„Drag ud fra hende, mit folk“
„Drag ud fra hende, mit folk, om I ikke ønsker at gøre jer delagtige i hendes synder, og om I ikke ønsker at få del i hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når helt til himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdige handlinger i hu.“ — Åb. 18:4, 5, NW.
1. Hvilken slutning er både logisk og bibelsk?
DENNE verdens gøren og laden hviler i disse sidste dage på et råddent grundlag, der gennemsyrer den i enhver retning. Dens politik er fordærvet. Dens finansvæsen er undertrykkende. Dens militær er ødselt. Dens religion er hyklerisk. Dens fornøjelser fører som oftest til forbrydelser og umoralitet og dens sport til ufint spil og uærlighed. Det store flertal af befolkningen følger trop med verden i dens råddenskab. De ser den, bidrager til den, deltager i den, er ligegyldige eller forhærdede over for den, eller også accepterer de den kynisk. For et syns skyld føres der voldsomme ord imod den, men hvor mange står op i sand harme for at udrydde den? Flertallet klynger sig til denne gamle verden, støtter den, kæmper for den, dør for den, indsætter ved valg dens korrumperede magthavere og gør sig på anden vis til eet med den. De slår deres skæbne sammen med denne verden. Med den sår de til kødets lyster. Med den skal de høste af dens plager. Dette er ikke alene logisk og retfærdigt, det er også bibelsk.
2. Hvordan kan vi undgå plagerne over Babylon, den store?
2 I det attende kapitel i Åbenbaringen omtales hele den verdensorganisation eller det tingenes system, som kontrolleres af Satan Djævelen som „Babylon, den store“. Babylons fald begyndte, da dens usynlige del blev styrtet til jorden af Kristus, efter at han var blevet indsat på tronen i året 1914. (Åb. 12:1-12) I Harmagedon vil de usynlige dæmonhorders fald blive fuldstændigt og føre dem ned i afgrunden, og Satans synlige domæne skal forsvinde fuldstændig. (Åb. 19:11-21; 20:1-3) Men nogle vil undslippe de fortærende domme, der vil ramme Babylon. Hvordan? Ved en senere opstandelse i Kristi tusindårsrige? Nej, ikke efter Bibelens ord: „Drag ud fra hende, mit folk, om I ikke ønsker at gøre jer delagtige i hendes synder, og om I ikke ønsker at få del i hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når helt til himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdige handlinger i hu. Derfor skal hendes plager komme på een og samme dag: død og sorg og sult, og hun skal opbrændes fuldstændig med ild, thi stærk er Jehova Gud, som dømte hende.“ — Åb. 18:4, 5, 8, NW.
3. Hvori består plagerne? Hvad er det logisk at slutte i denne forbindelse?
3 Hendes plager er udslettelse, ved ild og for bestandig. Den babyloniske organisation vil aldrig blive genoprejst fra sin udslettende ilddåb. Hvis dette er hendes plage, og hvis de, som forbliver i hende, er delagtige deri, hvordan kan vi så påstå, at de, som døbes med denne ilddåb sammen med hende, vil komme tilbage i menneskeslægtens opstandelse? Det kan vi heller ikke ud fra Bibelen. Der siges ganske tydeligt, at den, som forbliver i den organisation, vil få samme skæbne som selve organisationen. Skulle den enkelte komme tilbage, måtte organisationen også gøre det; men om organisationen ikke gør det, så gør de enkelte, der engang var en del af den, det heller ikke. Vejen til frelse er flugt, og det nu, inden den falder: „Drag ud fra hende!“ De fangne israelitter i fortidens Babylon fik påbud om at forlade dette onde system: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer Jehovas kar!“ „Drag ud deraf, mit folk, enhver redde sit liv for Jehovas glødende harme.“ (Es. 52:11; Jer. 51:45) Åbenbaringen 18:4 viser, at det samme bud gælder på tidspunktet for det større Babylons fald.
