VM i fodbold — sport eller krig?

Af Vågn op!-​korrespondent i Italien

FRA den 8. juni til den 8. juli 1990 var verden optaget af fodbold. Millioner af mennesker sad som limet til fjernsynsskærmen for at følge med i årets store begivenhed — verdensmesterskabet i fodbold i Italien. De 52 kampe blev på verdensplan fulgt af 30.000.000.000 fjernseere, hvilket svarer til seks gange verdens befolkning!

Denne kæmpemæssige mediebegivenhed kunne udelukkende lade sig gøre i kraft af et enestående højteknologisk system — et tv-produktionscenter der betjente 147 fjernsynsstationer fra 118 nationer, med 180 tv-kameraer, 37 produktionsenheder og 1500 teknikere. På de 12 italienske stadioner hvor fodboldkampene blev spillet, var der desuden 2.515.000 tilskuere og 6000 journalister til stede fra hele verden. Men der hører mere til historien end disse tørre tal. Både forfattere, sociologer, psykologer, kunstnere og endda teologer har kommenteret denne begivenhed, som nogle har kaldt en gigantisk „virkelighedsflugt“.

Men har verdensmesterskabet i fodbold bidraget til større internationalt sammenhold, og har det fremmet en god sportsånd? Kunne de millioner af fodboldentusiaster som fulgte med i kampene i 30 dage via satellit, sætte sig ud over deres nationale stridigheder? Kan fodbold forene mennesker?

Sport eller krig?

Lad os blot betragte et aspekt som er karakteristisk for nutidens sportsbegivenheder — nemlig volden. Der forekommer ofte voldshandlinger i forbindelse med fodboldkampe — både på banen, på tilskuerpladserne og uden for stadion. Psykologer, sociologer og journalister er alle enige om at verden er så stærkt præget af vold at sportsarrangementer ikke kan gå ram forbi. Grundlæggende moralske værdier bliver groft trådt under fode. Floskelagtig tale om „broderskab“, „roligans“,a „sport og ærlig kamp“ eller „venskabelig atmosfære“ kan ikke rense den moderne sports voldelige renommé.

Verdensmesterskabet i fodbold var ingen undtagelse. Nogen tid inden første kamp blev fløjtet i gang, hørte man uhyggelige voldsberetninger. Allerede 18 dage før åbningskampen kunne man på forsiden af avisen La Repubblica læse: „Voldelige fodboldfanatikere spreder skræk og rædsel — turisterne svigter Italien.“ De såkaldte hooligans, engelske fodboldfans der er berygtede i hele Europa for deres vandalisme før, under og efter hver kamp, skabte størst ravage.b

I Torinodagbladet La Stampa for 1. juni 1990 stod der følgende om årsagerne til volden på stadion og til den grove opførsel som disse hooligans lagde for dagen: „Mange fodboldtilhængere kender ikke til grænser. Modstandere er ikke længere blot modstandere men ’fjender’; slagsmål er ikke en undtagelse men en regel, og det skal gå vildt for sig, så vildt som overhovedet muligt.“ Men hvorfor? „’Fordi vi hader hinanden,’ svarer nogle fodboldfans fra Bologna.“ I et forsøg på at forklare logikken bag dette had, siger sociolog Antonio Roversi: „Stadiondrengene lider af ’beduinsyndromet’, idet de tror at deres vens fjender er deres fjender, deres fjendes venner er deres fjender og omvendt, en vens ven er en ven og en fjendes fjende er en ven.“

„Beduinsyndromet“, med had, vold, rivalisering og hærværk til følge, prægede dette verdensmesterskab i fodbold. Bolden var endnu ikke givet op før der var krig i luften. På trods af alt dette var der alligevel højt humør under forberedelserne i Italien.

Pavelig velsignelse

Selv paven, der ikke undlod at benytte sig af denne mulighed for at få et stort publikum, besøgte ’verdensmesterskabstemplet’, det nyistandsatte olympiske stadion i Rom, og velsignede det. Han sagde: „Verdensmesterskabet i fodbold er en sportsfest, men det kan også blive en solidaritetsfest mellem folkeslagene.“ Han tilføjede at man måtte undgå de alvorlige farer som lurer i sportens verden, for eksempel i form af doping, svindel og vold, den næsten sygelige jagt efter fortjeneste og den overdrevne vægt der lægges på det imponerende. Han håbede „at de bestræbelser og ofre der blev ydet ville gøre ’Italien 90’ til et broderskabets forum for jer medborgere og for alle mennesker“. Jesuitten Paride Di Luca, en tidligere fodboldspiller, gentog pavens følelser da han i sin ’fodboldfan-bøn’ sagde: „Kom, min Gud, og se verdensmesterskabet.“

Men var verdensmesterskabet virkelig en fest? En fest som universets Gud ville være interesseret i? Lad os se hvordan sportens verden virkelig er, og hvilke værdier der sættes i højsædet.

