Undgå den snare at ville „bevare skinnet“
HVORDAN ville du reagere hvis du fik at vide at du måtte redde æren ved at begå harakiri? Det ville du naturligvis ikke gå med til. Og dog er det ikke så længe siden at denne skik der tog sigte på at bevare „skinnet“ eller „ansigtet“ var en dagligdags begivenhed i østen. Denne form for selvmord er måske ikke længere på mode, men både i øst og vest søger mennesker på mange forskellige måder stadig at „bevare skinnet“. Det er ugudeligt og ubibelsk at gøre det, og hvis det praktiseres i den kristne menighed, fører det til uro, uenighed og, for dens vedkommende som prøver på det, endog til åndeligt selvmord.
At „bevare skinnet“ eller at „bevare ansigtet“ vil sige at søge at opretholde udvortes anseelse ved at skjule et nederlag eller tab af prestige under et eller andet påskud. Det kan derfor sammenlignes med at lyve. Ønsket om at „bevare skinnet“ skyldes stolthed, en frygt for at blive såret i sin forfængelighed. Det betyder at man nægter at erkende en fejl eller at man prøver at knibe udenom. Man benægter nødvendigheden af irettesættelse eller tugt. Man har ret, uanset omstændighederne. Det at ville „bevare skinnet“ bygger på følelser, ikke på principper, og det får ofte et menneske til at isolere sig eller unddrage sig samværet med de venner der netop kunne være en virkelig hjælp i nødens stund. Hvordan kan vi undgå den snare det er at ville „bevare skinnet“?
Kristne følger ikke med strømmen
Apostelen Peter skrev til de kristne der havde vendt sig bort fra hedningernes tankegang og livsførelse: „Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser.“ (1 Pet. 4:4) I vor tid følger de fleste også med strømmen, og mange vil gribe til enhver form for uærlighed for udadtil at tage sig agtværdige ud. De må for enhver pris „redde skinnet“ og „bevare ansigtet“ over for andre.
Men hvordan med den kristne der er blevet udfriet fra „den nuværende onde tingenes ordning“? Han bør have aflagt „den gamle personlighed“, som svarer til hans tidligere adfærd. Og han bør nu leve, tænke og handle i overensstemmelse med „den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Gal. 1:4, NW; Ef. 4:22-24, NW) Læg mærke til ordene „sand retfærdighed og loyalitet“. Det er Jehovas retfærdighed — ikke ens egen retfærdighed — og loyalitet mod Guds vilje der nu betyder noget for en. — Rom. 12:1, 2.
Hvad skal den kristne da gøre når det er skik at søge at „bevare skinnet“ og følge med strømmen? Skal man for eksempel bevare „respektabiliteten“ selv om det medfører at man må stifte gæld? Skal man tilpasse sig samfundet ved ligesom andre at gøre et stort nummer af bryllupper, særlige højtider og religiøse helligdage? Bør man „bevare skinnet“ over for sine slægtninge ved at deltage i hedenske bryllupsceremonier eller endog indvillige i at tage en ikke-troende ægtefælle? Naturligvis ikke! „Sand retfærdighed og loyalitet“ vil ligeledes udelukke at man udebliver fra den kristne menigheds møder, eller helt holder op med at komme der, når man står over for problemer der i virkeligheden kunne løses hvis man fik hjælp fra forstående kristne brødre.
Vi må erkende og kæmpe imod synden
Det at man i stolthed ønsker at „bevare skinnet“ skyldes ofte at man ikke erkender og magter at klare det problem der hedder „synd“. Mange nægter i vor tid at anerkende at der findes noget der hedder „synd“. De dulmer deres samvittighed og prøver at finde forskellige undskyldninger for sig selv. De dækker over tingenes virkelige sammenhæng eller prøver at kaste skylden på andre. Når de således bestandig retfærdiggør sig selv, bliver de brændemærket i deres samvittighed og kan til sidst ikke længere skelne mellem ret og uret. — 1 Tim. 4:2.
Vi er alle tilbøjelige til at synde. „Vi fejler jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme.“ (Jak. 3:2) Hvad skal vi da gøre hvis vi begår en eller anden synd? Skal vi søge at retfærdiggøre os, at dække over eller skjule vort fejltrin? I stedet for at prøve at „bevare skinnet“ er det bedre at følge det råd Jakob videre giver: „Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.“ (Jak. 5:16) Og når vi først er blevet helbredt, er der ikke længere nogen grund til at have samvittighedsnag. Den begåede synd hører fortiden til. Ræk nu efter det der ligger foran. — Fil. 3:13.
Vi må se i øjnene at vi, så længe vi lever i dette ufuldkomne kød, vil begå synd. „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ (1 Joh. 1:8–2:2) Hvis vi skal være ærlige over for Gud, vore brødre og os selv, må vi erkende vore synder og fejltrin. Vi bør aldrig søge at „bevare skinnet“ ved at give det udseende af at vi ikke synder.
