Kan menneskers regeringer tage udfordringen op?

ENGANG blev det hævdet at „Kirken på jorden var Guds rige“.a Den romersk-katolske kirkes stilling som den dominerende magtfaktor i verden var baggrunden for denne lære. Henimod slutningen af middelalderen stod paverne med en politisk magt og myndighed der kunne måle sig med kongernes. De befalede over stærke hære. I sin bog History of the Christian Church fortæller John F. Hurst: „Paverne tiltog sig kongernes rolle og anstrengte sig til det yderste for at komme til at stå som dommere også i verdslige anliggender.“

Kirkens ledende mænd hævdede at de herskede i kraft af en myndighed de havde fået fra Gud. Senere begyndte de forskellige landes herskere at kalde sig konger „af Guds nåde“, det vil sige i kraft af en guddommelig ret til at herske. Leksikonnet New Catholic Encyclopedia siger herom: „Tanken om den guddommelige ret satte nationalstaternes konger i stand til at hævde at deres myndighed var lige så guddommelig som pavens.“

Men kunne paverne eller de andre herskere der påstod at de styrede med guddommelig ret, klare den udfordring at gennemføre et godt styre? Havde deres undersåtter liv, frihed og lykke?

Nej! Disse menneskers styre var alt for ofte skæmmet af en frygtelig uretfærdighed og undertrykkelse. Befolkningerne blev udskrevet til at kæmpe med i meningsløse krige og drage på blodige korstog som førte til død og ulykke for millioner. Der var grusomme inkvisitioner hvor tusinder af ofre blev torteret til døde ved de mest afskyelige metoder. Tanken om at Guds rige skulle være kirkens herredømme eller ’guddommeligt indsatte’ kongers herredømme, er til vanære for Gud!

Forsøgene fortsætter

Længere op mod nyere tid blev de religiøse synspunkter justeret. „Visse moderne teologiske skribenter har den opfattelse,“ fortæller The Dictionary of the Apostolic Church, udgivet i 1916, „at verden som vi kender den vil udvikle sig under kristen påvirkning til den bliver til Guds rige.“ Men er det sket?

Inden for millioner af nulevende menneskers levetid har de såkaldt kristne lande haft hovedansvaret for de største blodsudgydelser i menneskehedens historie. Kirkehistorikeren Roland H. Bainton bemærker: „Især kirkerne i De forenede Stater indtog en slags korsfarerholdning under den første verdenskrig.“

Bainton siger videre at den første verdenskrig ifølge amerikanske kirkefolk var „en hellig krig. . . . Tyskerne var ikke andet end hunner. At slå dem ihjel var at rense jorden for uhyrer“. Og biskoppen af London, A. F. Winnington-Ingram, gav følgende opmuntring til det engelske folk: „Dræb tyskerne — ja, dræb dem . . . jeg siger, som jeg har sagt det tusind gange, at jeg betragter det som en renselseskrig.“

Men også tyskerne regnede sig for at være kristne! Samtidig med at ovennævnte udtalelser faldt, sagde den katolske ærkebiskop af Køln til de tyske soldater: „Gud er med os i denne kamp for retfærdigheden som vi er blevet inddraget i imod vort ønske. Vi befaler jer i Guds navn at kæmpe til sidste blodsdråbe for landets ære og hæder.“

Kun godt 20 år senere, i 1939, blev landene opslugt af den anden verdenskrig. Endnu en gang var de fleste af de krigsførende lande nogle som kaldte sig kristne. Verden som vi kender den har bestemt ikke udviklet sig under kristen påvirkning i retning af at blive Guds rige.

Men hvordan er det så gået i de 35 år siden anden verdenskrigs slutning i 1945? Ser det ud til at menneskers regeringer endelig har fundet ud af at dække menneskers behov?

Er bestræbelserne ved at lykkes?

