Brug overbevisningens kunst for at nå ind til hjertet

MANGE betragter det at overbevise eller overtale andre med en vis skepsis. De kommer måske til at tænke på en pågående sælger eller en reklame der bevidst vildleder forbrugerne eller manipulerer med dem. Også i Bibelen sættes dét at overtale andre eller dét at overbevise dem om noget somme tider i forbindelse med noget negativt, noget nedbrydende eller noget vildledende. Den kristne apostel Paulus skrev for eksempel til galaterne: „I var begyndt at løbe godt. Hvem har hindret jer i fortsat at adlyde sandheden? Den overtalelse kommer ikke fra ham som kalder jer.“ (Galaterne 5:7, 8) Paulus advarede også kolossenserne imod at lade nogen ’føre dem bag lyset med overtalende argumenter’. (Kolossenserne 2:4) Den form for overtalelse er baseret på et falsk grundlag og underfundige argumenter.

I sit andet brev til Timoteus brugte Paulus imidlertid tanken om at overtale eller overbevise andre i en anden betydning. Han skrev: „Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om, da du ved hvem du har lært det af.“ (2 Timoteus 3:14) At Timoteus var „blevet overbevist om“ noget, betød ikke at han var blevet bedraget af sin mor og mormor, der havde undervist ham i sandheden fra Bibelen. — 2 Timoteus 1:5.a

Mens Paulus sad i husarrest i Rom, aflagde han et grundigt vidnesbyrd for mange idet han „søgte at overbevise dem om Jesus, ud fra både Moseloven og Profeterne, fra morgen til aften“. (Apostelgerninger 28:23) Prøvede Paulus at bedrage sine tilhørere? På ingen måde! Vi kan altså slå fast at dét at overtale eller overbevise andre ikke altid er forkert.

Brugt i den positive betydning har det græske rodord der er oversat med „at overtale“ eller „at overbevise“, betydningen at få til at ændre mening ved hjælp af gode, logiske ræsonnementer. En der underviser, kan således med Bibelen som grundlag og med overtalelse overbevise andre om sandheden fra Bibelen. (2 Timoteus 2:15) Det var det der kendetegnede Paulus’ tjeneste. Selv sølvsmeden Demetrius, der mente at kristendommens lære var falsk, bemærkede at „Paulus ikke alene i Efesus men i næsten hele provinsen Asien har overtalt en anselig mængde og fået dem til at skifte mening, idet han siger at de guder som er lavet med hænder, ikke er guder“. — Apostelgerninger 19:26.

Overtalelse i forkyndelsen

Jesus Kristus vejledte sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:19, 20) I over 230 lande udfører Jehovas Vidner denne befaling. I tjenesteåret 1997 afholdt de i hele verden gennemsnitlig 4.552.589 bibelstudier om måneden i folks hjem.

Hvis du har den forret at lede et bibelstudium, venter der dig måske nogle udfordringer som kræver at du bruger overbevisningens kunst. Forestil dig at der ved jeres næste studium opstår et spørgsmål om treenighedslæren. Hvad nu hvis du véd at eleven tror på denne lære? Du kunne give ham en publikation der behandler emnet. Når han har læst den, viser det sig måske at han er blevet overbevist om at Gud og Jesus ikke er den samme. Men hvad gør du hvis han stadig har nogle ubesvarede spørgsmål?

Lyt opmærksomt. Det vil hjælpe dig til at finde ud af hvad eleven i forvejen tror om et givet emne. Hvis han for eksempel siger: „Jeg tror på treenighedslæren,“ kunne du hurtigt ved hjælp af en bibelsk samtale modbevise denne lære. Men der er forskellige udgaver af treenighedslæren. Den du studerer med, tror måske noget andet end det du mener treenighedslæren går ud på. Det samme kan gøre sig gældende med andre læresætninger, såsom reinkarnation, sjælens udødelighed og menneskets frelse. Lyt derfor opmærksomt før du siger noget. Drag ikke forhastede konklusioner om hvad vedkommende tror på. — Ordsprogene 18:13.

Stil spørgsmål. For eksempel: ’Har du altid troet på treenighedslæren? Har du nogen sinde grundigt undersøgt hvad Bibelen siger om dette emne? Hvis Gud er en del af en treenighed, vil det da ikke klart og tydeligt fremgå af hans ord, Bibelen?’ Når du underviser eleven, vil det være godt indimellem at spørge ham: ’Synes du at det vi indtil nu har gennemgået, virker logisk? Kan du godtage denne forklaring?’ Ved at gøre god brug af spørgsmål inddrager du eleven i processen med at lære. Det er ikke meningen at han blot skal høre dig holde foredrag om et emne.

Ræsonnér på en god måde. Når I taler om treenighedslæren, kunne du for eksempel sige til eleven: ’Da Jesus blev døbt, lød der en stemme fra himmelen som sagde: „Du er min søn, den elskede.“ Hvis Gud virkelig var her på jorden og skulle døbes, ville han så lade sin stemme lyde fra himmelen og ned til jorden? Ville det ikke være vildledende? Ville Gud, „der ikke kan lyve“, bedrage os på denne måde?’ — Lukas 3:21, 22; Titus 1:1, 2.

