Vi kan lære af ’formuleringen af sandheden’
„Med loven har [du] formuleringen af kundskaben og sandheden.“ — ROM. 2:20.
1. Hvorfor er det vigtigt at vi forstår det Paulus sagde om Moseloven?
MANGE aspekter af Moseloven ville være svære at forstå hvis vi ikke havde apostelen Paulus’ inspirerede skrifter. I sit brev til hebræerne redegør Paulus for eksempel for hvordan Jesus som en „trofast ypperstepræst“ én gang for alle kunne bringe et „sonoffer“ der gør det muligt for dem der tror på det, at opnå „en evig udfrielse“. (Hebr. 2:17; 9:11, 12) Paulus forklarede også at teltboligen blot var „en skygge af det himmelske“, og at Jesus blev mellemmand for „en bedre pagt“ end den der var blevet formidlet gennem Moses. (Hebr. 7:22; 8:1-5) På Paulus’ tid var sådanne forklaringer af Loven af stor betydning for de kristne, og det er de stadig. De hjælper os til i endnu højere grad at værdsætte det Gud har gjort for os.
2. Hvilket fortrin havde de jødekristne frem for ikkejøderne?
2 Noget af det Paulus skrev til de kristne i Rom, var rettet til de medlemmer af menigheden som var af jødisk herkomst, og som var blevet undervist i Moseloven. Han anerkendte at de på grund af deres kendskab til denne lov fra Gud havde det fortrin frem for ikkejøderne at kende „formuleringen af kundskaben og sandheden“ om Jehova og hans retfærdige principper. De jødiske kristne forstod og havde dyb respekt for de grundlæggende sandheder som Moseloven indeholdt. Ligesom de trofaste jøder der levede før dem, kunne de derfor undervise andre som ikke havde kendskab til den lov Jehova havde givet sit folk. — Læs Romerbrevet 2:17-20.
’SKYGGER’ AF JESU OFFER
3. Hvordan kan det gavne os at få større viden om de ofre jøderne skulle bringe?
3 De grundlæggende sandheder om Gud der findes i Moseloven, og som af Paulus beskrives som ’formuleringen af sandheden’, hjælper os til at forstå Jehovas hensigter. De principper der ligger til grund for Loven, er stadig lige vigtige og værdifulde. Lad os med dette i tanke se nærmere på blot ét aspekt af Moseloven, nemlig hvordan forskellige ofre ledte ydmyge jøder til Kristus og hjalp dem til at forstå hvad Gud krævede af dem. Eftersom de grundlæggende krav Jehova stiller til sine tjenere, aldrig forandrer sig, kan hans lov til israelitterne angående ofre hjælpe os til at vurdere kvaliteten af vores hellige tjeneste. — Mal. 3:6.
4, 5. (a) Hvad mindede Moseloven Guds folk om? (b) Hvad pegede Guds lov om ofre frem til?
4 Det kan næppe have undgået jødernes opmærksomhed at mange af bestemmelserne i Moseloven understregede at de var syndige. For eksempel skulle enhver der rørte ved et dødt menneske, gennemgå en renselsesproces. Til dette formål blev en sund rød ko slagtet og brændt. Asken fra koen blev brugt til „renselsesvand“, som blev stænket på den der skulle renses, på den tredje og den syvende dag efter at han havde rørt liget. (4 Mos. 19:1-13) Og som en påmindelse om at ufuldkommenhed og synd bliver videregivet ved forplantningsprocessen, skulle en kvinde der havde født, være uren i en bestemt periode, hvorefter hun skulle bringe et offer for at der kunne skaffes hende soning. — 3 Mos. 12:1-8.
5 Også i mange andre situationer skulle jøderne bringe dyreofre for at få soning for deres synder. Uanset om de forstod det eller ej, var disse ofre — og de ofre der senere blev bragt ved Jehovas tempel — „en skygge“ af Jesu fuldkomne offer. — Hebr. 10:1-10.
INDSTILLINGEN TIL AT BRINGE OFRE
6, 7. (a) Hvad måtte israelitterne huske når de skulle vælge et offerdyr, og hvad var antagelige ofre et billede på? (b) Hvilke spørgsmål bør vi stille os selv?
6 Et grundlæggende krav Jehova stillede i forbindelse med de dyr der skulle ofres til ham, var at de skulle være helt igennem sunde — de måtte ikke være blinde, skadede, syge eller misdannede. (3 Mos. 22:20-22) Når israelitterne bragte Jehova kornofre eller ofre af andre afgrøder, skulle det være ’førstegrøden’, „det bedste“ af det de havde dyrket. (4 Mos. 18:12, 29) Jehova ville ikke tage imod andenrangsofre. Dyreofrene skulle være fejlfri fordi de skildrede at Jesu offer ville være fejlfrit og dadelfrit, og at Jehova ville ofre det bedste og mest dyrebare han havde, for at løskøbe menneskeheden. — 1 Pet. 1:18, 19.
