Romerne modtager den bedste af alle nyheder

HVORDAN kan et syndigt menneske blive retfærdigt i Guds øjne og opnå evigt liv? Dette spørgsmål var årsag til voldsomme diskussioner i det første århundrede efter vor tidsregning. Kender du svaret på spørgsmålet? Du skylder dig selv at læse apostelen Paulus’ mesterlige behandling af emnet i Romerbrevet i Bibelen. Det vil hjælpe dig til at forstå forbindelsen mellem tro, gerninger, retfærdighed og liv.

PAULUS OG ROMERNE

Romerbrevet er skrevet af Paulus omkring år 56 til de kristne i Rom. Hvorfor skrev han dette brev? Skønt Paulus i år 56 endnu ikke havde besøgt Rom, kendte han åbenbart mange af de kristne i byen, eftersom han i brevet omtaler mange af dem ved navn. Desuden havde Paulus et stærkt ønske om at rejse til Rom for at opmuntre sine kristne brødre i denne by, og det lader også til at han havde planer om at gøre Rom til en mellemstation på sin planlagte missionsrejse til Spanien. — Romerne 1:11, 12; 15:22-24.

Paulus skrev dog først og fremmest brevet for at besvare et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan man opnå den retfærdighed der fører til liv? Svaret viser sig at være den bedste af alle nyheder. Retfærdighed tilregnes som følge af tro. Paulus understreger dette med følgende ord som også anslår brevets tema: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker; i den bliver nemlig Guds retfærdighed åbenbaret som følge af tro og til fremme af tro, sådan som der står skrevet: ’Men den retfærdige skal leve som følge af tro.’“ — Romerne 1:16, 17.

TROEN OG LOVEN

I det første århundrede var det ikke alle der mente at man fik tilregnet retfærdighed som følge af tro. Et højrøstet mindretal hævdede at der skulle mere til. Havde Jehova ikke tilvejebragt Moseloven? Hvordan kunne nogen der ikke underlagde sig denne inspirerede lov blive erklæret retfærdig? (Se Galaterbrevet 4:9-11, 21; 5:2.) I år 49 blev spørgsmålet om hvorvidt man skulle følge Moseloven drøftet af det styrende råd i Jerusalem, og man kom til den slutning at hedninger som tog imod den gode nyhed ikke behøvede at lade sig omskære eller at overholde de jødiske lovbud. — Apostelgerninger 15:1, 2, 28, 29.

Omkring syv år senere skrev Paulus sit brev til romerne hvori han støttede denne skelsættende afgørelse. Ja, han gik faktisk endnu videre. Ikke alene var der intet krav om at de ikkejødiske kristne skulle overholde Loven, men de jøder der satte deres lid til Loven ville ikke blive erklæret retfærdige til liv.

RETFÆRDIGHED GENNEM TRO

Når man læser Romerbrevet bemærker man hvor grundigt Paulus argumenterer, idet han underbygger sine udtalelser med mange citater fra De Hebraiske Skrifter. Når han taler til jøderne, som måske har svært ved at acceptere hans inspirerede undervisning, viser han stor kærlighed og forståelse. (Romerne 3:1, 2; 9:1-3) Ikke desto mindre fremholder han sine synspunkter med en bemærkelsesværdig klarhed og uovertruffen logik.

I Romerbrevet, kapitel 1 til 4, tager Paulus udgangspunkt i den kendsgerning at alle er syndere. Den eneste måde hvorpå mennesker kan blive erklæret retfærdige er derfor på grundlag af tro. Jøderne forsøgte ganske vist at blive erklæret retfærdige ved at holde Moseloven. Men det var de ikke i stand til. Derfor siger Paulus ligeud at ’såvel jøder som grækere er under synd’. Han underbygger denne upopulære sandhed med adskillige henvisninger til De Hebraiske Skrifter. — Romerne 3:9.

