Åndens frugt

„Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, godhjertethed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ — Gal. 5:22, 23, NW.

 1. Hvorfor kommer mennesker ofte på vildspor i deres bestræbelser for selvudvikling, og hvilket skriftsted kaster lys over dette spørgsmål?

I UMINDELIGE tider har mennesker været levende interesseret i deres personlige udvikling på ethvert område, både det fysiske, det mentale og det moralske. På grund af deres ufuldkommenhed har deres bestræbelser i denne retning ofte været blottet for ligevægt og præget af en tendens til at gå til yderligheder. For eksempel er der mænd, som sætter en ære i at udvikle vældige muskler eller træne sig op til fysiske præstationer, der vækker beundring og vinder bifald. Mange skænker det ikke en tanke, at de senere i livet måske må bøde derfor med et nedbrudt helbred, og at de ofte forsømmer de finere, mere uhåndgribelige værdier, der har med sind og hjerte at gøre. Som apostelen siger: „Legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“ — 1 Tim. 4:8.

 2. a) Hvordan har religion i almindelighed givet liv til tanken om selvudvikling? b) Hvad sagde Paulus om dette i forbindelse med jødedommen?

² Denne mangel på ligevægt og tendensen til at gå til yderligheder er ligeledes blevet åbenbar, når mennesker har søgt at udvikle og forbedre sig selv i mental og moralsk henseende, og deres bestræbelser har ikke sjældent være parret med megen stolthed over deres bedrifter, hvad enten disse har været virkelige eller indbildte. Ofte er det sket under indflydelse og ledelse af en af de mange religioner, der udgør en del af den nuværende tingenes ordning, idet sådanne religioner fastholder, at den, som strengt følger den foreskrevne vej, vil skaffe sig visse fordele og fortjenester, der indvirker på både det nuværende og det kommende liv. Selv ikke de religioner, som har påstået at anerkende den eneste sande Gud, har undgået den snare. Hvad var grunden til, at Paulus skrev om „åndens frugt“ i modsætning til „kødets gerninger“ i sit brev til galaterne? Var det ikke netop på grund af det spørgsmål, som blev rejst af nogle, der stadig klyngede sig til den jødiske ordning og hævdede, at retfærdighed kom af „,lovgerninger“, og det „på jødisk vis“? Paulus vidste kun alt for godt, hvilken mur han stod overfor, thi som han sagde om sin tidligere færd: „I jødedommen var jeg mere yderliggående end mange af mine jævnaldrende i mit folk.“ Irriteret skriver han: „Er I da så uforstandige? I begyndte i ånd; vil I nu „fuldende“ i kød?“ — Gal. 5:19, 22; 2:14, 16; 1:14; 3:3.

 3. Hvilken lighed består der mellem kristenheden og jødedommen i dette spørgsmål?

³ Meninger og påstande meget lig dem, jødedommens tilhængere førte i marken, forfægtes også af mange af kristenhedens sekter. Det er en almindelig antagelse, at kristne er underlagt de ti bud, også sabbatsbudet, og at man bliver retfærdiggjort ved en streng ydre overholdelse af det, som er nævnt i disse bud. Som i jødedommen finder vi også her en mængde menneskebud tilføjet, selvpålagte straffe, faster, selvfornægtelse, en klosteragtig og streng livsførelse, hvilket alt sammen formodes at bidrage til ens personlige hellighed og således udvirke den nødvendige optugtelse og de nødvendige kvalifikationer til et fremtidigt liv med Kristus i himmelsk herlighed. Nogle er endog gået så, vidt som til at påstå, at de har opnået absolut hellighed, syndfrihed, mens de endnu var i kødet. Hvor dåragtigt! navnlig i betragtning af apostelens direkte advarsel på dette punkt: „Thi alt sådant har vel med sin selvgjorte gudsdyrkelse og „ydmyghed“ og skånselsløshed mod legemet ry for visdom, men der er ikke nogen ære ved det; det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur!“ — Kol. 2:23.

