Afslutningen på det verdensomspændende vidnearbejde nærmer sig
1. (a) Hvilken yderligere opgave som vidner blev overdraget Jesu jødiske disciple fra og med pinsen år 33? (b) Hvordan skulle dette berøre deres opgave som vidner om Jehova?
DET verdensomspændende vidnearbejde som Jesu Kristi disciple skulle udføre, har nu gået for sig i over nitten hundrede år. Da Jesus Kristus på Oliebjerget i foråret 33 sagde til sine jødiske disciple: „I skal være mine vidner,“ talte han til mænd som af fødsel var Jehovas vidner. (Es. 43:1-12; 44:8) Men fra da af, nærmere betegnet fra pinsedagen ti dage senere da Guds hellige ånd blev udgydt over dem i Jerusalem, skulle de også være Jesu vidner. Hvorfor det? Var det meningen at denne nye opgave skulle bevirke at de nu i mindre grad skulle vidne om Jehova Gud, eller at den måske helt skulle træde i stedet for deres opgave som hans vidner? Nej, fremfor at skulle indskrænke forkyndelsen af Guds navn Jehova og stille det i skygge, havde vidnegerningen om Jesus til hensigt at herliggøre Jehova Gud endnu mere. Den skulle præcisere og tydeliggøre vidnesbyrdet om Jehova. Den skulle vise at Jehova ikke havde talt usandt, men at han, efter over fire tusind års forløb, nu endelig havde oprejst sin Messias eller Kristus.
2. Hvilken foranstaltning, som første gang blev omtalt i Edens have, havde nu fået verdensvid betydning?
2 At Jehova havde ladet den længe lovede Messias eller Salvede fremstå, havde verdensvid betydning. Det måtte gøres kendt for hele menneskehedens verden, ja „indtil jordens ende“. Hvad Jehova Gud selv havde gjort, måtte hans trofaste vidner på jorden også gøre. De måtte aflægge vidnesbyrd om at Messias eller Kristus var fremtrådt, nemlig Guds søn Jesus. Omkring år 4026 f.v.t. havde Jehova Gud sagt til Slangen som stod bag menneskets fald i Edens have: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Dette var første gang Jehova pegede frem til Messias eller Kristus.
3. Hvad måtte Jehova gøre for at vise at hans løfte var sandt?
3 Når Gud opfyldte sit løfte og tilvejebragte sin Messias eller Salvede, ville det være nødvendigt for ham at vise hvem denne var, og han måtte gøre det ved at aflægge vidnesbyrd om ham på en overnaturlig måde. Hele menneskeheden kunne gentage den anmodning der engang blev rettet til ham: „Må Jehova vise sig at være et sandt og trofast vidne“. (Jer. 42:5, NW) Jehova efterkom dette ønske.
4. Hvordan gik det til at Johannes vidnede om Jesus for dem der kom til ham for at blive døbt?
4 Da hans søn Jesus i sidste halvdel af år 29 var blevet døbt i Jordanfloden, gav Jehova synligt til kende at hans hellige ånd dalede ned over den døbte Jesus, og Johannes Døber hørte Guds ord fra himmelen: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ Derefter kunne Johannes Døber, der som jøde var et Jehovas vidne, aflægge det vidnesbyrd at Jesus var Messias. Johannes sagde: „Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.“ (Matt. 3:13-17; Joh. 1:29-34) Fra da af vidnede Johannes for dem der kom til ham for at blive døbt og som ønskede at blive beredt til at blive disciple af Jehovas Messias eller Kristus.
