En åbenbaring til Johannes
18 Efter dette så jeg en anden engel stige ned fra himlen. Han havde stor myndighed, og jorden blev oplyst af hans herlighed. 2 Han råbte med kraftig stemme: “Hun er faldet! Babylon den Store er faldet.+ Hun er blevet tilholdssted for dæmoner og et sted hvor alle urene ånder* og alle urene og forhadte fugle holder til!+ 3 På grund af hendes lidenskabs* vin, hendes seksuelle umoral,* er alle nationerne faldet som ofre.+ Jordens konger har haft umoralske forhold til hende,+ og jordens købmænd* er blevet rige i kraft af hendes skamløse luksus.”
4 Så hørte jeg en anden stemme fra himlen sige: “Gå ud fra hende, mit folk.+ Ellers vil I være medskyldige i hendes synder og blive ramt af hendes plager,+ 5 for hendes synder har hobet sig helt op til himlen,+ og Gud har husket hendes uretfærdige handlinger.*+ 6 Lad hende blive behandlet ligesom hun har behandlet andre,+ ja, giv hende dobbelt igen for det hun har gjort.+ I det bæger+ hvor hun selv har blandet en drik, skal I blande en dobbelt portion til hende.+ 7 I samme grad som hun har æret sig selv og levet i skamløs luksus, skal I give hende smerte og sorg. I sit hjerte bliver hun ved med at sige: ‘Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke og vil aldrig opleve sorg.’+ 8 Derfor vil alle hendes plager komme på én dag – død og sorg og sult. Og hun vil blive brændt op af ild,+ for Jehova* Gud, der har dømt hende, er stærk.+
9 Og jordens konger, der har haft umoralske forhold* til hende og levet i skamløs luksus sammen med hende, vil græde og slå sig selv af sorg over hende når de ser den røg der stiger op når hun bliver brændt. 10 De vil stå på afstand af frygt for at blive pint ligesom hende og sige: ‘Ve, ve, du store by, Babylon,+ du stærke by, for på én time er din dom kommet!’
11 Jordens købmænd vil også græde og sørge over hende, for der er ikke længere nogen til at købe alle deres varer, 12 deres ladninger af guld, sølv, ædelsten, perler, fint linned, purpurfarvet stof, silke og skarlagenrødt stof, alle deres genstande af duftende træ, af elfenben og af kostbart træ, kobber, jern og marmor. 13 Der er heller ingen til at købe kanel, indisk krydderi, røgelse, vellugtende olie, virak, vin, olivenolie, fint mel, hvede, kvæg, får, heste, vogne eller slaver, ja, levende mennesker. 14 Du har mistet den lækre frugt du længtes efter. Det er forbi med alle delikatesserne og de pragtfulde ting, og de vil aldrig mere findes.
15 Købmændene der solgte disse ting, og som blev rige takket være hende, vil stå på afstand af frygt for at blive pint ligesom hende. De vil græde og sørge 16 og sige: ‘Hvor trist at dette er sket for den store by! Den var klædt i fint linned, purpurfarvet og skarlagenrødt stof og rigt pyntet med guldsmykker, ædelsten og perler.+ 17 Tænk at så stor en rigdom er blevet ødelagt på én time!’
Og enhver kaptajn og enhver sømand, ja, alle der sejlede eller havde deres arbejde på havet, stod på afstand 18 og råbte mens de så røgen der steg op da hun blev brændt: ‘Hvilken by er som den store by?’ 19 De kastede støv på deres hoveder og råbte, græd og sørgede. De sagde: ‘Hvor trist at dette er sket for den store by! Alle der havde skibe på havet, blev rige takket være hendes velstand, men på én time er hun blevet ødelagt!’+
20 Glæd dig over det der er sket med hende, du himmel,+ og glæd jer, I hellige+ og I apostle og profeter, for Gud har afsagt sin dom over hende for jeres skyld!”+
21 En stærk engel tog så en sten der var som en stor møllesten, løftede den op og slyngede den i havet mens han sagde: “Sådan vil Babylon, den store by, blive slynget ned med et rask kast, og hun vil være væk for altid.+ 22 Lyden af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe, og af musikere, fløjtespillere og trompetblæsere vil aldrig mere høres i dig. Og ingen håndværker af nogen slags vil findes i dig mere, og møllestenens lyd vil heller aldrig mere høres i dig. 23 Lys fra lamper vil aldrig mere skinne i dig, og aldrig mere skal der høres en brudgoms og en bruds stemme i dig. Dine købmænd var jordens stormænd, og på grund af dine okkulte handlinger+ blev alle nationerne vildledt. 24 Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige+ og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.”+