En lykkelig hjord kræver en tjeners ledelse
„Den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst; og han kalder sine får ved navn og fører dem ud.“ — Joh. 10:2, 3.
1. (a) Hvorfor kræver en menighed en tilsynsmands ledelse, og hvad ligger der i selve ordet „tilsynsmand“? (b) Hvordan alene kan tilsynsmanden varetage sin opgave på rette måde?
EN KRISTEN menighed kræver en tilsynsmands ledelse hvis den skal trives og bevare glæden. Selve ordet „tilsynsmand“ betyder en der besøger og inspicerer. Det indeholder tanken om at overvåge og tage vare på menighedens interesser. Formaningen i Apostlenes Gerninger 20:28 går ud på at tilsynsmændene for at gøre dette på den bedste og gavnligste måde først må ’give agt på sig selv’, derefter ’på hele hjorden’ og endelig ’må vogte Guds kirke’. Opfylder de disse krav bliver resultatet en lykkelig hjord.
2. Hvad indebærer det at tilsynsmanden giver agt på sig selv, og hvorfor må han gøre det?
2 En hyrdes liv er ofte hårdt og anstrengende. Hans gerning er en heltidsbeskæftigelse. Han må i en rimelig grad tage vare på sig selv hvis han skal tage vare på hjorden på rette måde. Det forventes af tilsynsmanden at han er åndeligt stærk. Fårene ser hen til ham for at få styrke og opmuntring. Derfor må han kende sin bibel så han kan give den fornødne trøst på det rigtige tidspunkt. Han må daglig læse i Guds ord. Han må meditere over dets vise råd og søge at anvende dets principper i sit liv. Han må bede Gud om visdom og vejledning, i erkendelse af at det er umuligt at lede hjorden rigtigt uden Jehovas velsignelse. Han må altid huske at „[Jehova], han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt“. Han må bestandig minde sig selv om at „visdommen ovenfra . . . først og fremmest [er] ren, dernæst fredelskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri“. (Ordsp. 2:6; Jak. 3:17) Når tilsynsmanden ledes af denne visdom vil alle de gode egenskaber som man søger hos en tilsynsmand, såsom tro og lederevne, være synlige for alle i Guds hjord.
3. Hvad vil det sige at lede en hjord?
3 At lede en hjord vil sige at være sammen med den eller gå i spidsen for den, aldrig at være bag den eller være dér hvor hjorden ikke er. Tilsynsmanden må være til stede ved alle menighedens møder og aktivt tage del i dem sammen med menighedens øvrige medlemmer. Han er ikke optaget af andre af menighedens anliggender eller af at holde møde med sine assistenter under menighedens møder. Han gør det samme som han ønsker hans hjord skal gøre, det vil sige han er opmærksom på alt hvad der bliver sagt. Han må være et eksempel for menigheden.
4. Hvordan udruster tilsynsmanden sig ellers til at varetage sin opgave?
4 At han som tilsynsmand skal give agt på sig selv betyder også at han må være godt kendt med sine pligter og sit ansvar som hyrde for Guds får. Han må ikke forsømme at læse og studere den stadige strøm af instruktioner der kommer til ham gennem Jehovas tjenerorganisation — Vagttårnsselskabet. Han må omhyggeligt studere og repetere sådanne publikationer som Forkynd og Undervis i Fred og Endrægtighed, Egnede til at være Ordets Tjenere og Rigets Tjeneste, og må også være godt inde i Selskabets øvrige publikationer. Foruden sine egne pligter må han gøre sig bekendt med de assisterende tjeneres pligter så han kan hjælpe dem når der er brug for det. En stærk, samlet ledelse gør det lettere for hjorden at følge efter. Den vil være hurtig til at efterkomme instruktioner og rede til at modtage vejledning når den har tilsynsmandens gode eksempel for øje.
5. Hvorfor må tilsynsmanden have omsorg for sin familie?
5 De pligter der er forbundet med at lede hjorden strækker sig også til tilsynsmandens familie, hvis han har en, fordi familien vil genspejle hans evner som tilsynsmand. Han må derfor ikke forsømme at tage sig af sin familie hvis han skal give agt på sig selv, sådan som apostelen Paulus sagde han skulle. Da Paulus nævnede de kvalifikationer som en tilsynsmand bør have sagde han blandt andet: En tilsynsmand bør være „en mand, som styrer sit hus godt, og som på fuldt værdig måde holder sine børn til lydighed; (dersom en mand ikke forstår at styre sit eget hus, hvordan skulle han da kunne sørge for Guds menighed?).“ (1 Tim. 3:4, 5) Derfor bør tilsynsmandens familie være en mønsterfamilie i menigheden.