5. Hvor og hvordan aflagde Jehova igen vidnesbyrd om Jesus tre år senere, og hvordan bevidnede Peter dette skriftligt?
5 På Forklarelsens bjerg tre år senere vidnede Jehova igen hørligt om sin Messias, Jesus. Tre af Jesu disciple, som i dette syn så ham blive forvandlet og modtage overnaturlig herlighed, hørte Guds røst fra himmelen sige: „Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!“ Efter at Jesus var blevet oprejst fra de døde fortalte disse tre øjenvidner de andre apostle om synet. (Matt. 17:1-9) Mange år senere skrev den kristne apostel Peter: „Thi han [Jesus Kristus] fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til ham fra den majestætiske herlighed: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’ Denne røst hørte vi lyde fra Himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg.“ — 2 Pet. 1:12-18.
6, 7. (a) Hvordan vidnede Gud om Jesus under hele dennes offentlige tjeneste? (b) Hvad sagde Peter til Kornelius om det Gud gjorde i forbindelse med Jesus som Kristus?
6 Under hele Jesu Kristi offentlige tjeneste på jorden vidnede Jehova om at Jesus var den forudsagte Messias ved at lade ham forkynde den gode nyhed om Guds rige og ved at give ham mirakuløse evner. Derfor kunne apostelen Peter, da han vidnede for de første hedninger som blev omvendt til kristendommen, sige følgende om Jehovas Messias:
7 „Det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham; og vi er vidner om alt, hvad han har gjort både i Jødeland og i Jerusalem, han, som de slog ihjel ved at hænge ham op på et træ. Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde.“ — Ap. G. 10:38-42.
8. Hvordan vidnede Gud særlig magtfuldt om Jesus, som omtalt af Paulus i Romerbrevet 1:1-5?
8 Jehova Gud den Almægtige aflagde et særlig magtfuldt vidnesbyrd om sin Messias ved at oprejse ham fra de døde. Apostelen Paulus henledte opmærksomheden på dette overvældende guddommelige vidneudsagn da han skrev til de kristne i Rom: „Guds evangelium, det, som Han har forjættet ved sine profeter i hellige skrifter, evangeliet om hans Søn, der ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt og ifølge Helligheds-ånd med vælde blev godtgjort at være Guds Søn ved opstandelse fra de døde, Jesus Kristus vor Herre, ved hvem vi har fået nåde.“ (Rom. 1:1-5) Kun Gud den Almægtige kunne aflægge et sådant vidnesbyrd og dermed vise hvem der virkelig var Kristus.
9. Hvis vidnesbyrd om sig selv stolede Jesus først og fremmest på, og hvordan forklarede han dette for jøderne?
9 Jesus Kristus stolede selv mere på Guds vidnesbyrd end på menneskers. Til de jøder som ikke havde ladet sig overbevise om at han var Messias, sagde han: „Er det kun mig selv, der vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt. I har sendt bud til Johannes [Johannes Døber, som da var i fængsel], og han har givet sandheden sit vidnesbyrd. Dog, jeg henter ikke vidnesbyrdet fra et menneske; men dette siger jeg, for at I skal frelses. . . . Men det vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes’: de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har sendt mig. Ja, Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. . . . I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.“ (Joh. 5:31-39) Jesus stolede altså på det stærkeste vidnesbyrd, et uigendriveligt vidnesbyrd, nemlig det der blev aflagt af Jehova Gud og hans inspirerede ord, den inspirerede Bibel.
10, 11. (a) Hvilken forskel er der på de vidneudsagn der accepteres i retssalene, og Guds vidnesbyrd? (b) Hvad gør vi Gud til hvis vi afviser hans vidnesbyrd, ifølge Johannes’ argumentation i Første Johannesbrev 5:9-12?
10 I vore dages retssale er dommerne og nævningene indstillet på at acceptere vidneudsagn som aflægges af ufuldkomne mænd og kvinder. Skulle vi da ikke snarere acceptere vidnesbyrdet fra den almægtige Gud, Jehova, der er fuldkommen og aldrig har taget fejl? Alt taler for at vi bør acceptere hans ufejlbarlige vidnesbyrd. Gør vi ikke det, afviser vi hans vidnesbyrd og gør ham til en løgner. Sådan argumenterer apostelen Johannes i sit første brev:
11 „Godkender vi menneskers vidnesbyrd, så er Guds vidnesbyrd større; Guds vidnesbyrd er jo dette, at han har vidnet om sin Søn. Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort ham til løgner, fordi han ikke har troet på det vidnesbyrd, Gud har vidnet om sin Søn. Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv; og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet.“ — 1 Joh. 5:9-12.
