Denguefeber — en sygdom der overføres via myg

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FILIPPINERNE

EN MYG lander ubemærket på den lille piges bare arm. Insektet trænger straks ind i hendes hud og suger blod. Da pigens mor et øjeblik efter får øje på myggen, vifter hun den hurtigt væk. Men er det enden på historien? Det er ikke sikkert. Myggen er ganske vist fløjet bort, men dens kortvarige stik har efterladt sygdomsfremkaldende organismer.

Inden for to uger får barnet kulderystelser, hovedpine, smerter bag øjnene, svære ledsmerter og høj feber. Efterhånden som sygdommen skrider frem, får hun rødt udslæt og bliver fuldstændig udmattet. Hun har fået denguefeber, en sygdom der overføres via myg.

Der er risiko for at pigen vil udvikle en dødelig hæmoragisk form af denguefeber, især hvis hun har været smittet tidligere. Ved denne form for denguefeber opstår der lækager i kapillærerne, hvilket resulterer i blødninger i huden. Sygdommen kan forårsage indre blødninger. Hvis patienten ikke får den rette behandling, kan vedkommende risikere at få shock og kredsløbssvigt — med en hurtig død til følge.

Hvad er denguefeber egentlig? Hvilken fare er der for at få sygdommen? Og hvordan kan man beskytte sig selv og sin familie mod den? Lad os undersøge emnet nærmere.

Hvad er denguefeber?

Denguefeber, også kaldet breakbone fever, er kun én af de mange sygdomme der overføres via myg. Sygdommen forårsages af et virus som findes i spytkirtlerne hos myg der har stukket en inficeret person. Viruset overføres når hun stikker et menneske for at få blod.

I alt er der fire typer denguevirus. Selv om man bliver smittet med én type virus, udvikler man ikke immunitet over for de tre andre typer. Hvis man bliver stukket af en myg med en anden type virus end den man allerede er blevet smittet med, kan man udvikle den alvorlige hæmoragiske form af denguefeber.

„To femtedele af jordens befolkning“ er i farezonen

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er „to femtedele af jordens befolkning“, det vil sige 2,5 milliarder mennesker, i fare for at få denguefeber. Tidsskriftet Asiaweek har skrevet: „Over 100 tropiske og subtropiske lande har meldt om udbrud af denguefeber, og af de millioner af tilfælde der hvert år rapporteres, udgør børn 95 procent af de smittede.“

Det er uklart præcis hvornår denguefeber blev opdaget. I 1779 kom der fra Kairo en indberetning om knæfeber der måske i virkeligheden var denguefeber. Siden da er der verden over blevet rapporteret om tilfælde af sygdommen. Begyndende i Sydøstasien har denguefeber, især siden den anden verdenskrig, forringet folkesundheden betydeligt. Flere typer denguevirus var i omløb, hvilket resulterede i den mere alvorlige hæmoragiske form af sygdommen. En publikation fra WHO siger: „Det første egentlige udbrud af hæmoragisk denguefeber i Asien var i Manila i 1954.“ Sygdommen bredte sig til andre lande, navnlig Thailand, Vietnam, Malaysia og de nærliggende områder. Ved disse tidlige udbrud i Sydøstasien var dødelighedsprocenten på mellem 10 og 50, men efterhånden som man fik større viden om sygdommen, faldt dødeligheden.

Siden 1960’erne har en mindre effektiv kontrol med den myg som bærer viruset, ført til en eksplosiv stigning i forekomsten af denguefeber, også den hæmoragiske form af sygdommen. Før 1970 var kun 9 lande ramt af denguefeberepidemier, men i 1995 var dette tal steget til 41. Hvert år kræver 500.000 tilfælde af denguefeber hospitalsindlæggelse, anslår WHO.

Skønt sygdommen er mindre udbredt i lande uden for troperne, sker det undertiden at folk der har rejst i denguebefængte områder, er blevet smittet og har bragt sygdommen med sig hjem. For eksempel rapporterede The New York Times i slutningen af 1996 om tilfælde af denguefeber i USA — i Massachusetts, New York, Oregon og Texas.

Farer ved denguefeber

Som tidligere nævnt findes der en dødelig form af denguefeber. En af farerne ved denguefeber er at den smittede ikke tager sygdommen alvorligt. Mange tror fejlagtigt at de har fået influenza. Men hvis man udsætter behandlingen, kan sygdommen gå ind i den mere alvorlige fase hvor blodpladetallet falder drastisk, der opstår indre blødninger eller blødninger i tandkødet, næsen eller huden, og blodtrykket falder. Nogle patienter kollapser. Når det endelig går op for familien at patientens tilstand er kritisk, er den syge allerede i shock. De skynder sig at få patienten kørt til det nærmeste hospital. Dér konstaterer lægerne at vedkommende allerede har kredsløbssvigt, hvorefter de ordinerer intravenøs indgift af plasmaerstatningsmidler.

Hvordan man kan beskytte sin familie

Hvad kan man gøre for at reducere virkningerne af denne sygdom? Hvis man bor i et denguebefængt område og et familiemedlem får høj feber som varer længere end en dags tid, gør man klogt i at søge læge. Dette er især vigtigt hvis den syge har andre dengue-relaterede symptomer som for eksempel udslæt, led- og muskelsmerter og smerter bag øjnene.