Uventede situationer
En kristen kan pludselig befinde sig i en situation hvor hans uangribelighed bliver sat på prøve. Han befinder sig måske i et selskab hvor nogen opfordrer de tilstedeværende til at udbringe en „skål“ — en skik som den kristne ved er af hedensk oprindelse. Eller han overværer en begravelse hvor alle de tilstedeværende giver sig til at ofre røgelse eller bøjer sig for et billede af den døde — hedenske skikke som knytter sig til den falske opfattelse at sjælen er udødelig. Eller han befinder sig blandt en skare mennesker der alle rejser sig fordi nationalsangen spilles — hvorimod den kristne har givet Guds rige sin udelte hengivenhed. Det er bedst at undgå situationer der kan føre til at man går på kompromis, men hvis en sådan situation skulle „komme bag på en“, kan man vise sin modenhed ved at bevare sin uangribelighed på samme måde som Jesus Kristus, de tre unge hebræere, Daniel og andre bevarede deres uangribelighed under prøve. — Matt. 4:1-11; Dan. 3:14-18; 6:6-11.
Hvis man har begået en alvorlig synd, en der kaster stor vanære over Jehovas navn og over den kristne menighed, vil det være godt og rigtigt at bekende sin overtrædelse for de ansvarlige brødre i menigheden. (Jak. 5:14-16) Men hvordan bør man betragte disse tjenere i Guds organisation? Som frygtindgydende dommere? Nej langtfra! Menighedens udvalg er der for at bære andres skrøbeligheder og opbygge og opmuntre. — Rom. 15:1, 2.
„Hjælpe . . . i mildhedens ånd“
Tilsynsmændene og de assisterende tjenere i den kristne menighed bør være og er i regelen også imødekommende. Denne imødekommenhed skulle i sig selv modvirke at de svagere medlemmer af menigheden prøver at „bevare skinnet“. Hvis nogen i menigheden har et problem, bør vedkommende straks gå til tilsynsmanden eller andre modne brødre, og ikke søge til en eller anden følelsesbetonet, umoden person der vil tale en efter munden. Det er de ansvarlige brødre der er blevet givet som „gaver“ for at hjælpe alle til at vokse til enhed i troen, „så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did“. (Ef. 4:8, 13, 14) De er vort „læ imod storm“ i stormfulde tider. (Es. 32:2) En virkelig tilsynsmand er altid parat til at hjælpe og opbygge i harmoni med Paulus’ råd: „Brødre, selv om et menneske skulle begå et fejltrin før han selv er klar over det, da skulle I som har åndelige kvalifikationer, prøve på at hjælpe en sådan på ret køl igen i mildhedens ånd.“ — Gal. 6:1, NW.
Det er derfor tilsynsmændenes og de assisterende tjeneres pligt, ikke at fare hårdt frem mod menighedens svage medlemmer, men at bringe dem „på ret køl igen“, at opbygge dem. Når disse tjenere giver vejledning må de aldrig, selv ikke når der er blevet begået en alvorlig synd, skælde ud eller blive ophidset. De må tværtimod være et eksempel med hensyn til at lægge „åndens frugt“, der indbefatter „venlighed, . . . mildhed, selvbeherskelse“, for dagen. (Gal. 5:22, 23, NW) De der forstår dette, skulle være ivrige efter at hente hjælp hos disse tjenere, fremfor at søge at „bevare skinnet“ ved at holde sig borte fra den kristne menighed.
I de fleste tilfælde er det dem der ikke angrer men bliver ved med at ’praktisere synd’, der bortvises eller udstødes fra Guds organisation. (1 Joh. 3:4, NW; 1 Kor. 5:11) ’Et menneske der begår et fejltrin før han selv er klar over det’, hører ikke til denne kategori af uforbederlige syndere. Der kan imidlertid være tilfælde hvor menighedsudvalget, på grund af en alvorlig overtrædelse, finder det nødvendigt som en hjælpende, tugtende foranstaltning at sætte overtræderen på prøve. En sådan prøve skal ikke betragtes som en fordømmelse, som noget der ødelægger ens ’ære’, eller som en straf man må modsætte sig. Den er tværtimod en kærlig foranstaltning der giver overtræderen mulighed for at bevise sin angers oprigtighed, samtidig med at den hjælper den angrende synder til at genvinde sin åndelighed og gøre ham stærk igen. Venlig vejledning i prøvetiden vil opbygge et menneske så det ikke „praktiserer synd“. I stedet for at prøve at „bevare skinnet“ ved at protestere imod at blive sat på prøve, og engagere andre følelsesmæssigt i sagen, bør dem der har begået en overtrædelse, være taknemmelig for denne kærlige foranstaltning til at bringe ham på ret køl igen.
Alle indviede kristne bør sætte hele deres lid og fortrøstning til Jehova. Det er Jehova der siger: „Dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.“ (1 Sam. 2:30) De der ærer Jehova, vil ikke søge ære blandt dødelige mennesker. I stedet for at holde fast ved den menneskelige, hovmodige tankegang, der går ud på at „bevare skinnet“, vil sande kristne søge Jehovas tanker og lade sig lede af de principper han så klart fremsætter i sit ord.