Hvilket håb er der da, eftersom ’intet kød vil blive erklæret retfærdigt ved lovgerninger’? Jo, Gud vil erklære mennesker retfærdige som en fri gave på grundlag af Jesu genløsningsoffer. (Romerne 3:20, 24) For at benytte sig heraf må de tro på dette offer. Er denne lære om at mennesker bliver erklæret retfærdige som følge af tro noget nyt? Nej. Abraham selv blev erklæret retfærdig som følge af tro, allerede før Moseloven trådte i kraft. — Romerne 4:3.

Efter at have understreget vigtigheden af tro, drøfter Paulus i kapitel 5 grundlaget for den kristne tro. Dette grundlag er Jesus, hvis retfærdige livsløb ophæver de dårlige virkninger af Adams synd for dem der tror på Ham. „Ved én retfærdiggørelseshandling,“ og altså ikke ved at overholde Moseloven, er „følgen for mennesker af alle slags, blevet at de erklæres retfærdige til liv“. — Romerne 5:18.

PAULUS IMØDEGÅR INDVENDINGER

Men hvis kristne ikke er under Loven, hvad hindrer dem så i blot at synde, for derefter at regne med at de, takket være Guds ufortjente godhed, under alle omstændigheder vil blive erklæret retfærdige? Paulus imødegår denne indvending i kapitel 6 i Romerbrevet. Kristne er døde i forhold til deres tidligere syndige livsløb. Deres nye livsførelse i Kristus forpligter dem til at bekæmpe deres kødelige svagheder. „Lad derfor ikke synden fortsat herske som konge i jeres dødelige legeme.“ — Romerne 6:12.

Men skulle jøderne da heller ikke holde fast ved Moseloven? Nej, og det forklarer Paulus omhyggeligt i kapitel 7. Akkurat som en gift kvinde er løst fra sin mands lov når han dør, sådan har Jesu død løst de jøder der er kommet til troen, fra Loven. Paulus siger: „Altså er også I, mine brødre, gjort døde for loven, ved Messias’ legeme.“ — Romerne 7:4.

Betyder det at Loven ikke var god nok? På ingen måde. Loven var fuldkommen. Problemet var at ufuldkomne mennesker ikke kunne overholde den. „Vi ved at loven er åndelig,“ skrev Paulus, „men jeg er kødelig, solgt under synden.“ Et ufuldkomment menneske kan ikke overholde Guds fuldkomne lov og bliver derfor fordømt af den. Hvor er det derfor glædeligt at ’der ingen fordømmelse er for dem der er i samhørighed med Kristus Jesus’! Salvede kristne er ved ånden blevet antaget som sønner af Gud, og Jehovas ånd hjælper dem til at bekæmpe kødets ufuldkommenheder. „Hvem vil rejse anklage mod Guds udvalgte? Gud er den som erklærer dem retfærdige.“ (Romerne 7:14; 8:1, 33) Intet kan skille dem fra Guds kærlighed.

RETFÆRDIGHED OG JØDER EFTER KØDET

Hvis Loven ikke længere er nødvendig, hvilken situation befinder Israels folk sig da i? Og hvad med alle de skriftsteder der lover en genoprettelse af Israel? Disse spørgsmål bliver behandlet i kapitel 9 til 11 i Romerbrevet. De Hebraiske Skrifter forudsagde at kun et mindretal af israelitter ville blive frelst og at Gud ville vende sin opmærksomhed mod nationerne. I overensstemmelse hermed bliver profetierne om Israels frelse ikke opfyldt på det kødelige Israel men på den kristne menighed, der består af en kerne af troende kødelige jøder der gøres fuldtallig med troende ikkejøder. — Romerne 10:19-21; 11:1, 5, 17-24.

RETFÆRDIGE PRINCIPPER

I Romerbrevet, kapitel 12 til 15, går Paulus over til at forklare hvordan de salvede kristne rent praktisk kan leve på en måde der er i overensstemmelse med at de er blevet erklæret retfærdige. For eksempel siger han: „[Fremstil] jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ (Romerne 12:1, 2) Vi bør tro på det godes magt og ikke bekæmpe ondt med ondt. „Lad dig ikke overvinde af det onde,“ skrev apostelen, „men overvind til stadighed det onde med det gode.“ — Romerne 12:21.

