Jehova giver fylde af styrke
„Ny kraft får de, der bier på [Jehova], de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.“ — Es. 40:31.
1. Hvilken skildring skal behandles her, og hvor finder vi den nøjagtige beretning?
BLANDT de mange dramatiske skildringer i Jehovas ord er beretningen om Samson. Ned gennem tiden har de spændende beretninger om Samsons begivenhedsrige liv optaget både unge og gamle. Beretningen om Samson og Dalila er blevet en af historiens store „kærlighedsfortællinger“, og den er blevet fortalt og genfortalt i sang og drama, med større eller mindre nøjagtighed. I Dommerbogen i Bibelen, kapitlerne 13 til 16, har vi den sandfærdige og detaljerede livsberetning om den stærkeste mand der har levet. Når vi læser denne gribende beretning spørger vi måske os selv: Hvorfra fik Samson sin store styrke? Er beretningen om ham til gavn for os i dag?
2. Hvorfor blev denne beretning nedskrevet, og hvad kan vi lære af den?
2 Om de historiske begivenheder i det gamle Israel giver Romerbrevet 15:4 os følgende forsikring: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ Når vi sætter vort håb til Gud vil vi som Samson komme til at erfare at hemmeligheden ved sand styrke kun findes hos Jehova. „Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke.“ — Es. 40:29.
Absolut hengivenhed
3. Hvordan passer begge betydninger af Samsons navn på Samson?
3 I almindelighed siger man at navnet Samson betyder „solfyldt, sol-lignende (som solen), sol-menneske“, men andre mener at det betyder „ødelægger“. Begge betydninger passer på Samson. I de tyve år han var dommer i Israel — sandsynligvis kort før Saul blev konge i 1117 f.v.t. — viste han Jehova absolut hengivenhed både som en „sol-lignende“ frelser i Israel og som en hærgende ødelægger over for de undertrykkende filistere. (Dom. 13:5; 16:30) Han udførte både en „fredens gerning“, idet han bragte israelitterne en vederkvægende udfrielse, og en „stridens gerning“, idet han eksekverede Guds dom over hans fjender.
4. Hvilket modstykke til Samsons gerning finder vi i Jesu jordiske tjeneste?
4 De samme to sider havde Jesu selvopofrende gerning her på jorden. Til de sagtmodige sagde Jesus: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.“ Og det gjorde han. Men til folkets onde religiøse undertrykkere råbte han: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed. . . . I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede [gehenna]?“ — Matt. 11:28; 23:27-33.
5. Hvilken gruppe organiserede Jesus her på jorden, og hvad var formålet med den?
5 Herren Jesus satte et vældigt vidnearbejde i gang, forkyndelsen om Riget. Med dette formål for øje organiserede han den kristne menighed her på jorden som „den tro og kloge tjener“, bestående af selvopofrende, salvede vidner, og denne tjener virker den dag i dag som den der af Herren er udnævnt til at give ’tyendet [åndelig] mad i rette tid’. (Matt. 24:45) Denne „tjener“-organisation, som består af sande, selvopofrende kristne, og især den rest der er tilbage nu i tiden, blev forbilledligt skildret ved Samson i fortiden. Hvordan det?
6, 7. (a) Hvilken anvisning gav Jehova Samsons moder, og hvad indebar den? (b) Hvilket lignende krav stiller Jehova til sande kristne, og i hvilke omgivelser er disse vokset op?
6 Endnu før Samson var blevet undfanget ved et guddommeligt mirakel, sagde Jehova til Samsons moder at det barn der skulle fødes, skulle være en nasiræer fra fødselen „til sin dødedag“. (Dom. 13:2-7) Det betød at Samson måtte afholde sig fra vin og stærke drikke, at han måtte lade sit hår vokse og at han ikke måtte gøre sig uren ved at røre ved lig. (4 Mos. 6:1-21) På samme måde forholdt det sig med de åndelige sønner som Jehovas „kvinde“, hans universelle, himmelske organisation, efter lang tids ufrugtbarhed omsider fødte. Også af denne tjenerskare krævedes der absolut hengivenhed.