 4. Hvad fatter og påskønner kristenhedens lærere ikke?

⁴ Kristenhedens religiøse lærere i almindelighed forstår ikke den bibelske lære, at kristne „ikke er under lov, men under nåde“ eller under „ufortjent godhed“ (NW), og at de retfærdiggøres i forbindelse med den nye pagt, der formidles af mellemmanden, Kristus Jesus. Disse lærere forstår således heller ikke, at den kraft, der bevirker retfærdighed under den nye pagt, ikke er de ophævede ti bud, men Guds ånd, der forvandler de kristne og giver dem lighed med Guds billede, for som Paulus siger: „Men drives I af ånden, er I ikke under Loven.“ — Rom. 6:15; Gal. 5:18. Se også Efeserne 2:15; 2 Korinter 3:5-18.

 5. a) Hvorfor er åbenbaringen af sandheden og fjernelsen af vildfarelsen foregået gradvis? b) Hvordan kan vi se det med henblik på åndens frugt?

⁵ Intet under, at der i vor bevægelses unge år, det vil sige før 1914 og en kort tid derefter, var nogle, som tog imod sandhedsbudskabet i lydighed mod befalingen i Åbenbaringen 18:4 og forlod nutidens Babylons falske religion, men som stadig til en vis grad lod sig influere af det, de førhen havde accepteret som sandt. Vi må altid huske på, at åbenbaringen af sandheden og den påfølgende fjernelse af al babylonisk besmittelse, både i lære og livsførelse, er foregået gradvis. (Ordsp. 4:18; Es. 52:11) I disse forgangne år viede man emnet udviklingen af „åndens frugter og nådegaver“, sem man dengang kaldte dem, stor opmærksomhed. Med Galaterne 5:22, 23 som grundlag udgjorde det et yndet tema i mange foredrag. Den slags havde ofte karakter af et symposium. Hvad man til stadighed søgte at vise var, hvordan den enkelte gennem karakterudvikling burde opdyrke de forskellige egenskaber, apostelen opregner. Nogle, som var i sandheden dengang, understregede så kraftigt, hvor uhyre nødvendigt det var at udvikle disse egenskaber, at de beskæftigede sig alt for meget med sig selv. Hver eneste lille erfaring og hver eneste hændelse blev anset for at spille en rolle i forbindelse med udviklingen og lutringen af deres karakter. I mange tilfælde førte det til, at de blev selvoptagne og egocentriske, ganske vist på en vis ydmyg måde. Vi kan med andre ord sige, at de blev overmodne og faldt af træet.

 6. Hvad er det vigtigt for os at indse, og hvilken fare bør vi undgå?

⁶ Vil det sige, at vi slår sagen hen i spøg? Nej, for det ville være upassende, eftersom dette emne indtager en ganske bestemt plads i Guds ord. Skønt vi måske vil påpege det latterlige ved sådanne, som tager sig selv alt for højtideligt, er det, vi ønsker at understrege, nødvendigheden af, at vi anlægger det rette syn på vor egen stilling til spørgsmålet om at bære frugt. Sammenhængen i Galaterne, det femte kapitel, viser, at faren for at blive selvoptaget, er vor største fjende indadtil. Paulus siger: „Lever vi i ånden, da lad os også vandre i ånden. Lad os ikke søge tom ære, så vi udæsker hverandre og misunder hverandre.“ — Gal. 5:25, 26.

 7. a) Hvordan bør vi se på os selv? b) Hvordan skildrer Esajas vor nuværende fremgang og vækst?

⁷ Hvordan kan vi få hjælp til at se nøgternt på os selv og undgå denne fare? Vi må se på os selv, således som Jehova ser på os. Hvordan ser han på os? På denne dag handler han med os og betragter os først og fremmest som et folk, han har indsamlet til sin teokratiske organisation, Zion. Mange profetier taler om dette indsamlede folk, og eet sted nævner Esajas det i forbindelse med Guds ånd og den frugt, den frembringer. Først omtaler Esajas en gold og ufrugtbar tilstand, som han siger skulle råde, inden den teokratiske organisations genrejsning, og dernæst siger han: „Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver ørkenen til frugthave, frugthaven regnes for skov. Ret fæster bo i ørkenen, i frugthaven dvæler retfærd; retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“ (Es. 32:15-18) Hvilket tiltalende billede på velsignelse og vækst! Hvilken vederkvægende frugt!

