Kan vi opnå et nært forhold til Gud?
„Fortroligt samfund har [Jehova] med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin pagt.“ — Sl. 25:14.
1. Hvilket forhold har Gud til alle mennesker?
SOM Skaberen har Gud et vist forhold til alle mennesker. Apostelen Paulus sagde til en gruppe filosoffer i Athen: „Han giver selv liv og ånde og alting til alle.“ (Apg. 17:25) Men til dem der fremturer i ondt, har han ikke et nært og fortroligt forhold. (Ordsp. 3:32) Alligevel tillader han dem at sætte børn i verden og at glæde sig over alt det gode jorden frembringer, og han giver dem lejlighed til at ændre sind, hvis det er deres ønske. — Apg. 14:16, 17.
2. Hvad kræves der for at opnå Guds gunst, og kan mennesker opfylde dette krav?
2 Hvis vi skal opnå Guds gunst og et nært venskab med Gud, er det ikke nok at vi blot er hans skabninger. Hvis det er vort håb at opnå evigt liv, må vi også være i harmoni med Gud og hans hensigter. Det vidunderlige er at enhver kan opnå dette forhold hvis han virkelig ønsker det, efter at denne mulighed har åbnet sig for ham, for apostelen Paulus sagde til athenerne at Gud har sørget for at menneskene kan „søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apg. 17:27.
3. Hvilken hindring må alle som ønsker at nærme sig Gud erkende at der eksisterer mellem Gud og dem selv?
3 Hvad vil det sige at søge Gud? Og hvilke skridt tager Gud over for den der oprigtigt søger ham? Det der hindrer os i at nærme os Gud er vores syndighed. Vore synder kan spærre for kommunikationen ligesom en vældig skymasse. (Jævnfør Klagesangene 3:44.) De kan bevirke at vi ikke engang ønsker at henvende os til Gud; de kan få os til at føle at vi er urene og ikke værdige til at nærme os ham. Hvis vi på den anden side ikke erkender at vi alle er syndere og at vi hver dag gør noget som selv vores egen samvittighed fordømmer os for, vil vi heller ikke kunne nærme os Gud. Gud vil ikke høre bønner der bedes af dem som ikke anerkender dette forhold, der gør sig gældende for alle mennesker. — 1 Pet. 3:12.
Kristi død og opstandelse er grundlaget
4. Hvordan tog Gud det første skridt til at fjerne denne hindring?
4 Gud har selv taget det første skridt, idet han har truffet foranstaltning til at fjerne denne hindring for at vi kan kommunikere med ham og opnå et nært forhold til ham. Hvordan har han gjort dette? Apostelen Paulus svarer: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Kristus var et fuldkomment, syndfrit menneske da han var på jorden, men han påtog sig straffen for alle syndere, som om han selv var synderen. Skønt han var uskyldig led han den fulde straf for menneskehedens synder. Apostelen Peter siger: „Han bar selv vore synder i sit legeme op på pælen . . . Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Pet. 2:24) Som forudsagt af profeten Esajas var dette et forsæt Gud havde fattet mange hundrede år tidligere: „Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld.“ (Es. 53:5) Ved at Jesus Kristus således trådte i menneskehedens sted, opfyldtes alle retfærdighedens krav i forbindelse med begåede synder, og derved blev grundvolden lagt for at ophæve fordømmelsen over alle dem der erkender deres synder og som viser tro på Guds ordning. — Rom. 8:1.
5. Hvorfor var det ikke alene nødvendigt at Jesus døde, men også at han opstod?
5 Dertil kommer at Kristus ikke forblev død, men blev oprejst og nu lever; dette tjener som en garanti for at han altid kan hjælpe os til at bevare et nært forhold til Gud. Bibelen forsikrer: „Han blev overgivet [til lidelser og død] for vore overtrædelsers skyld og blev oprejst for at vi kunne blive erklæret retfærdige.“ (Rom. 4:25) Han trådte frem for Gud med værdien af sit offer. I dag er han den herliggjorte Jesus som Johannes i et syn så stående midt iblandt syv guldlampestandere, der står for den kristne menighed, med syv stjerner, eller rådet af salvede tilsynsmænd i sin højre hånd. (Åb. 1:12-16) Om ham, vor levende ypperstepræst, står der: „Derfor er han også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem.“ — Hebr. 7:25.
