Følg de trofaste hyrder med liv for øje

 1. Hvordan og hvorfor må vi bevise vor tro før vi kan modtage livet som gave?

JEHOVAS hensigt: at skænke lydige mennesker frihed og evigt liv på jorden, er allerede godt på vej til at blive opfyldt. Den har nået et afgørende stadium i sin udvikling i vor generation, hvor en kommende ødelæggelse vil ramme den nuværende tingenes ordning, umiddelbart efterfulgt af begyndelsen til Kristi tusindårige fredsregering. Men ingen af os vil modtage liv uden at gøre noget selv, skønt det ikke betyder at frelse opnås ved gerninger alene. I et brev til den kristne menighed i det første århundrede skrev Jakob: „Hvis den [troen] ikke har gerninger, er den i sig selv død. Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er jo også troen død uden gerninger.“ (Jak. 2:17, 26) Det betyder at vi må bevise vor tro med vore handlinger, med det vi gør. Det betyder at vi må rette os efter kongen Jesu Kristi retfærdige krav.

 2. Hvilken kampagne går nu for sig, og hvad er dens fremgang et vidnesbyrd om?

² Allerede nu fører Jehova, gennem sin synlige teokratiske organisation på jorden, en undervisningskampagne der tager sigte på at finde dem i vor generation der har et ærligt hjerte, og oplære dem til at leve under hans konges retfærdsregering. Den både talmæssige og åndelige fremgang er et vidnesbyrd om at de nuværende ulykkelige og frygtindgydende forhold vil nå deres afslutning samtidig med denne gamle tingenes ordning, hvorefter Kristi regering vil gennemføre retfærdighed overalt på jorden. Hvor vil du stå til den tid?

 3. Hvilken vej må vi konsekvent følge hvis vi vil vise at vi fuldt og helt står på Jehovas synlige organisations side?

³ Det er livsvigtigt at finde frem til Guds synlige teokratiske organisation, som repræsenterer hans konge, Jesus Kristus. Når vi har gjort det, må vi være fuldstændig i overensstemmelse med den i alle henseender. Hvis vi hævder at vi elsker Gud, kan vi ikke samtidig fornægte hans ord og hans meddelelseskanal. Vi kan ikke anerkende den apostolske lære og samtidig nægte at påtage os det hverv at undervise andre. Vi kan ikke påtage os forkyndelsen fra hus til hus og samtidig ignorere de krav Gud stiller om en god moralsk livsførelse. Vi kan ikke leve et eksemplarisk liv og samtidig forblive ligegyldige over for det stridsspørgsmål som snart vil blive afgjort. Vi kan ikke forkynde afslutningen på denne tingenes ordning og samtidig søge at sikre os i denne verden og erhverve os alt hvad denne verden kan tilbyde af materielle goder. Jehovas synlige organisation hviler sikkert på tolv grundstene, „Lammets tolv apostle“, med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. (Åb. 21:14, 19, 20; Ef. 2:20-22) Derfor må vi, når vi underordner os Jehovas synlige teokratiske organisation, være i fuld overensstemmelse med enhver fremgangsmåde og ethvert krav der kan føres tilbage til apostlene.

Enheden bevares ved at man underordner sig

 4. Hvorfor behøver vi ikke at frygte for at miste vor personlighed eller frihed ved at underordne os under Jehovas organisations ledelse?

⁴ Vær ikke bange for at du mister din personlighed eller din frihed ved at underordne dig. Medlemmerne af den kristne menighed i det første århundrede underlagde sig villigt organisationens ledelse gennem det styrende råd. Det gjorde selv apostlene Peter og Paulus. Når tvivlsspørgsmål opstod, blev de forelagt hele det styrende råd, som bestod af de tolv apostle og de ældste i menigheden i Jerusalem. Et sådant tilfælde indtraf omkring år 49. Paulus og Barnabas havde på en missionsrejse i de romerske provinser i Lilleasien døbt uomskårne hedninger som kristne. Da dette blev kendt i deres egen menighed i Antiokia i Syrien, var der nogle fra Judæa der protesterede imod det. De sagde: „Hvis I ikke lader jer omskære efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.“ (Ap. G. 15:1) Omfattende drøftelser førte ikke til noget resultat, og da Paulus ikke ønskede at tiltage sig en apostels rettigheder, forelagde han problemet for det styrende råd i Jerusalem. Her blev der efter moden overvejelse og ved Guds hellige ånds ledelse truffet en afgørelse i sagen, og meddelelsen herom blev sendt til menigheden i Antiokia i et brev som blev sendt af sted med en delegation der repræsenterede det styrende råd. Resultatet var at menigheden blev befriet for tvivl og at uenigheden ophørte. — Ap. G. 15:2-31.