7 Hvis en israelit værdsatte al Jehovas godhed, ville han så ikke ønske at bringe det bedste han havde, som et offer? Det var op til personen selv at bestemme hvor godt et offer han ville bringe. Han vidste dog at Gud ikke ville finde behag i at han bragte et mangelfuldt offer, da det ville vise at han betragtede ofringen som en ren formalitet, måske endda som en byrde. (Læs Malakias 1:6-8, 13). Det burde få os til at tænke over vores egen tjeneste for Jehova. Vi kunne spørge os selv: ’Med hvilken indstilling tjener jeg Jehova? Burde jeg forbedre kvaliteten af min tjeneste? Tjener jeg Jehova med det rette motiv?’
8, 9. Hvad kan vi lære af den indstilling hvormed israelitterne skulle bringe ofre?
8 En israelit kunne bringe et frivilligt slagtoffer for at vise taknemmelighed over for Jehova, eller, som det var tilfældet med et brændoffer, for at anmode om hans godkendelse. I sådanne situationer ville det sikkert ikke være svært for ham at vælge det dyr han skulle ofre. Han ville med glæde give Jehova det bedste han havde. Kristne bringer ikke de bogstavelige ofre som Moseloven foreskrev, men der er noget andet de ofrer i tjenesten for Jehova, nemlig deres tid, energi og midler. Den ’offentlige bekendelse’ af det kristne håb og det at „gøre godt og at dele med andre“ omtalte Paulus som ofre Gud har behag i. (Hebr. 13:15, 16) Den indstilling Jehovas tjenere har til sådanne aktiviteter, viser hvor taknemmelige de er for alt det Gud har givet dem. Der kan altså drages en parallel mellem indstillingen og motiverne hos dem der tager del i den kristne tjeneste i dag, og hos dem der bragte frivillige ofre i fortiden.
9 Hvad så med de situationer hvor en israelit havde gjort noget forkert og derfor ifølge Moseloven var forpligtet til at bringe et syndoffer eller et skyldoffer? Eftersom et sådant offer var lovbefalet, kunne det da tænkes at det var svært for ham at bringe det af et villigt hjerte? Ville det være noget han gjorde modstræbende? (3 Mos. 4:27, 28) Ikke hvis han virkelig ønskede at bevare et godt forhold til Jehova.
10. Hvilke „ofre“ må vi måske bringe hvis vi har gjort noget forkert?
10 Det forholder sig på samme måde i dag. Måske opdager vi at vi uforvarende, i tankeløshed eller på grund af uforsigtighed har såret en broder. Eller måske gør vores samvittighed os opmærksomme på at vi har begået en synd. Hvis vi tager vores forhold til Jehova alvorligt, vil vi naturligvis bestræbe os for at gøre skaden god igen. Det kunne betyde at vi må give den vi har såret, en oprigtig undskyldning, eller at vi, hvis vi har begået en alvorlig synd, må søge åndelig hjælp hos kærlige kristne tilsynsmænd. (Matt. 5:23, 24; Jak. 5:14, 15) Det koster os altså noget at råde bod på en synd vi har begået mod et andet menneske eller mod Gud. Men når vi bringer sådanne „ofre“, kan vi genoprette vores forhold til Jehova og vores broder og få en god samvittighed. Det vil være det hele værd og overbevise os om at Jehova ved hvad der er bedst for os.
11, 12. (a) Hvad var fællesskabsofre? (b) Hvad kan vi lære af ordningen med fællesskabsofre?
11 Blandt de ofre som omtales i Moseloven, var der også fællesskabsofrene. Disse ofre viste at man havde fred med Jehova. Den der kom med offerdyret, spiste kødet sammen med sin familie, måske i et af spiserummene i templet. Præsten der frembar offeret, fik en andel af kødet, og det samme gjorde de andre præster der tjente i templet. (3 Mos. 3:1, fdn.; 7:31-33) Man bragte dette offer ene og alene fordi man ønskede at bevare et godt forhold til Gud. Det var som om den ofrende, hans familie, præsterne og Jehova selv indtog et måltid sammen, i et fredfyldt fællesskab.
12 Tænk hvilken ære det var at Jehova så at sige tog imod en invitation til et sådant måltid! Værten ønskede selvfølgelig at give det allerbedste til så fornem en gæst. Fællesskabsofrene, der var en del af ’formuleringen af sandheden’ i Loven, viste at alle på grundlag af Jesu større offer kan opnå et nært og fredeligt forhold til Skaberen hvis de ønsker det. I dag kan vi opnå venskab og fællesskab med Jehova hvis vi villigt giver af os selv og vores midler i tjenesten for ham.
