Skabt til at leve evigt

MENNESKELEGEMET er forunderligt skabt. Dets vækst og de forandringer det gennemgår er simpelt hen et mirakel. En skribent fra fortiden skrev: „Jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ (Salme 139:14) Moderne forskere som er bekendt med legemets undere anser alderdom og død for at være en gåde. Gør du også det?

Steven Austad, biolog ved Harvard-universitetet, har skrevet: „Vi står konstant over for aldringsprocessen, og det undrer mig at så få ser den som et grundlæggende biologisk mysterium.“ Det at alle bliver ældre, siger Austad, „gør at [alderdom] forekommer at være mindre gådefuld.“ Virker det ved nærmere eftertanke rimeligt at vi skal gå alderdom og død i møde?

Ph.d. Leonard Hayflick anerkendte sidste år i sin bog How and Why We Age at der er noget forunderligt ved menneskelivet og legemets vækst. Han skrev: „Efter at have udført de mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel og derefter til kønsmodenhed og det voksne stade, har naturen valgt at undlade at udtænke hvad der synes at være en mere elementær mekanisme der blot skal holde disse mirakler i gang til evig tid. Denne viden har i årtier været en gåde for biogerontologer [dem der studerer de biologiske aspekter ved aldringsprocessen].“

Synes du også at alderdom og død er en gåde? Hvilken funktion har disse faktorer? Hayflick siger: „Praktisk talt alle biologiske stadier fra undfangelse til voksenstade synes at have en funktion, men ikke dét at ældes. Umiddelbart er der ingen grund til at alderdommen skulle indtræffe. Vi har lært meget om de biologiske aspekter ved alderdommen . . ., men vi står stadig tilbage med den formålsløse og uundgåelige alderdom, der efterfølges af døden.“

Kan det tænkes at det ikke var meningen at vi skulle blive gamle og dø, men i stedet leve evigt på jorden?

Ønsket om at leve

De færreste har lyst til at blive gamle og dø. Mange frygter det faktisk. Lægen Sherwin B. Nuland har i sin bog How We Die skrevet: „Ingen af os er psykisk i stand til at klare tanken om vor egen død, en tilstand fuldstændig uden bevidsthed, hvor der ikke engang er tomrum — ja, hvor der slet ikke er noget.“ Kender du nogen der ønsker at blive gammel eller syg og dø?

Hvis det var noget naturligt, en del af en overordnet plan, mon ikke vi så ville hilse alderdom og død velkommen? Men det gør vi ikke. Det skyldes den måde vi er dannet på. Bibelen siger: „Også evigheden har [Gud] lagt i [vort] hjerte.“ (Prædikeren 3:11, den danske autoriserede oversættelse af 1931) På grund af dette ønske om en uendelig fremtid har folk længe søgt efter en såkaldt ’ungdommens kilde’. Vi ønsker at være evigt unge. Dette rejser spørgsmålet: Er der potentiale i os til at leve længere?

Skabt til at reparere sig selv

I tidsskriftet Natural History har biologen Austad fremsat følgende betragtning: „Vi har en tendens til at se på os selv og andre dyr som maskiner: slitage er uundgåelig.“ Men sådan forholder det sig ikke. „Biologiske organismer er fundamentalt anderledes end maskiner,“ siger Austad. „De er selvreparerende; sår heles, knogler gror sammen igen og sygdomme bekæmpes.“

Det tankevækkende spørgsmål er derfor: Hvorfor ældes vi? Som Austad spørger: „Hvorfor bliver [biologiske organismer] slidt op ligesom maskiner?“ Eftersom kroppens væv konstant udskiftes, kunne denne proces så ikke foregå i det uendelige?

I tidsskriftet Discover har biologen Jared Diamond skrevet om fysiske organismers forbløffende evne til at reparere sig selv. „Det mest synlige eksempel på skadekontrol i vore legemer er sårheling, hvor en skade på huden repareres. Mange dyrearter opnår langt større resultater end vi gør: firben kan gendanne en hale de har mistet, søstjerner og krabber kan gendanne lemmer, og søagurker kan gendanne deres indvolde.“

Angående udskiftningen af tænder forklarer Diamond: „Mennesket får to sæt, elefanter seks sæt og hajer et ubestemt antal livet igennem.“ Han siger videre: „Regelmæssig udskiftning foregår også på det mikroskopiske plan. Vi erstatter cellerne i væggen til vores tyndtarm med et par dages mellemrum, cellerne i væggen til urinblæren hver anden måned og de røde blodlegemer hver fjerde måned.