4. Hvad er i modsætning til det menneskelige synspunkt det korrekte synspunkt vedrørende udfrielsen af Babylons fanger?
4 De fleste ser tingene under en menneskelig synsvinkel og hæfter sig derfor alt for meget ved skabningers frelse. Det er en ting, der kun kommer i anden række ved udfrielsen af fangerne i Babylon. Jehovas syn på sagen er det, som tæller og viser hovedårsagen til udfrielsen. „Det er ikke for jeres skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som vanæres blandt folkene, idet I har vanæret det iblandt dem; og folkene skal kende, at jeg er Jehova, lyder det fra den Herre Jehova, når jeg helliger mig på jer for deres øjne. Jeg vil hente jer fra folkene, samle jer fra alle lande og bringe jer til jeres land.“ (Ez. 36:22-24) Ved forskellige lejligheder i ørkenen stod Jehova i begreb med at tilintetgøre Israel, men Moses bad for dem hos Jehova og fik ham til at skåne dem. På hvilket grundlag? Menneskers frelse? Nej, men for Jehovas store navns skyld. (2 Mos. 32:9-14; 4 Mos. 14:11-24; 16:44-50; 5 Mos. 9:18, 26-29; Ez. 20:9) Hvor vigtig forekommer græshoppers frelse os? Vi er som græshopper i Guds øjne. (Es. 40:22) Vi må derfor gøre Guds tanker til vore tanker, såfremt vi skal kunne se Jehovas tilintetgørende handlinger ved domsperioders afslutning i det rette forhold og perspektiv. Om vi krampagtigt klynger os til det selvoptagne synspunkt, der samler sig om menneskets frelse og skubber Jehovas herliggørelse ud i en tåget, flimrende baggrund, så vil vi måske finde Bibelens ord hårde og uvelkomne for vore ører og tage anstød og snuble derved. — Es. 55:8, 9; Joh. 6:60, 66.
5. Hvilke domsperioder omtales her?
5 Det er sandsynligt, at flertallet af de mennesker, der har levet på jorden, vil opleve deres domsperiode i Kristi tusindårsrige, ved tidspunktet for menneskeslægtens opstandelse og derefter. Dog vil mange mennesker have haft deres domsperiode længe inden dette, da Skriften jo viser, at Gud har ladet visse domsperioder ramme det menneskelige samfund fra tid til anden og i disse perioder gjort regnskabet op med dem for deres handlemåde. For at regnskabet virkelig kunne gøres op med dem, lod han et vidnesbyrd aflægge, så de kunne vide, hvad stridsspørgsmålet gik ud på, og træffe den personlige afgørelse, hvorved deres skæbne ville blive beseglet, uafhængigt af nogen nedarvet fordømmelse fra Adam. En af disse domsperioder var Vandfloden på Noas tid, forud for hvilken Noa prædikede retfærd. En anden var Sodomas og Gomorras tilintetgørelse ved ild, disse byer, som så advarende mirakler ved engle og hørte Lots vidnesbyrd, inden ildregnen faldt. Jesu tid var en dommens tid, og han advarede visse jødiske byer om, at de ville få samme skæbne som Sodoma og Gomorra, og dømte visse skriftkloge og farisæere til Gehennas evige udslettelse. Vor tid er også en dommens tid, og når Harmagedon bryder løs, da vil alle, som da lever, have afgjort deres egen skæbne.
Vandskyl og ildregn
6. Hvorfor beskæftige sig med Vandfloden på Noas tid? Hvad er der at sige herom?
6 Vi kan lære meget om den nuværende domsperiode ved at studere de begivenheder, som var forbilleder på vor tid. Den første var Vandfloden på Noas tid. Jesus sagde, at den var et billede på den nuværende domsperiode: „Og som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå til i Menneskesønnens dage: de spiste, de drak, mænd giftede sig, og kvinder blev bortgiftet lige til den dag, Noa gik ind i arken, og Vandfloden kom og tilintetgjorde dem alle.“ (Luk. 17:26, 27, NW) Hvorfor blev de tilintetgjort? På grund af deres fordærv: „Men Jehova så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang.“ Derfor besluttede Jehova: „Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade, både mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!“ Noa skulle undslippe. Hvordan? „Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ At de andres tilintetgørelse var en endelig dom over dem, fremgår af Jehovas magtfulde ord til Noa: „Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden. Men jeg vil oprette min pagt med dig. Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner.“ — 1 Mos. 6:5, 7, 9, 13, 18.
