Har du opmuntret nogen for nylig?
ELENA var kun sytten år gammel da lægerne opdagede at hun havde kræft i æggestokkene. Hendes moder, Mari, måtte klare at se Elena gennemgå uudholdelige smerter.
Efter nogen tid blev Elena overført til et hospital i Madrid i Spanien, 1900 kilometer fra hendes hjem på De Kanariske Øer. I Madrid var der et hold læger som var villige til at operere uden blod. (Apostelgerninger 15:28, 29) Men umiddelbart efter at de var begyndt at operere, stod det klart at Elenas tilstand var håbløs. Kræften havde bredt sig til andre dele af kroppen, og lægerne kunne intet stille op. Elena døde otte dage efter sin ankomst til Madrid.
Mari var ikke alene om at stå denne frygtelige prøvelse igennem. To kristne ældste rejste for egen regning sammen med hende og hendes ældste søn til Madrid og blev hos dem indtil Elena døde. „De hjalp mig med at bearbejde den frygtelige tomhedsfølelse,“ fortæller Mari. „Jeg vil aldrig glemme den opmuntring de gav mig. Deres åndelige støtte og praktiske hjælp var uvurderlig. De var i sandhed som ’et læ mod vinden’.“ — Esajas 32:1, 2.
Det glæder Jehova når kærlige hyrder som disse drager omsorg for hans får. (Ordsprogene 19:17; 1 Peter 5:2-4) Men at opmuntre andre er ikke et privilegium der kun er forbeholdt de ældste. Alle kristne kommer sammen for at modtage åndelig vejledning og for at „opmuntre hinanden“. (Hebræerne 10:24, 25) At opmuntre andre er en vigtig del af det kristne samvær.
Hvad opmuntring indbefatter
Ligesom en smuk blomst kan visne hvis ikke den får tilstrækkeligt med vand, kan alle, både i familien og i menigheden, hensygne på grund af mangel på opmuntring. Derimod kan opmuntring givet i rette tid, befæste dem som står over for fristelser, oplive de nedtrykte og styrke dem der tjener Gud trofast.
Det græske ord for opmuntring indeholder tanken om at trøste, tilskynde og støtte. Opmuntring drejer sig derfor ikke kun om at rose nogen for det de gør. Den kan også være forbundet med praktisk hjælp og åndelig støtte.
Egentlig betyder det græske ord for opmuntring bogstaveligt „at kalde nogen hen til sig“. At arbejde side om side med vore åndelige brødre og søstre sætter os i stand til at yde hjælp omgående hvis nogen kører træt eller er ved at snuble. (Prædikeren 4:9, 10) Interessant nok siges der at Jehovas folk ’tjener ham skulder ved skulder’. (Zefanias 3:9) Og apostelen Paulus kaldte en bestemt kristen for en „ægte medhjælper“ (ordret: „ågfælle“). (Filipperne 4:3) Når vi arbejder under samme åg og tjener skulder ved skulder, bliver byrden lettere at bære, især for dem som ikke er åndeligt stærke. — Jævnfør Mattæus 11:29.
Nogle som var til opmuntring for andre
Eftersom opmuntring har så stor betydning, lad os da betragte nogle bibelske beretninger om nogle der har opmuntret andre. Da Guds profet Moses nærmede sig afslutningen af sit liv, blev Josua udnævnt af Jehova til at være israelitternes leder. Dette ville ikke blive nogen let opgave, hvilket også Moses havde erfaret. (4 Mosebog 11:14, 15) Jehova gav derfor Moses besked om at ’overdrage Josua hvervet og sætte mod i ham og styrke ham’. — 5 Mosebog 3:28.
I den periode hvor Israel blev ledet af dommere, opfyldte Jeftas datter sin faders ed ved frivilligt at give afkald på muligheden for at stifte familie, til fordel for tjenesten i Guds helligdom. Gik hendes offer ubemærket hen? Nej, for vi læser i Dommerbogen 11:40: „År efter år gik Israels døtre hen for at besynge gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.“ Disse besøg må have været til stor opmuntring for Jeftas selvopofrende datter.
Til tider kræver det mod at give opmuntring. På apostelen Paulus’ første missionsrejse blev han udsat for voldsom modstand i adskillige byer i Lilleasien. Han blev fordrevet fra Antiochia, undslap med nød og næppe henrettelse i Ikonium, blev stenet i Lystra og efterladt idet man troede at han var død. Men kort tid efter vendte Paulus og hans ledsagere tilbage til disse byer og „styrkede disciplenes sjæle og opmuntrede dem til at forblive i troen og sagde: ’Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.’“ (Apostelgerninger 14:21, 22) Paulus satte livet på spil for at opmuntre disse nye disciple.
Men det er ikke kun nye disciple som trænger til opmuntring. Nogle år senere var Paulus med på en anstrengende rejse til Rom, hvor han skulle stilles for retten. Mens han nærmede sig sit bestemmelsessted har han måske følt sig lidt modløs. Da han kom til et område som ligger 74 kilometer sydøst for Rom, blev han imidlertid vældig oplivet. Hvorfor? Fordi brødre fra Rom var kommet for at møde ham ved Appius’ Torv og De Tre Kroer. „Da Paulus fik øje på dem takkede han Gud og fattede mod.“ (Apostelgerninger 28:15) Tilsvarende kan vores blotte tilstedeværelse være til stor opmuntring for vore trosfæller.