På Paulus’ tid var Rom centeret for den politiske magt. Derfor gav han de kristne dette kloge råd: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud.“ (Romerne 13:1) Den måde kristne behandler hinanden på, er også med til at vise om de lever i overensstemmelse med retfærdighed. „I må ikke skylde nogen noget som helst,“ siger Paulus, „undtagen det at elske hinanden; for den der elsker medmennesket har opfyldt loven.“ — Romerne 13:8.

Desuden skulle kristne tage hensyn til hinandens samvittighed og ikke være dømmesyge. Paulus tilskynder: „Lad os altså jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ (Romerne 14:19) Et godt råd til den kristne i alle livets forhold! I kapitel 16 slutter Paulus sit brev med at sende personlige hilsener, hvorefter han giver en afsluttende vejledning og opmuntring.

TIL DE SALVEDE OG TIL DE ANDRE FÅR

Det emne der bliver behandlet i Romerbrevet havde stor betydning for de kristne i det første århundrede, ligesom det har for os i dag. Emnet retfærdighed og evigt liv vil altid have Jehovas tjeneres fulde interesse. Ganske vist blev Romerbrevet skrevet til en menighed bestående af salvede kristne, hvorimod flertallet af Jehovas vidner i dag tilhører ’den store skare’ og har et jordisk håb. (Åbenbaringen 7:9) Men brevet har også et vigtigt budskab til disse kristne. Hvilket budskab?

Romerbrevet viser at kristne bliver erklæret retfærdige som følge af tro. For de salvede betyder det at de har udsigt til at blive Jesu medregenter i det himmelske rige. Medlemmerne af ’den store skare’ bliver også erklæret retfærdige, men det er som ’venner af Gud’, ligesom patriarken Abraham. (Jakob 2:21-23) De bliver erklæret retfærdige med udsigt til at overleve den store trængsel, og ligesom med de salvede, er deres retfærdighed grundlagt på troen på Jesu blod. (Salme 37:11; Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9, 14) Paulus’ argumentation i Romerbrevet er derfor af lige så stor betydning for de andre får som for de salvede. Dets gode vejledning om at man skal leve i overensstemmelse med dét at man er erklæret retfærdig, har betydning for alle kristne.

I bogen The Book of Life, der er redigeret af doktor Newton Marshall Hall og doktor Irving Francis Wood, hedder det: „I argumentation og lære når Paulus’ inspirerede undervisning [i Romerbrevet] sit højeste. Brevet er høfligt og taktfuldt, men også myndigt. . . . Et studium af dette brev vil være i høj grad udbytterigt.“ Ja, læs selv brevet og glæd dig over „den gode nyhed“ som det indeholder og som er „en Guds kraft til frelse“. — Romerne 1:16.

[Ramme/​illustration på side 24]

„Der er ingen [verdslig] myndighed uden af Gud.“ Det vil ikke sige at Gud har indsat hver eneste hersker i hans embede, men at de verdslige herskere kun eksisterer med Guds tilladelse. I mange tilfælde forudså og forudsagde Gud hvem der ville overtage herskermagten, og på den måde kan det siges at ’de eksisterende myndigheder af Gud er anbragt i deres relative stillinger’. — Romerne 13:1.

[Kildeangivelse]

Museo della Civiltà Romana, Rom

[Ramme/​illustration på side 25]

Kristne får denne befaling: „Ifør jer Herren Jesus Kristus.“ Det betyder at de skal følge lige i Jesu fodspor og efterligne ham. De må sætte de åndelige interesser før de kødelige og ’ikke på forhånd lægge planer for kødets lyster’. — Romerne 13:14.

[Ramme/​illustration på side 25]

Paulus sagde til romerne at de skulle ’hilse hinanden med et helligt kys’. Det betød ikke at han her indstiftede en ny kristen skik eller et religiøst ritual. På Paulus’ tid var et kys på panden, munden eller hånden en måde at hilse på, et udtryk for kærlighed og respekt. Paulus hentydede altså blot til en skik som var almindelig på hans tid. — Romerne 16:16.