Da kristendommen gik under jorden

ENGANG i året 64 e. Kr. løftede en flamme sig imod Roms himmel. Den grådige ild bredte sig til et rasende flammehav, som opslugte store dele af oldtidens hedenske hovedstad og nedbrændte den til grunden. Den fordærvede kejser Nero, som man mener selv havde påsat ilden, søgte at bortlede mistanken ved at beskylde de upopulære kristne for ugerningen. Den flamme, som fortærede byen, affødte en række brændende forfølgelseskampagner imod de kristne. Autoriteter angiver antallet af disse forfølgelsesbølger til ti, og de fortsatte med visse mellemrum fra Nero til Diocletian i det fjerde århundrede. Denne sønderknuselse af de kristne begyndte, da Nero fyldte sine haver og sit cirkus i Vatikanet med rædselsfulde syn: Martyrerne blev spiddet på pæle, ombundet med dyreskind og kastet for vilde hunde, eller dækket med brændbart materiale, antændt og brugt til at lyse op ved kejserens aftenunderholdninger.

Skønt en og anden ligegyldig eller overbærende herskers regeringsperiode gav de kristne en smule pusterum under den heftige modstand, måtte de dog bestandig være forsigtige, selv om de som klasse betragtet ikke slappede af i med kraft at udøve deres gudstjeneste. Meget af tiden var det umuligt for dem at samles til forenet tilbedelse og studium undtagen i den dybeste hemmelighed. Som følge heraf havde kristendommen mindre end hundrede år efter, at apostelen Paulus faldt som offer for Neros forfølgelse, udviklet sig til en velorganiseret undergrundsbevægelse. Dette var også tilfældet på en meget bogstavelig måde, for det sted, de valgte til deres møder, var Roms bugtede, underjordiske labyrinter, kendt som katakomberne. Skønt der findes katakomber i andre byer og egne, er de i Rom de mest berømte på grund af deres forbindelse med den tidlige kristendom. De yder os en bemærkelsesværdig klar beskrivelse af den kristne tilbedelses historie, tro og karaktertræk i løbet af vor tidsregnings første tre eller fire århundreder.

Der råder forskellige meninger med hensyn til tiden for og hensigten med katakombernes oprindelige anlæggelse. Mens de fleste henfører deres tilblivelse til de kristne, tror andre, at gangene var der, endog før Rom blev grundlagt. Nogle antager, at de var forladte stenbrud, der af de kristne blev omdannet til at tjene deres formål. Naturligvis var dette formål begravelsen af de døde, hvilket skete ved at anbringe ligene i nicher, der var udhugget i klippemuren, og som derefter blev forseglet med en marmorflise, der bar navnet på den, der lå i krypten.

Krypterne i katakomberne ligger i lag, sædvanligvis i tre, fire eller fem. Når det var nødvendigt at lave flere krypter i en gang, blev gulvet sænket ved udgravning, hvorved den nødvendige vægflade fremkom. Dette viste sig at være bedre end at prøve at udhugge de nye nicher i fladen foroven ved at hæve loftet, et yderst brydsomt stykke arbejde. Selve gangene bugter sig som vilde fangarme neden under byen og dens omegn. Brede veje skærer hinanden med uregelmæssige mellemrum og løber ud i forskellige retninger. Man kan finde rum, der er tilpasset efter at skulle tjene som samlingssted ved gruppemøder, rum, der forener deres nu tavse vidnesbyrd med den hemmelighedsfuldhed, som de engang måtte udvise, som her kom sammen for at få fornyet styrke til at udbrede den sande tilbedelse, mens deres hedenske bødler rasede ovenover dem. Kun den ubetænksomme vil gå ind i disse labyrinter uden fører, sådan som den klasse studenter, der i 1837 sammen med deres lærer gik ned i labyrinten for aldrig mere at komme ud.