6, 7. I hvilken forstand døde Kristus „med hensyn til synden“ men lever „med hensyn til Gud“?
6 Den der tror på Kristus, lever derfor ikke som en der er åndeligt død på grund af sine synder og afskåret fra samfundet med Gud, men som en der lever og tjener Gud på en positiv, opbyggende måde, idet han adlyder Guds bud og opbygger andre. Herom skrev apostelen til ’de hellige’ i Rom: „For vi ved at Kristus, nu da han er blevet oprejst fra de døde, ikke mere dør; døden er ikke mere herre over ham. For den død han døde, døde han med hensyn til synden én gang for alle; men det liv han lever, lever han med hensyn til Gud. På samme måde med jer: regn jer selv for at være døde med hensyn til synden, men levende med hensyn til Gud ved Kristus Jesus.“ — Rom. 1:7; 6:9-11.
7 Her viser apostelen at Kristus kom til jorden i den specielle hensigt at tage sig af dette urene og vederstyggelige som kaldes synd, noget som både Gud og Kristus hader, ja afskyr. (Hebr. 1:9) Kristus havde altid glædet sig over at gøre sin Faders vilje, men for at bortskaffe synden, som er en fjende, måtte han nu igennem mange ubehagelige og smertefulde erfaringer. Lige før han døde sagde han: „Det er tilendebragt!“ (Joh. 19:30) Han led og døde altså med hensyn til synden — for at bortskaffe synden. Men nu „lever han med hensyn til Gud“. Han er blevet herliggjort i himmelen og kan for evigt glæde sig over samfundet med Gud, for hans offer behøver ikke at gentages. Da han havde fuldført denne opgave kunne han gå i gang med et opbygningsarbejde, nemlig at føre mennesker ind i et nært forhold til Gud igen, så Guds vilje kunne ske i forbindelse med alle der ønskede at opnå livet. — Hebr. 7:25; 8:1; 9:28.
Gud drager mennesker til Kristus
8, 9. Hvordan drager Gud mennesker til Kristus?
8 Jehova Gud viste menneskene stor kærlighed og ufortjent godhed da han traf denne ordning. Og ikke nok med det — han yder selv en indsats i forbindelse med fuldbyrdelsen af sin hensigt. Det er Gud der drager mennesker med et ret hjerte til Kristus. Jesus sagde: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ Han omtalte sine apostle som nogle der var blevet ham givet af Faderen. — Joh. 6:37, 39, 44.
9 Hvordan drager Gud mennesker? Naturligvis ikke på nogen vilkårlig eller partisk måde, eller ved at tvinge nogen. Det genstridige, syndige menneskes vilje er ikke af naturen, af sig selv, tilbøjelig til at underordne sig Gud. Men Gud kan udvirke en forandring i et menneskes vilje. Han ved hvad der bor inderst inde i dets hjerte. Han kan derfor ikke alene udvirke at et menneske hører om Kristus og frelsens vej, men også give det forståelse af den ordning han har truffet. Han kan åbne blinde øjne. Gud drager mænd og kvinder i denne tingenes ordning til at få tro på Kristus — en tro de aldrig af sig selv ville have fået — ved i deres hjerter at indgive dem en forståelse af Kristi enestående personlighed og af det vidunderlige privilegium det er at være forenet med ham.
10. Hvilken virkning har det på et retsindigt menneske at Gud drager det?
10 Det menneske Gud således drager, vil da af hjertet ønske at følge Kristus og blive forenet med ham, på samme måde som man ønsker at henvende sig til og at blive ven med en hvis gode egenskaber man har set og erfaret. Et eksempel på hvordan Gud drager menneskers hjerter har vi i Israels folk på Davids, Isajs søns, tid. Gud havde lovet David riget. Da tiden var inde til at Gud ville give ham riget, drog han folkets hjerter til ham så de villigt tjente under ham. (2 Sam. 2:4; 3:36; 5:1-3) Sådan drager Gud menneskers hjerter til Kristus.
