Overvind generthed
Råd og vejledning til gavn for unge
HAR du svært ved at indlede en samtale, især med nogen du ikke kender så godt? Er det sjældent du stifter nye bekendtskaber? Føler du dig usikker og tøvende når du bliver opfordret til at være med i fællesaktiviteter? I bekræftende fald kunne det tyde på at du er lidt genert.
Generthed behøver ikke at være nogen frastødende egenskab. Tænk blot på små børn som kigger betuttet på én med store øjne og som gemmer ansigtet væk når man viser dem den mindste opmærksomhed. Dog er det sådan, selv med små børn, at vi glæder os når deres skyhed viger for tillidsfuldhed, og vi kan endda acceptere at de i barnlig livsglæde bliver lidt for kåde.
Nu er du ikke længere et lille barn. Og når man bliver ældre, forventes der med rette noget mere af en. Det udtrykte apostelen Paulus på denne måde: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“ (1 Kor. 13:11) Det er ganske vist rigtigt at en vis grad af generthed til tider kan være klædelig, selv hos voksne. Generthed er nemlig beslægtet med beskedenhed, med det at have et ydmygt syn på sig selv, og det er smukke egenskaber for folk i alle aldre.
Imidlertid er generthed langt mere hæmmende end beskedenhed, og er man alt for genert kan det hindre en i at få fuld glæde af livet. Genertheden kan være som en spændetrøje der begrænser ens bevægelsesfrihed. Den kan forsinke ens udvikling til moden mand eller kvinde, så man i virkeligheden spilder kostbar tid i disse modningsår. Blot noget så enkelt som at spise når andre ser på det, kan føles meget ubehageligt for den generte.
Hvorfor er nogle mennesker sky og forsagte mens andre ikke er det? Hvordan kan generthed overvindes, i det mindste så meget at glæden ved livet ikke hæmmes?
Det er godt at gøre sig klart at man ikke behøver at være et veltalende „selskabsmenneske“ for at være normal. Vi kan alle være taknemmelige for at nogle er mere stille af natur end andre og at nogle ikke har noget imod at være alene til tider for at undersøge et vigtigt emne eller blot for at tænke og meditere over tingene. Den slags mennesker yder måske ikke så mange bidrag til en samtale som andre gør, men det kan være at det de siger er gennemtænkt og værdifuldt. (Jævnfør Ordsprogene 17:27, 28.) Der er imidlertid forskel på at være lidt stille og fåmælt af natur og at være meget menneskesky, genert og tilbageholdende. Hvorfor er nogle så generte?
Årsager til generthed
Mange faktorer kan have indvirket på den indstilling og de følelser som ligger bag genertheden. Opvæksten kan have spillet en rolle. Den der er vokset op i en by har måske lettere ved at omgås mange mennesker end den der er opvokset på landet eller i et tyndt befolket område. For nogle er deres udseende et problem. Under den fysiske opvækst må de fleste igennem nogle stadier hvor de føler sig aparte på grund af uren hud eller en uregelmæsssig legemsvækst. Nogle bliver drillet fordi de er små. Andre bliver drillet fordi de er høje. Nogle er for tykke og andre er for tynde. Talefejl som læspen og stammen gør nogle flove og undselige.
Endog dine forældre kan uforsætligt have bidraget til at gøre dig genert. Selv om de elsker dig forventer de måske mere af dig end de burde med hensyn til skolekarakterer, atletiske færdigheder, og så videre. Hvis du ikke kan stå mål med deres store forventninger, bevirker det måske at du „trækker dig ind i din skal“. Hvis de hyppigt eller strengt kritiserer dine sproglige fejl eller din opførsel mens andre hører på det, har det måske en dybere virkning end de forestiller sig. Hvis de afviser dine spørgsmål som tåbelige, mister du måske lysten til at sætte en samtale i gang. — Kol. 3:21.