Urokkelige trods voldshandlinger

De urkristnes jordiske levninger, der opfylder katakomberne, har længe sovet i fred, men mange af dem mistede livet på en alt andet end fredelig måde, idet de mødte martyrdøden, ved at deres legemer blev revet i stykker, brændt eller knust. Efterhånden som den ene forfølgelsesbølge efter den anden rullede hen over de kristnes rækker, steg antallet af martyrier fortsat. Skønt det har været umuligt at sætte navn på alle martyrkrypterne, giver indskrifterne, som virkelig fortæller os noget af betydning, et indblik i, hvilket umådeligt antal det må have været: Her en ung officer, som modtog troen og sammen med den døden fra sin regerings hånd; her en mand og hele hans familie, som blev skændigt myrdet; her en ung pige, der blev kogt i olie. Rom blev farvet rød af uskyldigt blod, da nogle af angriberne, afsindige, fordi de ikke var i stand til at knuse ånden sammen med legemet, naragtigt søgte at hindre de kristnes håb om opstandelse ved at brænde de dræbtes legemer og sprede asken ud i floden. Yderligere så kejser Valerian den forøgede nidkærhed, som de fik, der besøgte de standhaftige fordømte i deres dødsceller, og under sin forfølgelse af den kristne kirkes ældste midt i det tredje århundrede søgte han at forhindre dette ved at lade de dødsdømte marchere direkte fra retssalen til eksekutionsstedet. Dette var den skæbne, som blev den fremstående tilsynsmand Cyprian til del, og hans brødre fulgte ham på vejen og opmuntrede ham til standhaftighed.

På lignende måde søgte denne kejser at forhindre de kristne i at blive styrkede af møderne i katakomberne ved at forbyde al adgang til de underjordiske begravelsespladser. Håndhævelsen af forbudet viste sig imidlertid at være forgæves, da indgangene var for mange og lå på meget vildsomme steder, og der var for få af vagtmandskabet, der var modige nok til at vove sig langt ind i gangene for at søge. Forfølgelserne nåede deres højdepunkt, men de var forgæves.

Den ængstelige spørger i vor tidsalder, som har kendskab til den nuværende verdens mangfoldige religioner og religiøse alliancer, fælleskirkelige bevægelser og lignende, får en yderst betydningsfuld belæring fra katakomberne ved deres svar med hensyn til de første kristnes tro og skikke. Hedningerne tilbad på en pralende måde i udsmykkede templer med prægtige afgudsbilleder og ledsaget af al udstyret med røgelse og lys. Sådan var det ikke med de kristne. Den typiske hedenske indvending imod dem var: „Hvorfor har de ingen altre, templer og ofringer?“ Historikeren Gibbon peger på denne de kristnes fuldstændige tagen afstand fra afgudsdyrkelse og på nogle af deres skribenters vid, der udtrykker spot over hedningerne, fordi de bøjer sig for deres hænders værk. Den betegnende kontrast mellem kristen og hedensk kan ses af deres gravskrifter. Mens hedningerne priste det udsvævende liv, deres døde havde ført, og anslog en „spis, drik og vær glad“-tone, indgraverede de kristne sædvanligvis navnet og nogle få ord, der beskrev den fredfyldte søvn, den døde befandt sig i, og ofte henviste til deres håb om opstandelse. En indskrift lyder: „Du trofaste, som har forladt dine [slægtninge], hvil i fred — i søvn. Du vil stå op; en midlertidig hvile er skænket dig.“

Men disse kendsgerninger vil henlede vor opmærksomhed på den omstændighed, at disse kristne, der levede så nær op til apostlenes kirke, havde en tro, der var betydelig forskellig ikke alene fra hedningernes dengang, men fra mange foregivne kristnes nu i tiden. Hvis de latterliggjorde romernes afgudsdyrkelse i de første tre århundreder, ville de uden tvivl ikke tilgive den anerkendelse, der bliver vist billeder af den kirke, som i dag har hovedsæde i den samme by, blot fordi den påstår at være kristen. Hvis de troede på en opstandelse, indtil hvilken de ville sove, er det utænkeligt, at de ville forene deres tro med en lære om en „skærsild“, et brændende helvede eller i det hele taget bevidsthed efter døden under nogen som helst form. Men dette er kun begyndelsen af det store svælg, der skiller disse tidlige efterfølgere af Messias fra den moderne kristenheds hundreder af sekter og kulter.

