Er du dygtig til at undervise?
FORÆLDRE, forkyndere af den gode nyhed og ældste har alle fået det ansvar betroet at være lærere. Forældre underviser deres børn, forkyndere af den gode nyhed underviser folk der viser interesse, og ældste underviser medlemmerne af den kristne menighed. (5 Mosebog 6:6, 7; Mattæus 28:19, 20; 1 Timoteus 4:13, 16) Hvordan kan du blive bedre til at undervise? Blandt andet ved at efterligne de dygtige lærere der omtales i Guds ord. Lad os for eksempel se på hvad vi kan lære af Ezra.
HVAD KAN VI LÆRE AF EZRA?
Ezra, der var præst af Arons slægt, levede i Babylon for omkring 2500 år siden. I 468 f.v.t. rejste han til Jerusalem for at fremme den sande tilbedelse blandt jøderne dér. (Ezra 7:1, 6, 12, 13) Han måtte undervise folket i Guds lov. Hvad gjorde Ezra for at sikre sig at hans undervisning fik den ønskede virkning. Han gjorde som beskrevet i Ezra 7:10:
„Ezra havde [1] i sit hjerte taget en fast beslutning om [egentlig: havde beredt sit hjerte til] [2] at rådspørge Jehovas lov og [3] handle efter den og [4] undervise i forordninger og lovbud i Israel.“ Lad os se nærmere på dette skriftsted og tænke over hvad vi kan lære af det.
EZRA HAVDE ’BEREDT SIT HJERTE’
Ligesom landmanden bereder jorden ved at pløje før han sår, beredte Ezra under bøn sit hjerte til at tage imod Guds ord. (Ezra 10:1) På den måde ’bøjede han sit hjerte’ mod Jehovas ord. — Ordsprogene 2:2.
Der siges også i Bibelen at kong Josafat ’rettede sit hjerte mod at søge den sande Gud’. (2 Krønikebog 19:3) Derimod beskrives en generation i Israel „der ikke havde beredt sit hjerte“, som „genstridig og opsætsig“. (Salme 78:8) Jehova ser „hjertets skjulte menneske“. (1 Peter 3:4) Ja, „han lærer de sagtmodige sin vej“. (Salme 25:9) Det er derfor meget vigtigt at undervisere i dag følger Ezras eksempel og under bøn bringer deres hjerte i den rette tilstand.
HVAD DET VIL SIGE „AT RÅDSPØRGE JEHOVAS LOV“
For at blive en god lærer rådspurgte Ezra Guds ord. Når man konsulterer, eller rådspørger, en læge, lytter man opmærksomt og sikrer sig at man forstår det han siger, og sørger for at tage den ordinerede medicin. Man ved at det gælder ens helbred. Det er endnu vigtigere at være opmærksom på det Jehova siger gennem sit ord, Bibelen, og gennem „den trofaste og kloge træl“. At følge hans vejledning gælder selve livet. (Mattæus 4:4; 24:45-47) En læge kan naturligvis tage fejl, men „Jehovas lov er fuldkommen“. — Salme 19:7.
Krønikebøgerne i Bibelen, som Ezra skrev, og som oprindelig kun udgjorde én bog, viser at han var meget omhyggelig med det studium der lå til grund for bøgerne, for han henviser til en lang række kilder.a Jøderne, som for nylig var vendt tilbage fra Babylon, havde behov for at lære nationens historie at kende. De manglede kendskab til de religiøse sæder og skikke, tilbedelsen i templet og levitternes pligter. Desuden var slægtsregistrene af stor betydning for dem. Ezra ofrede disse emner stor opmærksomhed. Indtil Messias’ komme skulle jøderne fortsat bestå som en nation med sit eget land, et tempel, et præsteskab og en landshøvding. Takket være de oplysninger Ezra havde indsamlet, kunne enheden og den sande tilbedelse bevares.
Hvordan er dine studievaner i sammenligning med Ezras? Når man flittigt studerer Bibelen, vil det hjælpe en til at blive dygtigere til at undervise andre.
’RÅDSPØRG JEHOVAS LOV’ I FAMILIEN
Det er ikke kun i sit personlige studium at man kan rådspørge Jehovas lov, men også når man studerer sammen i familien.
Et ægtepar i Holland, Jan og Julia, har læst højt for deres to sønner fra den dag børnene blev født. Ivo er nu 15 år, og Edo er 14. De holder familiestudium en gang om ugen, og Jan fortæller: „Det vigtigste for os er ikke at få gennemgået en masse under studiet, men at hjælpe drengene til at forstå det vi gennemgår.“ Han fortsætter: „Drengene undersøger selv mange ting på forhånd. De slår ord op som de ikke kender, og finder oplysninger om bibelske personer — hvornår de levede, hvem de var, hvad de beskæftigede sig med, og så videre. Lige fra de lærte at læse, har de slået op i værker som Indsigt i Den Hellige Skrift, ordbøger og leksika. Det gør familiestudiet mere fornøjeligt. Drengene er altid ivrige efter at komme i gang.“ Et ekstra gode er at begge drengene nu også er blevet nogle af de dygtigste til sprog i deres klasse.