Prøv at løse problemet
Men det hjælper ikke så meget at spekulere over hvilken virkning fortiden kan have haft på dit problem, vel? Det der betyder noget er hvad du kan gøre nu for at løse problemet. Først og fremmest er det vigtigt at du anlægger et ligevægtigt syn på andre mennesker og ikke går for højt op i hvad de mener om dig. Det er rigtigt at nogle er uvenlige og kritiske og ser ned på andre, men ikke alle er sådan. Hvorfor lade de uvenlige fratage dig den glæde du kan få ved at have fællesskab med andre? Hvis vi lader nogle få dårlige erfaringer påvirke vor indstilling alt for meget, kan vi blive ligesom de israelitter der ville være så modløse at ’lyden af et raslende blad kunne drive dem på flugt’. (3 Mos. 26:36) Man kan ikke vente at opnå lykke uden at skulle løse visse problemer.
Det kan være at du er utilfreds med dit udseende, dit ansigt eller din skikkelse, men tænk så på at mange smukke mennesker har forfejlet deres liv. Det er altså ikke det der tæller. (2 Sam. 14:25; 15:5, 6; 18:9, 14; Ordsp. 31:30) Det der virkelig tæller er hvordan du er indvendig, i „hjertets skjulte menneske“. Det er dét Gud er interesseret i, for han ser ikke „på det, som er for øjnene, men . . . på hjertet“. (1 Pet. 3:4; 1 Sam. 16:7; Sl. 51:8) De mennesker der er værd at have til venner, vil vurdere dig på samme måde, nemlig efter de principper du følger i dit liv og efter hvad der bor i dit sind og hjerte. Zakæus var meget lille af vækst, Paulus havde åbenbart et dårligt syn og Elisa var skaldet, men disse mænd vandt Guds og retskafne menneskers respekt ved deres gode gerninger og egenskaber. — Luk 19:1-10; Gal. 4:15; 6:11; 2 Kong. 2:23, 24.
Moses havde en talefejl der gjorde ham tilbageholdende med at stå frem og tale offentligt. Det ser dog ud til at han med tiden overvandt denne hæmsko. (2 Mos. 4:10; jævnfør Femte Mosebog 31:30; 32:1, 2) Den der stammer eller har en anden talefejl kan ofte ved egen indsats overvinde sit handicap, om ikke helt, så delvis. Det skyldes ikke organiske fejl at man stammer, men en psykisk blokering som gør tankevirksomheden anspændt eller forvirret. En gavnlig øvelse består i at læse højt i et langsomt tempo og så prøve at tale på samme måde. Det er med tale som med gang — man snubler lettere hvis man løber end hvis man går. Man må altså tvinge sig selv til at tale meget langsomt indtil man er holdt op med at stamme; derefter kan man gradvis sætte tempoet op. Skal man tale offentligt er det vigtigt at huske at næppe en eneste af tilhørerne er interesseret i at man skal blive nervøs og gå i stå. De ønsker at det skal lykkes for én at fremføre det man har på hjerte. Det vil trods alt være til deres fordel. De fleste vil derfor ikke være negative men positive og yde én „moralsk støtte“.
Andre talefejl (lallen, læspen og snøvlen) kan i nogle tilfælde skyldes organiske fejl men er lige så hyppigt psykisk betingede. Husk at mens man er barn (eller senere hvis man vil lære et nyt sprog) må taleorganerne — tungen, læberne, halsen — lære at frembringe og forme hver enkelt lyd. Dette læres ved øvelse, ved at de samme bevægelser gentages om og om igen. Har man en talefejl kan man på lignende måde gøre udtaleøvelser, idet man langsomt lader taleorganerne (især tungen) foretage de bevægelser der er med til at frembringe den korrekte lyd. Når man i samtale skal bruge ord som indeholder de lyde man har svært ved at udtale, må man sætte tempoet ned. En beslutsom og tålmodig indsats skal nok give resultat.
