Marts
Fredag den 1. marts
“Vær ydmyge og betragt andre som nogle der betyder mere end jer selv.” – Flp. 2:3.
Er der nogen i din menighed som går dig lidt på nerverne? Hvis ikke du gør noget for at overvinde den slags negative følelser, kan de gå hen og blive permanente. I Bibelen forklares det at gæstfrihed kan forbedre ens forhold til andre, endda ens fjender. (Ordsp. 25:21, 22) At invitere nogen hjem kan mindske eventuelle gnidninger og negative følelser. Du vil få lettere ved at få øje på vedkommendes gode egenskaber, egenskaber som Jehova kunne se da han drog vedkommende til sandheden. (Joh. 6:44) Når du af kærlighed inviterer en der slet ikke forventer det, kan det blive starten på et helt nyt venskab. Hvordan kan du sikre dig at det virkelig er kærlighed der er dit motiv? Blandt andet ved at følge rådet i dagens bibelvers. Når vi tænker over hvordan vores brødre og søstre faktisk overgår os på bestemte områder – for eksempel med hensyn til tro, udholdenhed, mod eller en anden kristen egenskab – vil vi få større kærlighed til dem og større lyst til at vise dem gæstfrihed. w18.03 17 § 18-19
Lørdag den 2. marts
Jehova ønsker ikke at nogen skal blive udslettet. – 2. Pet. 3:9.
En situation hvor det virkelig kan være svært for forældre at adlyde Jehova, er når et barn bliver udelukket. En mor hvis udelukkede datter flyttede hjemmefra, indrømmer: “Jeg ledte efter smuthuller i vores publikationer så jeg kunne være sammen med min datter og mit barnebarn.” Hun tilføjer: “Men min mand hjalp mig på en kærlig måde til at indse at vores datters liv nu var ude af vores hænder, og at vi ikke måtte gribe forstyrrende ind.” Nogle år senere blev datteren genoptaget. Moren siger: “Hun har stor respekt for min mand og mig fordi hun ved at vi adlød Gud.” Hvis du har et barn der er udelukket, vil du så ‘stole på Jehova af hele dit hjerte og ikke støtte dig til din egen forstand’? (Ordsp. 3:5, 6) Hav tillid til Jehovas måde at gøre tingene på, også når det er svært for dig at følge hans vejledning. Ja, støt op om Guds tugt i stedet for at modarbejde den. w18.03 31 § 12-13
Søndag den 3. marts
Gå ud og gør folk fra alle nationer til mine disciple. – Matt. 28:19.
Bibelen angiver ikke nogen bestemt alder for hvornår man bør blive døbt. Det græske ord der er oversat med ‘gøre disciple’ i Matthæus 28:19, indeholder tanken om at undervise med det formål at gøre folk til disciple. En discipel er en der bliver undervist i og forstår Jesus’ lære og er besluttet på at leve efter den. Forældre bør altså undervise deres børn lige fra de er små, med det formål at hjælpe dem til at blive døbte disciple af Kristus. Det er klart at et spædbarn ikke kan leve op til kravene for at blive døbt. Bibelen viser dog at selv relativt små børn kan være i stand til at forstå og vise værdsættelse af sandheden. Timoteus er et godt eksempel på en der valgte at tjene Jehova i en ung alder. Han udviklede en stærk tro. (2. Tim. 1:5; 3:14, 15) Da Timoteus var i slutningen af teenageårene eller begyndelsen af tyverne, var han blevet en discipel af Kristus der allerede havde kvalificeret sig til at få særlige opgaver i menigheden. – Ap.G. 16:1-3. w18.03 9 § 4-5
Mandag den 4. marts
“I skal blive ved med at forny den indstilling der styrer jeres tanker.” – Ef. 4:23.
Da vi begyndte at tjene Jehova, ændrede det vores liv, og vi gjorde sikkert mange forandringer. Men det med at gøre forandringer slutter ikke ved dåben. Grunden til at vi skal blive ved med det, er at vi er ufuldkomne. Selv nogle der har tjent Jehova i mange år, må fortsætte med at styrke deres åndelighed. (Flp. 3:12, 13) Vi kan alle stille os selv disse spørgsmål: ‘Kan jeg mærke nogle forandringer i mig selv der viser at jeg vokser åndeligt? Ligner jeg mere og mere Jesus i min personlighed? Hvordan er min udstråling og opførsel ved møderne, og hvad fortæller det om dybden af min åndelighed? Hvad handler mine samtaler mest om, og hvad viser det om mine mål og ønsker? Hvad fortæller mine studievaner og min tøjstil og frisure om mig? Hvordan reagerer jeg når jeg bliver vejledt, eller når jeg står over for en fristelse? Er jeg det man vil kalde åndeligt moden?’ (Ef. 4:13) Svarene på disse spørgsmål kan hjælpe os til at se om vi gør åndelige fremskridt. w18.02 24 § 4-5
Tirsdag den 5. marts
“Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!” – Sl. 144:15.