Der er ikke meget i dag der tyder på at håbet om bedre forhold er ved at gå i opfyldelse; verdensproblemerne er så store som nogen sinde. De menneskelige fiaskoer har efterhånden fået et meget alvorligt omfang, og de begynder at true selve vor civilisation. Tænk blot på bestræbelserne for at gøre ende på krig. Er de lykkedes?

Nej, langtfra! Siden 1945 er over 25 millioner mennesker blevet dræbt i cirka 150 krige som er blevet udkæmpet forskellige steder på jorden. I gennemsnit har der hver dag været 12 krige i gang i verden. Regeringerne bruger over seks milliarder kroner om dagen på deres militære beredskab — penge der kunne være brugt til noget langt nyttigere som boligbyggeri, jordforbedring, undervisning, forskning og så videre. Hvilket nederlag når det drejer sig om at give mennesker hvad de virkelig har brug for!

Sund fornuft ville byde regeringerne at finde sammen og enes om at nedruste. Men gør de det? Nej, det er dem umuligt at blive enige. De fortsætter våbenkapløbet for at holde ’terrorbalancen’ ved lige. Sidste sommer gav den amerikanske udenrigsminister, Cyrus Vance, et indtryk af hvor store ødelæggende kræfter hans land har til rådighed:

„Nogle af vor tids missiler medfører — i et enkelt våben — fem gange så megen sprængkraft som blev nedkastet fra alle vore bombefly, på alle fronter, i hele den anden verdenskrig. De fleste af vore våben er naturligvis mindre. Men vi har alt i alt over 9000 kernesprængladninger og bomber fordelt på vore missiler og langdistance-bombefly. Sovjetunionen har omkring 5000 rettet mod os — og kapacitet til en voldsom forøgelse af dette tal. Blot et eller to af disse våben kunne udradere en by på størrelse med Milwaukee.“

Hvilken magt til at ødelægge jorden og udslette alt liv på den! Er De tryg ved tanken om atomlagrene og deres enorme ødelæggelseskraft? Bidrager de til ’liv, frihed og lykke’ for Dem og Deres nærmeste?

Men måske er der et andet spørgsmål der bekymrer Dem mere, nemlig regeringernes magtesløshed over for kriminalitet. Nobelpristageren dr. Albert Szent-Gyorgyi siger angående forholdene i USA: „Vi kan ikke gå ud efter mørkets frembrud i vor egen hjemby af frygt for at blive udplyndret eller dræbt, og selv hjemme føler vi os utrygge.“ Kriminalitet har gjort millioner af mennesker til fanger i deres eget hjem! Og regeringerne har ikke kunnet gøre forholdene bedre.

Et andet problem er at millioner af mennesker lider af sult. Og alligevel er der steder hvor kornlagrene er bugnende fulde. Men i de lande hvor man har overskud af fødevarer, stiger priserne så hurtigt at mange ikke har råd til at købe mad nok til at de kan holde sig sunde. Det er tragisk at jordens regeringer heller ikke har kunnet løse dette problem.

Dertil kommer energiproblemet. Ubegrænsede mængder af forureningsfri energi kan hentes fra solen, vinden, floderne, søerne og havene. Men hvad har regeringerne gjort? I et beklageligt kortsyn har de udnyttet jordens reserver af olie og naturgas, som ikke kan fornys, og derved har de også i nogen grad forurenet den luft vi skal indånde.

Hvilken konklusion kommer man til ved at betragte de forsøg mennesker har gjort på at styre jordens forhold?

