Var pavens besøg i Australien blot en pilgrimsfærd?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Australien

MANDAG den 24. november 1986 landede en Boeing 767 fra luftfartsselskabet Air New Zealand i Canberra, Australiens hovedstad. Om bord i maskinen var pave Johannes Paul II, hvis hidtil længste oversøiske rejse omfattede et besøg på jordens mindste kontinent.

Modtagelseskomiteen bestod af generalguvernøren og premierministeren sammen med deres hustruer, og naturligvis mange dignitarer fra den katolske kirke. Dette var nemlig ikke blot et besøg af en religiøs leder men også af et statsoverhoved.

Da de første formaliteter var overstået henvendte Johannes Paul sig i sin indledende tale ikke blot til de australske katolikker men til hele folket. Han indledte med disse ord: „Til alle australiere, om hvis velvilje der ikke hersker nogen tvivl, kommer jeg som ven. . . . Jeg favner hele landet, de unge såvel som de gamle, de svage såvel som de stærke, de troende såvel som dem hvis hjerter er tynget af tvivl.“

Hvis paven med udtrykket „troende“ mente katolikker, er antallet i Australien næsten 4 millioner — 25 procent af landets befolkning. Og skønt Australien længe er blevet betragtet som et ikkereligiøst samfund, er antallet af aktive katolikker i dette land dog ret højt. Faktisk går mellem 35 og 38 procent af de australske katolikker regelmæssigt til messe.

Men den katolske kirke i Australien har alligevel sine problemer. I 1950’erne blev kirken splittet af en strid blandt arbejderne, hvilket resulterede i at der opstod forskellige kliker som med tiden er blevet stadig mere kritisk indstillet over for hinanden. Desuden er antallet af dem der går til messe faldende, og også i præsternes rækker tynder det ud. Dertil kommer at flere og flere katolikker ignorerer kirkens lære vedrørende svangerskabsforebyggelse, abort og skilsmisse.

„Lyt, iagttag og døm selv“

Det tema der blev valgt for pavens besøg var: „Kristus — vejen, sandheden og livet.“ Dette var et godt bibelsk tema, og mange så frem til at pavens taler skulle kaste et sandhedens lys over de problemer som både katolske og ikkekatolske australiere står over for. Nogle håbede at han ville fordømme atomprøvesprængningerne i Stillehavet — et problem Australien har tæt inde på livet. Andre ventede ivrigt at høre ham støtte den australske urbefolknings ret til egen jord, eller at han ville udtale sig om arbejdernes kamp, eller måske behandle spørgsmålet om kvindernes rettigheder.

Rejsens arrangør, den australske monseigneur Brian Walsh, der har været præst i 30 år, så forventningsfuldt frem til at nogle af pavens taler ville omhandle vigtige spørgsmål. Derfor lød hans opfordring til alle, selv skeptikerne: „Lyt, iagttag og døm selv.“

Udgifterne dækket af sponsorer

Pave Johannes Paul havde foretaget mere end 30 oversøiske rejser forud for sit besøg i Australien, og i de mere end 60 lande han har besøgt er der blevet fremstillet souvenirs af enhver tænkelig art til minde om begivenheden og for at skaffe penge til arrangørerne. Australien var ingen undtagelse. Kirken forsøgte at holde en vis kontrol med sådanne produkter i håb om at „intet absolut usmageligt ville dukke op“. Men dette er noget af et ømtåleligt emne. For eksempel beklagede en kendt katolsk nonne sig over at der var blevet fremstillet viskestykker med et påtrykt billede af paven, så folk „ville bruge pavens ansigt til at tørre af med“. Den samme nonne sagde desuden: „Kunne I forestille jer Jesus holde Bjergprædikenen omgivet af souvenirsælgere, pølsemænd, tv-kameraer og transportable toiletskure?“

Men det var nu ikke overfloden af medaljoner, teskeer, T-shirts og plakater der affødte de fleste kommentarer. Det var sponsorapparatet som et hele. En af sponsorerne var et bryggeri der fremstillede øldåser påtrykt et billede af den pavelige mitra. Dette vovestykke viste sig at være et indbringende foretagende eftersom australierne er blandt de mest øldrikkende folk i verden. Men øldåserne medførte også en del polemik og uforbeholden kritik.