7 Herren, Jesus Kristus, udtalte at han ved „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ ville sætte denne indviede „tjener“ over ’alt hvad han ejede’, hans riges interesser på jorden. (Matt. 24:47) Men han talte også om en falsk organisation af frafaldne kristne — „rajgræs“ der var sået af Djævelen — og sagde at den ville prøve at kvæle de sande kristne, „hveden“. Den rajgræs-lignende organisation ser vi i kristenhedens katolske og protestantiske kirkesystemer, der har erstattet Kristi bibelske lære med hedenske forestillinger der stammer fra det gamle Babylon, Grækenland og Rom. Dette system er trængt ind på Guds rene tilbedelses område, svarende til at filisterne trængte ind på Guds folks område i Samsons dage. — Matt. 13:24-30.
8. Hvad svarer i modbilledet til at Jehovas ånd var med Samson?
8 Men i århundredernes løb voksede de sande, hvedelignende kristne, den tro og kloge tjeners skare, også op. De kan sammenlignes med drengen Samson, om hvem der siges at „[Jehova] velsignede ham“. Da Samson så var blevet voksen, begyndte „[Jehovas] Ånd . . . at drive på ham.“ (Dom. 13:24, 25) På lignende måde har Jehova i vor tid indsamlet og organiseret hvedelignende kristne under deres Herre, Kristus Jesus, som „den tro og kloge tjener“ med det formål at hans vilje kunne ske på jorden i „endens tid“. Efter at han havde prøvet disse kristne med hensyn til deres loyalitet over for Bibelens grundlæggende sandheder, gav han dem sin ånd og drev dem således til at udføre et vidnearbejde der har indbefattet en Samson-lignende åndelig krigsførelse mod de falske kristnes filister-lignende organisation.
9. Hvilket tidspunkt nærmede sig, og hvad stod Samsonskaren over for?
9 Den tid nærmede sig hastigt da „Menneskesønnen“, Jesus Kristus, ville samle alle som øver lovløshed, fjerne dem fra sit rige og tilintetgøre dem, og da de retfærdige skulle „stråle som solen i deres Faders rige“. (Matt. 13:36-43) Forud herfor havde Samsonskaren et arbejde at udføre.
Mod filisterne
10. (a) Hvorfor viste Samson interesse for kvinden i Timna? (b) Hvad svarer hertil i vor tid?
10 Samson udførte sine første bedrifter i forbindelse med „en kvinde i Timna, en af filisternes døtre“. Da han bad om at få hende til hustru, protesterede hans forældre med rette. Skulle han gifte sig med en kana’anæerkvinde — en kvinde der tilhørte et folk som af Gud var dømt til tilintetgørelse? Imidlertid var det ikke egentlig ægteskab Samson havde i tanke. Det var noget helt andet. „Det kom fra [Jehova], som søgte en anledning til strid over for filisterne.“ (Dom. 14:1-4; 5 Mos. 7:3, 4) Det ser også ud til at det skyldtes Jehova, at de hvedelignende kristne i årene fra 1879 til 1919 blandede sig frit med de af hedenskab påvirkede kirkesystemer i kristenheden, i den hensigt at finde og udfri oprigtige mennesker der var fanget i disse systemer. Det svarer til at Elias samledes med ba’alsdyrkerne for at få lejlighed til at ophøje Jehovas navn. (1 Kong. 18:17-40) The Watch Tower for 1894 anbefalede at man gjorde det. (Siderne 140-141) Og ligesom Samsons forældre til sidst tog med ham til Timna, således ser det ud til at Jehova og hans hellige engle har støttet vor tids „tro og kloge tjener“ i dette vidnearbejde.
11. Hvem var den „unge løve“ et symbol på, og hvordan kan man sige det?
11 Hvad blev resultatet? „[Samson] nåede vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung løve brølende imod ham.“ (Dom. 14:5) I Bibelen anvendes løven som et symbol på retfærdighed og mod. (Ez. 1:10; Åb. 4:6, 7; 5:5) Her ser det ud til at den „unge løve“ skildrer protestantismen, der i begyndelsen tog modigt til genmæle mod de skændigheder som katolicismen øvede i kristendommens navn. For eksempel kan nævnes de femoghalvfems teser som Luther naglede til kirkedøren i Wittenberg i 1517, i The Encyclopædia Britannicaa beskrevet som „femoghalvfems knusende hammerslag mod en af kirkens mest skamløse foretagender på den tid . . . afladshandelen“. Imidlertid forsømte protestantismen at rense ud i sine læresætninger, idet den stadig holdt fast ved mange falske babyloniske lærdomme som katolicismen havde antaget og indført i den afvegne kristendom. Den blev ved at holde til i vingårde som den selv valgte sig, langt inde på „filisternes“ område.