 5. (a) Hvad resulterede det i for den første kristne menighed at den fulgte organisationens ledelse? (b) Hvordan bevares enheden i organisationen i dag?

⁵ Denne hurtige handling både fra Paulus’ og det styrende råds side havde en forenende og bevarende virkning og resulterede i vækst. Da Paulus og hans rejseledsagere senere „kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag.“ (Ap. G. 16:4, 5) I dag betjener den kristne organisations styrende råd hele organisationen på samme måde. Løsninger på problemer som er aktuelle ét sted, bliver i stor udstrækning gjort kendt andre steder, så organisationens enhed og sammenhold kan bevares.

 6. Hvem assisterer det styrende råd i varetagelsen af dets pligter, og i hvilken egenskab tjener de?

⁶ Det styrende råd er imidlertid ikke alene om at forvalte de åndelige goder som Jehova velsigner os med og som tjener til at beskytte menighederne og fremme enheden. Som Esajas forudsagde: „Fyrster [skal] styre med ret.“ (Es. 32:1) Her skal ordet fyrster ikke forstås i politisk forstand, for de der kaldes „fyrster“ (hebraisk: sarím) er ikke en del af den nuværende onde tingenes ordning, som snart vil blive ødelagt. Ifølge betydningen af det hebraiske ord er disse mænd i Esajas’ profeti ledende mænd i den teokratiske organisation og har i deres varetægt grupper på tusind, hundrede, halvtreds eller måske kun ti. Kongen Jesus Kristus har således sat mænd af „den tro og kloge træl“, ja selv mænd fra den ’store skare’, hvis håb det er at leve på jorden, over menigheder og grupper af menigheder, ja endog over tjenestecentre på ti medlemmer, og har givet dem tilsvarende pligter at varetage. På den måde er de blevet „hyrder“ i den betydning som indeholdes i Jeremias 23:4. — Åb. 7:9-12.

Skal efterligne tro, ikke mennesker

 7. (a) Hvorfor kaldes sådanne „hyrder“ for „tjenere“? (b) Hvilken pligt har de over for Jehova, og hvilket ansvar lægger det på „fårene“?

⁷ De der på den måde bliver indsat kaldes dog ikke „fyrster“, „hyrder“ eller „pastorer“, men slet og ret „tjenere“. Dette er en tydelig understregning af deres forhold til organisationen og deres ansvar over for dem de har i deres varetægt. Jesus klargjorde tydeligt dette forhold for sine disciple. „Jesus kaldte dem til sig og sagde: ’I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.’“ (Matt. 20:25-27) En træl eller tjener er en som opfylder det behov en herre eller arbejdsgiver måtte have. Svarende hertil skal de der kaldes „tjenere“ ikke betjenes men selv villigt tjene dem i menigheden der har brug for det. Heri følger de Jesu eksempel. Han sagde: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ (Matt. 20:28) Disse tjenere er ikke alene forpligtede over for dem de har i deres varetægt, men de er også forpligtede over for Jehova Gud til at sørge for disse „fårs“ velbefindende. Det er derfor kun rimeligt at Jehova kræver at disse „får“ villigt underordner sig hyrderne. „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ — Hebr. 13:17.

 8. I hvilken forstand skal „fårene“ efterfølge „hyrderne“?

⁸ Selv om vi underordner os Jehovas synlige organisation, som ledes af sådanne tjenere, hverken kræves det eller forventes det af os at vi følger mennesker. Paulus gav derimod følgende formaning: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.“ (Hebr. 13:7) Det er den tro disse mænd lægger for dagen vi bør efterligne, og deres adfærd vi bør lægge mærke til.

 9. Hvem må „hyrderne“ selv underordne sig, og på hvilken måde skal de gøre det?

⁹ Selv om disse mænd beklæder ansvarsfulde poster som tilsynsførende, anerkender de alligevel at de må underordne sig under „den tro og kloge træl“. Når de gør det, er de hurtige til at efterkomme den opfordring som blev givet af apostelen Peter, der selv var et af de første medlemmer af denne skare: „Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ (1 Pet. 5:6) Når de optræder på „den tro og kloge træls“ vegne, er de klar over at det er et betydeligt ansvar de har fået overdraget som repræsentanter for det himmelske riges regering. Derfor søger de hele tiden Jehovas ledelse og beder om hans ånd som en hjælp til at „styre med ret“, i overensstemmelse med den retfærdighed som Jesu Kristi regering vil indføre, idet de på intet tidspunkt afviger for personlig fordels skyld eller ud fra ønsket om at ophøje sig selv. (Ap. G. 8:4-17) Viser beretningerne i forbindelse med nutidens „tro og kloge træl“ at det er det den har koncentreret sin opmærksomhed om i forbindelse med Jehovas „får“ i disse sidste dage? Et kort overblik over Jehovas vidners historie i nyere tid vil overbevise os herom.

