Taknemmelig for et lykkeligt liv i tjeneste

FORTALT AF JOHN BOOTH

I OKTOBER 1921 blev det i min fødeby Wallkill, New York, annonceret at foredraget „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ ville blive holdt i rådhussalen. Selv om vi var nysgerrige var der ingen i min familie der overværede det. Jeg skrev imidlertid efter de bøger der var omtalt på løbesedlen. Da jeg modtog brochuren Hvad siger Skriften om Helvede? og bogen Guds Verdensplan, begge af C. T. Russell, fandt jeg dem så fængslende at jeg næppe kunne lægge dem fra mig igen.

Tidligere samme år var jeg kommet ud af highschool, og jeg søgte efter et mål i livet. Jeg var vokset op i en religiøs familie der regelmæssigt overværede gudstjenesterne i den hollandsk-reformerte kirke, hvori jeg virkede som søndagsskolelærer. Præsten syntes jeg skulle søge ind på universitetet og studere til præst, men det virkede ikke tiltrækkende på mig, da jeg syntes at præster levede et selvisk liv. Dog ville jeg gerne hjælpe mennesker, og jeg mente derfor at det ville være en god idé at rejse ud som missionær.

Da jeg blev klar over hvor bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) mødtes, begyndte jeg den følgende sommer at overvære møderne i Newburgh, New York. Jeg cyklede 24 kilometer hver gang. Da præsten i vores kirke holdt en prædiken om „helvede“ som modsagde Bibelens lære om at de døde er uden bevidsthed, forlod både min moder og jeg kirken. (Prædikeren 9:5, 10) Min fader, der ganske vist var glad for at læse vore bibelske publikationer, forblev i sin barndoms kirke. Med tiden blev mine to brødre og tre søstre imidlertid også Jehovas vidner.

Arbejde på Staten Island

I sommeren 1923 tog jeg imod en indbydelse til at hjælpe med bygningen af Vagttårnsselskabets nye radiostation WBBR på Staten Island. Blandt dem der kom fra hovedkontoret i Brooklyn for at hjælpe i weekenderne var den 18-årige Nathan H. Knorr, der i 1942 blev Vagttårnsselskabets tredje præsident. Det var mens jeg arbejdede dér og overværede et stævne i New York City at jeg den 19. oktober 1923 blev døbt. Det var min første lejlighed til at symbolisere min indvielse til at tjene Jehova Gud.

Samme vinter vendte jeg tilbage for at arbejde på min families lille landbrug nær Wallkill, men om foråret var jeg tilbage på Staten Island for at hjælpe med have- og vejanlægget. Da jeg var ved at være færdig med mit midlertidige arbejde dér, var der mange som planlagde at overvære det store stævne i Columbus, Ohio, i juli 1924. Jeg fik den forret at rejse dertil i et særtog sammen med familien fra hovedkontoret. Ved dette stævne blev alle som var tilsluttet en menighed organiseret til forkyndelsen fra hus til hus.

Forkyndelsen omkring Wallkill

Da jeg kom tilbage fra Columbus begyndte jeg at forkynde i egnen omkring min families gård, i det område hvor Watchtower Farms nu ligger. Først cyklede jeg rundt i distriktet, men senere købte jeg en Ford T og brugte den til mere fjerntliggende distrikter. Da bogen Verdensbefrielsen blev udgivet i 1926, organiserede jeg et bibelstudium i et hjem i Scotts Corners, nær Walden. Nogle af dem der overværede dette møde gjorde gode fremskridt og blev senere forkyndere.

Min familie og jeg overværede regelmæssigt møderne i Newburgh. Da de bønnemøder, lovprisningsmøder og vidnesbyrdsmøder der blev holdt om onsdagen, til sidst blev ændret til tjenestemøder der lagde vægt på tjenesten fra hus til hus, var der nogle som ikke syntes om det. Men jeg var glad for den vægt der blev lagt på at forkynde Rigets budskab på denne apostolske måde. (Apostelgerninger 20:20) I april 1928 begyndte jeg at deltage i forkyndelsen som almindelig pioner.

Forkyndelse i Sydstaterne

I de år var det almindeligt at pionerer gennemarbejdede distrikter i Nordstaterne om sommeren, og om vinteren rejste sydpå for at forkynde. I vintrene 1928 til 1935 arbejdede min pionermakker Rudolph Abbuhl og jeg derfor i staterne Virginia, West Virginia, North Carolina, Georgia, Tennessee og Kentucky.

