Hvorfor har Gud tilladt det onde helt frem til vor tid?

NED gennem hele menneskehedens historie har der været megen ondskab. Og nu ser man, lige meget hvor i verden man vender sig hen, blodsudgydelse, lovløshed, had og umoralitet. Alt for ofte er det uskyldige og fredelige mennesker der har måttet lide på grund af andres ondskab. De er blevet ofre for vold og har mistet hjem og familie, måske endda livet. Selv de der ikke har erfaret denne form for verdens ondskab har sikkert været igennem noget der forårsager et psykisk pres, som for eksempel uretfærdighed, uvenlighed og svigagtighed.

Hvorfor har Gud tilladt det onde så længe? Der er flere grunde til det, men for rigtigt at forstå dem må vi først undersøge de stridsspørgsmål der blev rejst dengang oprøret mod Gud begyndte. Du har uden tvivl læst beretningen herom i Bibelen, i det tredje kapitel i Første Mosebog. Lad os nu se på hvad det egentlig var der skete.

Der skete kort fortalt dette: Jehova havde oplyst mennesket om at dets liv afhang af om det var lydigt over for Skaberen; ulydighed ville medføre døden. (1 Mos. 2:17) Guds modstander, Satan Djævelen, modsagde denne klare udtalelse. Han fortalte Adams hustru at hun og hendes mand godt kunne handle ulydigt mod Gud og alligevel leve: „I skal ingenlunde dø.“ Han hævdede desuden at ulydigheden i virkeligheden ville forbedre deres stilling, for den ville medføre at deres øjne blev åbnet og at de blev „som Gud til at kende godt og ondt“. (1 Mos. 3:4, 5) Hvilke spørgsmål rejstes med Satans oprør?

Spørgsmålene der skal afgøres

En række vigtige spørgsmål opstod. For det første rejste Satan spørgsmålet om Guds sanddruhed. Han kaldte faktisk Gud en løgner, og det oven i købet i et spørgsmål om liv og død. For det andet rejste han spørgsmålet om menneskets afhængighed af Skaberen for stadig at kunne eje liv og lykke. Han hævdede at hverken menneskets liv eller dets evne til at klare sig godt, afhang af om det adlød Jehova. Han hævdede at mennesket kunne handle uafhængigt af Skaberen og optræde som Gud ved selv at dømme om hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Ved at modsige Guds bekendtgjorte lov hævdede han for det tredje at Guds måde at styre på er forkert og ikke til gavn for Guds skabninger, og således rejste han spørgsmålet om Guds ret til at styre.

Satans handlemåde rejste endnu et spørgsmål, og det vises senere i Bibelen, nemlig i Jobs bog, kapitlerne 1 og 2. Dér vises det i forbindelse med manden Job at Satan rejste spørgsmålet om alle skabningers trofasthed og loyalitet over for Jehova Gud.

Satan hævdede at de som tjener Gud, gør det af selviske grunde og ikke fordi de elsker Gud og hans retfærdige styre. De gør det på grund af de materielle velsignelser Gud skænker dem. Han hævdede at hvis sådanne velsignelser faldt bort, ville selv en mand som Job vende Gud ryggen. (Job 1:6-11; 2:4, 5) Ja, Satans oprør i Edens have rejste spørgsmålet om hvorvidt alle Guds skabninger i himmelen og på jorden ville forblive loyale. Ville de, hvis de blev sat på prøve, vise at de elskede deres himmelske Fader og at de foretrak hans styre fremfor et hvilket som helst andet styre?

Guds måde at afgøre spørgsmålene på

Læg mærke til at Satan ikke rejste noget spørgsmål om Guds magt eller styrke. Han udfordrede ikke Jehova for at se om han havde magt til at tilintetgøre en modstander. Men han udfordrede Gud med hensyn til hans ret til at styre. Han betvivlede at Guds måde at styre på var den rette og rejste tvivl om Guds skabningers loyalitet. Det var altså snarere et moralsk stridsspørgsmål end et spørgsmål om hvem der var den stærkeste.