6. På hvilke punkter må en tilsynsmand lede sin familie, og hvorfor må han gøre det?
6 Som familiens overhoved bør tilsynsmanden sørge for at hans familie flittigt læser i Guds ord Bibelen og at den er aktiv i tjenesten på arbejdsmarken. Hans familie må være et godt eksempel i ord og gerning for andre familier i menigheden. For at sikre sig at familien får tilstrækkelig åndelig føde bør tilsynsmanden selv lede det ugentlige familiebibelstudium. Han må også lede familien i bøn og personligt gå ud sammen med hvert medlem af familien i hus-til-hus-arbejdet, gå på genbesøg sammen med dem hos mennesker der viser interesse for Rigets budskab og se hvordan medlemmer af hans husstand leder deres ugentlige hjemmebibelstudier. Det må han gøre fordi han som familiens overhoved og menighedens tilsynsmand er interesseret i menighedens og hvert enkelt familiemedlems åndelige fremgang. Det er hans ønske at de alle skal opnå det evige livs belønning. Han ønsker også at menigheden skal få gavn af hans eksempel.
7, 8. (a) Hvordan understreger apostelen Paulus nødvendigheden af at man sørger for sin families åndelige velfærd? (b) Hvad vil en tilsynsmand måske finde det nødvendigt at gøre for at kunne opfylde sine forpligtelser som familiefader?
7 Selv om menighedens anliggender lægger meget arbejde på tilsynsmandens skuldre, ønsker han dog ikke at forsømme sin families åndelige velfærd ved at være for travlt optaget af andre ting. Det er nødvendigt at han tager sig af sin familie. „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller,“ sagde Paulus, „har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:8) Familien må ikke lide nogen åndelig nød, og det må den menighed som han er tilsynsmand for heller ikke.
8 For at kunne tage sig af alle sine pligter vil tilsynsmanden ofte finde det nødvendigt at lægge en plan for sin tid, eller at overlade nogle af de ting der skal gøres i menigheden til sine assistenter. Det er nødvendigt at han opfylder sine familieforpligtelser. Andre familieoverhoveder i menigheden vil se hen til ham efter ledelse både i hans egenskab af familiefader og tilsynsmand. Hyrden bør ønske at sætte et værdigt eksempel. Ved skønsomhed, forudseenhed og forståelse, ved at være rimelig i alt, både hjemme og i menigheden, vil han kunne gøre det og være en velsignelse for sin familie og et mønster for Guds hjord. — 1 Tim. 4:15, 16.
Hvordan han giver agt på ’hele hjorden’
9. (a) Hvilken indstilling må hyrden have til fårene, og hvorfor? (b) Hvad må hyrden lede fårene til at forstå og værdsætte?
9 I Bibelen sammenlignes hele menneskeheden med får, men de omtales som vildfarne får. Den store Hyrde, Jehova, ønsker ikke at nogen af hans får skal gå til grunde. Hans gode hyrde, Jesus Kristus, sagde: „Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes.“ (Matt. 18:14; Ez. 33:11) Tilsynsmanden, der af den hellige ånd er sat til at tage vare på ’hele Guds hjord’, må nære det samme ønske. Fårenes liv bør være det der ligger ham mest på sinde. Han skulle ikke ønske at se nogen af Jehovas små får gå til grunde. For at beskytte dem lærer han dem alt om Gud. Han må være dygtig til at undervise, ikke alene i den kristne lære men også i tjenesten på arbejdsmarken. „Thi med hjertet tror man til retfærdighed,“ skrev apostelen Paulus, „og med munden bekender man til frelse.“ (Rom. 10:10) Tilsynsmanden må lede fårene til at forstå denne betydningsfulde sandhed.
10. (a) Hvilke to pligter som påhviler en hyrde lagde Jesus stor vægt på, og hvordan gjorde han det? (b) Hvordan førte Jesus an i at undervise, og hvad lærte han fårene? (c) Hvordan kan denne vejledning følges i dag?