På molekyleniveau er vore proteinmolekyler underlagt en stadig udskiftning i et tempo der er karakteristisk for hvert enkelt protein; derved undgås en ophobning af beskadigede molekyler. Hvis man sammenligner en persons udseende i dag med hvordan vedkommende så ud for en måned siden, vil der sikkert ikke være nogen synlig forskel, men mange af de molekyler der udgør legemet er ikke de samme. . . . Naturen skiller os ad og samler os igen hver eneste dag.“

De fleste af legemets celler bliver periodisk skiftet ud med nye celler. Men nogle celler, som for eksempel neuronerne i hjernen, bliver måske aldrig erstattet. Hayflick forklarer imidlertid: „Hvis en celle har fået alle sine dele udskiftet, er det ikke den samme celle. De neuroner man blev født med synes måske at være de samme celler som dem man har i dag, men i virkeligheden kan mange af de molekyler som de var sammensat af da man blev født, . . . være blevet erstattet af nye molekyler. Så ikke-delende celler er måske alligevel ikke de samme som dem man blev født med.“ Dette skyldes at celledelene er blevet udskiftet. Udskiftningen af de materialer hvormed legemet er opbygget kunne altså i teorien holde os i live til evig tid.

Hayflick talte om „de mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel“. Hvilke mirakler er det blandt andet? Mens vi kort gennemgår dem, overvej da om det er muligt at virkeliggøre det som han kaldte „en mere elementær mekanisme der blot skal holde disse mirakler i gang til evig tid“.

Cellen

Et voksent menneske består af cirka 100 billioner celler, hver med en ufattelig kompleksitet. For at illustrere cellens kompleksitet har bladet Newsweek sammenlignet den med en befæstet by. „Kraftværker frembringer cellens energi,“ lyder det i bladet. „Fabrikker fremstiller proteiner, livsvigtige kemiske produkter. Gennem et vidt forgrenet transportnet af kanaler føres bestemte kemiske stoffer rundt i cellen og ud af cellen. Vagtposter ved bymuren fører kontrol med varer der eksporteres eller importeres, og overvåger omverdenen for at se om der skulle være fare på færde. Veldisciplinerede biologiske tropper står rede til at tage sig af ubudne gæster. En central regeringsbygning, cellens genetiske hovedsæde, opretholder lov og orden.“

Tænk over hvordan du, med alle dine cirka 100 billioner celler, blev til. Du begyndte som en enkelt celle der blev dannet da en sædcelle fra din far blev forenet med en ægcelle fra din mor. I det øjeblik blev der lavet en arbejdstegning i DNA’et (forkortelse for deoxyribonukleinsyre) i den nydannede celle som efterhånden skulle blive et nyt og unikt menneske — dig! Det siges at hvis de instruktioner der findes i cellens DNA „blev skrevet ned, ville de fylde 1000 bøger på hver 600 sider“.

Efterhånden begyndte denne første celle at dele sig, først i to, så i fire, otte og så videre. Og endelig, efter cirka 270 dage — alt imens milliarder af forskellige slags celler har udviklet sig inde i din mor og dannet et spædbarn — blev DU født. Det virker som om denne første celle havde et stort rum fyldt med bøger der indeholdt detaljerede instruktioner om hvordan du skulle frembringes. Men lige så forunderligt er det at disse komplicerede instruktioner blev videregivet til alle de nye celler. Ja, alle dine celler indeholder de samme oplysninger som det oprindelige befrugtede æg indeholdt.

Overvej også følgende. Hver eneste celle har informationerne til at frembringe alle slags celler, men hvordan kan en celle til en bestemt tid for eksempel frembringe hjerteceller samtidig med at den må undertrykke instruktionerne til at frembringe alle andre slags celler? Idet cellen tilsyneladende fungerer som en entreprenør med et komplet arkiv af alle arbejdstegninger til fremstilling af et spædbarn, vælger den fra arkivet den arbejdstegning der skal bruges til at danne hjerteceller. En anden celle vælger den arbejdstegning der skal bruges til at danne nerveceller, en tredje den til at danne leverceller, og så videre. Denne evne til at vælge de informationer der skal bruges til at danne en bestemt slags celler og samtidig undertrykke alle andre informationer kan man stadig ikke forklare, og det er et af de mange „mirakler der fører os fra undfangelse til fødsel“.