Satans falske anklager imod Gud kan i visse henseender sammenlignes med menneskelige forhold vi kender. Lad os antage at en mand som har en stor familie, af en af naboerne bliver anklaget for at bære sig forkert ad i mange forhold vedrørende den måde han styrer sit hus på. Lad os antage at naboen også påstår at hans børn ikke virkelig elsker deres fader men kun bliver boende hjemme fordi han sørger for mad og materielle fornødenheder til dem. Hvordan kunne denne familiefader nu gendrive disse anklager?

Han kunne simpelt hen anvende vold over for anklageren, men det ville ikke tilbagevise påstandene. Det ville snarere antyde at der var noget om det naboen sagde. Derimod ville det være et godt svar på anklagerne hvis han lod børnene selv optræde som vidner, og de så viste at deres fader i høj grad var en retfærdig og kærlig familiefader og at de var glade og lykkelige for at bo hjemme hos ham, og at de boede der fordi de elskede ham! På den måde ville han blive fuldstændig retfærdiggjort. — Ordsp. 27:11; Es. 43:10.

Med denne illustration kan man til en vis grad forklare hvad Gud har gjort. Desuden har han ladet så lang tid gå — nu næsten 6000 år — at der er givet lejlighed til at stridsspørgsmålet kan blive afgjort på en sådan måde at der ikke mere kan rejses tvivl om det. Han har ikke alene givet sine trofaste skabninger lejlighed til i den tid at vise deres hengivenhed for ham og hans styre, men han har også ladet så lang tid gå for at gøre det klart at ethvert andet styre kun vil føre til noget dårligt. — Ordsp. 1:30-33; Es. 59:4, 8.

Ved at gøre oprør imod Jehova Gud stillede Satan sig op som Guds konkurrent. Og da de to første mennesker slog ind på den vej Satan anbefalede dem, erklærede de sig dermed for uafhængige af Jehovas styre og kom i stedet under Satans herredømme. (1 Mos. 3:6; Rom. 6:16) Ved at lade både Satan og mennesket løbe linen ud og give dem lov til at gøre alt hvad de kan for at handle og styre uafhængigt af Skaberen, får Gud en gang for alle bevist at det fuldstændig vil mislykkes på den måde at skabe et godt styre der er til virkelig gavn for hele menneskeheden. Samtidig vil Jehova lade de mennesker som elsker ham, forkynde hans navn og hensigter på jorden til oplysning for alle der søger det rette.

Situationen er således meget lig den der rådede i Ægypten da en farao slog ind på en kurs ligesom Satan Djævelens, i opposition til Jehova Gud. Jehova sagde til denne farao: „Thi ellers havde jeg nu udrakt min hånd for at ramme dig og dit folk med pest, så du blev udryddet fra jordens overflade; dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mos. 9:15, 16.

Hvad viser resultaterne?

Bibelen viser at Satan har brugt tiden til i himmelen og på jorden at opbygge en organisation som han hersker over. At han kunne tilbyde Jesus alle jordens riger og deres herlighed som betaling for at Jesus ville tilbede ham, viser i hvilken udstrækning han har herredømme over jorden. (Matt. 4:8, 9) Derfor kaldes Satan „denne verdens gud“ og „denne verdens fyrste“. (2 Kor. 4:4; Joh. 16:11) Hvad har det medført for menneskeheden, og hvad er resultatet blevet af at mennesket har fulgt sin egen kurs, uafhængigt af Gud og hans styre?

Historien vidner om at det ikke har medført fred, tilfredshed og evigt liv for menneskeheden. Det har ført til lige det modsatte: Tusinder af år med lidelser og død. Historien og den frygtelige tilstand som råder i verden i dag er bevis på at mennesket ikke har kunnet styre jorden uden Gud. Mennesker har prøvet alle mulige styreformer, men det har stadig ikke opnået tryghed og varig lykke.