10 At undervise og lede hjorden i tjenesten for Gud er en af tilsynsmandens fornemste pligter. Det viste Jesus da han gav sine efterfølgere den opgave ’at gøre disciple af folk af alle nationer’. Det var ved den lejlighed han sagde at de skulle lære de nye at holde alt det han havde befalet. (Matt. 28:19, 20, NW) Paulus understregede også nødvendigheden af at tilsynsmænd var lærere da han sagde at en tilsynsmand skulle være „dygtig til at lære fra sig“. (1 Tim. 3:2) Jesus førte an i at undervise. Han underviste i ord og ved sit eksempel. Han underviste ikke alene i den kristne lære men også i hvordan forkyndelsen skulle udføres. Efter at have lært sine apostle om Guds rige tog han dem med sig og underviste dem personligt i tjenesten for Gud. Skridt for skridt iagttog de ham i hans Faders gerning, som også skulle blive deres gerning. Jesus fortalte sine disciple hvorfor han sagde og gjorde visse ting. Han gav dem vejledning om hvordan de skulle være klædt i tjenesten. Hvad de skulle sige til folk ved døren, hvordan de skulle forholde sig over for modstandere, og han advarede dem om hvordan de ville blive modtaget af folk. Efter at have givet dem grundig undervisning sendte han dem ud for at forkynde ligesom han selv. Først udsendte han sine tolv apostle, derefter halvfjerds andre. Jesus viste sig som en dygtig lærer. Tilsynsmænd i dag må efterligne hans fuldkomne eksempel hvis Guds hjord skal trives og bevare glæden. — Matt. 10:5-30; Mark. 9:28, 29; Luk. 10:1-3.
11. (a) Hvilket stort privilegium har tilsynsmanden, og hvilke glæder medfører det? (b) Hvordan kan hyrden inspirere hjorden til at følge sig?
11 At lede hjorden i tjenesten for Gud er et stort privilegium der bærer sin løn. Hvilken glæde at høre et nyt får lovprise Gud for første gang! Hvor udbytterigt for både tilsynsmanden og hjorden at være ude på arbejdsmarken sammen! Hvor gavnligt for underhyrderne at tilsynsmanden besøger dem og giver dem forslag! Dette stiller ofte store krav til tilsynsmanden, men den glæde han opnår derved opvejer det rigeligt. Apostelen Paulus, der fulgte nøje i Jesu fodspor, kunne glæde sig over et lignende privilegium. Da han talte til sine kristne brødre fra Efesus bad han dem huske på at han i tre år, nat og dag, stadig havde påmindet dem: „Mens jeg ikke undlod at fortælle jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ (Ap. G. 20:20, NW; 31) Til tessalonikerne sagde Paulus: „Vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære.“ (1 Tess. 2:7, 8) Det er dette helhjertede, kærlige og tilskyndende eksempel der inspirerer hele hjorden til at følge tilsynsmanden.
12. (a) Hvorfor tjener en god ledelse som en beskyttelse for hjorden? (b) Hvordan underviser hyrden hjorden? (c) Hvorfor følger fårene hyrden?
12 Den rette ledelse tjener som en beskyttelse for hjorden. Ved den flid hyrden gør sig, ser fårene alvoren i en sand gudsdyrkelse og at det er nødvendigt med en organisation og at holde sig nær til den. De mærker den styrke og fasthed der følger med at have en god hyrde. De nyder godt af den beskyttelse hjorden giver. Deres værdsættelse af at komme regelmæssigt til møderne forøges og betydningen af at de hver dag får åndelig føde fra Guds ord kommer til at stå klarere for dem. Af deres trofaste hyrde lærer fårene at være pålidelige. Når han villigt og uden at klage giver sig selv i arbejdet med at røgte hjorden, lærer fårene heraf nødvendigheden af større ofre fra deres side. Den hurtighed og beredvillighed hvormed han gør Jehovas vilje får dem til hver især at se betydningen af straks at efterkomme de teokratiske anvisninger. Hyrdens mildhed hjælper fårene til at vise mildhed mod andre. De mange pligter som han tager vare på, lærer hjorden fordelen ved at planlægge tiden. Den omstændighed at han fører an, ikke tyranniserer, opmuntrer, ikke skubber på, viser kærlighed, ikke had, opbygger hjorden og fører til glæde og lykke. Hyrden véd at en snor ikke kan skubbes ret langt bagfra; på samme måde kommer en lang række får heller ikke ret langt ved at man skubber bagpå. Hyrdens glæde ligger derfor i at han går foran mens han giver agt på hele Guds menighed og viser at den skal ’efterligne ham ligesom han efterligner Kristus’. — 1 Kor. 11:1, NW.
