Hvordan man lærer at sige nej

Din søn vil simpelt hen ikke acceptere et nej. Hver gang du nævner ordet, reagerer han så trodsigt at det prøver din tålmodighed til det yderste. Der er ikke noget af det du gør eller siger, som får ham til at hidse sig ned, og til sidst føler du at du ikke har andet valg end at give efter. Og endnu en gang er dit afgjorte nej blevet til et sammenbidt, modvilligt ja.

Du kan bryde dette kedelige mønster. Men først er det måske en god idé at se på nogle ting i forbindelse med det at sige nej.

Det er ikke ondt at sige nej. Nogle forældre er ikke enige i dette. De siger at man bør ræsonnere med barnet, forklare sig eller endda forhandle med barnet. Hvis man siger nej, risikerer man at det vil føle sig forurettet, hævder de.

Det er rigtigt at dit barn til at begynde med kan blive skuffet over et nej. Barnet lærer ikke desto mindre noget vigtigt — i den virkelige verden er der visse grænser man må holde sig inden for. Hvis du giver efter, svækker du din egen autoritet og viser barnet at det kan manipulere med dig ved at klynke hver gang der er noget det vil have. Bliver du ved med det, kan det gøre dit barn vredt og irriteret. Og hvor stor respekt kan et barn have for en voksen der let lader sig manipulere?

Dit nej forbereder barnet på teenageårene og voksenlivet. Barnet hjælpes til at se fordelene ved at måtte sige nej til sig selv indimellem. Et barn der lærer denne vigtige lektie i livet, vil i teenageårene ikke så let give efter for pres til at tage stoffer eller dyrke sex.

Når du siger nej, ruster du også dit barn til voksenlivet. „Sandheden er at vi [voksne] ikke altid får hvad vi ønsker os,“ skriver ph.d. David Walsh. „Vi gør vores børn en bjørnetjeneste hvis vi lærer dem at verden altid vil give dem alt hvad de ønsker sig, serveret på et sølvfad.“a

Fokusér på dit mål. Du vil sikkert gerne have at dit barn bliver en ligevægtig og velfungerende voksen. Men du risikerer at modarbejde dette hvis du giver barnet alt hvad det beder om. Bibelen siger at hvis nogen ’forkæles fra ungdommen af, bliver han utaknemmelig siden hen’. (Ordsprogene 29:21) Til en virkningsfuld opdragelse hører altså det at sige nej. En sådan oplæring vil hjælpe dit barn, ikke skade det. — Princip fra Bibelen: Ordsprogene 19:18.

Stå fast på dit nej. Dit barn er ikke din ligemand. Der er derfor ingen grund til at du diskuterer med barnet om hvorfor du har sagt nej, som om du skal have dets accept. Det er sandt at efterhånden som børn bliver ældre, har de brug for at ’deres opfattelsesevne bliver opøvet til at skelne mellem ret og uret’. (Hebræerne 5:14) Derfor er det ikke forkert at ræsonnere med et barn. Undgå dog at rode dig ind i endeløse diskussioner med mindre børn om hvorfor du har sagt nej til noget. Jo mere du argumenterer med dit barn, jo mere vil dit nej lyde som et forslag og ikke som en afgørelse. — Princip fra Bibelen: Efeserne 6:1.

Hold fast ved din beslutning. Dit barn vil måske forsøge at prøve dine grænser af ved at plage eller klynke. Hvis det sker derhjemme, hvad kan du så gøre? „Bed barnet om at gå et andet sted hen,“ anbefaler bogen Loving Without Spoiling. „Sig: ’Hvis du har lyst til at surmule og klynke, er det i orden, men jeg vil ikke høre på det. Du kan gøre det inde på dit værelse og så komme ud når du er færdig med at være sur.’“ Til at begynde med kan det være svært for dig at være så bestemt, og det kan også være svært for dit barn at acceptere. Men barnet vil sandsynligvis gøre mindre modstand efterhånden som det bliver klar over at du mener hvad du siger. — Princip fra Bibelen: Jakob 5:12.

Vær rimelig. Sig ikke nej til barnet bare for at ’spille med musklerne’. I stedet bør du ’lade din rimelighed blive kendt’. (Filipperne 4:5) Nogle gange kan du selvfølgelig sagtens sige ja til dit barn — så længe du ikke giver efter for klynkeri og barnets ønske er inden for rimelighedens grænser. — Princip fra Bibelen: Kolossenserne 3:21.