12. (a) Hvorfor er det ufornuftigt af os at indtage det standpunkt at Guds vidnesbyrd er umuligt at acceptere? (b) Hvilken fremtid for menneskene er afhængig af at Jesus blev født af en jomfru?
12 Selv om det vidnesbyrd Gud aflægger, er langt større end det mennesker kan aflægge, betyder det ikke at Gud er en løgner og at hans vidnesbyrd er umuligt at acceptere. Det er kun at forvente at Gud gør noget som er umuligt for små mennesker at gøre; som engelen Gabriel sagde til jødinden Maria da han meddelte at hun som jomfru skulle føde sønnen Jesus (noget som flere og flere præster inden for kristenheden hævder det er umuligt at tro på): „For Gud er ingenting umuligt.“ (Luk. 1:26-37) Og det viste sig at dette heller ikke var umuligt for Gud. Alle menneskers fremtidige, evige liv i fuldkommen lykke på en paradisisk jord afhang af at Guds søn blev født af en jomfru. Derfor betyder det evigt liv eller evig død for os om vi accepterer eller forkaster det vidnesbyrd Gud aflægger.
13. Hvad er ifølge Johannes 8:17, 18 det solideste grundlag vi har for at tro på det vidnesbyrd der er aflagt?
13 Guds søn, Jesus Kristus, henviste til den lov Gud havde givet jøderne ved profeten Moses, og sagde: „Der står også skrevet i jeres lov, at hvad to mennesker vidner, er gyldigt. Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig.“ (Joh. 8:17, 18) Her har vi det solideste grundlag for at tro, nemlig de samstemmende vidneudsagn fra de to største personligheder der nogen sinde har eksisteret, Jehova Gud og Jesus Kristus.
14. Hvad må vi som sande kristne gøre for at efterligne Jehova Gud og Jesus Kristus og udføre hvad Jesus pålagde sine jødiske disciple?
14 Eftersom Jesus Kristus accepterede og stolede på det vidnesbyrd som blev aflagt af hans himmelske Fader, den almægtige Gud, må alle som ønsker at være sande kristne naturligvis også acceptere Guds eget vidnesbyrd og således efterligne Jesus Kristus. Dertil kommer at Jesus Kristus vidnede om sandheden fordi hans Gud og Fader gjorde det; som Fader, så søn. (Joh. 18:37) Og eftersom Jehova Gud selv har aflagt et sandt vidnesbyrd om Jesus Kristus, da bør og må alle som vil efterligne Gud, alle som gør krav på at være vidner om Jehova, alle som gør krav på at være disciple af Jehovas enbårne søn, ligeledes gøre det Jesus Kristus pålagde sine jødiske disciple på Oliebjerget: „I skal være mine vidner.“
15. (a) Hvad gør Jehova med hensyn til sit eget navn ved at vidne om Jesus? (b) I hvilken forstand har de sande kristne et større privilegium som vidner end Jehovas før-kristne vidner havde?
15 Ved hjælp af det storslåede vidnesbyrd Jehova Gud aflægger om sin søn Jesus Kristus, ophøjer han sig selv mere end nogen sinde. Han herliggør sig selv mere end nogen sinde som den almægtige og sande Gud der både har givet løfte om Messias og frembragt ham. Han giver os så meget større grund til at hellige hans navn som den himmelske Fader. (Matt. 6:9) Hans navn, Jehova, rangerer stadig højere end hans søn Jesu navn. De der bliver Jesu Kristi vidner er stadig Jehovas vidner. De vidner først og fremmest om Jehova Gud, og dernæst om hans søn, Jesus Kristus. De er Jehovas kristne vidner og har et mere vidunderligt budskab og en mere privilegeret stilling end de der trofast vidnede om Jehova før hans søn Jesus Kristus trådte frem. — Hebr. 11:1 til 12:2.
