„Søg Jehova“ gennem en tilbedelse han godkender

 1. Hvad erfarer du nu ved at være blandt Guds folk?

DET er et stort privilegium at kende den Gud der opfylder sine profetier. Du befinder dig i en tilstand svarende til den som profeten Hoseas omtalte således: „Jeg forlover mig med dig med trofasthed; og du skal kende Jehova.“ Hoseas beskrev en tryg, paradislignende tilstand, den tilstand Guds folk ville erfare ved hjemkomsten fra Babylon. Svarende hertil erfarer Guds folk i vor tid tryghed og åndelig velstand. De befinder sig som i et paradis. (Hoseas 2:18-20) Du bærer nu Guds navn som en af hans indviede tjenere — et af Jehovas Vidner — og ønsker at blive ved med det. — Esajas 43:10, 12; Apostelgerninger 15:14.

 2, 3. (a) Hvorfor kom Jehova til at hade den måde det gamle Israel tilbad ham på? (b) Hvorfor må vi overveje de budskaber profeterne forkyndte?

² Fortidens Israel var indviet til Jehova, der gav folket et sæt forskrifter og love som intet andet folk havde fået. (5 Mosebog 4:33-35) I slutningen af det niende århundrede før vor tidsregning havde situationen dog ændret sig så meget at Gud lod profeten Amos sige til folket: „Jeg hader, forkaster jeres højtider . . . Om end I ofrer brændofre til mig, bryder jeg mig ikke om jeres offergaver.“ (Amos 5:21, 22) Gud siger ikke sådan til sin verdensomspændende menighed i dag, men du kan måske forestille dig hvilke følelser det ville have vakt i dig hvis du hørte en sådan vurdering af din tilbedelse? Er der noget vi hver især kan lære heraf?

³ Dengang hævdede de der tilhørte Guds folk, at de tilbad Jehova på en måde han godkendte. Dog var der mange som dyrkede hedenske guder, som for eksempel kana’anæernes Ba’al og kalvene i støbt metal, og der var også nogle som bragte ofre på offerhøjene. De bøjede sig for himmelens hær samtidig med at de svor Jehova troskab. Derfor sendte den sande Gud profeter til folket med en opfordring til det om at vende om til ham og den rene tilbedelse. (2 Kongebog 17:7-17; 21:3; Amos 5:26) Det er således klart at der selv for indviede tjenere for Gud er noget de skal være opmærksomme på. Det kan være at man må ransage sine handlinger eller sin indstilling for at være sikker på at man tilbeder Gud på en måde som han godkender.

 4. Hvordan var forholdene da Jeroboam II regerede?

⁴ Lad os gå tilbage til den tid da de første af de 12 profeter talte på Guds vegne. De forudsagde at Jehovas dag snart ville komme over det nordlige rige, tistammeriget. På overfladen var der dog fremgang og velstand. I overensstemmelse med hvad Jonas havde profeteret, genoprettede Jeroboam II Israels grænse til Damaskus’ område mod nord og sydpå til Det Døde Hav. (2 Kongebog 14:24-27) Skønt Jeroboam gjorde hvad der var ondt, var Jehova langmodig og ønskede ikke at fjerne Israel fra jordens flade. Han gav israelitterne tid til at vende om og ’søge Jehova og bevare livet’. — Amos 5:6.

 5. Hvad var det israelitterne manglede, og som førte til at de blev forkastet af Jehova?

⁵ De velstående israelitter kunne have brugt tiden til at vende om til Jehova ved at lære ham bedre at kende og stræbe efter at gøre det han godkendte. I stedet var de selvsikre og mente at ’ulykken ikke ville nærme sig eller nå helt hen til dem’. (Amos 9:10) De glemte Jehova fordi „de blev mætte, og deres hjerte blev stolt“. (Hoseas 13:6) Vi bør ikke mene at dette blot er død historie som ikke berører os. Læg mærke til hvorfor Jehova havde en retstrætte med Israel: „Fordi du har afvist kundskab, vil jeg også afvise dig, så du ikke skal tjene som præst for mig.“ De var indviede tjenere for Jehova og omgivet af indviede familiemedlemmer, men personligt manglede de sand „kundskab om Gud“. — Hoseas 4:1, 6.

