De erfarede Jehovas kærlighed

DE HØJE bølger slog ind mod skibet der var fanget i et voldsomt stormvejr ude på havet. To ugers kamp mod det brusende hav havde taget ethvert håb fra både passagerer og besætning — på nær én. Han havde tillid til at Jehova ville beskytte ham, for de trøstende ord: ’Vær ikke bange, Paulus,’ stod klart i hans bevidsthed. Inden for de næste afgørende timer gik skibet på grund og alle kom sikkert i land. Endnu en gang havde Paulus set beviser på Jehovas kærlighed. — Apostelgerninger 27:20-44.

Har du set lige så overbevisende vidnesbyrd om Guds kærlighed? Det er helt afgørende at man bliver ved at studere Guds ord og anvender det man lærer til gavn for andre. Men for virkelig at fatte Jehovas kærlighed må man ’leve af’ Jehovas udtalelser og erfare hvordan han hjælper en. En rejsende tilsynsmand der tjener højt oppe i Bolivias bjerge og som så mange andre har erfaret Jehovas omsorg, er især overbevist om at det forholder sig sådan.

„På min rute fra byen Oruro,“ beretter han, „skulle jeg besøge menigheden i Kami, en mineby 100 kilometer derfra. Den snoede bjergvej når op i 4600 meters højde og kan være meget lumsk, især når det regner. Temperaturen falder ofte til minus 10° celsius eller derunder.

En broder ved navn Aníbal skulle køre mig derop på sin motorcykel. Vi kørte klokken seks om morgenen og beregnede fem timer til turen. Det regnede da vi tog af sted. Det betød at der ret hurtigt klumpede sig mudder sammen mellem hjulene og skærmene så vi ikke kunne fortsætte, og først efter møjsommeligt at have fjernet mudderet kunne vi køre videre. Jeg sad bag på motorcyklen og prøvede at skåne mine sko og bukser, men opgav da jeg var blevet gennemblødt.

Vidnesbyrd om Jehovas kærlighed

Da vi havde været seks timer undervejs gik motoren i stå på et sted hvor vejen tog en brat stigning. Vi begyndte at trille baglæns; så sprang vi af og forsøgte på enhver måde at holde fast på det tunge køretøj mens vi gled i mudderet. Det nyttede desværre ikke noget, og til vores store sorg styrtede motorcyklen ned i en kløft der var næsten 100 meter dyb! Noget ængstelige kiggede vi derned og fik øje på motorcyklen, der utroligt nok kun lå et stykke nede ad skråningen. Men vi ville dog ikke kunne få den op ved egen hjælp.

Timerne sneglede sig af sted, og der var kun ringe håb om at nogen ville komme forbi på den øde vej. Men så dukkede der pludselig en mand op med et æsel og nogle lamaer. Vi forklarede ham vores situation, og han fortalte på quechua-sproget at han havde noget tøjr vi kunne bruge. Han bandt nogle læderstrimler mellem æselet og motorcyklen, og vi skubbede på mens han prøvede at få æselet til at trække. Efter at have drevet længe på æselet lykkedes det til sidst, med møje og besvær, at få motorcyklen op på vejen. Hvordan kunne vi nu vise manden vores taknemmelighed? Vi gav ham Min bibelhistoriebog, som han blev så begejstret for at han til gengæld ønskede at forære os nogle kartofler som han havde i sin bagage!

Det var nu mørkt, og jeg var noget ængstelig da mine ben var begyndt at blive følelsesløse i den isnende kulde. Så skete det igen at motoren satte ud mens vi var på vej op ad en brat stigning. Selv om vi skubbede motorcyklen tre kilometer mens vi trådte på startpedalen gav det ingen resultater. Totalt udmattede satte vi os ned i vejkanten. Mine ben var i det mindste ikke længere følelsesløse. Men vi var helt ude af det og vidste ikke hvad vi skulle gøre. Vi holdt et kort hvil og prøvede så at starte motoren igen.