Den tid vi lever i, er noget helt særligt. Som Bibelen har forudsagt, er Jehova i gang med at indsamle “en stor skare ... af alle nationer og stammer og folk og tungemål”. De der er blevet indsamlet, udgør “en mægtig nation” bestående af mere end otte millioner lykkelige mennesker der “yder [Gud] hellig tjeneste dag og nat”. (Åb. 7:9, 15; Esa. 60:22) Aldrig før i historien har der været så mange der elsker Gud og deres medmennesker. Men Bibelen har også forudsagt om vores tid at mennesker der ikke tilbeder Gud, vil vise en forvrænget form for kærlighed – en kærlighed der er selvisk. Apostlen Paulus skrev at mennesker i de sidste dage ville være “egenkærlige, pengekære ... venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud”. De ville altså elske sig selv, elske penge og elske fornøjelser i stedet for Gud. (2. Tim. 3:1-4) Denne selviske form for kærlighed står i skarp kontrast til, ja, er helt uforenelig med, den kristne kærlighed. Og den har resulteret i forhold i verden der er “vanskelige at klare”. w18.01 22 § 1-2
Onsdag den 6. marts
“De der søger Jehova, forstår alt.” – Ordsp. 28:5.
Det Noa lærte om Jehova, gav ham en stærk tro og visdom, hvilket beskyttede ham, især mod ting der kunne skade ham åndeligt. Fordi Noa “vandrede med den sande Gud”, holdt han sig fra dem der havde vendt Jehova ryggen. Noa lod sig ikke narre af dæmonerne der var kommet ned til jorden. Disse dæmoner har sikkert forsøgt at imponere lettroende og ugudelige mennesker med deres overmenneskelige evner, og måske blev de ligefrem tilbedt. (1. Mos. 6:1-4, 9) Desuden vidste Noa at det var mennesker der skulle få børn og fylde jorden. (1. Mos. 1:27, 28) Så han må have forstået at seksuelle forhold mellem kvinder og materialiserede åndeskabninger både var unaturlige og forkerte. Hvor forkerte disse forhold var, er sikkert kommet til at stå helt klart da deres børn udviklede sig til frygtindgydende kæmper. Til sidst advarede Jehova Noa om at han ville fjerne alle de onde i en vandflod. Fordi Noa troede på Jehovas ord, byggede han en ark og reddede på den måde sin familie. – Hebr. 11:7. w18.02 9 § 8
Torsdag den 7. marts
“Takket være Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er.” – 1. Kor. 15:10.
Jehova er klar til at hjælpe dig hvis du har begået en alvorlig synd. Du kan igen få et godt forhold til ham. Men det kræver at du tager imod den hjælp han giver gennem menigheden. (Ordsp. 24:16; Jak. 5:13-15) Udskyd det ikke – din evige fremtid står på spil! Men hvad nu hvis du for længe siden har fået tilgivelse for din synd og stadig er plaget af dårlig samvittighed? Paulus var nogle gange meget nedtrykt over ting han havde gjort i sin fortid. Han skrev: “Jeg er nemlig den ringeste af apostlene, og jeg er ikke god nok til at blive kaldt apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighed.” (1. Kor. 15:9, 10) Men Jehova kunne bruge Paulus som han var – og det ville han også have at Paulus selv skulle være overbevist om. Hvis du har angret dine tidligere overtrædelser, bekendt dem for Jehova og om nødvendigt talt med de ældste om det, kan du være helt sikker på at Jehova vil tilgive dig. Så stol på at Jehova mener det han siger, og tag imod hans tilgivelse. – Esa. 55:6, 7. w18.01 11 § 17-18
Fredag den 8. marts
“Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer.” – Jak. 4:8.