Stenene anklager kristenheden

Man vil søge forgæves blandt katakombernes indskrifter efter nogen optegnelse om mariadyrkelse i de første tre århundreder. Ingen af de tidlige optegnelser giver jomfruen en fremtrædende plads, og der findes heller ingen bønner, der er bedt til eller gennem hende. Heller ikke var de kristne i katakomberne fanatiske relikviesamlere. Skønt deres martyrer naturligvis var dybt respekteret, fandt der ikke nogen tilbedelse af dem sted, og der blev heller ikke gjort noget for at bevare deres jordiske levninger som relikvier, der kunne bruges til at udnytte de lettroende. Til ærgrelse for den romersk-katolske kunst påpeger William Kip, at Gud aldrig blev fremstillet i menneskelig skikkelse. De romersk-katolske anstrengelser for at gøre dette forkastes af den autoritet, selv når de er udført af „geniet Michelangelo“. Også med hensyn til overdragelsen af kirkens ledelse til Peter er katakombernes mure tavse. Læg mærke til, hvad McClintock & Strong’s Cyclopedia har at sige: „Ingen specielt romerske læresætninger finder nogen støtte i indskrifter, der daterer sig fra før det fjerde århundrede. Vi begynder at finde tegn på helgentilbedelse i det femte århundrede. Den første forestilling om overførelse af magt fra Kristus til Peter skriver sig fra den sidste del af det femte eller begyndelsen til det sjette, og selv da fremstilles Peter ikke udstyret med nøgler, sådan som det er tilfældet i den senere symbolisme.“

Det foregående stemmer overens med den kendsgerning, at kejser Konstantin inspirerede den formelle sammensmeltning af en frafalden form for kristendom med romersk hedenskab, efter kirkemødet i Nikæa i året 325 e. Kr. Fra det tidspunkt skriver sig de utallige hedenske forandringer, som siden har misprydet det pavelige Rom. Utvivlsomt var „lovløshedens hemmelighed“, som Paulus havde advaret imod, begyndt at øve sin indflydelse på de kristne i de tre første århundreder; men skønt de muligvis har været besmittet af nogle falske lærdomme, har deres standhaftige modstand mod bevidst at falde for det stærke pres fra hedenskabet hjulpet til at vise adskillelsen imellem de grundlæggende lærdomme, Jesus og apostlene forkyndte, og de af iblandet hedenskab prægede dogmer, som senere er udgået fra Rom. — 2 Tess. 2:7.

Skønt der findes mange tegninger, er der ikke lavet nogen bemærkelsesværdig fremstilling af nogen slags af korsfæstelsen eller af Jesu lidelser blandt dem, der stammer fra de tre første århundreder. Selv det hedenske kors, der af kristenheden påstås at være selve symbolet på kristendommen, er sjældent i katakomberne, og når det forekommer, er det sædvanligvis fremstillet på en eller anden fordækt måde, som også Sheldon fortæller os det. Han antager, at dette skyldes den spot og forhånelse, som det formodes, at de kristnes modstandere har bragt over dem på grund af dette symbol. Når man imidlertid tager den kække og faste holdning i betragtning, som de ellers lagde for dagen over for deres undertrykkere, er det ikke sandsynligt, at en lille ydmygelse mere ville afholde dem fra at hædre det symbol, som man mener skulle være helligt for dem. Langt mere sandsynligt er det, at de kristne på den tid direkte fornægtede det almindeligt antagne kors. Hårdt trængt af den tydelige fornægtelse, som kommer til udtryk i katakomberne, indrømmer Catholic Encyclopedia: „Katolske forfattere har til tider fundet et rigere dogmatisk indhold i katakombernes billeder, end en nøje undersøgelse er i stand til at påvise.“