Benyt dig af lejligheder til at opmuntre andre
Der findes utallige lejligheder til at opmuntre andre. Følte du dig særlig tilskyndet af noget i en elevopgave som blev fremholdt af en broder eller en søster på den teokratiske skole? Værdsætter du at der er åndeligt stærke teenagere i menigheden? Beundrer du de ældres udholdenhed? Kunne du godt lide den måde hvorpå en pioner gjorde brug af Bibelen i hus-til-hus-forkyndelsen? Så benyt dig af lejligheden til at opmuntre dem ved at give dem ros.
Opmuntring spiller ligeledes en afgørende rolle i familien. Den kan hjælpe forældre til at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Det virker meget opmuntrende på et barn hvis man roser det og fortæller hvorfor man giver ros. I teenageårene, hvor unge udsættes for mange fristelser og ligger under for et stort pres, er vedvarende opmuntring meget betydningsfuld.
Mangel på opmuntring under opvæksten kan være ligefrem skadeligt. I dag er Michael, som er ældste, en udadvendt person, men han fortæller: „Min fader har aldrig rost mig. Af den grund manglede jeg selvagtelse gennem hele min barndom. . . . Selv nu som 50-årig værdsætter jeg stadig mine venners forsikringer om at jeg udfører min ældstegerning på en god måde. . . . Min egen erfaring har lært mig hvor vigtigt det er at opmuntre andre, og det bestræber jeg mig for at gøre.“
Hvem behøver opmuntring?
Ældste som slider i det fortjener opmuntring. Paulus skrev: „Nu anmoder vi jer, brødre, om at agte på dem som slider i det iblandt jer og præsiderer iblandt jer i Herren og formaner jer, og i kærlighed at vise dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde.“ (1 Thessaloniker 5:12, 13) Man kan nemt tage de ældstes slidsomme arbejde for givet, men ord der udtrykker oprigtig værdsættelse og opmuntring kan lette deres byrder.
Nogle iblandt os som må leve under vanskelige forhold trænger også til opmuntring. Bibelen giver denne vejledning: „Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage.“ (1 Thessaloniker 5:14) Enlige forældre, teenagere, samt ældre og svage, er blandt dem der til tider kan føle sig deprimerede eller åndeligt svage.
Maria er en kristen kvinde som pludselig blev forladt af sin mand. Hun sagde: „Ligesom Job ønskede jeg til tider at dø. (Job 14:13) Jeg gav dog ikke op, takket være den opmuntring jeg fik. To ældste som jeg kendte personligt brugte mange timer på at vise mig værdien af at fortsætte i heltidstjenesten. To forstående søstre trøstede mig også og lyttede tålmodigt mens jeg udøste mit hjerte for dem. Ved hjælp af Bibelen hjalp de mig til at få Jehovas syn på tingene. Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi har læst Salme 55:22 sammen, men én ting er sikker: Ved hjælp af dette skriftsted blev jeg langsomt bragt i åndelig og følelsesmæssig balance igen. Alt dette skete for tolv år siden, og det er mig en glæde at kunne sige at jeg fortsat er i heltidstjenesten. Jeg lever et righoldigt og lykkeligt liv trods de psykiske smerter der dukker op nu og da. Jeg er overbevist om at opmuntring givet på et tidspunkt så afgørende som i mit tilfælde, kan få stor betydning i et menneskes liv.“
Andre har behov for opmuntring fordi de har begået nogle fejl som de kæmper for at rette. Måske har de fået kærlig retledning. (Ordsprogene 27:6) De ældste som har givet denne retledning bør være opmærksomme på at rose når de ser at den bibelske vejledning bliver fulgt. Deres opmuntringsord vil tjene to gode formål — de bekræfter deres kærlighed til den der har fejlet, så han ikke bliver opslugt af „en alt for stor bedrøvelse“, og de minder ham om de fordele der er ved at følge vejledningen. — 2 Korinther 2:7, 8.
En ældste begik en alvorlig overtrædelse og mistede sine privilegier som tilsynsmand i menigheden. „Efter at meddelelsen om min afsættelse som ældste blev læst op, troede jeg at brødrene ville føle sig ilde til mode i mit selskab,“ sagde han. „Ikke desto mindre holdt de ældste begrundelsen for min afsættelse strengt fortrolig og gjorde sig umage for at opmuntre mig. Resten af menigheden viste mig ligeledes deres kærlighed og venskab, hvilket har hjulpet mig til at komme åndeligt på fode igen.“
Vær til opmuntring
I vores travle hverdag er vi ikke altid opmærksomme på at give opmuntring. Men hvor velgørende er det ikke når det endelig sker! For at kunne gøre det på rette måde, er der to ting man må have i tanke. For det første: Man må overveje hvad man vil sige så ens opmuntring bliver specifik. For det andet: Man må spejde efter en anledning til at få overbragt sin ros til en som fortjener den eller som har behov for at blive opbygget.
Jo mere man praktiserer dette, jo lykkeligere bliver man. Jesus giver denne forsikring: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Ved at opmuntre andre vil man selv blive opmuntret. Hvorfor ikke have som mål at opmuntre nogen hver dag?