Forskellig slags frugt

 8. Er al frugt den samme, både bogstaveligt og billedligt? Hvad har de mange skriftsteder, der omtaler frugt, til fælles?

⁸ Nu vil en eller anden måske spørge, om den frugt, der omtales i den foregående profeti, er den samme som den, Paulus skildrer i Galaterne 5:22, 23. Og hvordan forholder det sig med frugten på vintræet i den velkendte lignelse hos Johannes, det femtende kapitel, hvor Jesus siger: „Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt“? (Joh. 15:8) Hentydede Jesus til, at man altid bør vise megen kærlighed, megen glæde og så fremdeles? Er al frugt den samme frugt? Nej, naturligvis ikke. Ordet frugt forekommer mange gange i Bibelen og bruges om mange forskellige ting, både gode og onde. Men fælles for al talen om frugt er, at det er noget, der frembringes, det er det naturlige og logiske udfald eller resultat af visse årsager eller af en vis handlemåde.

 9, 10. Hvordan kan man betragte Rigets frugt under forskellige synsvinkler, og med hvilken støtte i Bibelen?

⁹ I betragtning af, at vi lever på den dag, da Guds rige er oprettet i himmelen og en rigsorganisation, hvori Guds folk er blevet indsamlet, er opbygget på jorden, kan al den frugt, vi som Guds tjenere og ved hans ånds hjælp frembringer, med rette kaldes Rigets frugt. Men selv disse gode frugter kan ses under forskellige synsvinkler. I en af sine lignelser viste Jesus, at sæden, som den store sædemand såede, er sandhedsordet, budskabet om Riget. Jesus sagde: „Men det i den gode jord, det er dem, som hører ordet og gemmer det i et smukt og godt hjerte og bærer frugt i udholdenhed.“ (Luk. 8:15) Eftersom de forskellige sædekorn frembringer hver sin art, og eftersom vi selv har fået kundskab om sandheden, fordi en anden forkyndte budskabet om Riget for os, siger det sig selv, at den frugt, vi bør bære, er at forkynde det samme budskab for andre igen og således øge Rigets interesser. Det er eet synspunkt, og det er det mest fremtrædende i billedet med at bære frugt i de omtalte citater fra Esajas, det 32. kapitel, og Johannes, det 15. kapitel.

¹⁰ Men det er ikke den eneste side at se sagen fra. I sit brev til dem, der er blevet oplyst ved sandhedsordet, skriver apostelen: „I skal vandre som lysets børn — lysets frugt består jo i al godhed og retfærdighed og sandhed.“ (Ef. 5:8, 9) En slags frugt, som vi bør bære i vort daglige liv, er „al godhed“. En anden slags frugt bør bæres i forbindelse med forkyndelsen af sandheden, i alle former for tjeneste på arbejdsmarken. Disse to er uløseligt knyttet til hinanden, som vi skal se. Men under dette studium vil vi mærke os den slags, der har med vort daglige liv, vor personlighed og vort sindelag at gøre. Vi bør ikke glemme at lægge os disse ting på hjerte rent praktisk, så vi kan være „ordets gørere, ikke blot dets hørere“. — Jak. 1:22.

Kærlighed — åndens fornemste frugt

11. Hvad er åndens fornemste frugt, og hvilket spørgsmål melder der sig i denne forbindelse?

¹¹ I den række på ni egenskaber, der udgør åndens frugt, og som nævnes i Galaterne 5:22, 23, kommer kærlighed med rette først i rækken. Lad os tage praktisk på tingene og stille os selv dette spørgsmål: Hvad vil det for mit vedkommende sige, at „åndens frugt er kærlighed“? Betyder det, at jeg skal gennemgå en slags åndelig gymnastik og hver morgen sige til mig selv: Jeg må bestræbe mig for at være mere kærlig. Jeg beslutter mig til at være mere kærlig? Hvis vi greb sagen an på den måde og indledte en form for selvudvikling, ville det, vi udviklede, så ikke være en frugt af vor egen ånd? Men apostelen taler jo om Guds ånd og ikke om vor egen. Hvordan skal vi så bære os ad?