 6. I hvilken forstand manglede israelitterne kundskab om Gud?

⁶ Det var ikke sådan at de aldrig havde hørt Guds ord. Det havde de israelitiske forældre jo fået påbud om at tale med deres børn om. De fleste havde uden tvivl hørt deres forældre fortælle beretninger fra Skrifterne eller hørt om dem fra andre eller når hele menigheden var samlet. (2 Mosebog 20:4, 5; 5 Mosebog 6:6-9; 31:11-13) For eksempel må de have hørt hvad der skete da Aron lavede guldkalven mens Moses var oppe på Sinaj Bjerg for at få tavlerne med De Ti Bud. (2 Mosebog 31:18–32:9) På de 12 profeters tid havde israelitterne derfor et vist kendskab til Moseloven og havde hørt de historiske beretninger. Ikke desto mindre var deres kundskab død, uden kraft, for den tilskyndede dem ikke til at tilbede Gud på den måde han ønskede det.

 7. (a) Hvordan gik det til at israelitterne holdt op med at adlyde Gud? (b) Hvordan kan en kristen ’begynde at glemme den der frembragte ham’?

⁷ Du tænker måske: ’Hvordan kunne israelitterne så let lade sig forlede til at være ulydige?’ Hoseas svarer: „Israel glemte Ham der frembragte det.“ (Hoseas 8:14) Det hebraiske verbum for „glemte“ står i imperfektum, og der ligger i det at „de begyndte at glemme“, det vil sige at det var noget der skete gradvist. Det var ikke sådan at de pludselig mistede hukommelsen og glemte alt om Jehova. Nej, med tiden tabte de betydningen af at tilbede ham af syne, at tilbede ham på en måde han godkendte. Tror du at det samme kunne ske for en kristen? Vi kunne som eksempel tage en mand der samvittighedsfuldt sørger for sin familie. (1 Timoteus 5:8) Han betragter med rette sit verdslige arbejde som betydningsfuldt. Så sker der noget på hans arbejde som han mener han må tage sig af, selvom det betyder at han må springe nogle møder i menigheden over. Det sker efterhånden hyppigere og hyppigere, og med tiden bliver det lettere og lettere at springe et møde over. Lidt efter lidt løsnes båndet der binder ham til Jehova — han ’er begyndt at glemme den der frembragte ham’. Det samme kunne ske for en kristen hvis nærmeste familie ikke tror på Gud. Han må tage stilling til hvor meget tid han vil bruge sammen med dem, og hvornår han vil gøre det. (2 Mosebog 20:12; Mattæus 10:37) Det samme gælder med hensyn til at bruge tid på ferierejser, hobbyer, underholdning og fornøjelser.

 8. Hvad betød udtrykket „rene tænder“ i Amos’ advarsel?

⁸ Vi har studeret Guds ord og omsat vores kundskab i praksis. Alligevel må vi mærke os et udtryk som profeten Amos brugte. Det er udtrykket „rene tænder“. Gennem Amos advarede Gud sit folk: „Jeg [gav] jer rene tænder i alle jeres byer og mangel på brød alle steder hvor I er.“ (Amos 4:6) De „rene tænder“ skyldtes ikke at de børstede tænder. Det skyldtes at de ikke fik noget at spise på grund af hungersnød. Desuden var det en advarsel om at der ville komme „hunger i landet, ikke hunger efter brød og ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord“. — Amos 8:11.

 9, 10. (a) Hvordan kunne det ske at en kristen blev åndeligt udhungret? (b) Hvorfor må vi være på vagt over for faren ved at lide åndelig sult?

⁹ Det Amos beskrev, får i åndelig forstand sin opfyldelse i den beklagelige tilstand kristenheden befinder sig i. I modsætning hertil har Jehova åbnet „himmelens sluser“ over sit folk i hele verden. Her erfarer man at der er en overflod af åndelig føde. (Malakias 3:10; Esajas 65:13, 14) ’I hvor stor udstrækning benytter jeg mig af denne overflod af åndelig føde?’ kunne vi spørge os selv. Det er interessant at nogle forskere har opdaget at forsøgsdyr hvis sultcenter i hjernen var blevet beskadiget, mistede appetitten så de var ved at dø af sult selvom der var masser af føde omkring dem! Kan en kristens åndelige sultcenter blive påvirket i en sådan grad at vedkommende begynder at sulte åndeligt skønt han eller hun er omgivet af masser af åndelig føde?