At forkynde i Sydstaterne dengang var en mindeværdig oplevelse. Ofte var der kun få brolagte veje, og vi fik stor erfaring i hvor langt vi kunne køre før klipper spærrede vejen og vi sad fast i mudder. Vi færdedes meget til fods, idet mange boede i områder hvor biler ikke kunne køre.

I landdistrikterne var folk almindeligvis meget fattige og uden moderne bekvemmeligheder. I dele af Kentucky var det ikke usædvanligt at se bjælkehytter, og spinderokken var stadig i brug nogle steder. Livet havde ikke ændret sig meget de sidste 150 år.

Vort logi var et værelse vi lejede, i regelen for omkring 10 dollars om måneden. Undertiden boede vi dog hos de lokale beboere for omkring en dollar om natten og med måltiderne iberegnet. Ofte fik vi en husmoder til at vaske for os mod at hun fik bibelske bøger og blade. Folk havde kun få penge, og mange af vore bøger og blade blev givet i bytte for madvarer.

Det skete ofte at en husmoder sagde: „I kan få en høne hvis I kan fange den.“ Det var vi forberedt på, idet vi havde et hønsebur bag i bilen. Vi blev eksperter i at fange en kylling ved det ene ben, idet vi brugte et stykke ståltråd med en krog. Æg var et andet byttemiddel, men vi byttede os også til alle slags frugtkonserves. Det vi ikke selv brugte, solgte vi for at købe benzin. Engang havde vi endog en fast salgsrute til restauranter hvor vi afhændede de ting vi havde byttet os til for bøger og blade.

Når vi mødte modstand og vanskeligheder var det os en hjælp at vi havde vundet folks tillid. Tag for eksempel situationen i Cleveland, Georgia, hvor en sagfører, der også var søndagsskolelærer, fik os arresteret, under anklage for at have solgt bøger uden tilladelse. Adskillige mødte op i retten for at forsvare os, deriblandt den mand i hvis hus vi boede. Da vi kunne forklare vort arbejdes beskaffenhed blev vi frifundet og man gav os en undskyldning for det der var sket.

I det bakkede område omkring Ferrum, Virginia, såvel som andre steder, var det almindeligt at man fremstillede alkohol illegalt. Bevæbnede mænd stod vagt ved brændevinsbrænderierne, og ingen fremmede fik lov at komme ind i området. Men, uden at vi var klar over det, havde vi vundet folks tillid og havde fået et godt skudsmål. Derfor var vi i stand til at forkynde i området uden at blive forulempet eller lide overlast. Vi fandt en kvinde der, som følge af at hun havde hørt vore radioudsendelser, havde skaffet sig nogle af vore publikationer. Hun viste sin værdsættelse ved at tale med andre om det hun lærte. Hun blev senere døbt og var i mange år en trofast forkynder.

Da vi arbejdede i Harlan-området i Kentucky var det kendt som det blodige Harlan, og dét af gode grunde. Folk havde geværer og brugte dem. Engang blev min pionermakker Raymond Hall skudt af nogle mænd der tilsyneladende blot prøvede at skræmme ham. Han blev ramt i skulderen. På hospitalet hvor vi bragte ham hen for at han kunne blive behandlet, stillede man ikke engang spørgsmål; det var åbenbart almindeligt at folk mødte op med den slags sår. Efter at vi havde forkyndt i distriktet faldt det os ikke svært at tro beretningen om at otte vicesheriffer og omkring hundrede andre var blevet dræbt dét år vi var der. Vi havde imidlertid den glæde at finde to familier der tog imod sandheden. Senere kom en af sønnerne til Brooklyn Betel.

Forkyndelse i Nordstaterne

I sommermånederne tjente vort landbrug nær Wallkill som udgangspunkt for min forkyndelse i de fire omliggende amter. Jeg plejede at tage forsyninger med mig og være væk en uge, idet jeg forkyndte i distriktet og derefter vendte hjem i weekenden for at overvære møderne i Newburgh. På denne måde kunne jeg yde ti timer i forkyndelsen om dagen i et fjerntliggende distrikt. Jeg fandt det gavnligt at aflægge genbesøg hos mange interesserede. Det var mig en stor glæde da en kvinde senere kom hen til mig ved et stævne og sagde at de bøger jeg havde spredt til hende havde vist hende vejen til livet.