12, 13. Hvad er den nutidige parallel til Samsons kamp med løven? Giv et eksempel.
12 Fra det øjeblik The Watch Tower begyndte at udkomme i 1879 trådte den af ånden drevne „tro og kloge tjener“ frimodigt frem til støtte for Bibelens sandheder. Dette viste sig at være for meget for det protestantiske præsteskab, som samlede sig tilstrækkeligt mod til at springe frem fra sit skjul bag falske lærdomme og udsendte et kraftigt brøl mod Jehovas vidner. Det ytrede sig blandt andet ved at man anbefalede at folk brændte deres bibelske skrifter. Men hvordan gik det denne protestantiske „løve“? „Så kom [Jehovas] Ånd over ham [Samson], og han sønderrev den med sine bare næver, som var det et gedekid.“ (Dom. 14:6) Forud for den første verdenskrig var Jehovas „tjeners“ sejr over protestantismen lige så afgørende. Den blev vundet ved Guds ånd.
13 Et magtfuldt eksempel herpå var den række debatter der blev holdt i 1903 mellem Vagttårnsselskabets daværende præsident, C. T. Russell, og en Pittsburgh-præst, dr. E. L. Eaton. Som følge af disse debatter var der ikke alene mange der forlod dr. Eatons menighed og blev Jehovas vidner, men flere præster indrømmede også at Vagttårnets syn på de grundlæggende lærdomme var rigtigt. Efter den sidste debat, under hvilken broder Russell klart havde vist at læren om „evig pine“ er ubibelsk, sagde en af de tilstedeværende præster til ham: „Det glæder mig at se Dem vende brandslangen mod helvede og slukke ilden.“
14. Hvordan blev Samson vederkvæget, og hvordan er det blevet opfyldt i dag?
14 Den åndelige kamp for Guds sandheds og retfærdigheds sag har altid beredt vor tids Samsonskare stor glæde. At gøre Guds vilje er mad for den, især når den er med til at ophøje Jehovas navn over for hans fjender. (Joh. 4:34) Da Samson senere kom forbi løvens hule „gik han hen for at se til løvens ådsel, og se, da var der en bisværm og honning i løvens krop. Han tog da honningen i sine hænder og spiste deraf, medens han gik videre“. (Dom. 14:8, 9) Den dag i dag finder Samsonskaren sød næring i at tænke på hvordan Jehova har gjort brug af den i den teokratiske krigsførelse, og at han endog har brugt den til at afsløre og dræbe den protestantiske „løve“ med hans sandhedsord. — Ef. 6:17; Sl. 77:12, 13.
15, 16. (a) Hvad skete der i forbindelse med Samsons gåde? (b) Hvad var dette et billede på?
15 Det blev selve denne „sødme“ der gav anledning til Samsons første styrkeprøve med filisterne. Samson gav nemlig filisterne en gåde at gætte: „Fra æderen kom æde, fra den stærke sødme!“ Ude af stand til at finde svaret inden for den aftalte tid, franarrede filisterne underfundigt Samson gådens løsning gennem hans trolovede. Derfor kunne de give ham svaret: „Hvad er sødere end honning, og hvad er stærkere end en løve?“ Samson betalte den gæld han med denne gåde havde pådraget sig over for filisterne, i den mønt som de fortjente. Han dræbte tredive filistere og gav deres klæder „til dem, der havde sagt løsningen på gåden“. — Dom. 14:10-20.
16 I årene 1879 til 1919 var det umuligt for de religiøse ledere i kristenheden at fatte hemmeligheden ved den styrke som den lille skare selvopofrende Jehovas vidner var i besiddelse af. De kunne ikke forstå den „sødme“ som Guds „tjener“ fandt ved at gøre hans vilje, og de kunne heller ikke forstå hvordan Gud gav „fylde af styrke“. Den åndelige krigsførelse mod den falske religion og afsløringen af den, fortsatte. Og den del af præsteskabet der hårdnakket gjorde modstand mod Samsonskaren, fik, så at sige, flere „filister“-klæder der identificerede dem som „vaskeægte“ tilhængere af den falske religion. „Samsons“ retfærdige vrede „blussede op“ og kulminerede i 1917 i udgivelsen af den omstridte bog Den fuldbyrdede Hemmelighed.