¹⁰ Tænk over følgende med din egen situation i tanke: Jehova havde sørget for rigelige mængder af åndelig føde til israelitterne. De havde Moseloven, som kunne give dem et nært forhold til Jehova; de havde et undervisningsprogram hvormed de kunne indprente deres børn kundskab om Gud, og de havde profeter som kunne hjælpe dem til at forstå Guds vilje. Alligevel begyndte de at glemme Jehova. Bibelen fortæller at de på Hoseas’ tid „blev mætte [i materiel henseende], og deres hjerte blev stolt“. (Hoseas 13:6; 5 Mosebog 8:11; 31:20) Hvis vi ikke ønsker at vores materielle situation skal overskygge forholdet til Gud, må vi daglig være opmærksomme på denne fare. — Zefanias 2:3.

11, 12. (a) Hvorfor måtte profeterne under kong Uzzija opfordre folket til at vende om til Jehova? (b) Hvad understregede profeten Joel?

¹¹ Mens Jeroboam II var konge i Israel, var Uzzija (eller Azarja) konge i Juda. Han udvidede sit landområde og foretog byggearbejder i Jerusalem. Han „viste sig overmåde stærk“, for „den sande Gud blev ved med at hjælpe ham“. Han „gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne“ og „vedblev med at søge Gud“. Men mange i Juda blev dog ved med at bringe røgofre på offerhøjene. — 2 Krønikebog 26:4-9.

¹² Vi ser heraf at skønt indbyggerne i Juda og Israel bar Guds navn, var deres tilbedelse af Gud ofte forbundet med noget han ikke godkendte. Profeterne søgte at hjælpe dem med at skelne mellem det sande og det falske. „Vend om til mig af hele jeres hjerte og med faste og med gråd og med klage,“ bad Jehova gennem Joel. (Joel 2:12) Læg mærke til at Gud ønskede at hans folk skulle vende om til ham ’af hele deres hjerte’. Ja, omvendelsen skulle komme fra hjertet. (5 Mosebog 6:5) De deltog i tilbedelsen af Jehova, men det var helt mekanisk, uden at hjertet var med. Gennem profeterne understregede Jehova atter og atter betydningen af loyal hengivenhed, retfærdighed og sagtmodighed — egenskaber der udspringer i hjertet. — Mattæus 23:23.

13. Hvad burde jøderne der vendte hjem fra Babylon, være opmærksomme på?

¹³ Læg så mærke til hvad der skete efter hjemkomsten fra Babylon. Selvom den sande tilbedelse var blevet genoprettet og var i overensstemmelse med Moseloven, var alt alligevel ikke som det skulle være. Jøderne fastede på årsdage for begivenheder der havde forbindelse med Jerusalems ødelæggelse, men Jehova spurgte: „Var det . . . i virkeligheden mig I fastede for?“ Byen var blevet ødelagt som følge af Guds retfærdige dom, og det var ikke noget man skulle sørge over. I stedet for at se tilbage på fortiden og faste og sørge skulle jøderne glæde og fryde sig og feste på grund af velsignelserne ved den sande tilbedelse. (Zakarias 7:3-7; 8:16, 19) Der var også andre ting de burde være opmærksomme på. Hvad for eksempel? „Døm med sandhedens dom og vis hinanden loyal hengivenhed og barmhjertighed . . . og udtænk ikke i jeres hjerte ondt mod hinanden.“ (Zakarias 7:9, 10) Vi kan alle have gavn af dét disse profeter lærte Guds folk om at tilbede Gud helhjertet.

14. (a) Hvad burde have hørt med til jødernes tilbedelse efter hjemkomsten fra Babylon? (b) Hvordan fremhævede profeterne betydningen af disse vigtigere sider af tilbedelsen?