7. Hvordan viser Peter, at undergangen ved Vandfloden og ødelæggelsen i Sodoma var endelige?
7 Ikke alene slås denne endelige tilintetgørelse fast ved Guds brug af udtrykket „at udslette“ og Jesu ord „tilintetgjorde“, men også af 2 Peter 2:5-9 (NW): „Han holdt sig ikke tilbage fra at straffe en gammel verden, men bevarede Noa, en retfærdighedens forkynder, sammen med syv andre, da han lod en vandflod komme over en verden af ugudelige mennesker; og ved at lægge byerne Sodoma og Gomorra i aske fordømte han dem og gav derved ugudelige mennesker et rids af kommende ting, og han udfriede den retfærdige Lot, som led meget under de lovløse menneskers hang til løsagtighed — thi mens denne retfærdige mand boede iblandt dem, pintes han dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte — Jehova forstår at udfri de gudfrygtige af prøvelse, men at holde de uretfærdige tilbage til afskærelse på dommens dag.“ Peter anførte disse fortidseksempler på afskærelse for at vise, hvilken skæbne der ville ramme den kristne menigheds falske profeter og falske lærere, som indførte ødelæggende sekter og fornægtede Kristus, og som derved bragte „hastig undergang over sig selv“. Hvem vil påstå, at deres undergang, som således besmittede den kristne menighed, ikke er endelig? De ældgamle tilintetgørelser af Noas samtidige og af Sodoma og Gomorra må være lige så endelige, hvordan kunne de ellers være billeder på den, Peter omtalte? — 2 Pet. 2:1-4, NW.
8. Hvorfor er Sodomas tilfælde af betydning, og hvad mere tilkendegiver, at dens ødelæggelse var definitiv?
8 Efter at Jesus havde vist, at Vandfloden var et billede på den nuværende domsperiode, fortsatte han med at vise, at Sodoma og Gomorra også var det. „Ligesom det skete i Lots dage: de spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede. Men den dag, Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle. På samme måde skal det gå på den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ (Luk. 17:28-30, NW) Vor forudgående drøftelse af 2 Peter 2:5-9 viste, at de, som blev tilintetgjort af Gud i Sodoma og Gomorra, er „afskåret“ for evigt. Judas 7 bekræfter dette, og der står der, at disse byer er sat for os „som et advarende eksempel, idet de lider en evig ilds retslige straf“. (NW) „Evig ild“ er et symbol på det samme som Gehenna, nemlig den anden død. Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra må være endelig, ellers ville Judas ikke have brugt den som et billede på de besmittende elementers skæbne, hvem „mørkets mulm venter til evig tid“. (Jud. 13, NW) Judas 7 viser, at disse gamle byer havde deres dommedag der tilbage i tiden, da de blev udslettet, idet der jo siges, at de allerede er blevet ramt af dommen, „en evig ilds retslige straf“. Ingen fordrejelse af Skriften kan få dette til at betyde en fremtidig opstandelse af dem, som Herren har dræbt. Ingen rest blev frelst fra disse byer, da Lot og hans døtre jo var fremmede dér og ikke indfødte. — Rom. 9:29.
9. Hvorfor og hvordan søger nogle at vise, at Sodomas ødelæggelse ikke var endelig?
9 Såfremt de, Herren dræbte i Sodoma, ikke får nogen opstandelse, så vil de, som han dræber i Harmagedon, heller ikke få nogen, for de førstnævnte er et billede på de sidstnævnte. I et forsøg på at bevise deres påstand om, at ikke alle, som dræbes i Harmagedon, forbliver døde, søger nogle at vise, at sodomitterne, der blev fortæret af ild, vil vende tilbage ved en opstandelse. De citerer Ezekiel 16:53-55: „Og jeg vil vende deres skæbne [fangenskab, KJ], Sodomas og hendes døtres og Samarias og hendes døtres, og jeg vil vende din skæbne [dit fangenskab] midt iblandt dem, for at du kan bære din skændsel og blues ved alt, hvad du har gjort, idet du derved skaffede dem en trøst. Dine søstre Sodoma og hendes døtre og Samaria og hendes døtre skal blive, hvad de fordum var, og du og dine døtre, hvad I fordum var.“