En anden af sponsorerne var et australsk mineselskab der er kendt for at kæmpe hårdnakket imod australnegrenes ret til egen jord, rettigheder som paven ellers går stærkt ind for. Det var derfor ikke overraskende at godkendelsen af denne sponsor blev betragtet som usædvanlig. Faktisk lød der fra visse sider ret højrøstet kritik af hele sponsorforetagendet. En nonne gav udtryk for sin modvilje med ordene: „Hvis Jesus kom herned, ville ingen være sponsor for ham. Det kunne meget vel tænkes at han ville angribe hele denne idé med sponsorstøtte.“

Hvem betalte gildet?

Selv om mange af invitationerne kom fra den katolske kirke, lader det til at paven kun besøger de lande hvor der også foreligger en invitation fra regeringen eller statsoverhovedet. Hvad besøget i Australien angik betød dette at både de lokale og de nationale myndigheder var med til at betale omkostningerne.

Nogle ikkekatolikker følte at det var uretfærdigt at de blev bedt om at være med til at betale regningen, især da nogle mente at et nyligt besøg af ærkebiskoppen af Canterbury var gået næsten upåagtet hen. Andre var mere foruroligede over at udgifterne blev anslået til at være tolv gange højere end det beløb der var blevet anvendt på et tidligere besøg af dronning Elizabeth.

Enhed — på hvilke betingelser?

I en bestræbelse på at give besøget et økumenisk anstrøg, talte paven til en forsamling bestående af repræsentanter for fjorten forskellige religiøse grupper i Melbourne. Her holdt han en fælleskirkelig gudstjeneste hvori han tilskyndede alle til at se bort fra deres forskelligartethed og bede for fred. Han besøgte Sankt Pauls anglikanske katedral i Melbourne, hvor han bad en bøn om fred og tændte et lys som symbol på at han nærede håb om en genforening af de kristne kirker.

De australske protestanter opførte sig stort set høfligt og velopdragent under pavens besøg i landet. Men nogle grupper, såsom anglikanerne, presbyterianerne og baptisterne, gjorde det klart at de ikke anså paven for at være alle kristnes overhoved, og heller ikke anerkendte påstanden om at apostelen Peter havde været Roms biskop. De understregede at sådanne påstande hverken fandt støtte i Bibelen eller i kirkehistorien. På den anden side tog „Den Forenende Kirke“, der har forholdsvis mange medlemmer i Australien, imod besøget med glæde og sagde at Johannes Paul på en måde også var pave for mange i deres kirke.

Bedre taler efterlyses

Alle pavens taler var åbenbart blevet skrevet i Australien og derefter sendt til Rom, hvor paven selv skrev dem ud på polsk og afpudsede dem i den udstrækning han fandt det nødvendigt. En anden oversatte dem atter til engelsk, og en australsk biskop læste det færdige resultat igennem. Paven øvede sig derefter på talerne over for den pavelige ceremonimester, der for tiden er en irer.

Erfarne korrespondenter ved Vatikanet har adskillige gange før haft lejlighed til at høre meget af det paven har at sige i sine forberedte taler. Men selv for dygtige journalister kan hans specielle „pavesprog“ være en hård nød at knække. En talsmand for et italiensk nyhedsbureau var af den mening at pavens taler ofte var for uklare og for lange. En australsk journalist gav udtryk for sin skuffelse over at prædikenerne var fulde af fraser og indlysende banaliteter. En anden journalist fra avisen Sunday Telegraph har sagt: „[Pavens] taler har været konservative, ofte holdt i selvindlysende eller uklare vendinger. . . . Måske ville det være bedre om en anden skrev hans taler . . . Hvis erfarne journalister har svært ved at forstå hans taler, må de virke helt forvirrende på almindelige mennesker der søger oplysning.“

„Kirken vil tage imod jer med åbne arme“

Trods visse journalisters påstande om at talerne var vanskelige at forstå, håbede kirken dog at de ikke ville virke forvirrende på almindelige mennesker der søgte oplysning. Folk var blevet opmuntret til at ’komme, iagttage og lytte’, og de kom i tusindvis. Det højeste tilhørertal ved et enkelt møde blev anslået til en kvart million, nemlig på Sydney Randwick Racecourse. Her koncentrerede Johannes Paul hovedsagelig sin prædiken om dem han betegnede som bortkomne katolikker. Med udbredte arme i en åben gestus bad han indtrængende: „Til alle dem der har bevæget sig bort fra deres åndelige hjem vil jeg gerne sige: Kom tilbage! Kirken vil tage imod jer med åbne arme; kirken elsker jer.“

Man må gå ud fra at rejsen har været fysisk anstrengende for en mand på 66 år. Alt i alt rejste paven omkring 11.000 kilometer på næsten en uge og overværede mere end 50 forskellige begivenheder, heriblandt celebreringen af eukaristien (messe) i de forskellige staters hovedstæder foruden i byerne Darwin og Alice Springs. For mange af de troende var det en følelsesladet oplevelse. En mand fra Vestaustralien udbrød: „Da paven ankom [til Perth] mindede det om Kristi indtog i Jerusalem.“ En anden, fra Melbourne, kommenterede hans tilstedeværelse med ordene: „Han har det samme kropssprog som man ser hos flere af Indiens mystikere.“ Mange græd åbenlyst.