Hvor der mangler ledelse
13. Hvad sker der med hjorden når der ingen ledelse er?
13 Ikke alle tilsynsmænd vogter Guds hjord på rette måde. Mange hyrder i det gamle Israel var troløse. Gennem sin profet Ezekiel afslørede fårenes ejer, Jehova, deres ansvarsløshed, selviskhed og komplette mangel på interesse for fårene idet han sagde: „Ve Israels hyrder, som røgtede sig selv! . . . hjorden røgtede I ikke; de svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med hårdhed og grumhed. Derfor spredtes de, eftersom der ingen hyrde var, og blev til æde for alle markens vilde dyr; ja, de spredtes. Min hjord flakkede om på alle bjerge og på hver en høj banke, og over hele jorden spredtes min hjord, og ingen spurgte eller ledte efter dem.“ (Ez. 34:2-6) Hyrderne havde fuldstændig svigtet deres gudgivne pligter. De nærede tydeligvis ingen kærlighed til Jehova eller til hans får. Jehova sagde at han ville tilintetgøre dem, og det gjorde han. Imidlertid førte mangelen på ledelse til at der ingen glæde var, for adspredte og vildfarne får er ikke glade og lykkelige.
14. Hvordan er tilstanden i kristenheden, og hvorfor spredes fårene?
14 Det utro Israel i fortiden var et billede på kristenheden i dag, hvor vi kan iagttage en lignende tilstand blandt fårene. Om tilstanden i kristenheden sagde bladet Christian Heritage for februar 1964: „Nutildags er der ofte kun ét får tilbage i folden. Det er de nioghalvfems der er ude i ørkenen.“ Når fårene flygter fra fårefolden er det fordi der ingen hyrde er. En af kristenhedens hyrder, pastor John R. Claypool, sagde advarende at baptistkirkerne var ved at miste nogle af deres bedste unge mennesker og at de gik over til andre trossamfund. Ifølge Dallas (Texas) Morning News for 7. maj 1963 sagde Claypool: „Denne exodus er ved at antage foruroligende dimensioner, og det ser ud til at grunden til krisen for en stor del må søges i gudstjenesten.“ De små får søger efter sand mad og drikke. Da en kvinde blev spurgt om hvorfor hun forlod kirken svarede hun at hun „ikke længere kunne finde nogen mening i den folkelige, uformelle, uærbødige gudstjenesteform som kendetegnede baptistisk praksis“. Fårene er sultne. De føler sig hjælpeløse og forladte uden en ordentlig hyrde. Dr. Ralph W. Sackman, der er præst ved Christ Church i New York, har sagt at ikke engang Kristus ville „føle sig hjemme i mange af de kirker der er rejst i hans navn, fordi de har ladet kirkelighed og verdslighed ødelægge den enkelhed og djærvhed der prægede det evangelium han forkyndte“. Er det noget under at fårene er blevet spredt? De har forladt hjorden fordi de ikke her kunne finde nogen sand gudsdyrkelse.
15, 16. (a) Hvorfor flakker fårene om? (b) Hvad siger en iagttager om hyrderne og fårene?
15 Jehova har sagt at fårene flakker om når hyrderne svigter dem. Fårenes klagende brægen, deres hvileløse blikke, deres jagen fra det ene sted til det andet i deres fortvivlede søgen efter vejen tilbage til folden er bevis nok på at kristenhedens hyrder ikke har røgtet deres opgave. Under overskriften „Hjorden har stadig brug for en hyrde!“ skriver P. Radbourne i bladet Family Herald den 25. oktober 1962:
16 „Hvor er pastor Brown fra mandag til fredag? Han står på prædikestolen om søndagen — men hvor er han resten af ugen? Jeg gætter på at han ikke står på Deres dørtrin, lige så lidt som han står på mit. Jeg vil påstå at kirken må gå tilbage til hjemmet hvis den skal øve nogen virkelig indflydelse på folks liv. Lad os få det som i gamle dage da præsten kom på besøg i hjemmet og kendte de folk han prædikede for om søndagen — den ydmyge, sindige Guds mand som lagde vægt på at besøge hvert eneste hjem, som snakkede, drak en kop te og som, før han tog afsked, knælede ned og bad om Guds velsignelse over hjemmet. Denne mand var en inspiration for de unge da verden ikke kendte til ungdomskriminalitet. Hvem er mine børns vejleder i dag? Jeg ved det ikke, men jeg ville ønske det var en præst. Det ser ud til at præsten har fået for travlt på søgnedagene til at holde forbindelsen med hjemmene ved lige. Han er formand for flere bestyrelser, medlem af forskellige klubber og organisationer, og han har flere aftaler om foredrag der skal holdes, hvilket betyder at han må rejse langt. Alt sammen giver det ham mange udmærkede undskyldninger. Men tilbage står stadig den kendsgerning at det eneste sted hvor præsten ikke synes at komme er hos os! . . . I gamle dage kom præsten på besøg i al slags vejr, uanmeldt og til fods. Han havde ingen bil, ingen telefon, ingen sekretær på sit kontor til at tage sig af sine aftaler og skrive sine breve. Men han kom alligevel! Nu om stunder bliver det sværere og sværere at finde præsten, selv om man har en telefon og en hurtig bil til sin rådighed. . . . Vi forventer at hyrden finder det vildfarne får, men hvad med de øvrige nioghalvfems? Hvordan kan hyrden vide om ulvene ikke er i færd med at fortære lammene mens han befinder sig på den anden side af bjerget?“
17. (a) Hvem bærer skylden for fårenes beklagelige tilstand i kristenheden? (b) Hvilken tilstand befinder fårene sig i?