For at have et venskab med Jehova må man kommunikere med ham. God kommunikation kræver at man både lytter og taler. Den vigtigste måde vi kan lytte til Jehova på, er ved at have et personligt bibelstudie. Det indbefatter at man læser i Guds ord og de bibelske publikationer og tænker over det man har læst. Men husk at det ikke bare er et spørgsmål om at få mere viden. Det er ikke ligesom når man forsøger at huske en masse facts for at bestå en eksamen. Prøv i stedet at betragte dit studie som en spændende ekspedition hvor du skal opdage og udforske nye sider af Jehovas personlighed. Det vil hjælpe dig til at komme nær til Jehova, og så vil han komme nær til dig. Jehovas organisation har sørget for mange redskaber du kan bruge for at få mere ud af dit studie. For eksempel kan studieguiderne til Hvad er det Bibelen virkelig lærer? hjælpe dig til at styrke din tro. – Sl. 119:105. w17.12 25 § 8-9
Lørdag den 9. marts
“Ingen vil gøre skade, og ingen vil gøre fortræd på hele mit hellige bjerg.” – Esa. 11:9.
Læg mærke til at de fredelige forhold skyldes at “jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova”. Eftersom dyr ikke er i stand til at lære om Jehova, kan vi udlede at profetien bliver opfyldt i åndelig forstand på mennesker. (Esa. 11:6, 7) En del af vores brødre og søstre har tidligere været som vilde ulve, men er nu blevet fredelige mennesker. Du kan læse om nogle af dem i artikelserien “Bibelen forandrer folks liv”, der findes på jw.org. De har ‘iført sig den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. (Ef. 4:23, 24) Efterhånden som mennesker lærer om Jehova, forstår de vigtigheden af at følge hans normer, og det motiverer dem til at ændre deres holdninger, indstilling og adfærd. Det er ikke let at foretage de forandringer, men det kan lade sig gøre. Gud hjælper dem der oprigtigt ønsker at gøre hans vilje, ved at give dem af sin ånd. w18.01 31 § 15-16
Søndag den 10. marts
Hver [vil blive gjort levende] i sit hold. – 1. Kor. 15:23.
Bibelen siger at de der skal i himlen, vil blive oprejst “hver i sit hold”. Vi kan også forvente at opstandelsen til liv på jorden vil foregå på en ordnet måde. Men hvordan? Vil de der dør i vores tid, blive oprejst i begyndelsen af tusindårsriget så de kan blive budt velkommen af nogle der kender dem? Vil trofaste mænd fra fortiden med særlige lederevner blive oprejst på et tidligt tidspunkt for at hjælpe med organiseringen i den nye verden? Og hvad med alle dem der aldrig har tjent Jehova? Hvor og hvornår vil de blive oprejst? Ja, der opstår mange spørgsmål i forbindelse med opstandelsen, men hvorfor ikke bare vente og se hvad der sker! Indtil den fantastiske tid kommer, må vi styrke vores tro på Jehova. Gennem sin søn, Jesus, forsikrede han os om at han husker de døde, og at de vil få en opstandelse. – Joh. 5:28, 29; 11:23. w17.12 12 § 20-21
Mandag den 11. marts
“I gifte kvinder skal underordne jer jeres ægtemænd, som disciple af Herren bør gøre. I ægtemænd skal blive ved med at elske jeres hustruer og ikke behandle dem hårdt og vredt. I børn, adlyd jeres forældre i alle ting” – Kol. 3:18-20.
Er du ikke enig i at det stadig er til gavn for mænd, hustruer og børn at følge denne vejledning? Til ægtemænd siges der: “Bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem.” En kærlig mand ærer sin kone ved at lytte til hvad hun har at sige, og ved at forsikre hende om at han sætter pris på hendes mening. (1. Pet. 3:7) Selvom han måske ikke altid kan gøre som hun synes, vil han ofte nå frem til en mere afbalanceret beslutning når han tager hende med på råd. (Ordsp. 15:22) I stedet for at forlange at hans kone viser ham respekt, vil han forsøge at gøre sig fortjent til den. Når en mand viser sin kone og sine børn kærlighed, er der større sandsynlighed for at hele familien vil kunne tjene Jehova med glæde og vinde sejrsprisen. w17.11 28 § 12; 29 § 15
Tirsdag den 12. marts
“Pas på at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag.” – Kol. 2:8.
Apostlen Paulus skrev øjensynligt sit brev til de kristne i Kolossæ hen imod slutningen af sit første fangenskab i Rom, eller omkring år 60-61 e.v.t. Han nævnte for dem at det var vigtigt at de fik “åndelig forståelse”. (Kol. 1:9) Og han skrev videre: “Dette siger jeg for at ingen skal føre jer bag lyset med overtalende argumenter. Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.” (Kol. 2:4, 8) Derefter forklarede han hvorfor nogle udbredte holdninger var forkerte, og hvorfor ufuldkomne mennesker kan føle sig tiltrukket af dem. Eksempelvis kan nogle populære opfattelser få en person til at føle sig klogere end andre eller hævet over dem. Formålet med Paulus’ brev var at hjælpe brødrene til at afvise forkerte holdninger og handlinger. – Kol. 2:16, 17, 23. w17.11 20 § 1
Onsdag den 13. marts
“Hvis din hånd eller din fod får dig til at snuble, så hug den af og kast den fra dig.” – Matt. 18:8.