Menneskets egen vilje
11. Hvilken rolle spiller den enkeltes vilje i spørgsmålet om at komme til Kristus, og hvordan kan det uoplyste menneskes vilje ændres?
11 Ikke sådan at forstå at menneskets egen vilje ikke spiller nogen rolle, for det gør den. I begyndelsen er den pågældende måske ikke villig til at komme til Kristus, men hans vilje kan ændres når han lærer — når hans „hjertes øjne“ bliver oplyst. (Ef. 1:18) Jesus citerede fra Esajas’ profeti om dem der under denne tingenes ordning bliver børn af Jehovas himmelske kvinde, Zion: „Der står skrevet hos Profeterne: ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig.“ (Joh. 6:45; Es. 54:1, 13) Den der har opnået indsigt og forståelse, kan ændre sin vilje. Men ønsker han ikke at gøre det, bliver han ikke tvunget til det. Forståelse giver tro, og det er et menneskes tro der får Gud og hans søn til at tage imod vedkommende, sådan som Jesus sagde til sine disciple: „Den der har mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Fader, og jeg vil elske ham og vil vise mig tydeligt for ham. . . . Hvis nogen elsker mig, vil han holde mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.“ — Joh. 14:21-23.
12. Hvordan fører Kristus den pågældende nærmere til Gud?
12 Da Faderen altid har været usynlig for menneskene, har han åbenbaret sig gennem Kristus. Mens Jesus var på jorden genspejlede han Guds storslåede personlighed på en sådan måde at han kunne sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Joh. 14:9) Ved at komme til Kristus lærer de der lægger tro for dagen, Faderen bedre og bedre at kende, idet Kristus åbner deres hjerte for Guds storslåede og ædle egenskaber.
13. Hvilket syn må et menneske have på sig selv for at kunne nærme sig Gud på en antagelig måde?
13 Hvilke skridt må et menneske da tage for at nærme sig Gud og opnå et fortroligt forhold til ham? Vedkommende må føle et behov, have en fornemmelse af at ikke alt i livet er så tilfredsstillende som det kunne være; han må erkende at han er ufuldkommen, at han ikke har nok i sig selv, at han er en synder, og indse hvilken håbløs situation han befinder sig i. Hvis nogen ikke fuldt ud forstår den nødstedte situation han er i, vil en gennemgang af den lov Gud gav Israel ved Moses, kunne overbevise ham om at han i enhver henseende er en synder. Hensigten med Loven var at vise at intet menneske er retfærdigt, og at få oprigtige, søgende mennesker til at forstå behovet for en genløser. — Gal. 3:19, 24.
14. Hvilke skridt må den der ønsker at opnå et godt forhold til Gud, yderligere tage?
14 Den retskafne der føler dette behov, vil i oprigtighed og med alvor studere Bibelen og lære om Guds handlemåde ved Kristus. Når han kommer til erkendelse af at han intet som helst forhold har til Gud, kommer han også til erkendelse af syndens slethed og den fortræd den har gjort ham. Han indser at han i virkeligheden er en fjende af Gud. Så ønsker han at der skal ske en forandring. (Rom. 5:10) Følgelig ændrer han sind og beder om tilgivelse. Han må hele tiden gøre sig klart at denne forandring ikke sker i kraft af hans egen overmåde store indsigt eller godhed, men i kraft af Gud som drager ham. Han forstår at han kan få denne tilgivelse på grundlag af Kristi forsoningsoffer. Da han er kommet til at kende og forstå Guds hensigt, giver han udtryk for sit ønske og sin beslutning om helt og fuldt at blive en indviet Guds tjener, og han viser denne tro og beslutning over for andre ved at anmode om at blive døbt i vand.