17 Hvem bærer skylden for denne beklagelige tilstand i kristenheden? Hyrderne vil måske undskylde sig med at de er overbebyrdede med arbejde eller vil skyde skylden på den moderne tilværelses forjagethed. Men fårenes Ejer fortæller os hvad der er galt. I Jeremias 50:6 siger Jehova: „En flok bortkomne får var mit folk, deres hyrder havde ført dem vild.“ Ja, fejlen er hyrdernes. De passer ikke på fårene, og deres forsømmelighed har vist sig at være skæbnesvanger for hjorden. Fårene er ikke alene faret vild, men de er også blevet overladt til sig selv for at dø af sult eller tørst eller blive fortæret af lumske ulve. De få spredte lam der er tilbage er bange og forvirrede. De kalder sig kristne men har absolut intet begreb om hvad kristendom er. De lovpriser kristendommens moralprincipper om fred på jorden og kærlighed til næsten, men de gør hverken noget forsøg på at forstå dem eller at leve efter dem. De adspredte fårs eneste håb står til deres ejer, Jehova. De må komme til ham gennem hans hyrdekonge, Jesus Kristus, eller se tilintetgørelsen i møde sammen med deres uduelige hyrder. — Es. 9:14-16; Ez. 34:16, se her NW.
Resultatet af en god hyrdes ledelse
18. I hvilken tilstand befinder fårene i den nye verdens samfund af Jehovas vidner sig?
18 Den personlige kontakt med hjemmene som Radbourne efterlyste hos sin præst er netop den metode Jehovas vidner anvender i deres forkyndelse og den samme som Kristus og hans apostle anvendte. Deres udnævnte hyrder fører an i at foretage uanmeldte besøg hos fårene og tage sig af deres behov. Dette arbejde har haft Guds velsignelse, for hjorden er vokset til det dobbelte i løbet af få år. Fårene er ikke blevet stængt inde, men er blevet hjulpet til at blive aktive og har lært at værdsætte deres forhold til Skaberen og hans organisation. Der hersker fred og enhed i hjorden, for hyrdens kærlighed er enhedens fuldkomne bånd. Fårene er tilfredse og glade da de får føde og vand nok i åndelig forstand.
19. Hvad er resultatet af en god ledelse?
19 Resultatet af en god hyrdes ledelse er at menigheden til sidst på en måde kommer til at ligne tilsynsmanden. Fårene efterligner hyrden. Det siges der også i Hebræerbrevet 13:7 at de skal gøre: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.“ Ved at efterligne tilsynsmanden bliver menigheden ligesom han. Hvis han er hurtig til at efterkomme de teokratiske instruktioner og forslag, er menigheden det også. Hvis hyrden hører til dem der stræber efter at nå de foreslåede mål i tjenesten på arbejdsmarken, vil man se at fårene der er betroet i hans varetægt stræber efter at gøre det samme. Hvis tilsynsmanden med begejstring går op i tjenesten, står hjorden ved hans side og genspejler en lignende positiv og tillidsfuld indstilling. En god ledelse er derfor en sand velsignelse fra Jehova. Den fører til liv.
20. (a) Hvis fårene ikke følger hyrden, hvad bør han da gøre? (b) Hvilke ord kan både hyrden og fårene hente trøst i?
20 Ingen forventer at fårene skal lede hyrden. Det er hyrdens pligt at lede hjorden. Hvis fårene ikke følger hyrden på den måde han mener de bør gøre det, er det på tide at han ransager sig selv nøje i lyset af Guds ord. Han bør spørge sig selv: Går jeg energisk foran i alle grene af tjenesten? Vogter jeg hjorden med omhu, mildhed, villighed og iver? Eller er jeg hård og tyrannisk over for fårene? Er jeg og min familie et eksempel for hjorden? Efter overvejelse, bøn og meditation vil du finde frem til svaret. Foretag derefter de nødvendige rettelser. Både hyrden og hans hjord kan hente trøst i at Guds lam i himmelen har den øverste ledelse og at han vil opfylde det løfte der gives i Åbenbaringen 7:17: „Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ’Gud skal tørre hver tåre’ af deres øjne.“