Et andet ægtepar i Holland, John og Tini, studerede også med deres søn og datter, Esli (der i dag er 24 år og pioner i en anden menighed) og Linda (der nu er 20 år og gift med en god broder). Men frem for at studere en bestemt publikation ved hjælp af den sædvanlige spørgsmål og svar-metode tilpassede de familiestudiet efter børnenes alder og behov. Hvilken metode brugte de?
John fortæller at hans søn og datter fandt et interessant emne som havde været behandlet i „Spørgsmål fra læserne“ (i Vagttårnet) eller i „Hvad siger Bibelen?“ (i Vågn op!). Senere fortalte de hvad de havde fundet ud af, og det resulterede altid i nogle spændende samtaler i familien. På den måde fik børnene erfaring i at undersøge forskellige emner og give andre del i deres viden. ’Rådspørger’ du Jehovas lov sammen med dine børn? Det vil gøre dig selv bedre til at undervise, men det vil også hjælpe dine børn til at blive dygtigere til at undervise.
HVAD DET VIL SIGE AT „HANDLE EFTER DEN“
Ezra anvendte det han lærte. Mens han var i Babylon, har han sikkert levet et stille og roligt liv. Men da han indså at han kunne hjælpe sine landsmænd i Israel, forlod han den bekvemme tilværelse i Babylon og begav sig ud på den lange rejse til Jerusalem, med alt hvad den indebar af strabadser, problemer og farer. Ezra havde ikke blot tilegnet sig viden om Guds lov; han handlede også efter det han havde lært. — 1 Timoteus 3:13.
Da Ezra senere var bosat i Jerusalem, viste han endnu en gang at det han havde lært og havde undervist andre i, ikke blot var teori for ham. Det ses af den måde han reagerede på da han hørte at israelitiske mænd havde giftet sig med hedenske kvinder. Den bibelske beretning fortæller at han ’sønderrev sin klædning samt sin ærmeløse overklædning og rev hår af sit hoved og af sit skæg og sad som lamslået indtil aften’. Der siges endog at han ’følte sig skamfuld og forlegen ved at løfte sit ansigt’ til Jehova. — Ezra 9:1-6.
Det var tydeligt at studiet af Guds lov havde øvet en stærk indflydelse på ham. Ezra kunne klart se at folkets ulydighed ville få katastrofale følger. Det var kun få jøder der var vendt tilbage. Hvis de indgik blandede ægteskaber, ville de med tiden blive ét med de omboende hedenske nationer, og den sande tilbedelse kunne let forsvinde fra jordens flade.
Ezras gudsfrygt og nidkærhed bevægede israelitterne til at ændre levevis og følge Guds lov. De sendte deres fremmede hustruer bort, og i løbet af tre måneder var der rettet op på forholdene. At Ezra selv var loyal mod Guds lov, fik folket til at lytte til det han sagde.
Sådan er det også i dag. En kristen familiefar har sagt: „Børn gør ikke som du siger, men som du gør.“ Det samme princip gælder i den kristne menighed. Når de ældste selv er gode eksempler, vil menigheden føle sig motiveret til at følge deres vejledning.
EZRA ’UNDERVISTE I FORORDNINGER OG LOVBUD I ISRAEL’
Noget andet der gjorde Ezra til en god underviser, var at han ikke fremholdt sine egne idéer. Han underviste i Jehovas „forordninger og lovbud“ og levede derved op til sit ansvar som præst. (Malakias 2:7) At han underviste i Jehovas lovbud, vil sige at han lærte andre hvad der var ret og rigtigt efter Jehovas retsnorm. Han levede også selv op til det han lærte andre, ved at være upartisk og retfærdig. Når de der sidder inde med myndighed, følger Guds lovbud og handler ret, vil det føre til åndelig stabilitet. (Ordsprogene 29:4) Kristne ældste, forældre og forkyndere der er godt kendt med Guds ord, vil ligeledes kunne hjælpe dem de underviser, til at blive åndeligt stabile når de lærer dem Jehovas forordninger og lovbud — i menigheden, i familien og i forkyndelsen.
Du kan også blive dygtigere til at undervise hvis du følger Ezras eksempel. ’Bered’ derfor ’dit hjerte til at rådspørge Jehovas lov og handle efter den og undervise i Jehovas forordninger og lovbud.’ — Ezra 7:10.
[Fodnote]
a En liste over 20 af de kilder Ezra henviste til, findes i Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2, side 78. Udgivet af Jehovas Vidner.
[Ramme/illustration på side 22]
HVAD GJORDE EZRA TIL EN DYGTIG LÆRER?
1. Han beredte sit hjerte
2. Han rådspurgte Jehovas lov
3. Han handlede efter det han lærte
4. Han underviste ud fra Skrifterne