Som kristne må vi være villige til at ofre hvad som helst for at blive ved med at få gavn af Jehovas barmhjertighed. Det kan indbefatte noget vi er meget glade for, men som øger risikoen for at vi begår en synd. (Matt. 18:9) Hvis nogle bestemte venner påvirker dig i en dårlig retning, er du så villig til at holde op med at komme sammen med dem? Hvis det er dit alkoholforbrug du kæmper med, er du så villig til at holde dig på afstand af enhver situation der kunne få dig til at drikke for meget? Hvis det er umoralske seksuelle ønsker du forsøger at bekæmpe, holder du dig så fra film, hjemmesider og alt andet der kunne fremkalde urene tanker? Uanset hvad vi må give afkald på for at forblive loyale mod Jehova, vil det være ofrene værd. Der findes ikke noget værre end følelsen af at Jehova har forladt en. Til gengæld findes der heller ikke noget bedre end at mærke Jehovas loyale kærlighed, der varer for evigt. – Esa. 54:7, 8. w17.11 11 § 12
Torsdag den 14. marts
Dette er den forbandelse der går ud, for alle der stjæler, er gået fri for straf. – Zak. 5:3.
Har du lagt mærke til at Zakarias 5:4 siger at en forbandelse vil “komme ind i tyvens hus”, og at den vil “blive natten over i hans hus og udslette det”? Det viser at Jehova vil afsløre og dømme enhver forkert handling blandt sit folk. Selv hvis det lykkes en person at skjule tyveri for myndighederne, arbejdsgivere, de ældste eller forældre, er det umuligt at skjule det for Gud, der vil sørge for at enhver form for tyveri kommer frem i lyset. (Hebr. 4:13) Er det ikke skønt at være sammen med mennesker der altid gør deres bedste for at “bære [sig] ærligt ad i alle ting”? (Hebr. 13:18) Jehova hader enhver form for tyveri. Vi ser det som en ære at leve op til Jehovas høje moralnormer og have en adfærd der ikke bringer skam over hans navn. På den måde kan vi undgå Jehovas dom over dem der med vilje overtræder hans lov. w17.10 22 § 6-7
Fredag den 15. marts
Bestræb jer oprigtigt for at bevare åndens enhed og freden, det bånd der binder jer sammen. – Ef. 4:3.
Vi må gøre alt hvad vi kan, for at bevare freden med vores brødre og søstre, selv når vi føler at de har misforstået os eller behandlet os uretfærdigt. (Rom. 12:17, 18) Hvis vi er kommet til at træde nogen over tæerne, kan en uforbeholden undskyldning gøre en stor forskel. Det er også meget vigtigt at der er fred i et ægteskab. Det vil ikke være rigtigt af ægtefæller at lade som om de elsker hinanden når de er sammen med andre, for så at ignorere hinanden eller ty til hårde og sårende ord, eller måske endda vold, når de er alene. Vi må også være parate til at tilgive. At tilgive indbefatter at vi holder op med at føle modvilje mod en der har såret os. Hvis vores tilgivelse skal være ægte, må vi holde op med at tænke på det vedkommende har gjort. Kærlighed vil få os til ikke at ‘holde regnskab med hver en forurettelse’. (1. Kor. 13:4, 5) Det at se skævt til en bror eller bære nag til ham vil ikke alene gå ud over vores forhold til ham men også til Jehova. – Matt. 6:14, 15. w17.10 10 § 14-15
Lørdag den 16. marts
“I skal vide at det er Hærstyrkers Gud, Jehova, der har sendt mig til jer.” – Zak. 6:15.
Hvilken virkning havde det budskab Zakarias overbragte sine landsmænd? Jehova havde forsikret jøderne om at han ville hjælpe og beskytte dem så de kunne bygge templet færdig – noget der uden tvivl har fyldt dem med håb og mod. Alligevel har de nok spekuleret på hvordan de skulle kunne gennemføre det enorme projekt når de var så få. Det næste Zakarias’ siger, fjerner enhver tvivl de måtte have. Ud over den hjælp de havde fået af trofaste mænd som Heldaj, Tobija og Jedaja, fortæller Jehova dem at mange andre “vil komme og bygge på Jehovas tempel”. Nu hvor jøderne er blevet overbevist om at Jehova er med dem, tager de straks fat på byggearbejdet, selvom det stadig er underlagt forbud fra den persiske konge. Snart sørger Jehova for at forbuddet, der har virket som en bjerglignende forhindring, bliver fjernet. Og i 515 f.v.t. er templet langt om længe blevet genopbygget. (Ezra 6:22; Zak. 4:6, 7) Jehovas ord gælder dog også vores tid, hvor et langt større byggearbejde foregår. w17.10 29 § 17
Søndag den 17. marts
Vær modig, og tag fat på arbejdet. – 1. Krøn. 28:20.