I disse år blev forkynderne gang på gang udsat for at blive arresteret, især i New Jersey. Da jeg befandt mig i dette område om sommeren fik jeg besked når der skulle organiseres en forkynderkampagne de steder hvor der havde været vanskeligheder. Undertiden blev vi arresteret og fik lov at gå om aftenen, men til andre tider blev vi holdt tilbage indtil vi skulle stilles for retten. Ved en lejlighed hvor vi afsonede en ti-dages straf, forkyndte vi for en af de andre fanger. Han tog imod den gode nyhed og blev senere pioner.

Omkring dette tidspunkt begyndte vi i vort hus-til-hus-arbejde i stort omfang at gøre brug af grammofonplader med korte bibelske foredrag. Der blev også installeret transportabelt højttalerudstyr i bilerne så de virkede som højttalerbiler. Jeg tog til hovedkontoret i Brooklyn og fik for 175 dollars installeret en højttaler på min bil. Mange sommeraftener parkerede jeg på bakkeskråningerne for enden af en dal og satte grammofonen i gang så foredragene kunne høres op til to kilometer borte. I de næste år rejste jeg mange tusind kilometer med dette store højttalerudstyr på bilen og nåede mange folk med Rigets budskab.

Om sommeren overværede vi også de store stævner. Særlig mindeværdigt var det der i 1931 blev holdt i Columbus, Ohio, hvor vi antog det bibelske navn Jehovas Vidner.

Nye opgaver

I efteråret 1935 vendte vi tilbage fra vort pionerdistrikt i Sydstaterne for at hjælpe med arbejdet på Betel i Brooklyn. Jeg havde blot arbejdet nogle få dage på fabrikken da broder Knorr kaldte mig ind på sit kontor og spurgte om jeg ville rejse som kredsdirektør (som kredstilsynsmændene dengang blev kaldt) og besøge menighederne. „Jeg har aldrig holdt et foredrag for en menighed og kender intet til organisering af menigheder,“ sagde jeg.

„Det er ikke dygtige talere vi har brug for, men nogle der elsker tjenesten og som vil føre an i den og tale om tjenesten ved møderne,“ forklarede broder Knorr.

I de næste måneder blev jeg så oplært til min nye opgave, idet jeg ledsagede broder Knorr og andre på weekendbesøg til menighederne. Hovedopgaven bestod i at organisere menighederne til genbesøgs- og bibelstudiearbejdet, som dengang var en forholdsvis ny form for tjeneste. Jeg aflagde et besøg i mit hjem en weekend (mit sidste besøg i seks år), skaffede mig af med unødvendige ejendele og forberedte mig på rejsetjenesten. I marts 1936 begyndte jeg så i denne tjeneste, med en følelse af at jeg var ganske utilstrækkelig til at klare en sådan opgave.

I rejsetjenesten

Mit første besøg gjaldt Easton, Pennsylvanien. Jeg ankom gerne til en menighed om morgenen, så jeg kunne være med i tjenesten på arbejdsmarken; derefter havde jeg først på aftenen et møde med menighedens tjenere og derefter ét med hele menigheden. I regelen tilbragte jeg blot to dage sammen med en menighed og kun én dag sammen med en mindre gruppe, idet jeg undertiden besøgte seks sådanne grupper om ugen. Jeg var hele tiden på farten.

I løbet af 1936 og 1937 besøgte jeg forskellige dele af Pennsylvanien, West Virginia, Ohio, Indiana, Illinois, Iowa, Nebraska, Wyoming, Colorado, New Mexico og Texas. Derude vestpå var alting nyt og interessant for mig — folks levevis, prærien, bjergene og de store afstande. Jeg besøgte alle menighederne i New Mexico på to uger. I sommeren 1937 var jeg i Texas. Der fandtes ingen spansktalende kredsdirektører dér, så jeg besøgte også de spanske menigheder og talte til dem gennem en tolk.

I en lille engelsktalende menighed i Texas virkede en 18-årig pige som menighedstjener for gruppen. Den dag jeg kom var det ventet at hendes fader ville dø, og det skete også. Jeg blev da bedt om at blive der natten over og holde begravelsestalen. Vi tog ud i tjenesten, havde vort møde om aftenen, og næste morgen holdt jeg begravelsestalen. Det var en sørgelig begivenhed, men de var glade for at jeg var kommet og kunne holde talen.

