Jehova har givet mig mere end jeg fortjener

Jeg voksede op i byen Alicante, på Spaniens østkyst. Min familie fungerede slet ikke, så som ung tilbragte jeg meget af min tid på gaden. Tæt på hvor jeg boede, lå der et værksted hvor man reparerede dæk. Dér blev jeg gode venner med José María, en af de ansatte. Han var et varmt menneske, som gav mig den opmærksomhed jeg savnede så meget i min egen familie. Når der var problemer, var han som en bror for mig – en sand ven, til trods for at han var 20 år ældre end mig.

José María var begyndt at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Jeg kunne godt mærke at han holdt meget af Bibelen, og han fortalte mig tit hvad Bibelen sagde om forskellige spørgsmål. Jeg lyttede respektfuldt, men i virkeligheden var jeg ikke særlig interesseret i det han sagde. Som teenager havde jeg hovedet fyldt med alt muligt andet. Men det skulle snart ændre sig.

Jeg er ikke så glad for at fortælle om den trafikulykke jeg kom ud for. Lad mig nøjes med at sige at jeg var tåbelig og handlede groft uforsvarligt. I løbet af en enkelt dag ændrede mit liv sig fuldstændigt. Jeg havde været en teenager fuld af energi, men nu lå jeg pludselig lammet og ’spærret inde’ på et hospital. Det var meget svært for mig at acceptere at jeg var havnet i den ubehagelige situation. Jeg blev ved med at spørge mig selv om det overhovedet var værd at leve videre.

José María kom og så til mig, og han sørgede med det samme for at nogle af de lokale Jehovas Vidner besøgte mig på hospitalet. De regelmæssige besøg jeg fik, rørte mig dybt. Så snart jeg havde forladt intensivafdelingen, begyndte jeg at studere Bibelen. Jeg fandt ud af hvorfor vi mennesker bliver udsat for lidelser og til sidst dør, og hvorfor Gud tillader ondskab. Jeg lærte også om de løfter Gud har givet om fremtiden – at hele jorden vil blive fyldt med fuldkomne mennesker, og at ingen til den tid vil sige: “Jeg er syg.” (Esajas 33:24) For første gang i mit liv fik jeg et vidunderligt håb for fremtiden.

Efter at jeg var blevet udskrevet fra hospitalet, gjorde jeg hurtige fremskridt med mit studium af Bibelen. Ved hjælp af en speciel kørestol kunne jeg endda overvære nogle af Jehovas Vidners møder og være med i deres forkyndelsesarbejde. Den 5. november 1988, som 20-årig, blev jeg døbt ved fuldstændig nedsænkning i et særligt badekar. Jehova Gud havde givet mig et helt nyt og positivt livssyn. Hvad kunne jeg gøre for at vise min værdsættelse?

Jeg var besluttet på ikke at lade mit handicap hindre mig i at gøre alt hvad jeg kunne, i tjenesten for Jehova. Jeg ville gerne gøre fremskridt. (1 Timoteus 4:15) Det var svært i begyndelsen, for min familie var modstander af min nye tro. Men jeg havde mine trosfæller, og de var mine åndelige brødre og søstre. De sørgede for at jeg aldrig gik glip af et møde, og at jeg var aktiv i forkyndelsen.

Men som tiden gik, blev det tydeligt for mig at jeg ville have behov for professionel hjælp døgnet rundt. Efter lang tids søgen fandt jeg et velegnet behandlingscenter for handicappede i byen Valencia, 160 kilometer nord for Alicante. Og det er blevet mit permanente hjem.

Til trods for at jeg var lænket til sengen, var jeg besluttet på at fortsætte min tjeneste for Jehova. Ved hjælp af min invalidepension og andre midler anskaffede jeg mig en computer, som jeg fik installeret ved siden af min seng. Jeg købte også en mobiltelefon. Hver morgen er der en plejer som tænder min computer og aktiverer min telefon. Når jeg skal bruge computeren, bruger jeg et joystick som jeg styrer med hagen. Jeg har også en speciel pind som jeg holder med munden. Med denne pind kan jeg skrive på et keyboard og taste numre på min mobil.