Et nyt forhold til Gud
15. Hvad indebærer den ’gode samvittighed’ som den der blive døbt anmoder om?
15 Ved denne dåb anmoder man Gud om en god samvittighed. (1 Pet. 3:21) „En god samvittighed“ indebærer at den skyldfølelse der på grund af tidligere synder tyngede ens samvittighed, nu er taget bort. Det betyder også at man nu har fået et nyt forhold, et venskabsforhold, til Gud og Kristus. (Joh. 15:14, 15) Grunden er at man ved sin tro på Kristi offer har fået tilgivelse for sine tidligere synder, ja, har opnået endnu mere.
16. Hvilket godt forhold har et sådant menneske nu til Gud, og hvordan kan det bevare dette forhold?
16 Lad os belyse det med et eksempel: En benådning fra en verdslig myndighed slår en streg over de overtrædelser en forbryder tidligere har begået. Men dermed er forbryderen blot tilbage hvor han begyndte. Han ejer ikke nogen fortrøstning eller forvisning om at han vil blive hjulpet i fremtiden, eller om at han ikke vil blive anklaget for de nye lovovertrædelser han måske begår. Men den der viser tro på Kristus bliver modtaget af Gud som en ven, og Gud opretholder et nært og fortroligt forhold til ham, både nu og i fremtiden, indtil han til sidst er blevet fuldkommen. (1 Pet. 5:10) Så længe den pågældende bevarer denne tro kan han bede om tilgivelse for de synder han daglig begår og bevare dette nære forhold til Gud. Men han må naturligvis ikke „tage imod [Guds] ufortjente godhed og forfejle hensigten med den“. (2 Kor. 6:1) Han må ikke tro at han kan trække veksler på dette nære forhold og alligevel bevare sin gode stilling ind for Gud.
Overgivet i Kristi varetægt
17. Når Gud har draget et menneske til Kristus, hvad gør Kristus da for vedkommende?
17 Når Gud har draget et menneske til Jesus Kristus, hvordan er så vedkommendes situation? Jesus anerkendte at alle mennesker tilhører Faderen, og når Jehova drager nogen, bliver de overgivet til Jesus, så han kan tage sig af dem og hjælpe dem til at vokse som kristne. (Joh. 17:9, 10) Gennem sin profet Esajas havde Gud givet følgende løfte om Kristus: „På grund af sin sjæls besvær kommer han til at se, bliver han mæt.“ (Es. 53:11, NW) Jesus Kristus så derfor hen til at Gud skulle få hans arbejde og offer til at bære frugt. Jesus sagde også at Gud havde givet ham myndighed over alt kød. (Joh. 17:2) Ved at udøve denne myndighed kan han beskytte dem Gud drager til ham, og værne dem mod onde, hadefulde modstandere af sandheden. Om dem Jesus havde fået, sagde han selv: „Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå til grunde, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det min Fader har givet mig, er større end alle andre ting, og ingen kan rive dem ud af Faderens hånd.“ (Joh. 10:28, 29) Følgelig behøver den kristne ikke at frygte for forfølgelse, sygdom, trængsler, modstand eller noget som helst andet, end ikke døden. — Rom. 8:38, 39.
18. Hvilken belønning får den der trofast følger den rigtige hyrde?
18 De der trofast følger Jesus Kristus, den rigtige hyrde, har fået løfte om evigt liv. Jesus sagde: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.
19, 20. Hvori består værdien af at have et nært forhold til Gud?
19 Evigt liv! Ja, selv om et menneske skulle dø, er det ikke uden håb. Jesus gav udtryk for det varige og ubrydelige forhold der består mellem Sønnen og dem hans Fader fører til ham som medlemmer af den „lille hjord“ af hans får, da han sagde: „Alt hvad Faderen giver mig, vil komme til mig, og den der kommer til mig, vil jeg afgjort ikke jage bort.“ — Luk. 12:31, 32; Joh. 6:37.
20 Underlagt den rigtige hyrdes varetægt kan de der kommer til ham, følgelig forvente at få hjælp og vejledning på alle livets områder, og de har håb om at opnå evigt liv. Hvad kunne da være bedre end at få et godt forhold til Gud og hans søn? Men hvordan kommer dette gode forhold til udtryk i hverdagen — som et nært, inderligt og trygt forhold?