EKSEMPLER PÅ OFRE GUD IKKE GODKENDTE
13, 14. Hvorfor ville Jehova ikke tage imod det offer kong Saul havde tænkt sig at bringe?
13 De ofre som Moseloven foreskrev, var naturligvis kun antagelige for Jehova hvis de der bragte dem, havde den rigtige indstilling. Det var det imidlertid ikke alle der havde. Bibelen indeholder eksempler på ofre som Gud ikke tog imod. Lad os se nærmere på to beretninger.
14 Profeten Samuel sagde til kong Saul at tiden var kommet til at Jehova ville eksekvere dom over amalekitterne. Saul skulle derfor udrydde disse fjender og deres husdyr. Men da Saul havde vundet sejr, lod han Agag, amalekitternes konge, blive i live. Han skånede også det bedste af kvæget for at det kunne ofres til Jehova. (1 Sam. 15:2, 3, 21) Hvordan reagerede Jehova? Han forkastede Saul på grund af hans ulydighed. (Læs Første Samuelsbog 15:22, 23). Hvad kan vi lære af dette? At Gud kun tager imod vores ofre hvis vi adlyder hans bud.
15. Hvad viste det om israelitterne på Esajas’ tid at de bragte ofre samtidig med at de begik onde handlinger?
15 Et lignende eksempel finder vi i Esajas’ Bog. På Esajas’ tid bragte israelitterne ofre til Jehova, sådan som de var forpligtede til. Men samtidig begik de nogle onde handlinger, hvilket gjorde at deres ofre ikke var noget værd. „Hvad gavner jeres mange slagtofre mig?“ spurgte Jehova. „Jeg har fået nok af vædderbrændofre og fedekvægs fedt; og i blod af tyre og vædderlam og bukke har jeg ikke fundet behag. . . . I skal ikke komme med flere værdiløse kornofre. Røgelse — det er en vederstyggelighed for mig.“ Hvad var der galt? Gud sagde til dem: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod. Vask jer; rens jer; fjern jeres onde handlinger fra mine øjne; hold op med at handle ondt.“ — Es. 1:11-16.
16. Hvilke ofre finder Gud behag i?
16 Jehova brød sig ikke om ofre som blev bragt af syndere der ikke ændrede sind. Han godkendte kun bønner og ofre fra dem der bestræbte sig for at følge hans bud. ’Formuleringen af sandheden’ i Loven havde vist sådanne loyale at de var syndige og havde behov for tilgivelse. (Gal. 3:19) Denne viden fik dem til at føle oprigtig anger. I dag må vi erkende at vi har brug for Kristi offer, som fuldt ud kan sone vores synder. Hvis vi forstår betydningen af Kristi offer og viser værdsættelse af det, vil Jehova „finde behag“ i alt det vi ofrer i tjenesten for ham. — Læs Salme 51:17, 19.
VIS TRO PÅ JESU OFFER
17-19. (a) Hvordan kan vi vise Jehova at vi værdsætter Jesu genløsningsoffer? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
17 I dag har vi det fortrin frem for dem der levede i førkristen tid, at vi ikke kun ser „en skygge“ af Guds hensigter. (Hebr. 10:1) Lovene angående ofre hjalp jøderne til at forstå hvad der skulle til for at opnå et godt forhold til Gud — de skulle vise ham taknemmelighed, ønske at give ham det bedste de ejede, og erkende at de havde behov for at blive løskøbt fra synden. Takket være de forklaringer der er i De Kristne Græske Skrifter, kan vi forstå at Jehova ved hjælp af genløsningen vil fjerne virkningerne af synden for bestandig. Og allerede nu har han på grundlag af dette offer gjort det muligt for os at tjene ham med en god samvittighed. Hvor er Jesu genløsningsoffer en vidunderlig gave! — Gal. 3:13; Hebr. 9:9, 14.
18 Der skal mere til for at få gavn af genløsningsofferet end blot at have en forståelse af hvad det er. „Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro,“ skrev Paulus. (Gal. 3:24) Og en sådan tro skal ledsages af gerninger. (Jak. 2:26) Paulus tilskyndede derfor de kristne i det første århundrede der kendte ’formuleringen af kundskaben’ i Moseloven, til at omsætte denne kundskab i praksis. Så ville deres adfærd være i overensstemmelse med de principper fra Guds ord som de underviste andre i. — Læs Romerbrevet 2:21-23.
19 Selvom vi ikke er forpligtede til at følge Moseloven, må vi stadig bringe ofre der er antagelige for Jehova. Den næste artikel kommer ind på hvordan vi kan gøre det.
[Tekstcitat på side 17]
De grundlæggende krav Jehova stiller, forandrer sig aldrig
[Illustration på side 18]
Hvilket dyr ville du have ofret til Jehova?
[Illustration på side 19]
De der bringer ofre som er antagelige for Jehova, har hans godkendelse