Salomon fik til opgave af Jehova at føre tilsyn med et af de vigtigste byggeprojekter nogensinde – templet i Jerusalem. Bygningsværket skulle være “overmåde storslået, til berømmelse og hæder i alle landene”. Og hvad der var vigtigere, templet skulle være “den sande Gud Jehovas hus”. (1. Krøn. 22:1, 5, 9-11) Salomons far, kong David, havde tillid til at Gud ville støtte projektet, men han var også bevidst om at Salomon var ung og uerfaren. Ville han påtage sig opgaven, eller ville hans alder og manglende erfaring holde ham tilbage? Hvis Salomon skulle kunne gennemføre projektet, måtte han være modig og tage fat på arbejdet. Uden mod kunne Salomon risikere at blive så handlingslammet at han slet ikke gik i gang med arbejdet, hvilket ville være værre end at der kom nogle nederlag undervejs. Ligesom Salomon må vi have hjælp fra Jehova for at kunne vise mod og udføre vores arbejde. w17.09 28 § 1-2; 29 § 4-5
Mandag den 18. marts
“Vores Guds ord forbliver til evig tid.” – Esa. 40:8.
Forestil dig hvordan dit liv ville være hvis du ikke havde Bibelen. Du ville ikke have nogen pålidelig vejledning der kunne lede dig i dit liv. Du ville heller ikke kunne få tilfredsstillende svar på dine spørgsmål om Gud, livet og fremtiden. Og du ville heller ikke vide noget om hvad Jehova i fortiden har gjort for mennesker. Du er uden tvivl meget taknemmelig for at du ikke befinder dig i den situation. Jehova har givet os Bibelen. Og han har lovet at budskabet i hans ord vil bestå til evig tid. Det understregede apostlen Peter ved at citere ordene i Esajas 40:8 – et vers der handler om Guds budskab til menneskeheden, men som i udvidet forstand kan bruges om Bibelen. (1. Pet. 1:24, 25) Gennem flere hundrede år har nogle enkeltpersoner gjort en stor indsats for at oversætte Bibelen og få den ud til så mange mennesker som muligt – til trods for at deres arbejde mødte modstand. Deres bestræbelser var i harmoni med Jehovas ønske om at “alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden”. – 1. Tim. 2:3, 4. w17.09 18 § 1-2
Tirsdag den 19. marts
“Du er hans hustru. Så hvordan skulle jeg kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?” – 1. Mos. 39:9.
Mange unge kristne i dag oplever noget der minder om det Josef kom ud for. (1. Mos. 39:7) En søster ved navn Kimberly fortæller at de fleste i hendes klasse var seksuelt aktive, og at de pralede med deres seksuelle udfoldelser når de kom i skole efter weekenden. Kimberly havde ikke foretaget sig noget af den slags. Hun fortæller at det at skille sig ud indimellem fik hende til at føle sig meget ensom, og at hendes klassekammerater syntes hun var mærkelig fordi hun ikke ville have nogen kæreste. Men Kimberly forstod at seksuelle fristelser er ekstra svære at modstå når man er ung. (2. Tim. 2:22) Det skete ofte at hun blev spurgt om hun stadig var jomfru, og det gav hende mulighed for at forklare hvorfor hun ikke ville gå i seng med nogen. Vi er meget stolte af alle jer unge der modstår presset til at have umoralsk sex, og det er Jehova også! w17.09 4 § 8; 5 § 10
Onsdag den 20. marts
“Bliv ikke ophidset så du gør noget forkert.” – Sl. 37:8.