Indholdet af deres vidnesbyrd, dengang og nu
16. Hvorfor var det nødvendigt for Jesu jødiske disciple at vente i Jerusalem før de begyndte på deres gerning med at aflægge vidnesbyrd om Jesus?
16 Disse disciple af Jesus Kristus som hørte hans sidste befaling på Oliebjerget og så ham stige op mod himmelen, gjorde trofast hvad han sagde de skulle. De ventede i Jerusalem indtil de fra Gud gennem Kristus modtog den hellige ånd, ved hjælp af hvilken de skulle aflægge vidnesbyrd om Jesus, idet de ophøjede Jehova Gud endnu mere som følge af dette vidnesbyrd om hans messianske søn Jesus. De stolede ikke på deres egen styrke, men på Jehovas ånds hjælp i deres vidnegerning, hvorunder de virkede som kristne profeter. Det var som engelen sagde til apostelen Johannes i Åbenbaringen 19:10: „Jeg er kun din og dine brødres medtræl, som har den gerning at vidne om Jesus. Tilbed Gud; for, at aflægge vidnesbyrd om Jesus er profetiens inspiration.“ (NW) Da der opstod voldsom modstand mod deres vidnegerning var det altså denne ånd der magtfuldt drev dem frem, sådan som vi læser i Apostlenes Gerninger 4:31: „Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed.“
17, 18. (a) Hvor skulle disse disciple begynde med at vidne om Jesus Kristus og Jehova, og hvad skulle de først modtage? (b) Hvilket vidnesbyrd aflagde Peter om Jesus på Pinsedagen?
17 Alle som blev disciple af Kristus dengang i de apostolske tider i det første århundrede, kunne vidne om Jesus Kristus og hans himmelske Fader, Jehova Gud. Hvilket vidnesbyrd aflagde de? Det fortæller den skrevne beretning som ejer det der er „profetiens inspiration“. Den fortæller at den opstandne Jesus til sine apostle sagde: „I skal være vidner om dette. Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet [i Joel 3:1, 2]; men I skal blive her i byen [Jerusalem], indtil I bliver iført kraft fra det høje.“ (Luk. 24:48, 49) Tro mod denne befaling sagde apostelen Peter i Jerusalem, efter at den hellige ånd var blevet udgydt over disciplene, følgende til over tre tusind jøder som var kommet til byen i anledning af pinsefesten:
18 „David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:1-36.
19. Hvad fortsatte Peter med at være mens han aflagde vidnesbyrd om Jesus på Pinsedagen, og hvem modtog den største ære?
19 Længere fremme i beretningen om denne dag siges der: „Også med mange andre ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: ’Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!’“ (Ap. G. 2:40) Læg mærke til at apostelen Peter, samtidig med at han trofast aflagde vidnesbyrd om Jesus Kristus, fortsatte med at vidne om Jehova, idet han lod den største ære gå til Jehova Gud for det Han havde gjort i forbindelse med sin Messias.
20. Hvordan begyndte vidnesbyrdet om Jesus at blive aflagt i Samaria, og skete det uden at Gud blev omtalt?
20 Om provinsen Samaria, der grænsede op til provinsen Judæa, læser vi: „De, som var blevet spredt [på grund af farisæeren Saulus’ forfølgelse], drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord. Filip kom ned til byen Samaria og prædikede Kristus for dem; . . . da de troede Filip, som forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder. . . . Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen, og da de var kommet derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; . . . Og da de havde vidnet og talt Herrens ord, gav de sig på vej tilbage til Jerusalem og forkyndte evangeliet i mange af samaritanernes landsbyer.“ (Ap. G. 8:4-25) De troende og døbte samaritanere modtog den hellige ånd da Peter og Johannes lagde hænderne på dem. De tog imod vidnesbyrdet om Jesus, men dette var en del af forkyndelsen af „Guds rige“. Det var Guds ånd de fik.