Det er en interessant kendsgerning, at skønt disse primitive kristne var tvunget til at mødes under jorden, så holdt de sandelig ikke deres lys skjult der. Som Kristus havde foreskrevet, løftede de det højt op i „lysestager“ ved at udføre et offentligt vidnearbejde. Skønt dette vakte et brændende had hos mange, gav det andre et uvurderligt håb, og disse gik videre og sluttede sig til det kristne fællesskab. Charles Maitland fremholder i The Church in the Catacombs (Kirken i katakomberne), at dette, at de kristne søgte at vinde proselytter, var den væsentligste grund til, at de blev forfulgt, og for at ramme dem opdigtede myndighederne andre anklagepunkter. Deres uskadelighed kan ses deraf, at blot fordi de hemmeligt fejrede Herrens aftensmåltid, måtte de døje et officielt forbud. Efter hvad de gamle indskrifter fortæller, foragtede disse kristne den hierarkiske struktur, som det pavelige Rom har kopieret efter det hedenske Rom. I stedet for udtalelser af biskopper og lærde finder autoriteterne dér udtrykt det samme enkle håb, som Maria og Marta gav udtryk for ved Lazarus’ grav. Billederne lægger vægt på dette i stedet for at fremhæve overhovederne eller folkets afhængighed af disse med hensyn til vejledning. Den almindelige begravelsesmåde for alle uden undtagelse genspejler yderligere Jesu lære: „I er alle brødre.“

Kristendommen over jorden

Blot fordi der ikke findes nogen intim lighed mellem den første kirke og vor tids kristenhed, må vi så ganske kynisk slutte, at der nu overhovedet ikke findes nogen sandhed? Det kan vi næppe, når vi tager i betragtning, at der uden hjælp fra verdslig religion, politik, rigdom og indflydelse, ja uden kristenhedens medvirken, er blevet forkyndt et glædebringende budskab om Guds riges fødsel, alle nationers håb, ud over verden på en intensiv måde i de sidste tredive år eller mere. Over hele verden er overbringerne af disse gode nyheder kendt for deres enestående afstandtagen fra verden, deres aggressive ihærdighed i fortsættelsen af deres arbejde, og den modstand, hvormed de er blevet mødt ud over kloden. De er også kendt som vidner for den, de repræsenterer, Jehovas vidner. Den slående lighed, der er mellem nogle af de grundlæggende principper i deres arbejde og undervisning og kirkens i de tre første århundreder, fanger den søgendes opmærksomhed. Og de anklager, der rejses for at hindre deres arbejde, tager sig nøjagtig lige så meningsløse ud ved det desperate forsøg, der bliver gjort for at skjule den virkelige årsag til dem. Således blev et af Jehovas vidners møder endog afbrudt og opløst i Canada under krigen, og det på et tidspunkt, hvor de var samlet i en så uskyldig hensigt som at fejre Herrens aftensmåltid!

Ved en sammenligning af kendsgerningerne ses det tydeligt, at sandheden aldrig har været velkommen i denne gamle ondskabens verden. Det var sandt på Kristi tid, og det er sandt nu. Nøjagtig som han forudsagde: „Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Retsindige mennesker har måttet vente i lange århundreder, mens kristendommen var drevet under jorden, mens den senere var opslugt af hedenskab, og derefter mens den blev stillet i et falsk lys for verden i århundreder. Men nu fejer et bibeloplysende arbejde hen over verden ud fra en forståelse, der er klarere end nogen sinde før, og det indgiver mennesker håb alle vegne. Sandheden skinner klarere nu end i nogen anden del af menneskets næsten 6000 år lange historie. Skønt nu i tiden fornægtet af hver eneste jordisk regering, skønt stadig mange gange udsat for forbud, har sandheden sprængt alle bånd, vokser og vil endog komme til at opfylde hele jorden. — Hab. 2:14.

(The Watchtower, 15. august 1951)