Mennesker der har en kort lunte, giver ofte udtryk for deres vrede med sårende tale. Det er bestemt ikke noget der bidrager til et lykkeligt familieliv. Det er ikke uden grund at Bibelen advarer os mod vrede, skrigen og spot. (Ef. 4:31) Den slags ting har en tendens til at eskalere og føre til vold. I verden bliver det måske betragtet som normalt at opføre sig aggressivt, men en sådan adfærd vanærer vores Skaber. Mange har været nødt til at aflægge netop disse træk for at kunne tage den nye personlighed på. (Kol. 3:8-10) Med til den gamle personlighed hører også det at lyve. For eksempel er det almindeligt at folk lyver for at slippe billigere i skat eller for ikke at blive stillet til ansvar for de fejl de har begået. Men Jehova er “sandhedens Gud”. (Sl. 31:5) Derfor kræver han også at alle der tilbeder ham, ‘taler sandhed med deres næste’ og ‘ikke lyver for hinanden’. (Ef. 4:25; Kol. 3:9) Vi må altså sige sandheden – selv når det er pinligt eller ubekvemt for os. – Ordsp. 6:16-19. w17.08 18 § 3, 5; 20 § 12-13, 15
Torsdag den 21. marts
“Hans ord løber straks afsted.” – Sl. 147:15.
I dag leder Jehova os gennem sit ord, Bibelen. Og ‘hans ord løber hurtigt’ i den forstand at han giver os åndelig vejledning lige når vi har brug for det. Tænk bare på hvor stor gavn du har haft af at læse i Bibelen, studere de publikationer vi får fra “den trofaste og kloge træl”, se JW Broadcasting, benytte jw.org, tale med menighedens ældste og komme sammen med dine trosfæller. (Matt. 24:45) Har du ikke selv oplevet hvordan Jehova har givet dig råd og vejledning på det helt rigtige tidspunkt? Salmisten var bevidst om at Guds folk havde fået et helt særligt privilegium. Israel var den eneste nation der havde fået Guds ‘ord, forordninger og lovbud’. (Sl. 147:19, 20) I dag har vi det privilegium at bære Guds navn som de eneste på jorden. Vi har lært Jehova at kende, vi har hans ord til at lede os, og vi har fået et nært forhold til ham. Ligesom den der skrev Salme 147, har vi utallige grunde til at “lovsynge Jah” og opfordre andre til at gøre det samme. w17.07 20 § 15-16; 21 § 18
Fredag den 22. marts
“Ingen der tjener som soldat, vil engagere sig i forretningsvirksomhed, for han ønsker at blive godkendt af den der har hvervet ham som soldat.” – 2. Tim. 2:4.
Jesus’ disciple i dag, deriblandt de mere end en million heltidstjenere, gør deres bedste for at følge den vejledning Paulus giver i dagens vers. De modstår presset fra verden omkring dem, også fra reklamebranchen, og husker princippet: “Låntageren er træl for den mand der låner ud.” (Ordsp. 22:7) Satans mål er at gøre os til slaver af hans kommercielle verden og på den måde lægge beslag på vores tid og energi. Nogle beslutninger kan binde os økonomisk i mange år. Enorme boliglån, stor studiegæld, dyre billån og også ekstravagante bryllupper er noget af det der kan sætte en under økonomisk pres. Når vi forenkler vores liv og reducerer vores gæld og udgifter, får vi frihed så vi kan trælle for Gud i stedet for at være slaver af denne verdens kommercielle system. Det er virkelig et udtryk for praktisk visdom. – 1. Tim. 6:10. w17.07 10 § 13
Lørdag den 23. marts
Jeg betragter alt hvad du lærer mig, som rigtigt; jeg hader alle de veje der er falske. – Sl. 119:128.
Jehova har ret til at herske over universet. Han udøver sin myndighed på en måde der er kendetegnet af fuldkommen retfærdighed. Om sig selv siger han: “Jeg er Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden; for disse ting har jeg virkelig behag i.” (Jer. 9:24) Gud har ikke brug for at støtte sig til ufuldkomne menneskers love for at kunne afgøre hvad der er retfærdigt. Fuldkommen retfærdighed udspringer fra Jehova og er grundlag for de love han har givet mennesker. “Retfærdighed og ret er [hans] trones fundament,” så vi kan have fuld tillid til at hver eneste af hans love, principper og afgørelser er retfærdige. (Sl. 89:14) Satan, som har påstået at Jehovas styre er dårligt, har derimod ikke kunnet skabe et samfund der er retfærdigt. w17.06 28 § 5
Søndag den 24. marts
Suveræne Herre Jehova, dine ord er sande. – 2. Sam. 7:28.