21, 22. Hvad medførte det med hensyn til Gud da vidnesbyrdet om Jesus blev aflagt for de første hedninger?
21 Nogen tid efter at dette vidnesbyrd om Jesus var blevet aflagt for disse omskårne samaritanere, blev apostelen Peter sendt til Kæsarea i det nordvestlige hjørne af Judæa for at aflægge vidnesbyrdet om Jesus for den italienske høvedsmand Kornelius og hans slægtninge og venner.
22 Da apostelen Peter senere forklarede disciplene i Jerusalem hvorfor han havde døbt disse troende hedninger, sagde han: „Når Gud nu har givet dem den samme gave [den hellige ånd], som vi fik, da vi kom til tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle være i stand til at stå Gud i vejen?“ Hvordan reagerede disse disciple på denne rapport om de uomskårne hedningers omvendelse? Beretningen siger: „Da de havde hørt dette, blev de stille, og de priste Gud og sagde: ’Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelsen til liv.’“ (Ap. G. 10:1 til 11:18) At vidnesbyrdet om Jesus blev aflagt for de uomskårne hedninger medførte altså at disciplene lovpriste Jehova Gud, Herren Jesu Kristi Fader.
23, 24. (a) Hvem aflagde apostelen Paulus ifølge beretningen vidnesbyrd om i Korint og i Rom? (b) I hvor stort omfang var den gode nyhed blevet forkyndt da Paulus sad fængslet i Rom?
23 Derefter blev apostelen Paulus udsendt som „hedningeapostel“ eller „apostel til nationerne“ (NW). (Rom. 11:13; Ap. G. 13:1-4; 16:6-12) Om hans arbejde i Korint i Grækenland læser vi: „Paulus [var] helt optaget af at forkynde ordet, idet han vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus [eller Messias].“ (Ap. G. 18:5) Da Paulus senere blev sat i fængsel i Jerusalem, sagde Herren Jesus til ham: „Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.“ (Ap. G. 23:11) Hvad beskæftigede han sig med da han to år senere blev holdt i forvaring i Rom? Beretningen fortæller: „Fra tidlig morgen og lige til aften forklarede og vidnede han for dem [dem der besøgte ham] om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud fra Mose lov og fra profeterne.“ (Ap. G. 28:23) Fra Rom kunne Paulus, allerede omkring år 61, skrive til den kristne menighed i Kolossæ i Lilleasien:
24 „Det håb, der skænkes i det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen.“ — Kol. 1:23.
25. (a) Medførte opfyldelsen af Jesu ord i Apostlenes Gerninger 1:8 en verdensomvendelse dengang? (b) Har verdslige historikere bemærket dette verdensomspændende vidnesbyrd? Forklar.
25 Så allerede dengang, mens apostlene levede i det første århundrede efter vor tidsregning, gik Jesu Kristi profetiske ord i opfyldelse, nemlig at „I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ Men det resulterede ikke i en verdensomvendelse dengang for nitten hundrede år siden. Det har Jesus aldrig haft i tanke med det han sagde. Men så vældigt var det vidnesbyrd som blev aflagt om ham, at den kristne menigheds eksistens og virksomhed i den første tid ikke forblev upåagtet af de verdslige historikere; de ikke-bibelske historikere har bevidnet at kristendommen var en realitet for nitten hundrede år siden.
