Stævnet „Oplært af Gud“ — en særlig glæde i Etiopien

DET var ikke det første områdestævne i Etiopien i frihed, men det var noget ganske særligt. For tredje gang efter at Jehovas Vidner opnåede juridisk anerkendelse den 11. november 1991, mødtes de på landets største stadion midt i hovedstaden Addis Abeba. Da det ikke havde kunnet lade sig gøre at få stadionet om søndagen, og det heller ikke var muligt at finde andre faciliteter der var store nok, måtte man afholde det fire dage lange program på tre dage, fra torsdag den 13. januar til lørdag den 15. januar 1994.

Klimaet var behageligt og solen skinnede fra en skyfri himmel i de tre dage stævnet varede. Alle nød også den åndelige oplysning der kom frem under stævnetemaet „Oplært af Gud“. Et meget smukt blomsterarrangement rundt om podiet dannede det iøjnefaldende tema skrevet på amharisk.

Men hvad gjorde dette stævne til noget særligt? Foruden det righoldige program var alles tanker og følelser rettet mod det kærlige internationale brodersamfund og mod de tydelige vidnesbyrd der er om at Gud velsigner sit folk ved at give Riget fremgang. Der var cirka 270 udenlandske delegerede til stede fra 16 lande, selv nogle fra Djibouti og Yemen. Over halvdelen kom fra vintervejret i Europa og Nordamerika. To medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd, Lloyd Barry og Daniel Sydlik, var blandt gæsterne.

Den traditionelle etiopiske gæstfrihed og den dybtfølte kærlighed til de besøgende brødre var så overstrømmende at alle sprogbarrierer blev overvundet. Når man hilste på hinanden var det ikke blot med håndtryk, men med omfavnelser og kys, helt op til seks gange! Mange besøgende havde læst om Rigets arbejde i Etiopien og vidste at de etiopiske brødre havde bevaret deres uangribelighed under prøve, og at de havde udholdt fængslinger og andre former for forfølgelse.a De tilrejsende delegerede var overraskede over at se så mange glade unge mennesker og den høflighed disse unge lagde for dagen — en egenskab som er stærkt på retur i vore dage. Adskillige etiopiske søstre bar hvide, traditionelle dragter der var meget kunstfærdigt broderet. Dette bidrog til den festlige stemning.

Dåben om fredagen var meget spændende at overvære. Ikke færre end 530 nyindviede forkyndere — i alderen fra 10 til 80 år — fyldte halvdelen af græsplænen på sportsstadionet. Det var langt flere end nogen havde forventet. Ja, det var mere end én for hvert syvende Jehovas vidne i landet. Et enestående udtryk for at Jehova velsigner sit folk i dette land! Synet af dåbskandidaterne, og lyden af de 40 italienske delegeredes smukke sangstemmer, fik tårerne frem i øjnene. Mange tænkte på de profetiske ord i Esajas 60:5: „Til den tid vil du se det og stråle, og dit hjerte skal bæve og svulme, for til dig vender havets velstand sig; nationernes forråd kommer til dig.“

Særlige grunde til glæde

Jehovas velsignelse blev yderligere understreget om fredagen da forskellige blev interviewet om den spæde begyndelse Rigets arbejde havde haft i Etiopien. En gruppe missionærer der havde tjent i landet i 1950’erne og 70’erne blev interviewet. Mere end 8000 hørte Ray Casson, John Kamphuis og Haywood Ward fortælle om deres bibelundervisningsarbejde, der begyndte den dag de ankom til Addis Abeba — den 14. september 1950. Det daværende kejserstyre forlangte at de deltog aktivt i den almene undervisning af folket. De oprettede derfor en skole for voksenundervisning midt i byen og havde mange forskellige emner på skemaet. I deres fritid søgte disse missionærer imidlertid at gøre noget for at folk kunne blive oplært af Gud. De måtte slide i det for at lære amharisk, et kompliceret sprog med et alfabet på 250 bogstaver. Der gik et halvt års tid før det lykkedes dem at holde deres første hjemmebibelstudium. Cirka 43 år senere mødte de folk på gaden som stadig kunne huske disse tidligere skolelærere. Men ved stævnet glædede de sig over at blive genforenet med snesevis af deres tidligere bibelstudieelever, der var blevet stærke i troen og som nu præsenterede dem for deres egne åndelige børn og børnebørn. — 1 Thessaloniker 2:19, 20.