17. Hvad skildrede Samsons videre bedrifter?
17 Hvordan med Samsons videre bedrifter? Det fortælles hvordan han fangede tre hundrede ræve og sendte dem med brændende fakler bundet til halerne to og to, ind i filisternes område, hvor de stak ild både på korn og neg, og på vingårde og olivenlunde. Svarende hertil blev kristenhedens påståede „åndelige“ føde slemt afsvedet ved den virksomhed som Jehovas „tjener“ udfoldede før den første verdenskrig. Det blev påvist at denne føde var værdiløs, og den blev billedligt sat i brand og brændt op — raseret af millioner af flammende traktater, brochurer og bøger. Der indtraf hungersnød i kristenheden, „hunger . . . efter at høre [Jehovas] ord“. (Amos 8:11) Iført styrke fra Jehova gik Samsonskaren ud og afslørede de falske gudsdyrkere. Den slog dem „sønder og sammen med vældige slag“. Tiden var inde til at føre en åndelig angrebskrig. — Dom. 15:1-8.
18, 19. Hvad skildredes ved at (a) Samson søgte tilflugt i fjeldkløften ved Etam? (b) han dræbte filisterne med en æselkæbe? og at (c) han blev vederkvæget ved En-Hakkore?
18 Trængt af fjenden søgte Samson tilflugt i fjeldkløften ved Etam. Svarende hertil har Samsonskaren i dag søgt tilflugt og trøst hos Jehova, dens „frelses klippe“. (Sl. 89:27; 144:1, 2) I Etam forsøgte nogle af Samsons krysteragtige landsmænd, judæerne, at fange ham og overgive ham til fjenden. Men da de troede at de havde bundet ham, „kom [Jehovas] Ånd over ham“ og han sprængte sine bånd, og så greb han „en frisk æselkæbe“, og med den huggede han ét tusind filistere ned. Ved et Guds mirakel holdt den skrøbelige æselkæbe til at knuse ét tusind tykke filisterpander! På lignende måde har Jehova i vor tid hjulpet sine vidner og givet dem kraft når de ydmygt har brugt deres kæber i forkyndelsen, dels til at afsløre falsk religion og dels til at bringe trøst til andre ydmyge. — Es. 61:1, 2; 50:4.
19 Samson, der nu var blevet tørstig, råbte til Jehova, og denne lod mirakuløst en kilde springe frem. Den blev derfor kaldt „En-Hakkore [’råberens kilde’]; den findes i Lehi endnu den dag i dag“. På tilsvarende måde har Jehova ved hjælp af Vagttårnet og andet bibelstudiemateriale, samt gennem menighedens møder, i rigt mål og med aldrig svigtende omsorg sørget for sine vidner i dag, sådan at disse, som altid er sig „deres åndelige behov bevidst“, kan hente kræfter til den teokratiske krigsførelse. Vi gør vel i at drikke meget af dette „vand“. — Dom. 15:9-19; Matt. 5:3 (NW), 6; Es. 41:17, 18.
Fra Gaza til Hebron
20. Hvilken bedrift udførte Samson i Gaza, og hvorfra fik han kraften hertil?
20 Engang gik Samson til Gaza, en af filisternes byer, og overnattede i huset hos en prostitueret kvinde. Var det i en umoralsk hensigt? Nej, han søgte atter „en anledning til strid over for filisterne“. De omringede ham nu og lå på lur efter ham ved byporten. Gaza var kendt for sine massive mure, en udfordring til senere tiders erobrere, blandt dem også Alexander den Store. Dens portstolper må derfor have været af en anselig størrelse. Men — miraklet over alle mirakler — Samson stod op „ved midnatstide . . ., greb fat i byportens to fløje og begge portstolper, rykkede dem op tillige med portslåen, tog dem på skuldrene og bar dem op på toppen af bjerget over for Hebron“. (Dom. 16:1-3) Det var en vandring på over tres kilometer — ud af fjendens territorium og op til et højdepunkt i Juda, Jehovas lovprisnings land! Kun Jehova kunne have givet Samson kræfter til at udføre denne bedrift!
