Jehovas Vidners missionærarbejde
JEHOVAS VIDNERS missionærer i Asien og mange andre steder bliver ofte spurgt: „Hvorfor giver I ikke engelskundervisning ligesom de andre missionærer?“ „Hvorfor har I ikke skoler til børnene eller hospitaler til de syge?“ Ja, hvad er grunden til at Jehovas Vidners missionærer ikke beskæftiger sig med disse former for socialt arbejde? Hvad har de egentlig gjort for mennesker i de underudviklede lande?
En anden synsvinkel
Det kan ikke bestrides at kristenhedens missionærer har omvendt mange gennem deres sociale hjælpearbejde. Men fordi deres anstrengelser hovedsagelig har været rettet mod at opfylde de materielle behov snarere end de åndelige, har disse missionærer ikke formået at frembringe sande disciple af Jesus Kristus. (Mattæus 7:22, 23; 28:19, 20) Og de har heller ikke været i stand til at pege på nogen varig løsning på de sociale problemer de søger at bekæmpe.
I modsætning hertil er Jehovas Vidner optaget af at opfylde det betydningsfulde påbud om at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Det er ikke fordi de lukker øjnene for de menneskelige lidelser og uretfærdigheder de ser, men fordi de erkender at disse problemer kun kan løses ved Guds riges indgriben, ikke ved menneskelige bestræbelser. — Salme 146:3-10.
Dette var netop hvad Jesus og hans disciple gjorde opmærksom på gennem deres forkyndelse i det første århundrede. ’Jeg må nødvendigvis forkynde den gode nyhed om Guds rige,’ sagde Jesus, „det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43) Jesus forkyndte om og viste hen til Guds rige som den eneste fuldstændige løsning, fordi han vidste at verdens problemer er for store til at mennesker kan løse dem på egen hånd. Selv om Jesus udførte mange mirakuløse helbredelser, tilskyndede han sine disciple: „Bliv da ved med først at søge riget og [Guds] retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.
Senere, da Jesus udsendte sine disciple, sagde han til dem: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ Derefter tilføjede han: „Kurér syge, oprejs døde, gør spedalske rene, uddriv dæmoner.“ (Mattæus 10:7, 8) Dette viser også hvordan nutidige disciple af Jesus Kristus må prioritere deres opgaver. De må holde sig for øje at den direkte forkyndelse af den gode nyhed om Riget er deres væsentligste opgave. Dette er netop hvad Jehovas Vidners missionærer bestræber sig på.
Opmærksomme på folks åndelige behov
Som kristne er Jehovas vidner optaget af et stort, frivilligt hjælpearbejde der går ud på at undervise folk i Bibelens lære. Som forkyndere af den gode nyhed er de interesseret i at yde andre hjælp så de kan få gavn af Bibelens visdom og råd, både nu og i fremtiden. (Salme 68:11) Hvorfor?
Jehovas vidner erkender at når folk får hjælp til at forstå og følge Bibelens råd, bliver de bedre udrustet til at klare livets problemer og pres. På den ene side får de opbygget den moralske styrke der er nødvendig for at man kan aflægge fysisk skadelige vaner, som for eksempel rygning, alkoholmisbrug, stofmisbrug, dårlig hygiejne, promiskuitet og spillelidenskab. På den anden side hjælper Bibelens sandheder dem til at få en helt anden indstilling, idet de får en mening med livet og et realistisk håb for fremtiden.
Ved at formidle den mest ophøjede form for undervisning — den undervisning der kommer fra Guds ord, Bibelen — gør Jehovas vidner en direkte indsats for at hæve moralen og den fysiske sundhedstilstand i det samfund hvori de lever og udfører deres forkyndelsesarbejde. Deres indsats bemærkes ofte af andre der har betragtet dem objektivt. Dr. Bryan Wilson fra Oxfords universitet har for eksempel undersøgt Jehovas Vidners aktivitet i Afrika. I et brev til Londonavisen Times har han skrevet:
„Jehovas vidner arbejder flittigt og ofte mere samvittighedsfuldt og foretagsomt end gennemsnittet af deres medborgere. Deres ledere indskærper dem at betale deres skatter til tiden, at afholde sig fra vold, og ikke at gøre uret mod nogen. De er fredelige, ærlige og ædruelige. Disse værdier har været af stor betydning for det vestlige samfunds økonomiske og sociale udvikling, og det ville ikke være en overdrivelse at sige at Jehovas vidner er blandt de ærligste og flittigste borgere i de afrikanske lande.“
En lignende udtalelse er blevet fremsat af en iagttager i Sydamerika, der i en avis har skrevet følgende i en lederartikel:
„Jehovas vidner er hårdtarbejdende, ærlige, gudfrygtige mennesker. De er konservative, de holder sig til det traditionelle, og deres tro er baseret på Bibelens lære.“
Selv om Jehovas vidner ikke bruger kræfter på at udbrede det man ofte kalder ’det sociale evangelium’, bidrager de aktivt til samfundets interesser ved at hjælpe andre til at bringe deres liv i harmoni med Bibelens høje normer. (Romerne 12:1, 2) Og det vigtigste af alt er at de også hjælper mennesker i hele verden til at sætte sig ud over de uretfærdigheder og skævheder der præger denne hastigt smuldrende tingenes ordning, og se hen til den nye ordning Gud snart vil indføre. — Åbenbaringen 21:5.
[Illustrationer på side 8, 9]
Hvad Guds rige vil gøre ved sociale problemer
Læs de følgende skriftsteder i din egen bibel og find trøst ved at se hvordan Gud lover at fjerne de dårlige forhold på følgende områder:
Sundhed Esajas 33:24; 35:5, 6; Åbenbaringen 21:4
Undervisning Esajas 11:9; Habakkuk 2:14
Beskæftigelse Esajas 65:21-23
Føde Salme 67:7 (vers 6 i NV); 72:16; Esajas 25:6
Retfærdighed Esajas 11:3-5; 32:1, 2