Hooligans

Allerede fra første fase af mesterskabet var byer som Cagliari og Torino i belejringstilstand på grund af hooligans. Nogle avisoverskrifter lød: „Rimini rystes af krig“; „Krigen er brudt ud i Cagliari“; „Vold i Torino: En tysker og en englænder stukket ned med kniv“; „En dag med sammenstød mellem engelske, tyske og italienske fodboldfans“; „Torinos borgmester bønfalder: Fri os for de engelske fodboldfans“; „Nætter med slagsmål mellem ekstremister. Borgmesteren: Barylerne fra Torino er de virkelige hooligans.“ Noget andet der fik det til at løbe én koldt ned ad ryggen, var en bog med denne titel: „’Hvordan man stikker en modstander ned’, udgivet i England, lærebog for den perfekte hooligan.“ Disse avisoverskrifter er tilstrækkelige til at give et billede af situationen. Men sådanne forhold er kun en naturlig følge af et samfund der domineres af vold.

Den store sportsbegivenhed sluttede ikke i en glad og lykkelig stemning. Da det argentinske hold og dets helt Maradona havde vundet over Italien, blev det piftet ud af banen af de italienske fodboldtilhængere, og dermed var feststemningen i forbindelse med finalekampen gået fløjten. På det olympiske stadion kunne man ikke få øje på noget „stort sportsligt broderskab“ denne juliaften — ’verdensmesterskabstemplet’ var blevet vanhelliget. Il Tempo for 10. juli 1990 skrev: „På banen forbrød man sig mod spillet — på tilskuerpladserne satte man pletter på sportens rygte.“

En trist afslutning på en begivenhed som nogle havde håbet ville gøre verden til en „global landsby“ uden barrierer — i det mindste i 30 dage. Men er det realistisk at tro at fodbold kan øge verdensfreden når den ikke engang kan skabe fred og harmoni på eller uden for banen?

Et ligevægtigt syn på fodbold

La Stampa lovpriser spillet og beskriver fodbold som „en hellig arv fra vore forfædres kampe, et symbol på noget uforudsigeligt og kernen i al sportskonkurrence“. Hvordan skal en oprigtig kristen da se på fodbold? Ja, hvordan bør en kristen betragte professionel sport i det hele taget?

„De der ikke kan lide fodbold går glip af noget i livet,“ skrev Bertrand Russell. Sandt nok kan det at spille fodbold, eller dyrke en hvilken som helst anden sportsgren, være både morsomt og sundt, især for de mange mennesker der har et stillesiddende arbejde. Men vil det så sige at der slet ikke er nogen farer forbundet med at dyrke sport?

Bibelen siger: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Verdensmesterskabet viste til fulde hvordan vold og vind-for-enhver-pris-mentaliteten ofte går hånd i hånd. Dette er bagsiden af medaljen inden for professionel sport. For at undgå sådanne „kødets gerninger“ må kristne, både som deltagere og som tilskuere, passe på den ånd de lægger for dagen, og især undgå konkurrenceånden. (Galaterne 5:19-21) En digter har udtrykt det sådan: „For når din Dommer da til sidst/ kommer, dømmer han uhildet./ Han ser ej om du var bedst,/ kun hvordan du spilled’ spillet.“

Et andet aspekt man bør tage i betragtning, er tidsfaktoren. Er du blandt de millioner af ivrige fjernseere som kigger på sportsudsendelser time efter time? Prøv til sammenligning at regne ud hvor meget tid du bruger på at dyrke motion. Det gælder om at finde balancen. Der skal både være tid til motion og afslapning, uden at man forsømmer de mere vigtige åndelige aktiviteter. Apostelen Paulus gav den unge Timoteus et råd som er endnu mere aktuelt i dag: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 10]

Foto: Agenzia Giuliani