an på rette måde nu. Mange af de praktiske forslag der er blevet givet i denne artikel har været baseret på Guds ord, Bibelen. At følge sådanne principper kan hjælpe en til at komme videre.

Du bør heller ikke undervurdere bønnens værdi. Bibelen tilskynder: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ (Salme 55:22) Hvis det som nævnt kan hjælpe at fortælle en deltagende ven om sine følelser, hvor meget mere vil det da ikke hjælpe en at udøse sit hjerte for „al trøsts Gud“? — 2 Korinther 1:3, 4.

Bønnens positive virkninger er ikke udelukkende psykologiske. Den Gud „som hører bøn“ har lovet at give sin hellige ånd til dem af hans tjenere der beder om den i oprigtighed. (Salme 65:2; Lukas 11:13) Denne hellige ånd eller aktive virkekraft kan give dig en „kraft som er ud over det normale“ så du kan klare en dag ad gangen. (2 Korinther 4:7) Og husk: En trofast tjener for Gud kan ikke komme ud for noget problem som Gud ikke kan hjælpe ham eller hende til at udholde. — Se Første Korintherbrev 10:13.

For det andet kan et forhold til Gud hjælpe os til at komme over sorgen fordi det indgyder håb. Tænk over dette: Hvordan ville du være til mode hvis du vidste at det var muligt at blive forenet med dem af dine kære der er døde — inden for den nærmeste fremtid, her på jorden og under retfærdige forhold? I sandhed vidunderlige udsigter! Men er det et realistisk håb? Ja, for Jesus lovede: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 20:13; 21:3, 4.

Kan vi virkelig tro på dette løfte? Ja. Eftersom det er Jehova Gud der i begyndelsen har skabt livet, må han da ikke være i stand til at give en der allerede har levet, liv på ny? Og når „Gud, der ikke kan lyve“ har lovet at gøre dette, kan vi da ikke stole på at han vil holde ord? — Titus 1:2; Esajas 55:10, 11.

Det er Mike fuldt og fast overbevist om. Med urokkelig tro på dette opstandelseshåb siger han: „Jeg må tænke på hvad jeg kan gøre for at være Gud til behag nu, så jeg kan tage imod min fader når han kommer tilbage i opstandelsen.“

Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til at lære mere om dette vidunderlige håb. Det har stor betydning for en om man har et sådant håb. Det fjerner ganske vist ikke smerten og sorgen, men det gør den lettere at bære. Det betyder ikke at du ikke længere vil græde eller at du vil glemme dem af dine kære der er døde. Men du vil komme over det. Og når du har fået det lidt på afstand, vil det du har gennemlevet have givet dig nogle erfaringer som gør at du med større forståelse og deltagelse kan hjælpe andre til at komme over et lignende tab.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

Nogle praktiske forslag

Støt dig til dine venner: Hvis andre tilbyder at hjælpe, så lad dem gøre det. Forstå at de måske derigennem prøver at vise deres medfølelse; måske kan de ikke finde de rigtige ord.

Pas godt på dit helbred: Dit legeme har i lige så høj grad som altid brug for tilstrækkelig hvile, god motion og rigtig ernæring. Hvis du har forsømt dit helbred, vil det måske være en god idé at blive undersøgt hos lægen.

Udskyd større afgørelser: Hvis det er muligt, hvorfor da ikke vente indtil du tænker mere klart med at beslutte om du skal sælge huset eller skifte arbejde? — Ordsprogene 21:5.

Bær over med andre: Forsøg at være tålmodig. Husk at situationen også er vanskelig for dem. De ved måske ikke hvad de skal sige, og kan let komme til at sige det forkerte.

Vær ikke unødigt bekymret: Måske vil du begynde at bekymre dig over hvordan det skal gå dig i fremtiden. Men Bibelen råder os til at tage én dag ad gangen. „I højere grad at leve fra den ene dag til den anden, har virkelig hjulpet mig,“ siger en enke. — Mattæus 6:25-34.