Efter at jeg i september 1937 havde overværet stævnet i Columbus, Ohio, besøgte jeg menighederne i nordstaterne North Dakota, Montana og Idaho. I februar 1938 rejste jeg over bjergkæden og blev behageligt overrasket over at finde et meget varmere klima og grønne græsplæner langs Stillehavskysten. Dengang var der kun én mødesal i Seattle, mens der nu er 21 menigheder.

Kredsstævner

I foråret 1938 blev der holdt et særligt møde for menigheder i området omkring San Francisco-bugten, og det blev overværet af omkring 600 forkyndere. Det viste sig at blive en forløber for kredsstævnet. Den nye ordning med regelmæssige besøg af kredstilsynsmænd og med kredsstævner begyndte den 1. oktober 1938.

Som kredsdirektør havde jeg ansvar for et kredsstævne hver uge. Disse møder med åndelig vejledning gav også de tilstedeværende mulighed for at deltage i hus-til-hus-forkyndelsen, og det var en lejlighed for de nye til at blive døbt. Forud for kredsstævnerne havde vi døbt de nye når som helst og hvor som helst. Jeg husker at jeg i Oregons bjerge døbte en mand i en smeltevandsbæks iskolde vand, og ved en anden lejlighed døbte jeg én i vandingstruget på hans gårdsplads.

Det var i forbindelse med disse kredsstævner at vi begyndte med „informationsmarcher“. Vi bar plakater hvorpå der på den ene side stod „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“ og på den anden side „Tjen Gud og kongen Kristus“. Disse vakte stor opmærksomhed og undertiden modstand. I september 1939 begyndte den anden verdenskrig i Europa, og modstanden mod vort arbejde voksede.

Pøbeloptøjer forstyrrede vore stævner i Hannibal i Missouri, Columbus i Nebraska, og St. Cloud i Minnesota. I Marinette i Wisconsin beordrede borgmesteren os ud af stævnehallen, men da politiet så at vi havde juridisk ret til at være der, beskyttede de os. Ved stævnet i Elkins deltog politiet fra Huttonsville, West Virginia, derimod i pøbeloptøjerne imod os. Vi fik dem arresteret, og de måtte betale 500 dollars i kaution. Sagen blev udsat flere gange og til sidst hævet, men politiet dér forstyrrede ikke vort arbejde igen.

Jeg var ofte i retten i forbindelse med sådanne sager. Undertiden virkede jeg som juridisk rådgiver for forsvareren, og i andre tilfælde som forsvarer, som for eksempel i Quincy, Illinois, hvor vi vandt retssagen. Hayden Covington, der dengang var Selskabets sagfører, og Fred Franz, Vagttårnsselskabets nuværende præsident, hjalp os i nogle sager, for eksempel den i London, Kentucky, som vi også vandt.

I retssagen i Indianapolis, Indiana, hvor omkring 60 forkyndere var anklaget for undergravende virksomhed, var broder Franz og jeg i vidneskranken i de fem dage sagen varede. Vore brødre blev kendt skyldige, men senere frikendt ved en højere domstol. Selve den uge denne retssag stod på var jeg forsvarer i en anden sag, i Joliet, Illinois, juridisk rådgiver for en broder i endnu en sag i Madison, Indiana, og havde desuden ansvaret for et kredsstævne hver weekend. Det ville fylde en hel bog hvis jeg i detaljer skulle berette om disse spændende tider.

Et virkeligt højdepunkt var det femdages stævne i St. Louis i august 1941. Jeg blev indkaldt til stævnearbejde nogle uger før stævnet og fik tildelt arbejde i forbindelse med trailerlejren. Efter at have høstet en landmands hø, anlagde vi en by til 5000 på marken. Men endnu før stævnet begyndte var der 10.000 i lejren, og ude på vejen en lang kø af biler, lastvogne og campingvogne der ventede på at komme ind. Til sidst var der over 15.000 i lejren, hvor mange blev og hørte programmet, der blev transmitteret telefonisk. Da 15.000 børn rejste sig op på stævnepladsen og fik deres gratis eksemplar af bogen Børn, stod jeg og uddelte gratis eksemplarer af bogen til de mange børn ude i lejren.