Rejsearrangørerne var stort set tilfredse med antallet af tilhørere ved møderne. Flertallet af de tilstedeværende nød at betragte og lytte til et fjorten mand stort rockorkester, dygtige sangkor, en salut på 21 skud, Schweizergarden, optogene og flagene. Man havde endog sørget for klovner ’for at få smilet frem på folks ansigter’.

En katolsk præst, der også er spalteredaktør for Sydneyavisen Sunday Telegraph, skrev: „Det er altså på den måde pilgrimspaven vælger at møde det australske folk: katolikker og ikkekatolikker, i et heftigt, sensationelt gadeoptog til mange millioner dollars.“ „Som pilgrim kommer paven med al den ekstravagance og ramasjang der omgiver en superstar.“ En lederartikel i avisen Sydney Morning Herald skrev angående den vægt der blev lagt på det spektakulære: „Pilgrimspaven spiller højt spil. Øjensynlig er showet selve budskabet. . . . Det stående spørgsmål bliver derfor: Hvor varige vil indtrykkene vise sig at være?“

Budskabet til det australske folk

Hvilket budskab indeholdt talerne (der var udarbejdet i Australien) til de tusinder der kom for at lytte?

Til de handicappede: Fysiske begrænsninger kan ved hjælp af Kristi kærlighed forandres til noget smukt og positivt og derved gøre én værdig til den skæbne man var bestemt til.

Om arbejdsløshed: Samfundet må forstå at mennesker er vigtigere end ting. Folk må altid huske på at arbejderen er mere værd end fortjenester eller maskiner.

Til medierne: Medierne må forstå det ansvar de har for ikke blot at rapportere om det onde, men også for at medvirke til at fjerne det, de må tage imod udfordringen til ikke blot at rapportere om gode gerninger men også arbejde på at fremme dem.

Til landets urbefolkning: Det der er gjort står ikke til at ændre. Der findes reservater for urbefolkningen, men det er påkrævet at der sker en retfærdig og rigtig fordeling af jorden, hvilket endnu ikke er sket.

Johannes Paul talte også om behovet for fred, nu da det internationale fredsår 1986 gik på hæld. Ved en ungdomsmesse i Sydney sagde paven i en tale til over 30.000, hovedsagelig unge mennesker: „Hvis I ønsker fred, så arbejd for retfærdighed, . . . forsvar livet, . . . forkynd sandheden, . . . behandl andre som I ønsker at de skal behandle jer.“

I sin afskedstale opfordrede han det australske folk til at huske hvem de var og hvilke mål de arbejdede hen imod, og fortalte dem at de som nation var kaldet til noget stort. Til tonerne af sangene „God Bless Australia“ og „On the Road to Gundagai“ besteg Johannes Paul II derefter den funklende hvide Qantas jet, der fløj ham tilbage til Rom via Seychellerne.

Har besøget gjort varigt indtryk

Hvilke følger har pavens besøg haft? Brisbane-avisen Courier Mail kom til følgende tankevækkende konklusion: „Det har været et besøg der har haft både stærke og svage sider, overraskelser og skuffelser. . . . Den katolske kirke i Australien må nu tænke sig grundigt om. Hvis pave Johannes Paul II, en mand med en bemærkelsesværdig karisme, ikke formår at lokke katolikker tilbage i kirkens fold, er det højst usandsynligt at det som hans lokale biskopper har at tilbyde vil lykkes.“

[Tekstcitat på side 13]

„Hvis Jesus kom herned, ville ingen være sponsor for ham“

[Tekstcitat på side 14]

„Paven kom som en pilgrim med al den ekstravagance og ramasjang der kendetegner en superstar“

[Illustration på side 15]

Uraustraliere står i kø for at kysse pave Johannes Paul II på hånden

[Kildeangivelse]

Reuters/Bettmann Newsphotos