21. Hvordan troede præsteskabet at det kunne fange Guds „tjener“ i en fælde, men hvad glemte det at regne med?
21 Denne ydmygelse for filisterne har sit sidestykke i vor tid. Lige fra det første år (1879) Zion’s Watch Tower,b „den tro og kloge tjeners“ officielle organ, begyndte at udkomme, forkyndte det konsekvent året 1914 som det år da „hedningernes tider“ ville udløbe og Guds rige ved Kristus ville blive oprettet. (Luk. 21:24) ’Lad os lægge os på lur og vente indtil 1914,’ sagde vor tids „filistere“, ’og når det viser sig at disse „bibelstudenter“ har taget fejl, har vi dem i fælden!’ Men de glemte at regne med Jehovas faste beslutning om at opfylde de profetier som han for længe siden lod nedskrive i sit ord. — Es. 46:9-11.
22. Hvad skete der i 1914, og hvordan kommenterede et New Yorker-blad denne begivenhed?
22 Nøjagtig til tiden, nemlig i efteråret 1914, begyndte Guds rige ved Kristus at herske i himmelen. Et synligt bevis herpå var at „folkeslagene vrededes“ i den første verdenskrig og at andre veer som skulle kendetegne „afslutningen på tingenes ordning“ begyndte at hjemsøge menneskeheden. (Åb. 11:18) Det skete nøjagtig sådan som Jehovas ånd havde tilskyndet hans indviede „tjenere“ til at forkynde på forhånd. En bekræftelse herpå har vi i en stort opsat artikel i et kendt New Yorker-blad, The World, den 30. august 1914. Der stod blandt andet heri:
Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. Igennem et kvart århundrede har de „internationale bibelstudenter“ [Jehovas vidner] . . . forkyndt for verden at den vredens dag som Bibelen taler om, ville tage sin begyndelse i 1914. „Hold øje med året 1914!“ har været hundreder af rejsende evangelisters råb. De har fremstillet denne besynderlige tro og forkyndt den lære at „Guds rige er nær“. . . . Og i 1914 kommer der krig, den krig som enhver frygtede, men som enhver også mente ikke kunne bryde ud.
23. Hvordan fik Samsonskaren oprejsning, og hvordan er Jehova blevet lovprist?
23 Med styrke fra Jehova rykkede „den tro og kloge tjener“ således fjendens fældelignende port op fra sin grundvold, med portstolper og det hele, og bar den højt op i Jehovas lovprisnings land. Samsonskaren havde i sandhed fået oprejsning. Den var blevet belønnet fordi den havde holdt fast ved Jehovas profetiske ord, og den dag i dag øges lovprisningen af Jehova efterhånden som det bliver tydeligere og tydeligere at hans rige ved Kristus virkelig blev oprettet i 1914 og er her for at blive! — Åb. 12:10, 12.
Samson og Dalila
24. Hvad var Samsons lange hår et symbol på?
24 Vi husker at Samson var nasiræer. Hans styrke, som han fik fra Jehova, afhang af om han forblev indviet til Jehova og viste ham absolut hengivenhed, og hans lange hår var et symbol på denne indvielse. Hans styrke lå i det som hans lange hår symboliserede. På samme måde forholder det sig med Jehovas tjenerskare i dag. Dens styrke afhænger af dens urokkelige hengivenhed for Jehova. Ligesom „langt hår“ er „en vanære“ for en mand, således må Samsonskaren fortsat udholde verdens forsmædelse, frygtløst og uden at gå på kompromis, mens den bevarer sin uangribelighed over for Gud. — 1 Kor. 11:14.
25, 26. (a) Hvem var Dalila, og hvem var hun et billede på? (b) Hvordan prøvede denne skare at påvirke Samson, men hvad blev resultatet?