10. Hvad er en opfyldelse af Ezekiels profeti vedrørende genoprettelsen af Jerusalem og hendes døtre?
10 Sammenhængen her viser, at der tales om genoprettelse efter fangenskab, ikke opstandelse i Tusindårsriget. En opfyldelse efter mindre skala indtraf efter Judas og Jerusalems halvfjerds års ødelæggelse (607-537 f. Kr.), da jøder og nitinim [tempeltrælle] og andre fremmede vendte tilbage for at bo i landet. Den større genoprettelse begyndte på Jesu tid og fortsætter nu. Da Jesus kom, befandt jøderne sig i fangenskab under Djævelens organisation, Babylon, som politiske fanger af Rom, fanger af synd og fanger af falsk religion. Men da Jesus kom, forkyndte ordet, døde, blev oprejst, fremstillede sig i himmelen med sit offers fortjeneste, tilvejebragte grundlaget for genløsning, udgød den hellige ånd over en trofast jødisk rest, der søgte genløsning i hans navn, oplyste deres sind til forståelse af befriende sandheder og udfriede dem fra det modbilledlige Babylons trældom, da blev de genoprettet til Jehova Guds teokratiske organisation. I tre og et halvt år efter pinsedagen lød det befriende budskab kun for jøderne, og en rest blev genoprettet. Alt dette skete som opfyldelse af Ezekiel 16:53-55, hvor der tales om Jerusalems og hendes døtres genoprettelse eller tilbagevenden.
11. Hvornår blev „Samaria og hendes døtre“ genoprettet?
11 Da forfølgelsen tog til, og troende jødiske kristne blev spredt for alle vinde, forkyndte de budskabet, hvor de end kom hen. Evangelisten Filip kom til Samaria, hvor Jesus havde prædiket nogen tid forinden. Mange af samaritanerne kom til troen; der blev sendt flere prædikanter til dem, og den hellige ånd kom over dem. De blev bragt ind i Guds organisation. Da blev gennem denne samaritanske rest Ezekiel 16:53-55 opfyldt. — Joh. 4:39-42; Ap. G. 8:1-25.
12. Hvad tilkendegiver, at jøderne knyttede forestillingerne om Sodoma og hunde og hedninger sammen?
12 Så lød evangeliet for hedningerne. Jøderne betragtede dem som hunde. (Matt. 15:26, 27; Mark. 7:27, 28) Hunde ansås for urene, kønsligt degenererede og forbundet med sodomi: „Ingen af Israels døtre må være skøge, og ingen af Israels sønner må være mandsskøge. Du må ikke for at opfylde et løfte bringe skøgefortjeneste eller hundeløn til Jehova din Guds hus; thi begge dele er Jehova din Gud en vederstyggelighed.“ (5 Mos. 23:17, 18) Den prostituerede kvindes løn sammenlignes med skøgeløn, og den mandlige sodomits med hundeløn. I stedet for „hundeløn“ bruger An American Translation udtrykket „en mandsskøges løn“ og Moffatt et udtryk, der betyder en dreng, der bruges i unaturlig hensigt. Disse kønslige udskejelser var meget udbredte i Sodoma, hvorfor sodomi har fået navn efter denne by. Alt dette viser, hvordan jøderne knyttede forestillingerne om Sodoma, hunde og hedninger sammen.
13. Hvilket citat støtter dette synspunkt?
13 Som støtte for dette syn på sagen er det værd at lægge mærke til det efterfølgende citat fra bind 7 af The Interpreter’s Bible, der blev udgivet sidste år. Den første paragraf under „Moral“, der begynder side 80, lyder: „Den hedenske verdens moralliv omtaltes ofte af de første kristne forfattere, hvis syn på den tids moral var en stående opfattelse, de havde arvet fra deres jødiske forgængere. Både jødiske og kristne forfattere er enige om, at hedningerne var moralsk fordærvede. Det Gamle Testamentes beretning om Sodoma og Gomorra, over hvilke byer Herren lod regne ild og svovl, repræsenterer den hebraiske indstilling over for hedensk ondskab, hvad enten det var ægypteres, kana’anæeres, filisteren, assyreres, babylonieres eller romeres.“