Hvordan har denne teknologi hjulpet mig? Først og fremmest giver den mig adgang til hjemmesiden jw.org og Watchtower ONLINE LIBRARY. Disse redskaber har været en kolossal hjælp for mig. Mange gange bruger jeg flere timer om dagen på at studere vores bibelske publikationer så jeg fortsat kan lære mere om Gud og hans storslåede egenskaber. Og hver gang jeg føler mig ensom eller er lidt mismodig, er der altid noget på hjemmesiden der kan sætte humøret op.

Min computer giver mig også mulighed for at lytte til og deltage i menighedens møder. Jeg kan komme med kommentarer, lede menigheden i bøn, holde indlæg og læse op ved studiet af Vagttårnet. Selvom jeg ikke kan overvære møderne personligt, føler jeg i høj grad at jeg er en del af menigheden.

Min mobiltelefon og min computer giver mig også mulighed for at deltage i forkyndelsen. Selvfølgelig kan jeg ikke gå fra hus til hus sådan som de fleste Jehovas Vidner gør. Men det har ikke hindret mig. Ved hjælp af mobilen og computeren kan jeg fortælle andre om min tro. I virkeligheden er jeg så glad for at forkynde via telefonen at de ældste i menigheden har bedt mig om at koordinere kampagner med telefonforkyndelse. Disse kampagner har været til stor hjælp for dem af menighedens medlemmer der er bundet til hjemmet.

Men mit liv drejer sig ikke kun om teknologi. Hver eneste dag får jeg besøg af gode venner. De tager ofte familie og bekendte med som er interesseret i Bibelen. Mange gange beder de endda mig om at føre samtalen. Andre gange får jeg besøg af familier som gerne vil have mig til at deltage i deres Teokratiske Familieaften. Det glæder mig særlig meget når børn sidder ved min seng og fortæller mig hvorfor de elsker Jehova.

Jeg er glad for at få så mange besøg. Mit værelse er ofte et samlingssted med masser af aktivitet og venner fra fjern og nær. Som man kan forestille sig, gør denne kærlige omsorg et stort indtryk på personalet på det center hvor jeg bor. Jeg takker hver dag Jehova fordi han har givet mig lov til at være en del af et så vidunderligt brodersamfund.

Når nogen hilser på mig og spørger hvordan det går, siger jeg bare: “Jeg er her stadig og kæmper videre!” Jeg er selvfølgelig godt klar over at jeg ikke er alene i denne kamp. Uanset hvilke omstændigheder eller begrænsninger vi som kristne må leve med, er vi alle med i en kamp – “troens gode kamp”. (1 Timoteus 6:12) Hvad har hjulpet mig til at holde ud i så mange år? Jeg beder til Jehova hver eneste dag og takker ham fordi han har givet mit liv et meningsfyldt indhold. At fokusere på mit håb for fremtiden hjælper mig til at gøre alt hvad jeg kan, i min tjeneste for Gud.

Jeg tænker tit på den nye verden og på hvordan det vil være igen at kunne hoppe og springe og løbe. Nogle gange har jeg sammen med min gode ven José María – som har polio – lavet sjov med at vi skal løbe maraton. “Hvem vinder?” spørger jeg ham. “Det er lige meget,” svarer han. “Det vigtigste er at vi er der, i Paradiset, at vi er med i løbet.”

Det har ikke været let for mig at affinde mig med mit handicap. Jeg ved at jeg gjorde noget dumt da jeg var teenager, og det har kostet mig dyrt. Men hvor er jeg taknemmelig for at Jehova ikke har opgivet mig. Han har givet mig så meget – en stor åndelig familie, viljen til at leve, glæden ved at hjælpe andre og et vidunderligt håb for fremtiden. Hvis jeg skulle opsummere mine følelser i en enkelt sætning, tror jeg at jeg ville sige at Jehova har givet mig langt mere end jeg fortjener.