25 „Siden fik han [Samson] kærlighed til en kvinde ved navn Dalila i Sorekdalen.“ (Dom. 16:4) Hvem var Dalila? Hendes navn betyder „smægtende“, og hun var sandsynligvis israelit. I nutidens Jehovas vidners historie har vi en åndsavlet skare der svarer til Dalila. Det var dem der var fortørnede over at de ikke straks var blevet bortrykket til det himmelske rige i 1914 og derfor blev lunkne i ånden. I årene 1917-1918 prøvede de at tilrane sig ledelsen af Watch Tower Society og at fremtvinge et kompromis med nutidens filistere. Skønt de ikke nærede nogen sand kærlighed til den gudhengivne Samsonskare, viste Samsonskaren at den nærede sand kærlighed til disse medforbundne hvis ’lamper var ved at gå ud’. (Matt. 25:8) Den prøvede at vinde dem tilbage. Dette benyttede Dalilaskaren sig af og forsøgte med flere tilnærmelser at få Samsonskaren bundet med kompromisets reb, så den kunne overgives til kristenhedens religiøse ledere.
26 Denne skare som tidligere havde næret kærlighed til Samsonskaren, ville have denne til at mildne sine polemiske udtalelser mod den falske religion. Den ville have at de gudfrygtige „bibelstudenter“ skulle lade sig gribe af den samme patriotiske begejstring som alle andre var blevet grebet af på grund af den første verdenskrig, der nu blev støttet bravt af kristenhedens religiøse samfund på begge sider af kamplinjen. „Samson“ bukkede dog ikke straks under for „Dalilas“ overtalelsesforsøg. I The Watch Tower for 15. april 1917 stod der klart og tydeligt: „Der findes intet mellemstandpunkt for den kristne. Han kan kun være tro mod sin Herre . . . ved at gøre ét, nemlig at nægte at være med i krigen.“
27. Hvordan kom Samsonskarens uangribelighed i fare, og hvilken snare faldt den til sidst i?
27 Guds „tjeners“ bestræbelser for at føje disse falske venner kan sammenlignes med at Samson tillod Dalila at væve hans hovedlokker — dette dyrebare symbol på hans indvielse — ind i rendegarnet på væven. Hans uangribelighed var i fare! Og ligesom Samson sov i den forræderiske Dalilas skød, således førte Samsonskarens forsonende holdning over for indsmigrende frafaldne omsider til svaghed og begyndende kompromis. Det fremgår af en artikel i The Watch Tower for 1. juni 1918 at de indviede vidner blev fanget i netop denne snare. Denne artikel støttede et forslag fra De forenede Staters præsident om at gøre den 30. maj 1918 til en særlig dag for „bøn og påkaldelse“. Der stod i artiklen: „Opsend tak og pris til Gud for det herlige udfald krigen har fået, for at . . . verden er blevet gjort sikker for det jævne folk.“
28, 29. (a) Hvad blev følgen af „tjenerens“ kompromis? (b) Hvilke spørgsmål melder sig derfor nu?
28 Kompromis med verden førte til at man mistede Jehovas ånd. Samsonskarens hår blev symbolsk raget af og „kræfterne veg“ fra den. Det lykkedes „filisterne“ at gribe Guds „tjener“. De borede hans „øjne“ ud, så han ikke længere kunne skelne hvad der var Guds vilje, og satte ham til at „dreje kværnen i fangehuset“ langt inde i filisternes område. For en kort tid ophørte „tjenerens“ frimodige forkyndelse af Guds rige. Under pres fra religiøs side blev Vagttårnsselskabets anden præsident og syv andre ledende brødre sat i fængsel, dømt på falske anklager til op mod firs års fængsel hver. Fjenden forårsagede altså at Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, blev lukket. I disse mørke dage mens „Samson“ var i fangenskab, blev The Watch Tower imidlertid stadig trykt, nemlig i Pittsburgh i Pennsylvanien, og udsendte således, om end svagt, en stråle af trøst og håb. — Dom. 16:5-21.
29 Ville Jehova svigte sin „tjener“ som befandt sig i denne fangne tilstand? Ville Samsonskaren vågne op og forstå hvorfor den befandt sig i dennes situation? Ville Jehova atter give sin tjener kraft til teokratisk virksomhed? Det skal vi se i den følgende artikel.
Tiden vil jo ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, om David og Samuel og profeterne, som i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undflyede sværds od, fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjendehære på flugt. — Hebr. 11:32-34.
[Fodnoter]
a Bind 17, under „Luther“.
b Nu The Watchtower.