Jehova er “sandhedens Gud” og har gavmildt åbenbaret mange sandheder for sit folk. (Sl. 31:5) Lige siden vi første gang kom i kontakt med Guds folk, har vi haft mulighed for at tilegne os åndelige sandheder fra Bibelen, gennem vores publikationer og ved møder og stævner. Med tiden har vi hver især opbygget det Jesus kaldte et “forråd” af sandheder – nogle nye, andre gamle. (Matt. 13:52) Hvis vi søger efter åndelige ting som efter skjulte skatte, vil vores himmelske Far hjælpe os så vi kan føje nye sandheder til vores forråd. (Ordsp. 2:4-7) Men hvordan gør vi det? Det er absolut nødvendigt at vi udvikler gode studievaner, og at vi omhyggeligt undersøger Guds ord og vores publikationer. Når vi gør det, vil det hjælpe os til at finde frem til “nye” sandheder, altså noget vi ikke vidste i forvejen. (Jos. 1:8, 9; Sl. 1:2, 3) Ja, vi må gøre en ihærdig indsats for hele tiden at føje nye sandheder til vores åndelige skatkammer. w17.06 12 § 13-14
Mandag den 25. marts
“I vil kalde på mig og komme og bede til mig, og jeg vil høre på jer.” – Jer. 29:12.
En ung bror tænkte meget over ordene i 1. Korinther 7:28 om at de der gifter sig, “vil få trængsel i kødet”. Han talte med en ældre, gift ældstebror om det og spurgte: “Hvad er det for nogle trængsler, og hvordan skal jeg håndtere dem hvis jeg bliver gift?” Før ældstebroren svarede på spørgsmålet, bad han den unge bror om at tænke over noget andet Paulus skrev, nemlig at Jehova er “al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel”. (2. Kor. 1:3, 4) Ja, Jehova er en kærlig Far, og han giver os trøst når vi har det svært. Det kan være at du selv har oplevet hvordan Jehova i forskellige situationer har støttet og ledt dig, måske gennem sit ord. Vi kan være sikre på at han ønsker det bedste for os, ligesom han gjorde for sine tjenere i fortiden. – Jer. 29:11. w17.06 4 § 1-2
Tirsdag den 26. marts
“Jehova beskytter de udlændinge der bor i landet.” – Sl. 146:9.
Noget som vores brødre og søstre der er flygtninge, har endnu mere behov for end praktisk og materiel hjælp, er åndelig og følelsesmæssig støtte. (Matt. 4:4) De ældste kan hjælpe dem ved at skaffe publikationer på deres sprog og formidle kontakt til trosfæller der taler samme sprog. Mange flygtninge er blevet revet væk fra alt hvad de kender – en nært knyttet familie, et lille lokalsamfund og deres egen menighed. De har brug for at mærke Jehovas kærlighed og omsorg gennem deres trosfæller. Ellers vil de måske søge hen til ikketroende slægtninge eller landsmænd, som forstår deres kultur og hvad de har været igennem. (1. Kor. 15:33) Når vi sørger for at de føler sig som en vigtig del af menigheden, samarbejder vi med Jehova om at ‘vogte [eller: beskytte] de fastboende udlændinge’. Nogle flygtninge har ikke mulighed for at vende tilbage til deres hjemland så længe de der er årsag til at de er flygtet, er ved magten. Og nogle har traumer på grund af ting de har oplevet. Spørg dig selv: ‘Hvordan ville jeg gerne behandles hvis jeg var i deres situation?’ – Matt. 7:12. w17.05 6-7 § 15-16
Onsdag den 27. marts
Kærligheden vil blive kold hos de fleste. – Matt. 24:12.
Modløshed kan svække vores tro og få vores kærlighed til Gud til at blive kold. Fordi vi er i Satans verden, vil vi alle fra tid til anden komme ud for modgang og vanskeligheder. (1. Joh. 5:19) Måske oplever vi problemer som følge af alderdom, dårligt helbred eller svære økonomiske omstændigheder. Eller det kan være at vi oplever skuffelser i vores liv, er nedtrykte over fejl vi har begået, eller kæmper med en følelse af at vi ikke slår til. Men uanset hvad vi kommer ud for, må vi aldrig tro at Jehova har forladt os. I stedet må vi meditere over de mange vers i Bibelen der forsikrer os om at Jehova ikke holder op med at elske os. Det kunne for eksempel være Salme 136:23: “[Han] huskede os i vor fornedrelse: for hans loyale hengivenhed varer evindelig.” Ja, Jehovas kærlighed til hans tjenere varer ved, og derfor kan vi være sikre på at han vil høre os når vi beder ham om hjælp, og at han vil svare os. – Sl. 116:1; 136:24-26. w17.05 19 § 8
Torsdag den 28. marts
“Hvis I ikke tilgiver andre, vil jeres Far heller ikke tilgive jer når I gør noget forkert.” – Matt. 6:15.
