Farveblindhed — en mærkværdig defekt

DE BESINDIGE kvækere var noget chokerede over at se John Dalton gå rundt i højrøde strømper. I betragtning af at de selv almindeligvis gik klædt i dæmpede farver — gråt, brunt og sort — virkede John Daltons påklædning mildest talt rystende på dem. Hvad var der sket?

Dalton var født i 1766 i Eaglesfield i England og blev en berømt kemiker. Men han var farveblind! Han betegnede for eksempel blod som „flaskegrønt“ og mente at laurbærblade „matcher godt til [rød] segllak“.

I Daltons øjne så rødt ud som en grå nuance der ikke var meget forskellig fra grønt. Derfor kunne hans spøgefulde venner let bytte om på hans strømper, til almindelig forargelse for omgivelserne. I dag bliver farveblindhed interessant nok også kaldt daltonisme.

Et verdensomspændende problem

I 1980 kom dr. Janet Voke fra Londons universitet til det resultat at mere end to millioner briter har defekt farvesyn. I visse isolerede samfund er det forholdsvis få der har denne defekt. På Fijiøerne er kun 1 ud af hver 120 mænd farveblind, mens gennemsnitlig hver niende mandlige indbygger i Canada har nedsat farvesyn.

Evnen til at skelne farver varierer fra person til person. Ifølge en almindeligt anerkendt teori har man et normalt farvesyn hvis man opfatter det som hvidt lys når tre stråler af henholdsvis rødt, grønt og blåt lys blandes i lige forhold. Ved at blande de tre farvede lysstråler i forskellige forhold vil man kunne danne alle de farver øjet naturligt kan opfatte.

Hvis det imidlertid forekommer dig muligt at frembringe alle de farver man kan se, ved blanding af kun to primærfarver, og den tredje farve ikke har nogen synlig indvirkning, betyder det at dit farvesyn er defekt. Man lider da af dikromasi. Det gjaldt for eksempel John Dalton, der var rødblind.

Den såkaldte monokromasi er mere alvorlig. De der lider af denne defekt er totalt farveblinde og ser alt som på et sort-hvid fjernsyn.

Langt de fleste tilfælde af defekt farvesyn består i anomal trikromasi. Det vil sige at øjnene ganske vist opfatter en blanding af de tre primærfarver, men at øjnenes følsomhed ikke er lige stor over for alle tre farver. Hvis man lider af denne synsdefekt vil det blandt andet vise sig når man justerer farvebalancen på sit fjernsyn. Andre med normalt farvesyn vil synes at billedet er for rødt eller for grønt.

Årsagerne

Hvad skyldes sådanne defekter? Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica peger på at en af årsagerne findes i „bølgelængde-sanseapparatet“. Øjet har omkring 130 millioner lysfølsomme celler i nethinden, men af disse er kun 7 millioner ansvarlige for farvesynet. Disse farvefølsomme celler kaldes tappe på grund af deres form.

Personer med normalt farvesyn har tre slags tapceller. Nogle tapceller reagerer kraftigst på lange bølgelængder (rødt lys). Andre registrerer de mellemste bølgelængder (grønt lys), mens andre igen opfanger de korte bølgelængder (blåt lys). Hvis en af disse grupper af tapceller mangler eller ikke fungerer rigtigt, vil man få problemer med farvesynet. Hvis øjnenes følsomhed for eksempel ikke er normal i det røde område, vil man ikke opfatte nogen væsentlig ændring i farven på en tomat der modnes og skifter farve fra grøn over orange til rød.

Et defekt farvesyn kan også skyldes skader på synsnerven. Man ved at visse former for medicin, for eksempel visse malariapiller, kan give forstyrrelser. Nogle svangerskabsforebyggende midler kan efter sigende ændre opfattelsen af blå, grønne og gule farver. Og i bogen Colour Vision Testing gør dr. Voke opmærksom på at både tobak og alkohol kan forårsage permanent rød-grøn-blindhed.

Farvesynet svækkes også med alderen, navnlig følsomheden for blåt lys. Forskeren R. Lakowski siger at evnen til at skelne farver når sit højdepunkt i ungdommen og holder sig indtil man er omkring 35 år. Derefter begynder farvesynet at svækkes, især omkring 60-års alderen.

Selv om en defekt i farvesynet kan være opstået i livets løb, er farveblindhed i de fleste tilfælde medfødt. Hvorfor?