14. Hvorledes gjaldt genoprettelsen også „Sodoma og hendes døtre“?
14 Apostelen Peter betragtede hedningerne som sodomitter og hunde, og det var derfor, det var så vanskeligt for ham at forstå, at Gud havde til hensigt, at han skulle bringe evangeliet til hedningerne. Men da han forstod det, adlød han, og Gud udgød sin ånd over hedenske troende og optog dem i den samme genoprettede menighed med de troende jøder og samaritanere. (Ap. G. 10:9-48) Da den trofaste jødiske rest så uomskårne hedninger, som de tidligere havde betragtet som hunde og sodomitter, genoprettet sammen med dem, følte de sig til en vis grad beskæmmet. De troede, at jøderne var særlig hellige, og at Gud kun ville bruge jøderne til at udgøre Messias’ brud. Nu lærte de, at de ikke var så betydelige eller hellige, og at Gud ikke alene regner samaritanere værdige til at komme med i Riget, men også uomskårne hedninger. Opfyldelsen af Ezekiel 16:53-55 begyndte derfor tidligt i den kristne tidsalder. Ezekiel mente ikke det bogstavelige Sodoma, lige så lidt som Esajas gjorde, når han kaldte Israel Sodoma, eller Johannes, da han skrev, at Jesus døde i Sodoma. (Es. 1:10; Åb. 11:8) Ezekiel brugte det symbolsk for uomskårne hedninger og i forbindelse med den teokratiske organisations genoprettelse og ikke i forbindelse med opstandelse.
Dom over Israel på Jesu tid
15. Hvorfor hævder nogle, at både Sodoma og jøderne på Jesu tid vil erfare en fremtidig dom?
15 En anden domsperiode bringes på bane, når de, som hævder, at udslettede sodomitter vil få en opstandelse, citerer Jesu ord ved en anden lejlighed. Han havde dadlet de jødiske byer Korazin og Betsajda, der ikke viste tegn på anger, til trods for at de havde været vidner til mange af hans undergerninger, og sagde: „Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til himmelen? Ned til Hades skal du komme! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag. Derfor siger jeg til jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.“ (NW) (Matt. 10:14, 15; 11:20-24; Luk. 10:10-15) Her ud fra påstår nogle, at der venter både Sodoma og disse jødiske byer en fremtidig dom i Tusindårsriget.
16. Hvad mente Jesus, da han sagde, at dommen ville være tåleligere for Sodoma end for visse jødiske byer?
16 Skulle disse udtalelser have denne betydning, så ville det være en modsigelse af Judas’ udtalelse, at Sodoma allerede er blevet ramt af „en evig ilds retslige straf“. Jesus brugte i virkeligheden her en talemåde, der var almindelig på hans tid. Han brugte en lignende talemåde, da han sagde: „Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.“ (Luk. 18:25, NW) Intet fornuftigt menneske ville for et øjeblik tro, at en kamel kunne klemme sig igennem et nåleøje. Når denne indlysende umulighed blev omtalt som værende lettere end noget andet, ville det så ikke med særlig kraft understrege dette andet som fuldstændig umuligt? Jesus fremhævede derfor med kraft, at de rige, som væmmes ved tanken om at skulle give afkald på deres rigdom, ikke vil komme med i Riget. Ligeledes bestod Sodoma ikke på sin dommedag, men svigtede totalt, og jøderne vidste, at dens skæbne var beseglet. Deres mening om Sodoma var ringest mulig. Når Jesus derfor sagde til dem, at det skulle gå det fordærvede Sodoma tåleligere end disse jødiske byer, så fattede de til fulde hans mening.
17. Hvorfor ville det være forgæves at genoprejse det jødiske præsteskab, deres jødiske efterfølgere og deres hedenske proselytter?