Men der er mere endnu. For eksempel må hjertecellerne stimuleres til at foretage rytmiske sammentrækninger. Derfor blev der i hjertet dannet et komplekst system til at frembringe elektriske impulser der får hjertet til at slå i netop det tempo der skal til for at holde legemet i gang, alt efter hvilken aktivitet det udfolder. Et sandt mirakel! Man forstår hvorfor læger om denne pumpe har sagt: „Den er mere effektiv end en hvilken som helst maskine mennesket har opfundet.“

Hjernen

Et endnu større under er dannelsen af hjernen — den mest gådefulde del af miraklet mennesket. Tre uger efter undfangelsen begynder hjernecellerne at blive dannet. Med tiden bliver cirka 100 milliarder nerveceller, kaldet neuroner — lige så mange som der er stjerner i Mælkevejen — pakket sammen i menneskehjernen.

Tidsskriftet Time har skrevet: „Hver af disse modtager impulser fra omkring 10.000 andre neuroner i hjernen, og sender besked til tusind andre.“ Med hensyn til de kombinationsmuligheder dette giver, har neurologen Gerald Edelman sagt: „Den hjernemasse der kan være på spidsen af en tændstik indeholder omkring en milliard forbindelser der kan kombineres i et antal der kun kan beskrives som hyperastronomisk — i størrelsesordenen ti efterfulgt af millioner af nuller.“

Hvilken potentiel kapacitet giver dette hjernen? Astronomen Carl Sagan har sagt at menneskehjernen kan rumme oplysninger der „ville fylde omkring tyve millioner bind, lige så mange som der rummes i verdens største biblioteker“. Forfatteren George Leonard går endnu videre idet han hævder: „Måske kan vi endda nu fremsætte en utrolig hypotese: I virkeligheden er hjernens maksimale kreative kapacitet måske ubegrænset.“

Følgende udtalelser overrasker derfor ikke: „Hjernen,“ siger molekylærbiologen James Watson, der var med til at opdage DNA’ets fysiske struktur, „er det mest komplekse vi endnu har opdaget i universet.“ Neurologen Richard Restak, der er imod at man sammenligner hjernen med en computer, siger: „Det enestående ved hjernen er at der intetsteds i det kendte univers findes noget der blot tilnærmelsesvis minder om den.“

Neurologer anslår at vi hele vor levetid kun udnytter en lille del af hjernens potentielle kapacitet, én titusindedel, eller én hundrededel af 1 procent. Overvej engang: Er det fornuftigt at vi er udstyret med en hjerne med så fantastiske muligheder, hvis det aldrig har været meningen at den skulle udnyttes fuldt ud? Virker det ikke rimeligt at mennesker, der har evnen til at lære i det uendelige, faktisk blev skabt til at leve evigt?

Hvis det er sådan det forholder sig, hvorfor ældes vi da? Hvad er det der er gået galt? Hvorfor dør vi efter 70 eller 80 år, når vore legemer tydeligvis er skabt til at leve evigt?

[Diagram på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Cellen — et mirakel

Cellemembran

Den hinde der kontrollerer hvad der går ind i cellen og ud af den

Kerne

Omsluttet af en dobbelt membran. Det kontrolcenter der styrer cellens funktioner

Ribosomer

Her knyttes aminosyrer sammen til proteiner

Kromosomer

Indeholder DNA’et, cellens arbejdstegning

Kernelegeme (nukleolus)

Det sted hvor ribosomerne bliver samlet

Endoplasmatisk reticulum

Membransystem der oplagrer eller transporterer de proteiner der fremstilles af ribosomer der er hæftet på det (nogle ribosomer flyder frit omkring i cellen)

Mitokondrier

Produktionscentrer for ATP, de molekyler der forsyner cellen med energi

Golgi-apparat

En gruppe flade hulrum dannet af membraner; pakker og distribuerer proteiner som cellen fremstiller

Centrioler

Ligger nær kernen og spiller en rolle under celledelingen