De glade og meget opmærksomme stævnedeltagere klappede ikke kun længe af interviewene med tidligere missionærer, men også af de rapporter og hilsener der kom fra udenlandske delegerede fra Canada, England, De Forenede Stater, Holland, Israel, Italien, Kenya og Tyskland. Dette var endnu en understregning af Guds folks kærlige, verdensomspændende brodersamfund. Det gjorde også et dybt indtryk på de tilstedeværende at høre de salvede brødre fra Det Styrende Råd, både deres foredrag og deres inderlige bønner. De unge på stadion kunne identificere sig med personerne i skuespillet om unge der husker deres Skaber. Skuespillet blev fremført på en meget naturlig og levende måde. Foruden nyudgivelserne på engelsk blev der under stor begejstring frigivet tre nye publikationer på amharisk.b

I pauserne og ved andre lejligheder var der rig mulighed for at lære mange brødre og søstre at kende. På forreste række sad for eksempel Etiopiens ældste forkynder, Tulu Mekuria, med en håndlavet stok. Året før var han, i en moden alder af 113 år, blevet døbt som et Jehovas vidne. Ved dette stævne havde han den glæde at se sin 80-årige hustru følge hans eksempel og derved også blive hans åndelige søster. Det havde en god virkning på de unge at se ham være til stede under hele programmet. En af disse unge forkyndere, en 16-årig skoleelev ved navn Yohanes Gorems, havde allerede været pioner i fire år. Han og andre, endnu yngre, skoleelever der også var pionerer, havde lært at ’købe den belejlige tid’ ved for eksempel at forkynde tidligt om morgenen på vej til skole, i frikvartererne og efter skoletid.

Enestående eksempler med hensyn til uangribelighed!

I hundredvis af tilhørere havde siddet i fængsel og var blevet torteret under de tidligere regeringer. Mandefro Yifru kunne se tilbage på fem års fængselsophold, men glæder sig nu over at tjene på det nyoprettede afdelingskontor i Addis Abeba. På dette kontor tager man sig af oversættelse, trykning og forsendelse. En anden ung mand, Zecarias Eshetu, der tjener sammen med ham, holdt fast ved sin uangribelighed da hans fader otte år tidligere blev slået ihjel fordi han ønskede at bevare sin kristne neutralitet under tre års indespærring. Zecarias, der er ud af en børneflok på fem, var kun 10 år da hans fader kom i fængsel. Meswat Girma og hans søster, Yoalan, der nu er sidst i teenageårene og stadig skolesøgende, kunne kun huske deres fader fra billeder eftersom han var blevet henrettet for sin neutralitet da de var ganske små. Hans loyalitet havde gjort et stort indtryk på dem begge, og i dag tjener de som pionerer, ligesom faderen gjorde før sin død.

Tamirat Yadette bevarede også sin uangribelighed. Han tjener nu som specialpioner i et smukt område i Rift Valley. På grund af sin kristne neutralitet har han tilbragt tre år i syv forskellige fængsler, hvor han til tider har siddet lænket og er blevet slået. Ikke desto mindre lykkedes det ham som fængslet at hjælpe over en halv snes interesserede til at tage standpunkt for Guds rige.