¹⁴ Hvad hører med til en helhjertet tilbedelse af Gud? Ja, hvad krævedes der af Guds folk både før og efter landflygtigheden? Vi ved at Guds moralnormer måtte overholdes. Desuden var der særlige ting man ifølge Moseloven skulle gøre, for eksempel samles for at høre Guds ord oplæst og lære Guds vilje at kende. Derudover lod Gud sine profeter fremhæve betydningen af loyal hengivenhed, ret og retfærdighed, sagtmodighed, barmhjertighed og beskedenhed. Læg mærke til hvordan disse egenskaber blev understreget: „Det er loyal hengivenhed jeg har behag i, og ikke slagtoffer, ja kundskab om Gud, snarere end brændofre.“ „Så jeres sæd med retfærdighed; høst i forhold til loyal hengivenhed.“ (Hoseas 6:6; 10:12; 12:6) Mika erklærede: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:6-8) Og profeten Zefanias opfordrede Guds folk: „Søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed.“ (Zefanias 2:3) Sådanne handlinger og egenskaber hører med til den tilbedelse Gud godkender.

15. Hvad må kristne gøre i forbindelse med deres tilbedelse, i overensstemmelse med profeternes formaninger?

¹⁵ Hvor vigtige er disse egenskaber for vores tilbedelse? Vi ved at det er nødvendigt at forkynde den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14; Apostelgerninger 1:8) Men spørg dig selv: ’Er jeg tilbøjelig til at betragte forkyndelsen i vores distrikt som en byrdefuld pligt, noget som skal overstås? Eller betragter jeg den som en lejlighed til at hjælpe nogle der har brug for at høre Bibelens livreddende budskab? Viser jeg dem barmhjertighed?’ Ja, barmhjertighed og loyal hengivenhed skulle få os til at advare andre om Jehovas dag. Ret og retfærdighed hører også med til vores tilbedelse idet vi prøver at nå alle mennesker med budskabet. — 1 Timoteus 2:4.

16, 17. Hvorfor er sagtmodighed og beskedenhed af stor betydning for vores tilbedelse?

¹⁶ En anden betydningsfuld del af vores tilbedelse er overværelsen af de kristne møder. (Hebræerne 10:24, 25) Har du tænkt på hvordan dette er forbundet med sagtmodighed og beskedenhed? De der er sagtmodige, er ydmyge nok til at tage imod undervisning og anvende det de lærer, hvorved de ’handler efter Jehovas bud’. Den der er beskeden og kender sine begrænsninger, vil forstå at det er nødvendigt med den opmuntring og kundskab man får ved møderne.

¹⁷ Af ovenstående eksempler ser vi hvordan vi i dag kan have gavn af det profeterne udtalte. Men hvad nu hvis du føler at der er noget der må rettes på et eller flere af de områder der er nævnt ovenfor? Eller at du har begået en alvorlig fejl eller overtrædelse som giver dig alvorlige samvittighedskvaler? Her kan de 12 profeter yde trøst og hjælp.

18. (a) Hvem har de 12 profeter et særlig trøstende budskab til? (b) Hvilke følelser vækker det i dig at Jehova indtrængende beder sit folk om at vende tilbage til ham?

¹⁸ Som vi har set, gjorde de profeter vi her beskæftiger os med, langt mere end blot at fordømme. De fortalte at Jehova opfordrede folket til at vende om til ham. Tænk på de følelser der har rørt sig i Hoseas da han fremsatte følgende indtrængende opfordring: „Kom, og lad os vende tilbage til Jehova, for det er ham der har sønderrevet — han vil også helbrede os. Han slog — han vil også forbinde os. . . . Og vi vil kende, vi vil jage efter at kende Jehova.“ (Hoseas 6:1-3) Det er rigtigt at Jehova med fuld ret eksekverede sin dom over Israel og senere over Juda, men folket burde have betragtet disse slag, denne tugt, som et middel til at helbrede det åndeligt. (Hebræerne 12:7-13) Hvis Jehovas genstridige folk ville vende tilbage til ham, ville han ’helbrede dem’ og ’forbinde dem’. Se for dig en mand som knæler ned for at forbinde en vens sår. Forestil dig så at det er Jehova der gør det! Hvilken barmhjertig Gud, der forbinder dem der vender tilbage til ham! Får det os ikke til at ønske at vende tilbage til Jehova hvis vi synder imod ham? — Joel 2:13.