17 Disse jødiske byer havde hørt advarselen og set kraftige gerninger. De havde fået en retfærdig domsprøve, og ved deres afgørelse havde de vist sig fortjent til evig udslettelse. (Matt. 10:5-15; Luk. 10:8-12; Joh. 12:37) Som vidner til mirakuløse helbredelser ved den hellige ånds kraft syndede disse indbyggere, når de nægtede at tage imod budskabet, imod den hellige ånd, og dette er en utilgivelig synd, der fortjener den anden død. De stillede sig på farisæernes side, der så Jesus helbrede en dæmonbesat mand, men nægtede at godkende denne åbenlyse tilkendegivelse af den hellige ånd. På grund af deres indstilling sagde Jesus til dem, at de aldrig ville opnå tilgivelse, hverken under det nuværende tingenes system eller det kommende, den nye verden. Da dommen var gået dem imod, og de var uden mulighed for tilgivelse i den gamle såvel som i den nye verden, ville det være nytteløst at oprejse dem i Tusindårsriget. Jesus afsagde dom over dem: „Slanger, øgleunger, hvordan kan I undfly Gehennas dom?“ (NW) Hvis det var der, de blinde religiøse ledere skulle ende, så ville deres blinde jødiske efterfølgere ende samme sted. Og når de falske religiøse ledere omvendte en hedning, så førte de ham ikke til den sande tilbedelse, der kunne rense ham for hans tidligere synder imod Gud, men føjede kun til hans tidligere synder den religiøse syndighed og det hykleri, som de lærte ham, hvorved hans brøde blev dobbelt så stor. Denne proselyt blev således i dobbelt forstand „et Gehennas barn“ fremfor de skriftkloge og farisæerne. — Matt. 12:22-32; 15:14; 23:15, 33.
18. Hvorfor er det ulogisk at hævde, at Mattæus 12:41, 42 betyder en opstandelse for disse jøder?
18 Den kendsgerning, at det kødelige Israels dommedag indtraf for nitten århundreder siden, benægtes heller ikke af Jesu ord: „Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne generation og fordømme den; thi de angrede på grund af det, Jonas prædikede, men se! noget mere end Jonas er her. Dronningen fra syden skal ved dommen rejses op sammen med denne generation og vil fordømme den; thi hun kom fra jordens ender for at høre Salomos visdom, men se! noget mere end Salomo er her.“ (Matt. 12:41, 42; Luk. 11:31, 32, NW) Dette betyder ikke, at ninevitterne og sydens dronning skal komme til at stå ansigt til ansigt med jøderne fra Jesu tid i Tusindårsrigets domsperiode. Til hvilket formål? Kun for at fordømme jøderne og for noget, de gjorde i deres tidligere liv? I Tusindårsriget vil mennesker blive dømt på grundlag af det, de da gør, og ikke for det, de gjorde i et tidligere liv. Dog er dommen gået disse jøder imod, og de blev fordømt der for nitten århundreder siden, fordi de i deres egen levetid og under den domsperiode, der da fandt sted, forkastede en, der var mere end Jonas og mere end Salomo, nemlig Messias, Kristus. De får ikke een chance til i endnu en domsperiode, i Tusindårsriget.
19. Hvad betyder Jesu ord i virkeligheden?
19 Hvad Jesus mente var, at jøderne på hans tid blev fordømt af de angrende ninevitters eksempel, et eksempel, der stod nedskrevet i de Hebraiske Skrifter som en anklage mod disse jøder i deres domsperiode. På samme måde stod beretningen om sydens dronning som en anklage imod disse jøder, der ingen anger viste. Disse hedninger gav agt på mennesker som Jonas og Salomo, men det jødiske pagtsfolk gav ikke engang agt på deres Messias. Inden deres domsperiode var forbi, kom disse jøder til at stå ansigt til ansigt med hedninger som ninevitterne og sydens dronning, hedninger, der på Jesu tid angrede og blev en del af Kristi brudeskare. Jøderne dømte sig selv uværdige til liv. (Ap. G. 13:44-50) Abel behøvede ikke at være levende, for at hans blod kunne råbe fra jorden i fordømmelse af Kain, og hans retskafne færd og beretningen derom taler, selv om Abel er død. (1 Mos. 4:10; Hebr. 11:4) På lignende måde kunne ninevitternes og sydens dronnings adfærd og beretningen derom stå som en anklage imod og en fordømmelse af jøderne i deres domsperiode dér tilbage i tiden.
20. Hvorfor er Johannes 12:47-49 ikke nogen benægtelse af, at det var en domsperiode, der overgik jøderne dengang? og hvorfor kunne Jesus tale om denne dom som noget fremtidigt?