12. På hvilken måde viser Skriften, at Guds kærlighed har indflydelse på os og virker i os?

¹² Når vi først begynder at lære sandheden at kende, er det Guds store kærlighed, hans mildhed og hans godhed, der tiltaler os. Efterhånden som vi lærer mere om sandheden, lærer vi også at påskønne Guds uselviske kærlighed i endnu højere grad, og vi når til det punkt, da vi efterkommer hans opfordring: „Giv mig dit hjerte, min søn.“ (Ordsp. 23:26) Det vil sige, at vi i en hengivenhedens ånd indvier os til Jehova for at gøre hans vilje, og således bliver vi sande kristne. Det skyldes ikke en kærlighed, vi har udviklet på eget initiativ. Paulus siger, at det tværtimod skyldes, at „Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved helligånden“. — Rom. 5:5.

13. Hvilken virkning har denne kærlighed på vort forehold til vore brødre?

¹³ Samtidig forstår vi, at vi er blevet ført sammen med andre, der har fulgt nøjagtig den samme vej og taget nøjagtig de samme skridt. De er altså vore medkristne og alle medlemmer af den nye verdens samfund. Ganske naturligt og logisk føler vi os nært knyttet til disse brødre og søstre, og dette forhold er ligesom frugt en naturlig følge og ikke noget forceret eller kunstigt. Til bekræftelse heraf skriver Johannes: „Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud [først], men i, at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder. . . . når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre“ på samme varme, milde og uselviske måde. (1 Joh. 4:10, 11) Selvfølgelig bør vi elske hinanden. Når vi bliver sande kristne og Guds kærlighed fylder vore hjerter og kundskaben om sandheden og håbet om Riget vort sind, vil dette uvægerligt forandre hele vort liv og vort sindelag.

14. Fremhæver Bibelen, at vi har et personligt ansvar i forbindelse med åndens frugt?

¹⁴ Får læseren af dette nu den opfattelse, at det er meget let og ligetil at bære åndens frugter? Det er det ikke. Skønt frembringelsen af disse frugter ikke er et spørgsmål om selvudvikling, betyder det ikke for et øjeblik, at vi bare skal forholde os afventende og uvirksomme og føjeligt lægge os helt i Guds hånd. Som vi før sagde, bør vi se nøgternt på os selv og på den rolle, vi spiller. I lignelsen om vintræet sagde Jesus: „Min Fader er vingårdsmanden.“ (Joh. 15:1) Ja, Jehova er den store frugtavler, den, som frembringer al rigsfrugten, og ham tilkommer al æren. Under hans ledelse udfører vi dog et opdyrkningsarbejde, således som Paulus viser, for vi planter, vander og luger, men vi bør aldrig glemme, at det er „Gud, der giver vækst“. Men som apostelen fortsætter med at sige, bør vi, selv om vi hver især intet er, se til, hvorledes vi røgter vort ansvar, for engang skal det „åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen [denne dommens dag] skal gøre det klart“. — 1 Kor. 3:6, 7, 10, 13.

15. Hvilket ansvar har vi hver især, og hvordan kan vi bedst røgte det?

¹⁵ Nøjagtig hvori består vor andel i at frembringe åndens frugt, hvad kærlighed angår? Det er ikke vanskeligt at besvare dette spørgsmål. Efterhånden som vi mere og mere kommer til at påskønne, hvad sand kærlighed er, således som vi ser den hos Jehova, selve kilden til kærlighed, og efterhånden som vi kommer i nærmere samhørighed med ham, vil vi blive fyldt med et inderligt og brændende ønske om at lægge samme egenskab for dagen. Sådan er kærlighed. Den ønsker at komme til udtryk, at give sig udslag i handling. Den er uselvisk og gør, at vi ønsker at se andre glæde sig og dele de samme ting med os, som betyder så meget for os. Nu spørger vi: Hvordan kan kærlighed bære rigere frugt, end netop ved at vi har så nær tilknytning som muligt til den skare indviede mennesker, Jehova har samlet ind i den nye verdens samfund? Hvordan kan vi på bedre måde adlyde formaningen: „I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn, og vandre i kærlighed,“ end ved at overvære og aktivt tage del i alle vor lokale menigheds møder og i de forskellige grene af tjenesten på selve arbejdsmarken? Følger vi den vej, får vi talrige lejligheder til at øve os i uselviskhed og vise gudlignende kærlighed, mildhed og godhed. Ja, der er ubegrænsede muligheder, for „mod sligt er Loven ikke“, så den skulle sige: Stands, gå ikke længere ad denne vej. — Ef. 5:1, 2; Gal. 5:23.