Nutidens Elias bereder vejen

10. (a) Hvem var Elias? (b) Hvad forudsagde Malakias vedrørende Elias, og på hvem var Elias et forbillede?

¹⁰ Siden 1919 er der sket store fremskridt med hensyn til den teokratiske ordning. Dette er billedligt skildret i de profetiske dramaer der handler om profeterne Elias’ og Elisas gerning i det gamle Israel. Som Malakias forudsagde: „Se, jeg sender eder profeten Elias, før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal komme og slå landet med band.“ (Mal. 4:5, 6) Den første Elias var et fremstående vidne for Jehova i det tiende århundrede før vor tidsregning, altså fem hundrede år før Malakias udtalte sin profeti. Den Elias som skulle komme, var i en mindre opfyldelse Johannes Døber men skulle også fremstå lige før og i løbet af endens tid for den nuværende tingenes ordning, den skæbnesvangre tid vi nu oplever. I overensstemmelse med profetien har „den tro og kloge træl“ vist sig i vor tid for at udføre den forudsagte Elias-gerning.

11. Hvilken organisationsmæssig forandring fandt sted i den kristne menighed da Jesus blev indsat på tronen, og hvilken parallel finder vi hertil i det gamle Israel?

¹¹ Hermed begyndte en periode hvori Jehovas krav om retfærdighed inden for den nutidige menighed blev strengere. Denne periode kan sammenlignes med den første tid Israel befandt sig i det forjættede land. Selv om nationen var forenet under en teokratisk lov og den havde dommere over sig, var det alligevel sådan i begyndelsen at „enhver gjorde, hvad han fandt for godt“. Hvad var grunden til denne løse organisation? Beretningen siger: „I de dage var der ingen konge i Israel.“ (Dom. 21:25) Sådan var det også til at begynde med inden for den teokratiske organisation i nyere tid. Det var et tydeligt skridt fremad for Jehovas retfærdige forvaltning at den kristne menighed vendte tilbage til apostlenes lære. Men før Kongen, Jesus Kristus, blev indsat på tronen i 1914, var der ikke nogen fast styreform i organisationen. Hver „ekklesia“ eller menighed var selvstyrende, med valgte „ældste“ og „diakoner“ på de ledende poster. Men i 1914 indsatte Jehova sin konge, Jesus Kristus, på tronen, og fra 1919 og fremefter var tiden inde til at Jeremias’ profeti skulle gå i opfyldelse: „Men dem, der er tilovers af mine får, vil jeg sanke sammen fra alle de lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres græsgange, og de skal blive frugtbare og mangfoldige. Da vil jeg sætte hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte eller ræddes, og ingen skal savnes, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 23:3, 4.

12. (a) Hvilke skridt blev taget henimod at genoprette teokratisk orden mens Elias-gerningen blev udført? (b) Hvilken sikkerhed gav dette „fårene“?

¹² Dette gode som en teokratisk forvaltning er, kom ikke på én gang. I 1932 blev de „valgte ældste“ i menighederne erstattet af udnævnte „arbejdsdirektører“, som blev assisteret af en gruppe modne medlemmer af menigheden der var demokratisk valgt til deres poster. Ikke før 1938 skete den sidste og endelige forandring til en strengt teokratisk ordning. Det blev i det år i Vagttårnets spalter vist ud fra Bibelen at myndigheden til at udnævne tjenere i menighederne retmæssigt lå hos det styrende råd, som bestod af medlemmer af „den tro og kloge træl“, som igen blev ledet af Jesus Kristus fra Jehovas tempel.a Dette betydningsfulde skridt henimod en genoprettelse af teokratisk orden forsikrede Jehovas „får“ om at de ikke igen af samvittighedsløse „hyrder“ ville blive opdelt i „hjorde“ som var uafhængige af hinanden. De hyrder som Jehova havde givet løfte om gennem Jeremias, ville være hyrder der var helt i overensstemmelse med Jesu ord om at der skulle „blive en hjord, én hyrde“. — Joh. 10:16.