Til vores store overraskelse gik den i gang. Nu begyndte det imidlertid at regne, og på den næste stigning gik motoren atter i stå. Vi satte os igen i vejsiden og holdt en pause, denne gang i silende regn. Lidt efter prøvede vi noget tvivlende at starte den — og det lykkedes! Nu havde vi snart nået det højeste punkt på turen. Jeg følte en vis lettelse og tænkte at hvis motoren gik i stå kunne vi næsten trille hele det sidste stykke til Kami. Men så pludselig, på et sted hvor vejen faldt brat, gik håndtaget til bremsen af og Aníbal sad med det i hånden! Hurtigt sprang jeg af og greb fat i bagagebæreren mens jeg stemte fødderne imod vejen og gled med. På den måde lykkedes det os at få motorcyklen standset. Det samme uheld gentog sig endnu et par gange på nedturen.

Endelig i Kami

Klokken var tre om natten da vi endelig nåede Kami. Vi havde været 21 timer undervejs. Det ville blive svært at finde frem til brødrene da det var mit første besøg. Vi bankede på en del døre, men folk sagde: ’Gå jeres vej! Vi sover!’ Til sidst blev vi enige om at lægge os til at sove under et halvtag og vente med at lede efter brødrene til om morgenen. Jeg faldt hurtigt i søvn. Da jeg vågnede var jeg omringet af mennesker. Jeg rejste mig op, og en stor, kraftig mand kom og gav mig en ordentlig omfavnelse. Ja, Aníbal havde fundet vores brødre! Jeg var så overvældet at jeg slet ikke kunne sige noget.

Uden at spilde tiden samlede de vores bagage op. Motorcyklen, der var oversmurt med mudder, tog de med; en broder nærmest bar den hen til sin gård. Mit værtspar var jævne mennesker, og konen havde en såkaldt pollera på, en latinamerikansk kjole med et meget fyldigt skørt. ’Du sover i vores seng,’ sagde de til mig. Jeg brød mig ikke om at de skulle sove på gulvet, navnlig ikke da konen var gravid. Men det insisterede de på at gøre.

Klokken otte blev jeg vækket ved at nogen bankede på døren. ’Brødrene er parate til at gå i tjenesten,’ fik jeg at vide. Da jeg så deres forventningsfulde ansigter der strålede af taknemmelighed, havde jeg ikke noget andet valg end at slæbe min ømme krop ud af sengen og komme i gang. Og hvor var det et opmuntrende besøg! Mens jeg fulgtes med brødrene jublede de simpelt hen af glæde og begejstring. Jeg tænkte på hvor vigtige sådanne besøg er på trods af alt det vi måtte igennem. De er ’som vandstrømme i et udtørret ørkenland’. — Esajas 32:2.

Næste dag besøgte vi en landsby hvor en evangelisk præst havde truet med at splitte vores møde når jeg ankom. Efter foredraget kom en robust mand hen og gav mig en boliviansk omfavnelsea og sagde: ’Broder, du har sandheden!’ Bagefter spurgte jeg hvem det var. ’Præsten,’ sagde de.

Besøget i Kami var alt for hurtigt forbi, og vi skulle af sted. Brødrene havde repareret motorcyklen og vasket alt vores tilsølede tøj. Da vi fortalte hvem der havde lånt os værktøjet blev de meget forbløffede, da manden er kendt for så godt som aldrig at hjælpe andre. Efter mange omfavnelser og håndtryk drog vi af sted, og vi var snart tilbage ved den venlige indehaver af kaffehandelen. Efter at have leveret det hele tilbage spurgte vi ham: ’Hvor meget skylder vi?’ ’Ingenting,’ svarede han. ’Jeg var glad for at kunne hjælpe.’

Da vi fem timer senere var tilbage i Oruro tænkte vi på hvor vigtigt det er at man ikke giver op og på hvordan Jehova i forbløffende grad havde sørget for os. Aníbal var så bevæget over det vi havde oplevet at han udbrød: ’Jeg vil give alt for at kunne vende tilbage!’ Det har han også gjort, idet han har transporteret flere rejsende tilsynsmænd til Kami og andre steder. Ja, vi er nu, mere end nogen sinde, overbeviste om Jehovas kærlighed og omsorg.“ — Fortalt af kredstilsynsmanden Ricardo Hernández.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 23]

Den snoede bjergvej som fører op til minebyen Kami

En vej gennem bjergene til Kami

Æsler kan være meget nyttige i nødsituationer!