Nyheder på nært hold
Kirke og penge
● Bibelen siger om Kristus Jesus: „Skønt han var rig blev han fattig for jeres skyld.“ (2 Kor. 8:9) Følger kirkerne i dag hans eksempel?
For kort tid siden brugte den anglikanske kirke i Perth i Australien 33.000 kroner på at undersøge folks indstilling til kirken. Resultatet? Ifølge avisen West Australian viste undersøgelsen at „kirken for gennemsnitsanglikaneren i Perth er blevet en massiv, pengehungrende, uforståelig institution“. Dette er uden tvivl med til at forklare hvorfor kun seks procent af anglikanerne går regelmæssigt i kirke.
I De forenede Stater har „drengebyen“, en katolsk institution i Nebraska for hjemløse og forsømte drenge, fået temmelig megen presseomtale. I marts 1972 afslørede nogle journalister at institutionen havde opnået en nettoværdi af 209 millioner dollars. Alligevel blev der hvert år udsendt 30 millioner breve med anmodning om nye bidrag. Ét år indkom der omkring 25 millioner dollars i bidrag og investeringer — fire gange så meget som byens udgifter. Under overskriften „Drengebyen — Amerikas rigeste by?“ skrev aviserne at byen havde en nettoværdi af 190.000 dollars pr. indbygger. Ledende kirkefolk meddelte straks at man ville bruge nogle af midlerne til nye institutioner, og at man også ville holde op med at anmode om flere penge. Men et år efter blev der igen udsendt breve som opfordrede til at give bidrag.
Brasiliens macumba
● Macumba er fællesnavnet for en række vidt forskellige afro-brasilianske kulter som hurtigt breder sig i Brasilien, verdens folkerigeste katolske land. En pressemeddelelse fra Rio de Janeiro oplyser at „millioner af brasilianere som er katolikker på papiret, i virkeligheden er mere aktive udøvere af afrikansk-inspirerede voodoo-kulter“. Mange brasilianere går til messe om søndagen og til macumba-centre på hverdagsaftener; mange lader deres børn døbe både i den katolske kirke og inden for macumba. Riterne inden for disse voodoo-kulter er iblandet en del katolicisme. Gudinden Iemanjá, for eksempel, tilbedes samtidig som en indiansk ånd, en afrikansk helgen og jomfru Maria. Riterne omfatter magi og spiritisme.
Hvordan ser den katolske kirke på dette? Dominikanermunken Raimundo Cintra citeres for følgende ord: „Vi må ikke fordømme de primitive religioner men tage ved lære af dem, tilpasse vort religiøse sprog, vore ceremonier og vor liturgi til folkets behov.“ Ved et møde i Pôrto Alegre vedtog nitten brasilianske biskopper et forslag om at indføre kultsange og -hymner i den katolske liturgi.
Den inspirerede apostel Paulus skrev til sine medkristne: „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. . . . hvad fællesskab har lys med mørke?“ Nej, de første kristne søgte ikke at blande kristendommen med hedenske skikke for at vinde medlemmer eller holde på medlemmerne. De vidste at Gud ønsker ren tilbedelse fremfor mange tilbedere. — 2 Kor. 6:14-16.