Kan kristne bære et kors som smykke?

„MIN moder har foræret mig det.“ „Det virker mandigt.“ „Jeg bærer det som et smykke.“ „Jeg føler mig ikke godt tilpas uden det.“ „Det beskytter mig mod ondt.“ „Det er bare noget man hænger i halskæden.“

Det var de svar som adskillige unge gav da de blev spurgt om hvorfor de bar et kors. Af svarene fremgik det tydeligt at det ikke var af overvejende religiøse grunde at disse unge bar et kors, men fordi det flere steder i verden er blevet en modesag at gøre det. Selv i Sovjet kan man se unge der bærer kors. Her tillægger mange dog korset stor religiøs betydning, for, som en af de unge sagde: „Det er helligt.“

Men er det rigtigt af en kristen at bære et kors? Skildrer korset nøjagtigt den måde Kristus døde på? Er der væsentlige indvendinger mod at bære det som et smykke? For at få svar på disse spørgsmål må vi først undersøge hvor korset stammer fra.

Et kristent symbol?

Man kunne måske tro at de kristne var de første der brugte kors. I The Encyclopedia Americana siges der imidlertid at „det i oldtiden blev brugt af både hinduer og buddhister i Indien og Kina, og af perserne, assyrerne og babylonierne“. Chambers’s Encyclopaedia (1969-udgaven) nævner også at korset „var et symbol hvortil der længe før den kristne æra knyttede sig religiøse og mystiske forestillinger“.

Nej, der findes ingen vidnesbyrd om at de første kristne brugte kors i deres gudsdyrkelse. I kristendommens første tid var det de hedenske romere der brugte kors! I The Companion Bible hedder det: „Disse kors blev brugt som symbol på den babyloniske solgud . . . og ses første gang på en mønt fra Julius Cæsars tid, år 100-44 f. Kr., og derefter på en mønt der er slået under Cæsars efterfølger (Augustus), år 20 f. Kr.“ Den romerske naturgud Bacchus blev undertiden fremstillet med et hovedbind der var prydet med kors.

Men hvordan blev korset da et symbol for kristenheden?

Konstantin og korset

I år 312 drog Konstantin, der på det tidspunkt var hersker over det som nu kaldes Frankrig og England, i krig mod sin svoger Maxentius, den daværende kejser af Italien. Det berettes at han et eller andet sted undervejs så et syn på himmelen af et kors på hvilket der var skrevet: „Hoc vince,“ der betyder: „Ved dette skal du sejre.“ Efter sin sejr gjorde Konstantin korset til sin hærs bannermærke. Da kristendommen senere blev romerrigets statsreligion, blev korset kirkens symbol.

Men fik Konstantin virkelig et sådant syn? Beretningerne om denne legende bygger i bedste fald på oplysninger givet på anden hånd og er fulde af unøjagtigheder. Det ville ærlig talt også være vanskeligt at finde en mere usandsynlig kandidat til en guddommelig åbenbaring end Konstantin. På det tidspunkt ovennævnte begivenhed formodes at have fundet sted var han en ivrig soltilbeder. Han viede endog søndagen til tilbedelse af solen. Hans adfærd efter hans såkaldte omvendelse vidner heller ikke om at han virkelig havde viet sig til rette principper. Mord, intriger og politiske ambitioner beherskede hans liv. For Konstantin var kristendommen øjensynlig kun et politisk middel til at forene et splittet rige.

Der er heller ikke meget der tyder på at den form for kors som Konstantin „så“, virkelig repræsenterer det redskab hvorpå Kristus blev henrettet. Mange af de mønter Konstantin lod fremstille er præget med X-formede kors med et „P“ oveni. (Se illustrationen.) I An Expository Dictionary of New Testament Words af W. E. Vine siges der: „Med hensyn til det Chi, eller X, som Konstantin påstod at han havde set i det syn der gjorde ham til forkæmper for den kristne tro, er dette bogstav det første i ordet ’Kristus’ [stavet på græsk] og det har intet at gøre med ’kors’,“ det vil sige som et henrettelsesredskab. Denne form for kors er så godt som identisk med det hedenske symbol for solen.

Hvorfor blev korset da så hurtigt accepteret af „kristne“? I Vines Dictionary hedder det videre: „Henimod midten af det 3. årh. e. Kr. var kirkerne enten afveget fra visse af den kristne tros lærdomme eller havde gjort dem til den rene parodi. For at øge det frafaldne kirkesystems anseelse lod man hedninger optage i kirkerne uden at de var blevet genfødt ved troen, og de fik i vidt omfang lov at beholde deres hedenske tegn og symboler. På denne måde kom Tau eller T, i sin almindeligste form, med tværstykket sænket, til at stå for Kristi kors.“

Korsets historie

Var det kærlighed til Kristus der var årsag til at man på dette sene tidspunkt tillagde korset en sådan ære? I Encyclopaedia of Religion and Ethics hedder det: „Med det 4. årh. begyndte magien at få et fastere fodfæste inden for kirken.“ Ligesom en trylleformular blev blot det at gøre korsets tegn betragtet som „det sikreste forsvar mod dæmoner og et middel mod alle sygdomme“. Denne overtroiske brug af korset forekommer den dag i dag.