’Som bedstefaderen, så barnebarnet’

Et normalt farvesyn er en gave. Når tapcellerne fungerer som de skal og synsnerven viderebringer de kodede oplysninger til hjernen uforvrænget, er farvesynet intakt. „Et trænet menneskeøje kan skelne helt op til 150 farver,“ oplyser bogen How Animals See. „Mange dyr . . . ser sandsynligvis ikke i farver som vi gør. Men det er en normal tilstand for deres vedkommende, ikke en defekt,“ siger The World Book Encyclopedia.

Hvis dit syn altid har været defekt, er det utvivlsomt en svaghed du har arvet. Men fra hvem? Bogen Health and Disease definerer farveblindhed som en „kønsbundet“ genetisk fejl „der viderebringes af kvinder men som i regelen viser sig hos skiftende generationer af mænd.“ Det vil altså ofte være ’med barnebarnet som med bedstefaderen’.

Hvordan man afslører farveblindhed

Har du mistanke om at dit barn er farveblind? „Hvis du lægger mærke til at dit 5-6-årige barn har vanskeligt ved at skelne farver — hvis det for eksempel tager strømper på af forskellig farve, eller hvis det ikke kan samle den rigtige farve op fra farveæsken når det bliver bedt om det — bør du få barnets syn undersøgt,“ siger bogen Childcraft. Hvordan gør man det?

En af de mest udbredte metoder til prøve af farvesynet er Ishihara-prøven. Barnet bliver præsenteret for en række kort som er dækket af prikker i forskellige farver. Nogle af prikkerne i bestemte farver er ordnet i mønstre som kan skelnes af alle med normalt farvesyn. Barnet skal fortælle hvilken figur eller hvilket mønster det ser. På ét kort vil en rødblind se et sekstal og en grønblind et nital, mens en med normalt farvesyn vil se tallet 96.

Da der i stigende grad bliver anvendt farvemateriale til undervisning af børn, gør man klogt i at finde ud af om ens børn lider af en form for farveblindhed. Men eftersom der endnu ikke findes noget middel til at helbrede nedarvet farveblindhed, er der da overhovedet noget man kan gøre?

Enkle forholdsregler

Hazel Rossotti, der er forfatter til bogen Colour, anbefaler en tidlig diagnose. Så kan den farveblinde „advares mod situationer der sandsynligvis vil skabe forvirring, og lære at støtte sig til andre vidnesbyrd end vanskeligt skelnelige farver når som helst det er muligt“.

Man kan for eksempel lære et farveblindt barn betydningen af placeringen af farvede trafiklys. Og selv om barnet måske sagtens kan skelne det røde stoplys fra det grønne ved hjælp af lysenes position, vil det være godt også at lære det at lægge mærke til forskelle i lysstyrke eller lyshed. Så vil det kunne opfatte signalerne rigtigt selv i mørke.

Hvis du er farveblind vil det være fornuftigt ikke at stole på farveindtryk alene når du skal træffe beslutninger. Eftersom hjernen er i stand til at kompensere for defekter i farvesynet kan man udbygge dens lager af oplysninger ved i højere grad at lægge mærke til et objekts lyshed, position og form. Tøv ikke med at bede venner og slægtninge med normalt farvesyn om hjælp.

Når det drejer sig om vigtige beslutninger, som for eksempel hvilken slags arbejde du skal søge, gør du klogt i at tage de ulemper i betragtning som et defekt farvesyn vil medføre. Ved nogle former for arbejde kan farveblindhed være et alvorligt handicap. Det gælder for eksempel for kemikere, farmaceuter, trykkere og fotografer. Et godt farvesyn har stor betydning for en tandlæge der skal tilpasse kunstige tænder. Desuden kan slagtere og andre i levnedsmiddelindustrien lettere konstatere ændringer i fødevarerne når de har et intakt farvesyn. Manglende evne til at opfatte farver kan også gøre det vanskeligt for læger og sygeplejersker at bedømme en patients sundhedstilstand.

Den der har et godt syn har et stort fortrin. Hvis dit farvesyn er svækket, må du vise større forsigtighed. For eksempel bør du være opmærksom på at overdrevent forbrug af medicin og alkohol eller brug af tobak kan nedbryde farvesynet yderligere. Hvis dit farvesyn er som det skal være, er det en uvurderlig gave du må værne om.