Du må lære ikke at tage dig selv for højtideligt men også at kunne le ad dig selv til tider. En ung mand der havde ret udstående ører plejede med et stort smil at fortælle at hans forældre, dengang han blev født, spekulerede på om han ville komme til at gå eller flyve. Lidt humoristisk sans vil gøre dig mere afslappet. Husk også at drillerier ikke nødvendigvis er ondt mente; de kan være et udtryk for kærlighed. Et tysk ordsprog siger: „Was sich liebt, das neckt sich“ (de der elsker hinanden, driller hinanden).
Hvordan du får begyndt
Det svære er at få begyndt. Du kan aldrig lære at svømme hvis du ikke vil være våd. Og du kan heller ikke overvinde din generthed hvis du ikke vil gøre et forsøg på at frigøre dig ved at tage initiativ til at tale med andre, til at stifte nye bekendtskaber og til at gøre noget i fællesskab med andre. Du må forstå at alle af og til føler sig lidt beklemte og usikre over for visse mennesker som de møder. Men man skal ikke gøre en myg til en elefant. Det behøver ikke at være så svært at indlede en samtale; måske kan man blot sige: „Vi har vist ikke hilst på hinanden før. Hvad hedder De (du)?“ Derefter kan man spørge om hvor vedkommende er fra, hvilken beskæftigelse han eller hun har, hvordan det går på arbejdspladsen eller i skolen og måske om hvilke fremtidsplaner vedkommende har. Hvis vi viser andre interesse, vil de vise os interesse. Navnlig hvis vi viser påskønnelse af det gode hos andre mennesker, vil vi få mange venner. — Luk. 6:38.
Det er noget meget væsentligt vi er inde på her; for at blive sin generthed kvit må man vende sin opmærksomhed bort fra sig selv og rette den mod andre, være optaget af at gøre noget godt for andre. Det var også det Paulus opfordrede de kristne i Korint til, nemlig at „udvide“ deres hjerte så der blev mere plads til inderlig hengivenhed for andre. (2 Kor. 6:11-13) Vor kærlighed bør få os til at gøre et ærligt forsøg, selv om vi er bange for at blive bragt i forlegenhed. Tænk på hvor meget Jesus Kristus blev spottet og udskældt uden grund, og alligevel viste han ægte interesse og kærlig omsorg for mennesker af alle slags. — 1 Pet. 2:21-24.
Da apostelen Paulus tog til Korint var det „i svaghed og i frygt og med megen bæven“, idet han øjensynlig var bekymret for hvordan han skulle tjene korinterne på en god måde og overvinde forkerte holdninger blandt dem. Og selv om han havde modstandere der viste foragt for hans tale og hans fremtræden, lod han ikke deres skæve vurdering afholde ham fra at fortsætte med det arbejde som var til gavn for hans næste og som tjente Guds interesser. (1 Kor. 2:3; 2 Kor. 10:10) Hans unge medarbejder Timoteus har muligvis været noget tilbageholdende af natur (2 Tim. 1:6, 7), men det afholdt ham ikke fra at påtage sig vanskelige opgaver. — 1 Tim. 1:3, 4; 4:12, 13.
Indgroet generthed kan gøre et menneske til en „enspænder“, som søger helt at undgå samkvem med andre mennesker. Ordsprogene 18:1 advarer: „Den der isolerer sig, søger sin egen selviske længsel; han farer frem mod al praktisk visdom.“ (NW) For at kunne vælge en fornuftig kurs i livet har vi brug for hele tiden at bevare kontakten med virkeligheden ved at mødes med andre og udveksle tanker med dem. Vort sind og vort hjerte behøver den stimulering og inspiration dette giver. (Rom. 14:7) Uden den kan sindet og hjertet blive som dunkle stuer hvor vinduerne er lukkede og gardinerne trukket for, stuer med tung og stillestående luft. Man kan ganske vist også komme i berøring med andres tanker ved at læse, men det kan ikke fuldstændig erstatte den personlige kontakt med andre mennesker.
Lad kærlighed hjælpe dig af med din generthed, og beslut at du vil begynde i dag. Du vil komme til at erfare at dit liv dag for dag vil blive rigere, mere interessant, mere tilfredsstillende — for dig selv og for dem du viser interesse.