I tidens løb udviklede der sig cirka 400 forskellige korsformer. I begyndelsen var Kristus ikke afbildet på disse kors. Derimod var det almindeligt med en afbildning af en ung mand der holdt et juvelbesat kors. Senere sås også et lam. I 691 blev det ved Det Andet Trullanske Koncil i Konstantinopel „officielt“ vedtaget at benytte et kors med busten af en ung mand, i stedet for et lam, over korset. Med tiden udviklede dette sig til krucifikset — et kors med en fremstilling af Kristi legeme.

Døde Kristus på et kors?

’Men lærer Bibelen da ikke at Kristus døde på et kors?’ vil nogle måske spørge. For at besvare dette spørgsmål må vi undersøge betydningen af de to græske ord som bibelskribenterne benyttede til at beskrive det redskab Kristus døde på: staurosʹ og xylon.

The International Standard Bible Encyclopedia (1979) siger under overskriften „Korset“: „Det græske ord staurós betød oprindelig en spids, opretstående træstolpe der var fast forankret i jorden. . . . [Sådanne træstolper] blev anbragt side om side i rækker for at danne en skærmende eller beskyttende palisade omkring bebyggelser, eller enkeltvis som torturredskaber hvorpå forhærdede lovovertrædere blev hængt offentligt for at dø (eller, hvis allerede henrettet, til skam og skændsel).“

Romerne benyttede ganske rigtigt et henrettelsesredskab der på latin var kendt som crux. Og da Bibelen blev oversat til latin blev ordet crux brugt som gengivelse af staurosʹ. Fordi det latinske ord crux og det danske ord kors ligner hinanden, tror mange fejlagtigt at crux må have været en pæl med en tværbjælke. I The Imperial Bible-Dictionary siges der imidlertid: „Selv blandt romerne synes crux (hvoraf vort kors er afledt) oprindelig at have betegnet en opretstående pæl, og denne har altid været den mest fremherskende del.“

Bogen The Non-Christian Cross tilføjer: „Der er ikke en eneste sætning i nogen af de talrige skrifter der udgør Det Nye Testamente som på originalsproget græsk bærer så meget som et indirekte vidnesbyrd om at den stauros der blev brugt i Jesu tilfælde var andet end en almindelig stauros [pæl eller stolpe]; og endnu mindre om at den bestod, ikke af ét stykke tømmer, men af to stykker naglet sammen så de dannede et kors.“ Kristus kan udmærket være blevet pælfæstet på en form for crux (staurosʹ) der blev kaldt crux simplex. Sådan blev denne pæl gengivet af den romersk-katolske lærde Justus Lipsius fra det 16. århundrede.

Hvad med det andet græske ord, xylon? Det blev brugt i den græske Septuaginta-oversættelse af Bibelen i Ezra 6:11. Her står der ifølge Ny Verden-oversættelsen: „Og af mig er der udstedt en befaling om at enhver som overtræder dette dekret, skal have en bjælke revet ud af sit hus og pælfæstes på den, og hans hus skal på grund af dette gøres til et offentligt nødtørftssted.“ Det er tydeligt at det her drejer sig om en enkelt bjælke eller et stykke træ.

Mange oversættere af De Kristne Græske Skrifter (Det Nye Testamente) oversætter derfor Peters ord i Apostelgerninger 5:30 således: „Vore forfædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl [eller „et træ“, ifølge Den Danske Autoriserede Oversættelse, Kalkar, Skat Rørdam].“ Det vil måske også interessere dig at se hvordan xylon er oversat i din bibel i: Apostelgerninger 10:39; 13:29; Galaterbrevet 3:13; og Første Petersbrev 2:24.

„Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser“

Selv efter at have overvejet disse vidnesbyrd om at Kristus døde på en pæl, er der måske nogle som stadig ikke kan se noget forkert i at bære et kors. ’Det er bare et smykke,’ siger de.

Men tænk på hvordan korset er blevet brugt ned gennem tiden — som genstand for hedensk gudsdyrkelse og overtroisk frygt. Hvordan kan det at bære et kors — selv om det blot er som et smykke — harmonere med apostelen Paulus’ formaning i Første Korintherbrev 10:14: „Derfor, mine elskede, flygt fra afgudsdyrkelsen“?

Hvordan ser sande kristne da i dag på korset? De forstår at de også må ’vogte sig for afguderne’, sådan som Bibelen formaner. (1 Johannes 5:21) De mener derfor ikke at korset er et passende smykke. De husker Paulus’ udtalelse: „Forbandet er enhver som er hængt på en pæl,“ og foretrækker derfor at tænke på Kristus som en herliggjort konge der er indsat på sin trone i himmelen. — Galaterne 3:13; Åbenbaringen 6:2.

Selv om disse kristne ikke bærer kors, værdsætter de i høj grad at Kristus døde for dem. De ved at Kristi offer er et storslået udtryk for Guds kraft og evige kærlighed. (1 Korinther 1:18; Johannes 3:16) Men de behøver ikke en bogstavelig genstand som et kors til at hjælpe dem til at tilbede denne kærlige Gud. For, som Paulus formanede, ’vandrer vi efter det vi tror, ikke efter det vi ser’. — 2 Korinther 5:7.

[Illustration på side 22]

I tidens løb har der været mange forskellige udformninger af korset

[Illustration på side 23]

I Louvre findes der en statue af den græske gud Marsyas der flås levende på en træstamme