Måske vil lægen tage en blodprøve. Ikke-hæmoragisk denguefeber kræver ofte en ganske enkel behandling. Men hvis blodprøven viser at patienten har fået den hæmoragiske form af denguefeber, vil lægen sandsynligvis anbefale væsketerapi. Det kan dreje sig om rehydreringssaltvandsopløsninger som dem der bruges mod diarré, eller, hvis situationen er kritisk, intravenøs væsketerapi med Ringer-laktat, saltvandsopløsninger eller andre plasmaerstatningsmidler. I tilfælde af shock vil lægen måske ordinere medicin der forhøjer blodtrykket og retter op på blodpladetallet.

Er der sket et betragteligt blodtab, kan nogle læger være tilbøjelige til at anbefale blodtransfusion, måske uden først at have overvejet alternativerne. Men ud over at denne behandlingsform er imod Guds lov, er den som regel også unødvendig. (Apostelgerninger 15:29) Erfaringer har vist at den vigtigste del af sygdomsbehandlingen består i omhyggelig brug af væsketerapi allerede i de indledende faser. Hvis patient og læge samarbejder om dette, vil det være med til at afværge konfrontationer i forbindelse med spørgsmålet om blodtransfusion. Det understreger vigtigheden af at handle hurtigt hvis man har symptomer på denguefeber. — Se rammen „Hvad er symptomerne på denguefeber?“

Nogle forholdsregler

Denguefeber overføres hovedsagelig via myggen Aëdes aegypti. Denne myggeart holder til i tropiske og subtropiske egne og trives i tætbefolkede områder. (Se kortet.) Myggebekæmpelse er én af de måder hvorpå man kan få kontrol med sygdommen.

At reducere antallet af myg på verdensplan er en vanskelig opgave. Men man kan selv tage nogle forholdsregler for at begrænse risikoen for sygdomssmitte. Hunmyggene lægger deres æg i vand. Larverne kan udvikles i beholdere hvori der står vand en uge eller mere, eksempelvis i kasserede bildæk, tomme dåser og flasker eller åbne kokosskaller. Ved at fjerne disse beholdere kan man mindske antallet af udklækningssteder. Det anbefales desuden at man vender spande og både med bunden i vejret. Det er også en god idé at fjerne stillestående vand fra tagrender. Af denne grund henstillede Filippinernes sundhedsvæsen ved begyndelsen af skoleåret 1997/98 interessant nok til at man undlod at have blomsterkrukker i klasseværelserne.

Hvis et familiemedlem pådrager sig denguefeber, bør man gøre hvad man kan for at hindre at den pågældende bliver stukket af andre myg, som kan bringe smitten videre. En bygning hvor der er net for døre og vinduer og god luftkonditionering, kan yde god beskyttelse.

På nuværende tidspunkt findes der ingen vaccine mod denguefeber. Der forskes i udviklingen af en sådan vaccine, men sagen kompliceres af at man for at være fuldstændig beskyttet må immuniseres over for alle fire typer af denguefeber. Vaccination mod blot én af typerne ville faktisk øge risikoen for at man fik hæmoragisk denguefeber. Forskere håber at de i løbet af fem til ti år kan finde en effektiv vaccine.

Nogle forskere har prøvet at gribe sagen an på en anden måde. De forsøger ved hjælp af gensplejsning at hindre dengueviruset i at mangfoldiggøre sig i myggenes spyt. Hvis det går som planlagt, vil sådanne gensplejsede myg give resistens mod denguefeber videre til deres afkom. Der er sket visse fremskridt på området, men hvor effektiv metoden er, må fremtiden vise.

På nuværende tidspunkt lader det ikke til at en fuldstændig udryddelse af denguefeber er i udsigt. Men ved at træffe praktiske forholdsregler kan man i den enkelte familie undgå livstruende komplikationer i forbindelse med denguefeber.

[Ramme på side 22]

Hvad er symptomerne på denguefeber?

● Akut høj feber

● Stærk hovedpinea

● Smerter bag øjnene

● Led- og muskelsmerter

● Hævede lymfekirtler

● Udslæt

● Udmattelse

Specifikke symptomer ved den hæmoragiske form for denguefeber

● Kollaps

● Blødninger i huden

● Forøget blødningstendens

● Kold og klam hud

● Rastløshed

● Shock med svag puls (dengue shocksyndrom)

Hvis man har disse symptomer, bør man ikke tøve med at søge læge. Især børn er i farezonen.

[Fodnote]

[Ramme på side 23]

Rejsetips

Undertiden vender rejsende hjem fra troperne med denguefeber. Det er dog som regel ikke den mere alvorlige hæmoragiske form af sygdommen de har fået, da den normalt opstår efter at man er blevet smittet anden gang. Her følger nogle sikkerhedsforslag til rejsende:

● Tag en langærmet skjorte og lange bukser på

● Brug myggespray

● Hold dig fra overbefolkede områder

● Vælg overnatningssteder hvor vinduerne kan lukkes så man kan holde myggene ude

● Hvis du får feber efter at du er kommet hjem, bør du oplyse din læge om hvor du har været på ferie

[Kort/illustration på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den denguefeberbærende mygs udbredelsesområde

■ Områder der for nylig har været plaget af denguefeber

■ Områder der er i farezonen

[Kildeangivelse]

Kilde: Center for Kontrol og Forebyggelse af Sygdomme, 1997

[Kildeangivelse]

© Dr. Leonard E. Munstermann/Fran Heyl Associates, NYC

[Illustrationer på side 24]

Yndede udklækningssteder er (1) kasserede bildæk, (2) tagrender, (3) blomsterkrukker, (4) spande eller andre beholdere, (5) tomme dåser, (6) tønder

[Kildeangivelse på side 21]

© Dr. Leonard E. Munstermann/Fran Heyl Associates, NYC