Udvidelse og helbredelse i løbet af Elisa-perioden

13. Hvorfor kan man sige at genoprettelsen af teokratisk orden kom i rette tid?

¹³ Den kristne menighed blev altså styrket og værnet til de anstrengende dage der lå forude. De teokratisk udnævnte hyrder som Jehova lod fremstå i menigheden, skulle være „som læ imod storm og ly imod regnskyl“. Ikke alene skulle Guds synlige organisation erfare en vanskelig tid med prøver i form af forfølgelse, men den skulle også blive ’frugtbar og mangfoldig’ som et resultat af det intensive undervisningsprogram der var planer om.

14. Hvornår og med hvilket arbejde begyndte Elisa-gerningen?

¹⁴ I 1942 kom forandringen. Midt under den anden verdenskrigs trængsler, da Watch Tower Bible and Tract Society’s tredje præsident afløste selskabets anden præsident, ophørte Elias-gerningen efter at have tjent sin hensigt til Jehovas pris. Denne gerning havde været rettet mod en påbegyndelse af arbejdet med at ’skille vandene’ i den symbolske Jordanflod, det vil sige skille de symbolske vande eller menneskemasser, hvorunder de „andre får“ eller ’den store skare’ blev samlet ved den regerende konges, Jesu Kristi, højre hånd. (2 Kong. 2:8; Matt. 25:31-46) Da Elisa-skaren med stor virkelyst tog „Elias’ kappe“ op, det vil sige det gudgivne hverv som Elias så effektivt havde udført, begyndte en tid med udvidelser uden lige. Det der er sket i årene siden 1942 fortæller tydeligt om de store bedrifter som den salvede Elisa-skare har udført sammen med et stadigt voksende antal af ’den store skare’. — Åb. 7:9-17.

15, 16. Hvilke vidtrækkende fremskridt er der sket inden for den teokratiske virksomhed under Elisa-skarens ledelse, billedligt skildret ved Elisas mirakler?

¹⁵ Som en parallel til de mange mirakler den oprindelige Elisa udførte, nemlig seksten i forhold til Elias’ otte, begyndte nutidens Elisa-skare med det samme at træffe forberedelser til at uddanne bedre forkyndere af den gode nyhed om Riget, så profetien i Mattæus 24:14 kunne opfyldes. Den 1. februar 1943 åbnedes Vagttårnets bibelskole Gilead, hvor missionærer og særlige repræsentanter for Vagttårnsselskabet skulle uddannes til at tjene i alle dele af verden. I det samme år, 1943, blev et nyt undervisningsprogram, den teokratiske skole, påbegyndt i Jehovas vidners menigheder. Til at begynde med var det kun mandlige elever der kunne tilmeldes dette kursus, men i 1958 blev det også muligt for kvinderne i menighederne at tilmelde sig.

¹⁶ Efterhånden som arbejdet udvidedes, blev nye menigheder dannet. Dette krævede flere tjenere til at føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. For at forbedre deres tjeneste blev noget nyt taget i brug i 1959, nemlig Rigets tjenesteskole, et fireugers kursus som gratis kunne gennemgås af alle tilsynsmænd der blev indbudt til det. I løbet af det følgende år blev skolen oprettet i forskellige lande, hvilket resulterede i en bedre ledelse af menighederne hele jorden over. — 1 Tim. 3:1-7; Tit. 1:5-9.

17. Hvordan har Elisa-gerningen resulteret i en stor åndelig helbredelse?

¹⁷ Ligesom Elisa i gammel tid oprejste den venlige Sjunemkvindes søn, sådan har den nutidige Elisa-gerning betydet åndeligt liv for uendelig mange. (2 Kong. 4:17-37) Hundredtusinder som før befandt sig i syndens dødlignende tilstand og var under guddommelig fordømmelse er blevet oprejst til lykkeligt liv i Jehovas tjeneste, med udsigten til evigt liv under hans rige når den nuværende tingenes ordning er gået til grunde i Harmagedon. Dette indsamlingsarbejde er blevet intensiveret siden 1942. I løbet af dette afgørende år under den anden verdenskrig viser ufuldstændige rapporter at henved 106.000 deltog i forkyndelsen af den gode nyhed. Som følge af den regerende konges kærlige forvaltning og de utrættelige anstrengelser som „den tro og kloge træl“, ’den store skare’ og de indsatte „hyrder“ har gjort sig, er der sket en stadig vækst, helt frem til dette år, kun seksogtyve år senere, hvor 1.150.000 aktivt tager del i forkyndelsen af Rigets budskab.

Kristne normer for opførsel fastholdes

18, 19. Hvordan er kravene til den kristnes adfærd blevet strengere?