Kingdom Farm og Watchtower Farms

Kort efter stævnet i St. Louis blev det endnu vanskeligere at holde kredsstævner. Det blev derfor besluttet at indstille disse. Jeg blev bedt om at melde mig til Betel i Brooklyn. Jeg havde kun været der nogle få dage da broder Rutherford spurgte mig om jeg ville tjene på Kingdom Farm nær Ithaca, New York. Før jeg rejste videre til denne nye opgave besøgte jeg mit hjem nær Wallkill. Min moder var død, og mine brødre og søstre var alle gift. Derefter kørte jeg op til Kingdom Farm, hvor jeg fik tildelt det værelse i hvilket jeg boede de næste 28 år.

Efter mere end 13 år som heltidsforkynder var det vanskeligt at finde sig til rette med landbruget. Men det lykkedes, og jeg glædede mig over mange tjenesteforrettigheder i forbindelse med aktiviteterne på Kingdom Farm. Samtidig fortsatte jeg imidlertid med regelmæssigt at tage del i forkyndelsen om aftenen og i weekenderne. Jeg ledte bibelstudier med mange, og nogle af dem blev døbte forkyndere.

Det vigtigste nu var imidlertid mine arbejdsopgaver i forbindelse med landbruget. Jeg koncentrerede mig om studiet af husdyr- og planteavl, idet jeg gjorde brug af det nærliggende Cornell University og dets bibliotek. På grund af vore bestræbelser lykkedes det os at øge landbrugsproduktionen. Efterhånden dyrkede vi de fleste af de fødevarer der blev anvendt af den voksende betelfamilie i Brooklyn, såvel som på Kingdom Farm.

Den 1. februar 1943 blev antallet af beboere drastisk forøget, idet den nye Gileadskole da begyndte. Derefter havde vi hver sjette måned en ny klasse med omkring 100 elever fra hele verden. Hvilken glæde var det ikke personligt at blive kendt med de cirka 3700 elever fra de 35 klasser der blev uddannet til missionærtjeneste på farmen før Gileadskolen i 1961 blev flyttet til Brooklyn! I disse år mødte vi megen modstand, oplevede et pøbelangreb og en retssag, som vi vandt. Til sidst var vor lille gruppe i området vokset til fire menigheder.

Da Gileadskolen ophørte på Kingdom Farm, blev den nye Rigets tjenesteskole for menighedernes tilsynsmænd oprettet dér. I løbet af de næste syv år var der omkring 7000 ældste som overværede det månedlange kursus der senere blev reduceret til to uger.

I januar 1963 købte Selskabet en ejendom nær det sted hvor jeg var vokset op, i Wallkill, New York. Ejendommen fik navnet Watchtower Farms. I tidens løb er faciliteterne blevet forøget og udvidet, endda med trykkeribygninger. Den 1. januar 1970 blev jeg forflyttet hertil og var således tilbage i det samme område hvor jeg var begyndt at forkynde godt 45 år tidligere! Nogle få af de ældre på egnen huskede mig stadig.

Da jeg ankom til Watchtower Farms bestod familien af 55 medlemmer, men nu er der over 750 som tjener der! Blandt disse er tre af mine nevøer. Jeg har også en niece der rejser sammen med sin mand i kredstjenesten. Det er mig en stor glæde at flere end 30 medlemmer af min familie er tilsluttet Jehovas Vidner. I november 1974 havde jeg den forret at blive udnævnt som medlem af Jehovas Vidners styrende råd, og på grund af denne udnævnelse flyttede jeg tilbage til hovedkontoret i Brooklyn.

Jeg er så lykkelig for at Jehova Gud, da jeg var færdig med highschool, åbnede mine øjne for det storslåede mål i livet: at tjene ham. Min stræben efter dette mål i de sidste 60 år har i sandhed skænket mig stor lykke og tilfredshed. Den har ført mig ind i et nært forhold til vor himmelske Fader og på en meget virkelig måde gjort det muligt for mig at se hvordan han beskytter og velsigner sit folk.

[Illustration på side 23]

Bag fængselsgitter på grund af forkyndelsen

[Illustrationer på side 25]

I 1930rne brugte jeg en højttalerbil i forkyndelsen

[Illustrationer på side 26]

Jeg boede 28 år på Kingdom Farm, hvor Gileadskolen først havde til huse

To af de 3700 som jeg har set gennemgå Gileadskolen

[Illustration på side 27]

Jeg tjente også fem år på Watchtower Farms