19. Hvad indebærer det at kende Jehova?

¹⁹ Hvad indebærer det at vende tilbage til Jehova? Hoseas minder os om at vi ikke blot skal „kende“ Jehova, men at vi skal „jage efter at kende“ ham. En nyere bibelkommentar siger om Hoseas 6:3: „Der er en betydelig forskel på at kende til Gud og virkelig at kende ham. Det kan sammenlignes med forskellen mellem at læse om forelskelse og selv blive forelsket.“ Vi må have mere end et overfladisk kendskab til Jehova. Han skal være virkelig for os, en ven vi kan stole på, og som vi frit kan henvende os til. (Jeremias 3:4) Hvis vi har et sådant forhold til Gud, vil vi kunne fornemme hvad han mener om en bestemt handlemåde, og det er en stor hjælp når vi ønsker at tilbede ham på en måde han godkender.

20, 21. Hvordan gjorde Josias kundskaben om Gud til sin egen?

²⁰ Kong Josias af Juda var et godt eksempel med hensyn til at søge Gud og den sande tilbedelse. Da han blev konge, var landet ødelagt af afgudsdyrkelse, vold og svig, som havde fået frit spil under Manasse og Amon. (2 Kongebog 21:1-6, 19-21) Zefanias’ opfordring til folket om at ’søge Jehova’ må have haft en gavnlig virkning på Josias, for „mens han endnu var en dreng, begyndte han at søge sin forfader Davids Gud“. Josias indledte en kampagne der skulle befri Juda for afgudsdyrkelse, og hans bestræbelser strakte sig endda til områder der tidligere havde hørt under det nordlige rige. — Zefanias 1:1, 14-18; 2:1-3; 3:1-4; 2 Krønikebog 34:3-7.

²¹ Efter denne renselse af landet fortsatte Josias med at søge Jehova. Han befalede at templet skulle repareres, og under dette arbejde fandt man „bogen med Jehovas lov ved Moses“, uden tvivl det originale håndskrift. Hvordan reagerede Josias da der blev læst op fra bogen? „Så snart kongen hørte lovens ord, sønderrev han sine klæder.“ Han ’sønderrev’ også sit hjerte og handlede straks efter det han havde læst. Han prøvede ikke at retfærdiggøre sig med at han allerede havde gjort meget. Husker du hvad resultatet af denne reform blev? „Alle hans dage veg [Israels sønner] ikke fra Jehova, deres forfædres Gud.“ — 2 Krønikebog 34:8, 14, 19, 21, 30-33; Joel 2:13.

22. Hvordan kan Josias’ eksempel være til gavn for os?

²² ’Hvordan ville min reaktion have været?’ spørger du måske dig selv. ’Ville jeg, ligesom Josias, have lyttet til profeternes ord og gjort de fornødne forandringer i handling og tankegang?’ Selvom vi ikke lever på Zefanias’ og Josias’ tid, kan vi da se hvor nødvendigt det er at vi i dag lytter til budskaber og vejledning fra Gud? Hvis vi som kristne af hjertet føler at vi må gøre en forandring med hensyn til vort liv og tilbedelsen af Gud, kan et nærmere studium af de 12 profeter måske motivere os til det. — Hebræerne 2:1.

23. Hvad kan du gøre hvis du føler at du har brug for at gøre fremskridt på et eller andet område?

²³ Undertiden tænker du måske som Jonas da han befandt sig i fiskens bug: „Jeg er stødt bort fra dine øjne! Hvordan vil jeg atter få dit hellige tempel at se?“ (Jonas 2:4) Men hvor opmuntrende er da ikke Jehovas ord til os, ufuldkomne som vi er og tilbøjelige til at begå fejl! „Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.“ (Malakias 3:7) Hvis du føler at du har behov for at få et nærmere forhold til Jehova, vil de ældste i din menighed med glæde hjælpe dig. Man må begynde langsomt, så at sige starte i lavt gear som når man kører bil. Når man så er kommet i gang, bliver det lettere at gøre fremskridt. Du kan være forvisset om at Jehova vil byde dig velkommen og hjælpe dig, for han er „nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. (Joel 2:12-14) Det er helt sikkert at budskaberne fra profeterne vil opmuntre alle som søger at tilbede Gud på en måde han godkender.