¹⁸ Denne styrkelse af den teokratiske opbygning har skabt mulighed for at føre et nærmere tilsyn i organisationen med hensyn til om de bibelske krav til den kristnes opførsel bliver fulgt. „Den tro og kloge træl“ har altid anerkendt de kristne normer og har fremholdt dem for menigheden som krav til den kristne livsførelse. Allerede så tidligt som i 1904 opridsede den første præsident for Watch Tower Society i sin bog The New Creation (Den nye Skabning) den bibelske fremgangsmåde med hensyn til behandling af en overtræder. Man kunne endog gå så vidt som til at „undlade at have Samfund med ham og ikke vise ham noget som helst Tegn paa Broderskab“.b Men denne yderliggående foranstaltning som en ekskommunikation eller udstødelse var, blev ikke brugt særlig meget og var ikke et krav i menighederne før i 1952.c Den kristnes opførsel kunne ikke mere betragtes som noget der kun vedkom den enkelte eller de enkelte der var impliceret. Paulus skrev til menigheden i Korint i forbindelse med en udstødelsessag i menigheden dér i det første århundrede: „Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen?“ (1 Kor. 5:1-6) De der øvede de samme gerninger som nationerne, kunne ikke mere få lov at komme ind i menigheden, og de der faldt fra og begyndte at øve dem, kunne heller ikke få lov at blive i menigheden.

¹⁹ Heraf ses det at den nu eksisterende teokratiske organisation af hyrder over Guds hjord kun har Rigets interesser og Guds „fårs“ interesser på sinde. Som de der „våger over jeres [menighedens] sjæle“, ved de at de „engang skal gøre regnskab“. Det har betydning for deres embedsførelse at „ingen skal savnes“. For at sikre sig dette må de formane til „først [at søge] Guds rige og hans retfærdighed“. — Matt. 6:33.

20, 21. Hvordan kan vi udvise den rette indstilling når vi udsættes for prøver?

²⁰ Dette teokratiske syn på tingene vil hjælpe os til at holde trit med organisationen, til hverken at løbe foran eller glide så meget bagud at det bliver livsfarligt. Vi vil komme ud for prøvelser. Lad dig ikke overvinde af dem. Bi på Jehova og sæt din lid til ham. (Sl. 37:34; 27:14) Det kan endda være at det vil være på sin plads med en irettesættelse engang. Bliv ikke stødt over det. Hvis du bliver det, tager du utvivlsomt dig selv for højtideligt og kan ikke se hvorfor den bliver givet. Du bør heller ikke overbevise dig selv om at du ikke kan bruges i organisationen, og holde op blot fordi du bliver gjort opmærksom på en fejl. Nej, tænk på ordene: „Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.“ — Hebr. 12:5, 6.

²¹ Det kan på den anden side også være at du hurtigt gør fremskridt. Pas på ikke at få den indstilling at du er mere trofast end andre. Det kan blive en snare for dig. Få ikke den opfattelse at andre i menigheden er langsomme eller bagefter. Det kan føre til at du måske også bliver utålmodig med organisationen. Betragt i stedet Moses’ eksempel. Han bønfaldt Jehova om at bevare den forbilledlige teokratiske nation da nogle troløse syndede mod Jehova og nedkaldte hans vrede over hele menigheden. (2 Mos. 32:1-14) Det bør heller ikke være sådan at vi hele tiden skal have vejledning om den teokratiske tjeneste vi får tildelt. Lad os være ivrige efter at påtage os et personligt ansvar og finde måder hvorpå vi kan fremme Rigets interesser mest muligt i harmoni med de anvisninger som den tro og kloge træl for øjeblikket giver.

22. Hvorfor bør vi da holde os loyalt til Jehovas synlige organisation?

²² Bibelen tilskynder og opmuntrer os på enhver måde til at give den teokratiske organisation og ikke os selv førstepladsen, at anerkende den og enhver ordning under den og at holde os loyalt til den. Den hastighed hvormed arbejdet skrider fremad bliver stadig større. Hvad Jehova endnu måtte kræve af sine trofaste tjenere på jorden inden Harmagedon vil han selv åbenbare til sin egen fastsatte tid. Vi kan kun få oplysning om det ved at holde os nær til hans synlige teokratiske organisation. Efter at vi en gang har fundet frem til denne organisation og gennem den har lært Guds retfærdige krav at kende, skulle vi aldrig give slip på den. Lad os følge Jehovas trofaste hyrder, „for at, ligesom synden har hersket som konge med døden, således skulle også den ufortjente godhed herske som konge gennem retfærdighed med evigt liv for øje ved Jesus Kristus, vor Herre“. — Rom. 5:21, NW.

[Fodnoter]