20 Som et modbevis imod, at det tidspunkt skulle være en domsperiode for jøderne, citerer nogle Jesu ord: „Hvis nogen hører mine ord og ikke overholder dem, så dømmer jeg ham ikke; thi jeg er kommet, ikke for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har en, der dømmer ham. Det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den sidste dag; thi jeg har ikke talt af egen tilskyndelse, men Faderen selv, der udsendte mig, har givet mig en befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.“ (Joh. 12:47-49, NW) Dengang var det ikke en domsperiode for verden, men det var det for jøderne. Jesus skulle end ikke dømme dem. Ordene, han talte, dømte dem, og de var ikke hans egne, men Guds. De medførte oplysning og ansvar, og jødernes reaktion over for dem tilkendegav deres indstilling over for Messias og deres ståsted under dommen. (5 Mos. 18:18, 19; Joh. 3:18-21; Hebr. 4:12) De skriftsteder, vi her har undersøgt, lyder, som om dommen over jøderne hørte fremtiden til, og dette skriftsted siger om dem, at de skal dømmes „på den sidste dag“. Dengang Jesus på sin tid talte om dommen over jøderne, var største delen af denne periode fremtidig, idet den knap nok var begyndt, da han talte disse ord. Denne periodes sidste dage indtraf først i året 70 e. Kr., næsten fyrretyve år senere. Da var det, at domsperioden over det kødelige Israels nation nåede sit afsluttende højdepunkt, idet Jehova brugte Titus til at håndhæve de domme, der havde hobet sig op i de sidste fyrretyve år.
21. Hvorledes blev de galilæiske byer, Jesus fordømte, ramt af dommen i året 70 e. Kr.?
21 Nu vil nogle indvende, at denne ulykke kun ramte jøderne i Jerusalem, som Titus belejrede. De vil spørge: Hvad med dommen over de andre jødiske byer, for eksempel de galilæiske byer Korazin og Betsajda og Kapernaum, som Jesus udtalte ve over? Disse spørgsmål tyder på ukendskab til den historiske beretning. De romerske legioner væltede ind over Galilæa med sådanne ødelæggelser, at Josefus skriver: „Galilæa blev overalt hærget af ild og mættet af blod; det undslap heller ikke nogen form for elendighed eller ulykke.“ I særdeleshed gik det ikke Korazin og Betsajda og Kapernaum tåleligt, da dommen ramte disse byer. De blev udslettet af tilværelsen, og ingen ved med bestemthed, hvor de har ligget, og meningerne herom er meget delte. Vi bør huske, at Titus’ endelige belejring af Jerusalem begyndte ved tidspunktet for påsken i året 70 e. Kr. og overraskede derfor, foruden de faste indbyggere, også jøder fra alle egne af Palæstina, der stadig holdt sig til Moseloven, hvorved de forkastede Messias og den nye pagt. Blandt dem var der mange indbyggere fra Korazin, Betsajda og Kapernaum.
22. Hvordan var den jødiske domsperiode en mindre opfyldelse af Mattæus 24? Hvorledes er vor tid den store opfyldelse deraf?
22 På Jesu tid kom „endens tid“ for det jødiske tingenes system, i særdeleshed efter at han døde på pælen og Jehova naglede Loven til pælen og derved satte den ud af kraft og ophævede dens gyldighed. Men den egentlige ende på tempeltjenesten og dens præsteskab og ofringer fandt ikke sted før i året 70 e. Kr. Da indtraf den absolutte ende, skønt tempeltjenesten var uden virkning hos Gud umiddelbart efter Jesu død og opstandelse og opstigen til himmelen. Det var „endens tid“ for det kødelige Israels nation, og med Jerusalems fald blev de, som ikke agtede på Jesu advarsel om at fly til bjergene, ramt af dommen for stedse. Da skete der en delvis og mindre opfyldelse af Jesu velkendte profeti i Mattæus 24. Den store og fulde opfyldelse indtræffer i vore dage og finder nu sted. Satans verden begyndte sin „endens tid“ i året 1914. Da udløb dens frist og ophørte dens myndighed, hvad Jehova angik, skønt den forbliver en tid til den absolutte ende, ligesom det jødiske tingenes system forblev en tid. Det nuværende sataniske system oplever nu sin domsperiode, og eksekveringen af dommen vil komme inden for denne generation, i Harmagedonslaget. Håndhævelsen af dommen over nationerne og over det enkelte menneske vil være lige så endelig som eksekutionerne ved afslutningen af forbilledlige domsperioder i forgangne tider, som for eksempel Vandfloden på Noas tid, ildregnen over Sodoma og Gomorra og det kødelige Israels tilintetgørelse i året 70 e. Kr.
(The Watchtower, 1. juni 1952)