Vidnesbyrdet aflægges i hele verden i det tyvende århundrede
26. Hvad har kristenheden gjort for at sprede Bibelens budskab, og har den samtidig aflagt et sandt vidnesbyrd om Jesus?
26 Hvor sande har Jesu ord imidlertid vist sig at være i dag, så længe efter at han udtalte dem? Det er sandt og må indrømmes at kristenheden har udbredt Bibelen eller dele af den i over to milliarder eksemplarer på hundreder af sprog. Men har kristenheden i sin forklaring af den hellige skrift aflagt et sandt vidnesbyrd om Jesus Kristus? Den tilstand som kristenheden befinder sig i, samt de forhold der råder i den verden hvori kristenheden er en mægtig faktor, tvinger ærlige iagttagere til at svare nej!
27. Hvad må vi imidlertid sige om den nutidige opfyldelse af Jesu ord i Apostlenes Gerninger 1:8?
27 Sand kristendom er noget helt andet end den forvirrende blanding af hundreder af trosretninger som nu findes i kristenheden. Ikke desto mindre opfyldes Jesu ord i dag, og det af samme slags disciple som dem han henvendte sine ord til dengang på Oliebjerget i år 33. De disciple som levede dengang, var alle Jehova Guds vidner, og det samme er de som i dag aflægger bibelsk vidnesbyrd om Jesus, uanset om de er jøder eller ikke-jøder, hedninger, af fødsel. — Es. 43:10-12.
28. Hvilken tidsperiode endte i 1914, og hvad omfatter vidnesbyrdet om Jesus Kristus derfor i dag?
28 I dag omfatter vidnesbyrdet om Jesus Kristus langt mere end det gjorde for nitten hundrede år siden. Historien har ikke stået stille. Opfyldelsen af Bibelens profetier har heller ikke stået stille. I dag lever menneskehedens verden ifølge Bibelens tidsregning i „endens tid“. (Dan. 12:4; 11:40) Som følge heraf må de sande vidner for Jesus Kristus aflægge vidnesbyrd om den stilling Jesus Kristus indtager i denne „endens tid“, som begyndte i året 1914 da „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ (NW) udløb. (Luk. 21:24; Dan. 4:16, 23, 25, 32) Da var tiden inde til at Jehova Gud ville gøre ende på hedningenationernes nedtrædning af hans Messias’, Jesu Kristi, ret til Riget. Dette gjorde han ved at indsætte sin søn Jesus Kristus på tronen og befale ham at herske midt blandt sine fjender indtil de til sidst ville blive knust i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åb. 16:14; Sl. 110:1-5; Hebr. 10:12, 13) Efter Jesu indsættelse på den himmelske trone blev den første verdenskrig på jorden stillet i skygge af den kamp der udbrød i himmelen og som medførte at Satan blev nedstyrtet til jorden. — Åb. 12:1-13.
29, 30. Hvem aflægger i dag vidnesbyrd om disse begivenheder som kendetegner „endens tid“, og hvad siger en verdslig kilde herom?
29 Hvem er det der i dag aflægger vidnesbyrd i hele verden om dette — om at Guds messianske rige er blevet født og at den nyindsatte konge, Jesus Kristus, har sejret over Satan Djævelen og hans dæmoner? Det er Jehovas kristne vidner, og de har aflagt dette vidnesbyrd siden året 1914. I stedet for at vende os til Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1971 vil vi se hvad en verdslig kilde oplyser om dem. I The New York Times Encyclopædic Almanac for 1970 læser vi følgende under „Jehovas vidner“:
30 „Jehovas vidner har den opfattelse at de holder fast ved den ældste religion på jorden, tilbedelsen af den almægtige Gud, der i Bibelen er åbenbaret som Jehova. . . . Alle Jehovas vidner betragtes som evangeliets tjenere. . . . sådanne tjenere forkynder, idet de underviser folk af alle nationer i at Guds ord er sandt og at deres eneste håb ligger i Jehovas rige ved Kristus Jesus, et rige som er oprettet og skal herske over jorden og afløse alle regeringer.“ — Side 448, spalte 2.
31. (a) Er det et „verdensomspændende vidnearbejde“ de udfører? Forklar. (b) Hvad viser Åbenbaringen 12:17 med hensyn til om Djævelen er glad for det vidnesbyrd de aflægger?