En kredstilsynsmand ved navn Tesfu Temelso havde været fængslet 17 gange i de år han var specialpioner. Han bærer stadig ar efter de slag han har fået, men han glæder sig over at der nu er menigheder i hans tidligere distrikt. Snesevis af brødre og søstre fra Akaki menighed har været fængslet og udsat for mishandling, alligevel er menigheden vokset til over hundrede forkyndere. De har bygget den første af Jehovas Vidners rigssale i Etiopien. Fra byen Dese, der ligger i maleriske omgivelser cirka 300 kilometer nord for hovedstaden, kom en gruppe på fem forkyndere der havde stået ansigt til ansigt med døden. De havde set en af de lokale brødre blive torteret til døde. En ældste iblandt dem, Maseresha Kasa, fortalte at han havde holdt ud under et seks år langt fængselsophold. Ikke fordi han på nogen måder var noget særligt, men alene fordi han havde lært at stole på Jehova. — Romerne 8:35-39; Jævnfør Apostelgerninger 8:1.

Selv kort forinden havde andre vist deres trofasthed under prøve. En stor gruppe fra et nærliggende land kom til stævnet. På grund af deres neutralitet var brødrene dér blevet nægtet politibeskyttelse, rejsedokumenter, vielsesattest, hospitalsbehandling og arbejde. Da krigen rasede i Eritrea, nær havnebyen Mesewa ved Det Røde Hav, boede hele menigheden — 39 i alt, deriblandt børnene — i cirka fire måneder under en lav bro i ørkenen for at undgå de tidligere regeringsstyrkers bombardementer af deres hjem. Under disse forhold med stærk hede og afsavn var de blevet styrket meget af dagstekst og møder, og desuden nært knyttet til Jehova og hinanden. To specialpionersøstre der tjener nær Den Blå Nils udspring måtte udholde trusler om pøbeloverfald og chikane iværksat af den ortodokse kirke. Men de to søstre holdt ud og var vidne til at adskillige bibelstudieelever symboliserede deres indvielse ved vanddåben ved dette stævne.

Én broder fortalte om sin prøve i forbindelse med et arbejde dybt inde i den ufrugtbare Ogaden-region, ikke langt fra Somalia. Han holdt sig åndeligt i live ved at forkynde og holde møder med interesserede, deriblandt læger, hvoraf nogle tog imod oplæringen fra Gud og nu underviser andre. En specialpioner fra Addis Abeba er endnu et godt eksempel med hensyn til at bevare sin uangribelighed. I 1992 blev han brutalt slået og efterladt døende af en bande der var blevet ophidset af ortodokse præster. Lykkeligvis kom han sig og tjener fortsat i det samme distrikt. Det glædestrålende smil på hans ansigt viser intet tegn på bitterhed. For ham, såvel som for alle andre der var blevet prøvet, var dette stævne under temaet „Oplært af Gud“ en glædesfest. Og alle de nye følte det på samme måde.

Stævneorganisationen fungerede så gnidningsløst at de besøgende fik det indtryk at de frivillige medarbejdere havde mange års erfaring bag sig. Ja, de havde gjort hurtige fremskridt inden for de sidste to år. Tredagesstævnet endte imidlertid alt for hurtigt. Om lørdagen var der 9556 til stede, det højeste antal under stævnet. Radioen, aviserne og den landsdækkende tv-kanal havde en god dækning af stævnet. Alle kunne se at Jehova gør sit folk åndeligt rigt. I tusindvis af interesserede blandt tilhørerne var begyndt at få gavn af oplæringen fra Gud. En bred dør står åben for Jehovas vidner i dette land med 50 millioner indbyggere, og stævnet styrkede alle i deres beslutning om at bruge den tid der er tilbage i denne tingenes ordning, til at hjælpe oprigtige mennesker til at få gavn af oplæringen fra Gud.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 23]

Addis Abeba, 13.-15. januar 1994

[Illustrationer på side 24]

Til højre: En gruppe pionerer i Addis Abeba. Foran: En 113-årig forkynder og hans hustru. Herunder: Tidligere fængslede som alle holdt ud