Gode ræsonnementer der fremholdes på en taktfuld måde, er ofte virkningsfulde. Det viser eksemplet med en kvinde som vi kunne kalde Barbara. Hun havde hele sit liv troet at Jesus var Gud, og at han var en del af en treenighed der indbefattede den hellige ånd. Men så fortalte et af Jehovas vidner hende at Gud og Jesus er to adskilte personer, og han viste hende nogle skriftsteder til støtte for dette.b Barbara kunne ikke modbevise Bibelen. Men hun var samtidig frustreret, for hun syntes godt om treenighedslæren.

Forkynderen ræsonnerede tålmodigt med Barbara. „Hvis du gerne ville få mig til at forstå at to personer er lige,“ sagde han, „hvilket familieforhold ville du så illustrere det med?“ Hun tænkte sig om et øjeblik og sagde så: „Jeg ville illustrere det med to brødre.“ „Lige præcis,“ svarede forkynderen. „Måske endda enæggede tvillinger. Men når Jesus nu lærer os at vi skal betragte Gud som Faderen og ham selv som Sønnen, hvad ligger der så i det?“ „Det kan jeg godt se,“ svarede Barbara og lyste op. „Han beskriver den ene som en der er ældre og har mere myndighed.“

„Ja,“ svarede forkynderen, „og det var noget som især Jesu jødiske tilhørere, der levede i et patriarkalsk samfund, havde let ved at forstå.“ For at understrege pointen sagde forkynderen videre: „Hvis du og jeg kan komme i tanker om en illustration der skildrer lighed — altså at to brødre eller enæggede tvillinger er lige — ville det bestemt heller ikke have været et problem for Jesus, den store Lærer. Men i stedet brugte han udtrykkene „fader“ og „søn“ for at beskrive forholdet mellem sig selv og Gud.“

Denne forklaring kunne Barbara forstå, og hun accepterede den. Forkynderen nåede ind til elevens hjerte ved hjælp af overbevisningens kunst.

Når følelserne spiller ind

Hos mennesker med stærkt rodfæstede religiøse opfattelser spiller følelserne ofte en vigtig rolle. Tag for eksempel Edna, en rettroende katolik. Hendes børnebørn i teenagealderen viste hende klart og tydeligt ud fra Bibelen at Gud og Jesus ikke er den samme. Edna kunne godt forstå det de sagde. Ikke desto mindre sagde hun venligt, men bestemt: „Jeg tror på den hellige treenighed.“

Du har måske oplevet noget lignende. Mange betragter deres kirkes læresætninger som om det var noget af dem selv. Når man studerer med sådanne mennesker, kræver det mere end klar logik og en række skriftsteder at overbevise dem om at deres synspunkt er forkert. I en sådan situation må man afveje overbevisningens kunst med medfølelse. (Jævnfør Romerbrevet 12:15; Kolossenserbrevet 3:12.) En god lærer må selvfølgelig selv have en stærk overbevisning. Paulus brugte udtryk som „jeg er overbevist om“ og „jeg ved og er i Herren Jesus overbevist om“. (Romerne 8:38; 14:14) Men når man giver udtryk for sin overbevisning, bør man ikke anlægge en dogmatisk, selvretfærdig tone, ej heller være sarkastisk eller nedladende i sin fremholdelse af sandheden fra Bibelen. Vi ønsker ikke at støde eller fornærme dem vi studerer med. — Ordsprogene 12:18.

Det virker langt bedre at give udtryk for sin respekt for elevens tro og erkende at han har ret til at have denne opfattelse. Ydmyghed er nøgleordet. En ydmyg lærer føler sig ikke hævet over sin elev. (Lukas 18:9-14; Filipperne 2:3, 4) Skal man på en kristen måde overbevise andre, må man have denne ydmyge indstilling: ’Jehova har barmhjertigt hjulpet mig til at forstå dette. Nu vil jeg gerne forklare det for dig.’

Til sine medkristne i Korinth skrev Paulus: „Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias.“ (2 Korinther 10:4, 5) I dag bruger Jehovas vidner Guds ord til at nedrive fæstningsværker i form af falske læresætninger såvel som dybt rodfæstede skikke og holdninger der mishager Gud. (1 Korinther 6:9-11) De husker samtidig at Jehova kærligt har vist dem tålmodighed. De glæder sig over at eje hans ord, Bibelen, og over at kunne bruge dette magtfulde redskab til at udrydde falske læresætninger og ved hjælp af overbevisningens kunst at nå ind til folks hjerte.

[Fodnoter]

[Ramme på side 23]

Hvordan man når ind til elevens hjerte

◻ Bed om Jehovas ledelse til at nå ind til elevens hjerte. — Nehemias 2:4, 5; Esajas 50:4.

◻ Find ud af hvad eleven tror på, og hvorfor han finder en bestemt falsk lære tiltalende. — Apostelgerninger 17:22, 23.

◻ Vær venlig og tålmodig; find et fælles udgangspunkt og brug logiske og bibelske argumenter. — Apostelgerninger 17:24-34.

◻ Underbyg om muligt de bibelske sandheder med gode illustrationer. — Markus 4:33, 34.

◻ Vis eleven fordelene ved at anerkende den nøjagtige kundskab fra Bibelen. — 1 Timoteus 2:3, 4; 2 Timoteus 3:14, 15.