16. Hvilke forpligtelser har vi som medlemmer af den nye verdens samfund?

¹⁶ Mærk dig vel, at der er himmelvid forskel på dette og på at gå til møder for at modtage en velsignelse og bare sidde der tavs uge efter uge og suge alt det gode til sig eller tage del i tjenesten som en vanesag og af ren og skær pligtfølelse. Ganske vist suger frugttræer alt det gode til sig, de kan, fra solen, luften og jorden. Men hvorfor? For at de kan bære frugt til gavn og glæde for andre. Det samme gælder frugten af vor daglige livsførelse og vort sindelag såvel som frugten af vor forkyndelse af Riget. Vore medkristne og rettænkende mennesker i verden skulle kunne glæde sig over og sætte pris på vor personlighed netop på grund af disse gode egenskaber. Glæder man sig over din personlighed af omtalte grund?

17. Hvad skal der forstås ved at leve i ånden og „vandre i ånden“?

¹⁷ Som støtte for den tanke, at den bedste måde at frembringe åndens frugt på er ved at have så nært fællesskab med Guds indsamlede folk som muligt, skal vi atter betragte det allerede citerede udsagn: „Lever vi i ånden, da lad os også vandre i ånden.“ (Gal. 5:25) Her har vi hemmeligheden ved vor andel i opdyrkningen og frembringelsen af den ønskede frugt. Apostelen siger intet om et kursus i selvudvikling ved hjælp af en slags åndelig gymnastik. Nej, det er et spørgsmål om at leve i ånden og „vandre i ånden“. Det vil sige, at vi må se på os selv som et indsamlet folk, indsamlet til Zion, hvor Jehova har udgydt sin ånd over sin tjenerskare, og hvor han som vor lærer har lagt sine ord i vor mund. Ikke som enkeltpersoner, men som et folk, oplærer han os i, hvordan vi skal leve ved ånden, hans ånd. Når vi med vore fødder står på den rette vej, er det kun et spørgsmål om støt og roligt at gøre fremskridt under teokratisk ledelse, og, nær ingen frygt, så vil vi frembringe ånden frugt til Jehovas pris, til velsignelse for andre og til frelse og liv for os selv i den nye verden. — Es. 54:13; 59:21.

18. Hvilken praktisk hjælp yder organisationen i denne henseende?

¹⁸ Rent praktisk yder Jehovas organisation os stor hjælp, så vi kan vandre sømmeligt og gøre gode fremskridt. Gennem Vagttaarnet og Budbringer og ved møderne, hvor sandhederne og vejledningen i disse publikationer drøftes, modtager vi bestandig hjælp, idet vi bliver både opmuntret og retledt, så vi klart og tydeligt kan se vejen fremover og i vor opførsel og tjeneste følge den rette kurs. I disse onde og kritiske tider støder vi ofte på problemer, der får os til at undre os over, hvordan vi helst skal forholde os, og hvilken vej vi skal vælge. Også i denne henseende er det os til virkelig gavn at holde os ganske nær til organisationen, for gennem den stilles der på denne dag ligesom på apostlenes tid modne og pålidelige tjenere til rådighed, tjenere, hvis opførsel og sindelag er et eksempel for andre, og hvis opgave det er at hjælpe os, selv om deres råd ikke altid er det, vi ventede eller håbede på at få. Som Paulus skrev til filipperne: „Blot vi, så vidt vi er kommet, vandrer fremad i samme spor. Vær mine efterfølgere, brødre! og agt på dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os.“ — Fil. 3:16, 17.

19. Kan man forandre sin personlighed, og er det nødvendigt, når man bliver kristen?

[Illustration på side 109]

Kærlighed — glæde — fred — langmodighed — tro — godhed — mildhed — godhjertethed — selvbeherskelse.