Som det ses af Galaterne 2:11-14, gav Peter efter for menneskefrygt. (Ordsp. 29:25) Selvom han med egne øjne havde set at Jehova godkendte ikkejøderne, var han bange for hvad de jødiske kristne fra Jerusalem ville tænke om ham. Apostlen Paulus konfronterede i al offentlighed Peter med hans hykleri. (Ap.G. 15:12) Det ser ud til at Peter ydmygt tog imod Paulus’ vejledning, og der er intet i Bibelen der tyder på at han mistede sine tjenesteprivilegier. Faktisk blev han senere brugt af Jehova til at skrive to breve der blev en del af Guds ord. Jesus, menighedens hoved, fortsatte med at bruge ham. (Ef. 1:22) Brødrene og søstrene fik derved mulighed for at efterligne Jesus og hans Far ved at være tilgivende. Forhåbentligt fik en fejl begået af et ufuldkomment menneske ikke nogen af dem til at snuble. w17.04 27 § 16-18
Fredag den 29. marts
Da Gud straffede byerne Sodoma og Gomorra ved at lægge dem i aske, blev de et advarende eksempel for ugudelige mennesker med hensyn til hvad der vil ske. – 2. Pet. 2:6.
Da Jehova ødelagde byerne og hele området, var det ikke kun for at sætte en stopper for indbyggernes forkerte handlinger. Han “satte et eksempel for ugudelige med hensyn til kommende ting”. Ligesom Jehova greb ind over for det der foregik dengang, vil han også gribe ind over for alle de forkerte handlinger der foregår i dag. Det vil han gøre når han eksekverer dommen over denne onde verden. Hvad vil der være i stedet for forkerte handlinger? I den nye verden vil vi alle have travlt med gode ting. Tænk på hvor skønt et arbejde der venter os når vi skal gøre jorden til et paradis og bygge huse til os selv og vores nærmeste. Og tænk også på hvor spændende det bliver at tage imod de millioner af mennesker der bliver oprejst, lære dem at følge Jehovas normer og fortælle dem om alt det Gud har gjort for menneskeheden. (Esa. 65:21, 22; Ap.G. 24:15) Til den tid vil mennesker være optaget af handlinger der giver glæde og er til pris for Jehova. w17.04 12 § 11-12
Lørdag den 30. marts
Hvem som helst der kommer ud af døren til mit hus, skal tilhøre Jehova. – Dom. 11:31.
Da Jefta aflagde dette løfte, må han have været klar over at hans datter kunne være den første der kom ham i møde. Alligevel var det en følelsesmæssigt svær situation for Jefta og hans datter. Da Jefta så hende, “sønderrev han sine klæder” og gav udtryk for stor sorg. Og hans datter ‘græd over sin jomfrustand’. Hvorfor reagerede de som de gjorde? Jefta havde ingen sønner, og hans eneste datter ville nu aldrig kunne gifte sig og få børn. Der var altså ingen til at videreføre slægten. Men de vidste begge at der var noget der var vigtigere. Jefta sagde: “Jeg har selv åbnet min mund over for Jehova, og jeg kan ikke vende om.” Og hans datter sagde: “Gør med mig sådan som det er udgået af din mund.” (Dom. 11:35-39) Disse to loyale tjenere for Jehova kunne ikke drømme om at bryde et løfte der var givet til den almægtige Gud, heller ikke selvom det havde store personlige omkostninger for dem at holde det. – 5. Mos. 23:21, 23; Sl. 15:4. w17.04 4 § 5-6
Søndag den 31. marts
“Jeg vil vente tålmodigt.” – Mika 7:7, fdn.
Josef blev offer for himmelråbende uretfærdighed. Da han var omkring 17, solgte hans brødre ham som slave. Senere blev han anklaget for at have forsøgt at voldtage sin herres kone og smidt i fængsel selvom han var uskyldig. (1. Mos. 39:11-20; Sl. 105:17, 18) Josef var en trofast tjener for Gud, men det virkede som om han blev straffet i stedet for velsignet. Efter 13 år ændrede alting sig imidlertid. Josef blev løsladt fra fængslet og fik den næsthøjeste stilling i Egypten. (1. Mos. 41:14, 37-43; Ap.G. 7:9, 10) Gjorde det Josef bitter at han var blevet udsat for så stor uretfærdighed? Mistede han sin tillid til Jehova? Nej, slet ikke. Hvad var det der hjalp Josef til at vente tålmodigt? Hans stærke tro på Gud. Josef så Jehovas hånd i det der skete. Læg mærke til hvordan det fremgår af det han sagde til sine brødre: “I udtænkte ondt mod mig. Gud, derimod, udtænkte det til noget godt, for at handle som på denne dag, for at bevare mange folk i live.” (1. Mos. 50:19, 20) Josef forstod at ventetiden havde været det hele værd. w17.08 4 § 6; 6 § 12-13