Det er sandt at der er gjort fremskridt i materiel retning. Men kan man kalde det at menneskene nu kan sende raketter til månen for et virkeligt fremskridt, i betragtning af at de stadig ikke kan leve i fred på jorden? Til hvilken nytte er det at de kan bygge huse der er udstyret med alle mulige bekvemmeligheder, når de mennesker der bor i husene ikke kan enes og ægteskaberne ofte opløses og børnene er ulydige og ligefrem lovløse? Er krige, gadeoptøjer, den store ødelæggelse af liv og ejendom og den udbredte lovløshed noget at være stolt af? Bestemt ikke! Og det er resultatet af at mennesket har ignoreret Gud. Det er sandt som der står i Prædikeren 8:9 at „det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke“.

I den lange tid Gud har tilladt det onde er det altså blevet bevist ud over enhver tvivl at menneskets forsøg på at ’spille Gud’ er blevet en sørgelig fiasko. (Sl. 127:1) Som en kendt redaktør har sagt: „Jo mere vi søger efter et alibi, jo mere opdager vi at det er os mennesker der har skabt de ulykkelige forhold på jorden. Vores hovedsvaghed er at vi ikke har fundet ud af hvordan vi selv skal styre.“a Den inspirerede bibelskribent Jeremias har ret når han siger: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed. Tugt os, [Jehova].“ — Jer. 10:23, 24; se også Ordsprogene 16:25.

Satans indflydelse på forholdene på jorden har medført uenighed, ondskab og død, og hans herredømme er blevet udøvet ved hjælp af bedrag, tvang og selviskhed. Han har vist sig at være uegnet som hersker i det hele taget. Det vil derfor nu være fuldt ud retfærdigt af Jehova at tilintetgøre denne fordærvede oprører sammen med hans dæmoner og alle som har gjort fælles sag med ham om hans onde gerninger. (Rom. 16:20) Men hvordan forholder det sig med Guds skabningers loyalitet over for Guds kærlige styre og Satans påstand om at alle ville svigte Gud når deres tro blev prøvet?

Jehova Gud vidste at ’kærligheden aldrig ophører’, og han vidste at nogle mennesker ville tjene ham villigt, af kærlighed, og ikke fordi de blev bestukket eller tvunget til det. (1 Kor. 13:8) Mange tusinde har ned gennem århundrederne tjent Gud på denne måde. Job var en af dem. Selv om Satan udsatte ham for frygtelige prøvelser, tog alt fra ham, hans ejendom, hans børn og hans helbred, sagde Job stadig: „Til jeg udånder, opgiver jeg ikke min uskyld [integritet, NW].“ (Job 27:5) Job beviste at Satan er en løgner.

Som vi har set modstod det fuldkomne menneske Jesus alle Satans fristelser og bestikkelser. Og da han blev slået af soldater og på grusom måde naglet til en marterpæl for at dø på den måde, holdt han fast ved sin loyalitet over for Gud. (1 Pet. 2:23) Dette viste at den fuldkomne Adam kunne have gjort det samme hvis han havde villet, og at Gud ikke var uretfærdig når han forlangte fuld lydighed af mennesket. (2 Tess. 1:4, 5) Med sin loyalitet over for Jehova gendrev Jesus på afgørende måde Satans falske anklage.

Men Satans sind er sygt på grund af selviskhed og stolthed, og han fortsætter uanfægtet i sin vanvittige kurs. Skønt det for længe siden er bevist at han har uret og er en løgner, fortsætter han med at forfølge dem der elsker Gud. (Åb. 12:17) Siden Jesu død har tusinder af kristne tjent Jehova Gud af kærlighed til ham og fordi de ønskede at komme ind under hans kærlige styre. Og nu i tiden bekender mennesker i hundredtusindvis deres loyalitet mod Jehova og hans herredømme. (Åb. 7:9, 10) Det at de trofast adlyder Jehovas ord og respekterer hans lov har sat dem i stand til at opnå tilfredshed i livet trods al mulig modstand fra Satans side.

Den enighed, kærlighed og integritet som Guds tjenere ned gennem århundrederne har lagt for dagen, udgør et helt bjerg af beviser imod Satan og for Jehova. De er et bevis for at kun Jehova har ret til at styre, at hans måde at styre på, ved hjælp af kærlighed, er den eneste rette styreform, at mennesker kan forblive loyale mod ham, selv under de hårdeste prøver, og at Satan er den uhyggeligste af alle løgnere.

[Fodnote]