31 Eftersom der aflægges vidnesbyrd om Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus i 206 lande og områder på jorden, kan man godt sige at der udføres et „verdensomspændende vidnearbejde“, ikke sandt? Jo afgjort! Er den nedstyrtede Satan, Djævelen, glad for dette vidnesbyrd om Guds messianske rige? Åbenbaringen 12:13-17 viser at svaret er nej. Der står: „Og da dragen [Satan] så, at den var nedstyrtet til jorden, forfulgte den kvinden [Guds himmelske organisation], som havde født drengebarnet [det messianske rige]. . . . Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de tilbageværende af hendes sæd, dem der [1] holder Guds bud og [2] har den gerning at aflægge vidnesbyrd om Jesus.“ — Vers 17 efter NW.
32. (a) Vil forfølgelsen af disse vidner om Riget fortsætte ret meget længere? Forklar. (b) Hvad har altså været tanken med det verdensomfattende vidnesbyrd om Jesus?
32 Denne forfølgelse af disse vidner om Riget har stået på lige siden den første verdenskrig. Hvor længe endnu vil den fortsætte? Sikkert ikke ret lang tid, for de sejrende himle har bekendtgjort følgende om den nedstyrtede drage, Satan Djævelen: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ (Åb. 12:12) Efter det kommende Harmagedonslag, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, hvori hele Djævelens synlige organisation på jorden vil blive tilintetgjort, oplever han og hans dæmonengle afslutningen på deres ’korte tid’. Da vil de blive bundet og fjernet fra jordens nærhed, idet de vil blive kastet i „afgrunden“, ude af stand til at bedrage og forføre folkeslagene i de tusind år Jesus Kristus hersker over jorden og dens beboere. Det er altså ikke — og har aldrig været — meningen at det vidnesbyrd som aflægges om Jesus Kristus skal omvende menneskehedens verden til kristendommen. Som et vidnesbyrd tjener det blot til underretning for de politiske nationer før de når deres endeligt i Harmagedon. De er blevet advaret!
33. (a) Hvad viser Jesu profeti med hensyn til om dette verdensomfattende vidnesbyrd skal ophøre? (b) Hvilken beslutning må vi nu træffe før det verdensomspændende vidnearbejde, når sin afslutning?
33 Når Gud i sin Harmagedonkrig tager skridt til at tilintetgøre alle sådanne fjendtlige nationer, vil det verdensomfattende vidnesbyrd have tjent sin hensigt. Det vil ophøre, sådan som Jesus Kristus forudsagde med ordene: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) „Evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene.“ (Mark. 13:10) Selv om „enden“ kom i morgen, kunne nationerne ikke sige at denne profeti ikke er blevet opfyldt. Dog ser det ud til at højdepunktet på dette verdensomspændende vidnearbejde endnu ikke er nået. Men alt peger med overbevisende styrke på at højdepunktet og afslutningen er nær. Når enden om kort tid kommer, hvor vil vi da kunne findes? På samme side som de uomvendte nationer? Eller på samme side som Jehova Guds uovervindelige rige, der er overdraget til hans søn, Jesus Kristus? Vi må hver især træffe vores beslutning nu, før det verdensomspændende vidnearbejde når sin afslutning i overensstemmelse med Guds vilje.
34. Hvem vil være lykkelige når det verdensomspændende vidnearbejde er bragt til afslutning?
34 Lykkelige vil alle de være som da findes på Rigets side, ja alle som aktivt har været med til at aflægge det verdensomfattende vidnesbyrd om Guds messianske rige, et vidnesbyrd som aldrig vil blive gentaget. Til dem kan Gud sige: I er mine vidner og vidner om min søn, Jesus Kristus, Kongen, og jeg er jeres Gud, Jehova. — Es. 43:12; Ap. G. 1:8.