Hvad mennesker ikke kan

Denne konklusion: Mennesker har ikke haft held til at indføre noget styre der har kunnet give folk det de virkelig har brug for. „Alle de civilisationer der har eksisteret, er til sidst gået til grunde,“ bemærker USAs tidligere udenrigsminister Henry Kissinger. „Historien er én lang beretning om mislykkede bestræbelser, ikke-indfriede forhåbninger . . . Som historiker må man altså lære at leve med tanken om tragediens uundgåelighed.“

Og når man tænker over det, er der da nogen grund til at tro at vor tids statsmænd vil kunne løse verdensproblemer der er langt mere indviklede end de problemer som fortidens ledende mænd ikke kunne løse? James M. Fallows, der i to og et halvt år har været præsident Carters øverste taleforfatter, sagde for ikke så længe siden: „Det der slår mig, er hvor umuligt det faktisk er at ændre ret meget i styret. . . . Nu er jeg tilbøjelig til at tvivle på at dette styre kan ændres, af Carter eller af nogen anden præsident.“

Men skulle det forbavse os at mennesker gang på gang har spillet fallit med hensyn til at styre sig selv? Nej, ikke hvis vi har kendskab til Bibelen. En nærmere betragtning af alle de forsøg mennesker har gjort på at styre sig selv, vil understrege sandheden i denne guddommelige udtalelse: ’Et menneskes vej står ikke til ham selv, og det står ikke til en mand at vandre og styre sine fjed.’ — Jer. 10:23.

Ikke desto mindre har den almægtige Gud, lige siden de to første mennesker gjorde oprør mod hans myndighed, tilladt mennesker at forsøge sig med selvstyre. Hvorfor det? For at det kunne tjene som en lektion både for mennesker og engle. Og hvilken lære kan man drage af denne lektion? Den vi netop har anført: At mennesker ikke er i stand til at styre sig selv og få et godt resultat ud af det. Vi skulle også have lært følgende: At Gud ganske vist har tilladt menneskene at indføre deres egne styreformer og indsætte deres egne regeringer, men at vi trods alt har behov for Guds rige, hvis vi skal have en verden vi alle kunne tænke os at leve i.

Hvordan vil Guds rige komme?

Her vil nogle måske indvende: „Er mennesker da ikke nødt til at prøve at indføre et godt styre? Forventer Gud ikke det? Hvordan kan vi gøre verden bedre at leve i, hvis vi ikke arbejder på at indføre et godt styre?“

Indvendingen er forståelig, i betragtning af at kirkerne har lært at Gud vil indføre sit rige ved menneskers hjælp. Men Bibelen lærer ikke at Riget vil blive indført i kraft af menneskelige bestræbelser. Jesus Kristus nægtede at lade sig indsætte som konge på jorden. Han sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 6:15; 18:36) I opslagsværket The Zondervan Pictorial Encyclopedia of the Bible hedder det ganske rigtigt:

„Guds rige er aldrig ensbetydende med en handling udført af mennesker eller med noget som mennesker har stillet op. Hvor nobel tanken om at arbejde på Guds riges indførelse end måtte synes, stemmer den moderne liberalteologis sprogbrug slet ikke med Bibelens. Riget er en guddommelig handling, ikke en bedrift udført af mennesker, end ikke af hengivne kristne.“

Hvordan vil Guds rige da komme som svar på de kristnes bønner? Læg mærke til hvad Bibelen selv svarer. Efter en beskrivelse af de jordiske regeringer og deres magtesløshed, hedder det: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

Forekommer det hårdt eller uretfærdigt af Gud at han vil fjerne de jordiske regeringer for at indføre sit eget styre? Sådan vil det måske forekomme for de mennesker der helst vil lade de nuværende, utilfredsstillende styreformer fortsætte. Men for de mange der ser frem til Guds fuldkomne styre, og som vil overleve, er det noget glædeligt. „Man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber,“ siger Jehova om sine „nye himle“, det styre der vil lade velsignelserne regne ned over menneskenes samfund på jorden. — Es. 65:17-19.

I betragtning af hvor sørgeligt mennesker er kommet til kort med hensyn til at indføre et styre der dækker folkets behov, må man indrømme at det både er betimeligt og rigtigt af Gud at indføre sit eget styre. Vi bør alle gøre alt hvad vi kan for at lære mere om Guds rige, og om hvordan vi kan støtte det, til vort eget evige vel. De to følgende artikler vil fortælle mere om Guds rige.

[Fodnote]