Er det forkert at bruge bibelhåndbøger?

EN SØNDAG formiddag bankede det på døren hos en mand der boede i Connecticut i USA. Manden lukkede op, og udenfor stod en forkynder fra Jehovas Vidner. Forkynderen begyndte at fortælle om Bibelen og tilbød en bog der forklarer nogle vigtige spørgsmål ud fra Bibelen. Manden ville imidlertid ikke modtage den. Han pegede på en bibel der lå på instrumentbrættet i hans lastvogn og sagde: „Jeg har nok i Bibelen.“

Har du samme indstilling som denne mand? Hvis det han mente var at Bibelen er uerstattelig fordi den er den eneste kilde til sandhed, må alle kristne give ham ret. Men de bøger og blade forkynderen havde med sig var ikke ment som en erstatning for Bibelen. De var skrevet i den hensigt at forklare Bibelen, at kaste lys over noget i den der måske kunne hjælpe manden i hans dagligdag, og derved give ham endnu større respekt for og kendskab til denne betydningsfulde bog. Er det unødvendigt eller ligefrem forkert at læse den slags bibelhåndbøger?

Har vi nok i Bibelen?

Giver Bibelen det indtryk at dét at læse i den — hvor vigtigt dette end er — er alt hvad der er nødvendigt for at få nøjagtig kundskab om sandheden? Nej, det gør den faktisk ikke. For eksempel sagde disciplen Jakob om jøderne: „Fra gammel tid har Moses i by efter by haft nogle der forkynder ham, idet han oplæses i synagogerne hver sabbat.“ (Apostelgerninger 15:21) På trods af al denne oplæsning fra Bibelen fik de fleste jøder imidlertid aldrig forståelse af at Jesus var Messias.

Den ætiopiske eunuk der omtales i Apostelgerninger, kapitel 8, læste også i Bibelen. Disciplen Filip hørte ham læse højt fra Esajas’ bog da han i sin vogn var på vej hjem. Fik han nu kundskab om sandheden blot ved at læse i Bibelen? Filip spurgte ham: „Forstår du egentlig det du læser?“ Han svarede: „Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?“ (Apostelgerninger 8:30, 31) Han erkendte ydmygt at han måtte have hjælp til at forstå Bibelen.

Husk også den befaling Jesus gav sine disciple lige før han steg op til himmelen: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Det var åbenbart ikke nok at indbyde nyomvendte til offentlige møder med oplæsning fra Bibelen eller at give dem en bibel som de på egen hånd kunne læse i. De kristne måtte desuden lære dem at holde Jesu bud.

Apostelen Paulus indså også at det ikke var tilstrækkeligt blot at tilskynde andre til at læse i Bibelen. Han skrev for eksempel til Timoteus: „Bliv ved med, indtil jeg kommer, flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning.“ (1 Timoteus 4:13) Paulus opfattede det som meget vigtigt at læse i Bibelen — det første han nævnte var oplæsning. Men han forstod også at det var nødvendigt at hjælpe tilhørerne til at forstå meningen med det der blev læst (undervisning) og at opmuntre dem til at efterleve det de lærte (tilskyndelse).

Af bogen Apostelgerninger fremgår det desuden at disciplene og apostlene ikke nøjedes med at læse Bibelen højt for folk. De hjalp dem også til at kunne forstå den. „Da Judas og Silas også selv var profeter, opmuntrede de brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem. Paulus og Barnabas tilbragte imidlertid fortsat nogen tid i Antiokia, idet de, også sammen med mange andre, lærte og forkyndte den gode nyhed fra Jehovas ord.“ — Apostelgerninger 15:32, 35.

Skrevne eller trykte hjælpemidler

’Men her er der jo ikke tale om skriftlig vejledning,’ indvender du måske. Nej, det er sandt. Men er der stor forskel på om et foredrag videregives skriftligt eller mundtligt? Apostlene og de andre kristne i det første århundrede gjorde brug af det skrevne ord for at sprede den gode nyhed, skønt de ikke havde adgang til trykkemaskiner eller lignende. De skrev talrige breve til de forskellige menigheder for at bevare kontakten med dem mens de var borte. Nogle af disse breve — men langtfra dem alle — kom til at udgøre en del af Bibelen.

I det brev fra Paulus til menigheden i Korint der er bevaret i Bibelen under titlen „Det første til korinterne“, læser vi: „I mit brev skrev jeg til jer at I skulle holde op med at omgås utugtige . . . Men nu skriver jeg til jer at I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig.“ (1 Korinter 5:9-11) Der kan ikke herske tvivl om at Paulus her henviser til et brev han tidligere havde skrevet til korinterne, et brev vi ikke er i besiddelse af i dag. Mente de kristne i Korint at de kunne have undværet det brev der ikke blev en del af Bibelen? Nej, det gjorde de tydeligvis ikke. De værdsatte det som en skriftlig vejledning der kunne hjælpe dem til at forstå de bibelske sandheder og til at anvende de bibelske principper i deres liv.

Da apostelen Paulus skrev til menigheden i Kolossæ henviste han til et andet brev der ikke længere findes, denne gang et han havde sendt til de kristne i Laodikea. Han skrev: „Og når dette brev er blevet læst hos jer, så sørg for at det også bliver læst i laodikensernes menighed og at I også læser det fra Laodikea.“ (Kolossenserne 4:16) Der blev altså ikke blot skrevet breve til de enkelte menigheder, men disse breve blev også udvekslet menighederne imellem. Kan vi ikke forestille os hvordan apostlene, dersom de dengang havde kendt til de moderne trykkemetoder, ville have udnyttet dem og ladet et væld af oplysninger om Jesus tilflyde datidens verden?

I dag kender man de moderne trykkemetoder, og ved hjælp af dem udsender Jehovas Vidner i tusindvis af bibler, bibelhåndbøger og blade. Der kan ikke rejses indvendinger mod dette på et bibelsk grundlag. De kristne som Timoteus betjente, havde brug for at læse i Bibelen, og det samme har vi i dag. Men det er også nødvendigt for os at blive undervist for at vi kan forstå den og at blive tilskyndet så vi kan vide hvordan vi kan efterleve det vi lærer.

Bibelhåndbøger er afgjort til gavn når blot de ikke fordrejer Guds ord, og forudsat at de herliggør Gud, leder læseren til den sande tilbedelse, og hjælper ham til at holde sig adskilt fra verden og til at få et nærmere forhold til Gud mens han går i Jesu Kristi fodspor. Vi tror at du vil erfare at de bøger og blade Jehovas Vidner spreder, opfylder alle disse krav.